Simon Grotrian: Barde under skyerne

Simon Grotrians digtning kan være hermetisk lukkede tekster, men også bestå af krystalklare sætninger. Her for nyligt købte jeg ‘Barde under skyerne’ i Møllegades Boghandel og allerede i andet digt møde jeg de to formidable linjer “klokken er det samme / hele dagen”.

Hvert digt har god plads på siden. Der er luft til kanten og mellem linjerne. Omslaget er flot rødt med titel og forfatter i hvid. ‘Barde under skyerne’ forekommer mig særlig stærk i sin udvælgelse. Samlingen består af 19 karakteristiske digte og et par er betitlet danske forfatternavne.
 
 

ANDERSEN

En tåre svajer
lige midt i havet
og dit eventyr er veloplagt
den halve fisk

på sjælens flanke hviler turbulenserne

en krukke folder livet ud i vifter
kald på svanerne
med næb som store tragte

og når klokkerne pendulforsigtigt
skrider over øjenlåget

nejer dette korthus

lakmusprøven.

 
 
Simon Grotrian: Barde under skyerne. Engum Sogn Musik, 2010.

Reklamer

Stein taler

Jeg har meldt mig ind i Arenas bogklub, da deres kontra udgivelser er for spændende til at gå glip af (forrige år er jeg så gået glip af, men ingen grund til at forblive i den position fremover). Ved indmeldelsen fik jeg desuden muligheden for at vælge to bøger gratis. Så nu har jeg læst den ene – Stein taler – da jeg var udenlands de forrige uger. Jeg kender oprindeligt Stein for hendes eminente “a rose is a rose is a rose is a rose”. Men da jeg sad med Ømme dupper i hænderne for at par år siden, måtte jeg give op undervejs. Til gengæld har de tre taler, der er trykt i Arena udgivelsen, nu åbnet døren på klem igen og i hendes lidenskab for ord, ordklasser, grammatik og komposition finder jeg min tilbagevendende kilde til inspiration.

Problemet med at inkludere blikket var, som jeg allerede havde fortalt jer, at i forhold til mennesker medførte det at se uundgåeligt at opfange bevægelser og udtryk og som sådan tvang det mig til at genkende ligheder, og tvang mig følelig til at erindre og ved at tvinge mig til at erindre forårsagede det sammenblandingen af nutiden med fortid og fremtid.

(…)

Det er den store vanskelighed der bekymrede enhver der har skabt noget som helst i denne generation. Malerne brugte selvfølgelig deres øjne, det var deres job og også de var nødt til at være sikre på at blikket ikke blandede sig med erindringen. Erindringen ytrer sig hos dem som antydninger i deres malerier i stedet for faktisk at skabe den ting i sig selv de maler.

Ovenstående er fra “Portrætter og gentagelse” i Arena udgivelsen ‘Stein Taler’ oversat af Lene Asp Frederiksen.

Chance

Tiden holder hende
fastspændt som jorden
der drejer om
sig selv med
727 kilometer
i timen

Det er den time jeg
ønsker mig af hende

Den skal falde
ned fra
himlen og lægge sig
på jorden og blive liggende
holde mig en centimeter
over jorden
svævende

Jeg lytter
til afstanden mellem
den centimeter
og de 727
kilometer
med hvilke jeg
vil fare gennem
hendes tanker

Vil du stoppe tiden, brug alfabetet

Hold tidsmaskinen igang!

Fortiden æder af fremtiden,
mens nutiden spolerer fortiden.

Det slår mig,
at jeg er en gentagelse af mig selv:

hvert sekund en ny kopi,
at jeg er den samme
som for et sekund siden;

nærmere kommer jeg ikke udødeligheden.

Tordenfryd, 8 digte

1
Som benzin i vand er hun i natten
utilnærmelig med irrende blik
frygtsomt og anæmisk,
dog kulsort med antydning af regnbue i håb.



2
Sand siver gennem øjne
ned mod hals:
et timeglas
som lys fra en tordenfrydende himmel.



3
Lysende kridtstreger om skyer
og aflukkede havnes transparens
skænker tårer et rum vinkler,
hvor de ikke spejledes før.



4
På fire linjer langes ud efter hals
og sand vælter (som en trillebør).

En majetærsker i Sahara.



5
Eftertrykkelige første billede håndfast holdt
mens tordenportens nøgler ligger begravet for enden
af en gletsjers guldstøvespor –
arvestellet i klinker; frygt som nedbør.



6
Undergrundens oliekilder er omvendte lyn i nedfald
mod kroppens hermetiske jordlås,
blodige, men venlige,
i natvase aftvunget diktat.



7
Krop i modlys bortvender hænder til parentes.
Som et begyndelsesbogstav trækker timer fra dag
vækkes himmel rød
og guldstøv under negl.



8
En diamant fremsmiler horisont,
i øjne kvidres morgensang
fra skyer, fodspor:
fluffy tankefigur uden endemål.


Jeg finder natteravnen frem

Natteravnen rrhhuu rrhuu
raderer tiden med sit næb
Natteravnen altdrømmende
fjern fra mennesker i reder
Natteravnen fra blæk til blik
fritager ingen fugl for slæb
Natteravnen hvid som Rusland
krråårk kråårk stille gader

Du kan skære et stykke af kagen

Du kan skære et stykke af kagen
indtil der kun er et stykke tilbage

Du kan rive en dag ud af kalenderen
lige indtil der kun er en dag tilbage

Du kan kysse din kvinde
indtil der kun er et kys tilbage

Du kan stemme på en politiker
lige indtil der kun er en stemme tilbage

Du kan hælde vand ud af ørene
indtil der kun er vand tilbage

Du kan tage det en dag ad gangen
lige indtil der kun er en dag tilbage