Morten Søndergaard: Processen og det halve kongerige

Min opfattelse af Morten Søndergaards forfatterskab har taget sig noget af en drejning her de seneste dage efter jeg har læst ‘Processen og det halve kongerige’ på anbefaling af en god ven og stor digter. For mig har ‘Bier dør sovende’ stået som det smukke værk, hvori han brillerer med helstøbte digte og stor sanselighed. Og jeg indrømmer, at jeg har et læseefterslæb på en fem års tid, som jeg nu ser frem til at traske lidt rundt i.

Jeg er kommet to sider ind i bogen, og følgende smukke billede folder sig ud:

“Foråret har sat sit tempo op, der er allerede tændt mælkebøtter langs stien, de afblomstrede er døde elektriske pærer rundtomkring i det grønne. Der sidder en glødetråd i det levende, en dag brænder den over.”

I bogen gør Morten Søndergaard sig tanker om døden, tiden, tilstedeværelsen, samtaler lidt med digtere (Pound, Ashbery, Tranströmer, Walser, etc.) og andre kendte figurer (Muhammed Ali, Nietzsche, Pia K., ) og fremdrager hverdagsoplevelser, der måske virker tilfældige – hvorfor ikke en anden historie? – men sammen danner de små fortællinger, et gitter af leg med sproget, dets ophav, betydninger, og trækker tæppet lidt til side i et værks tilblivelse. Eller er det omvendt: at sproget og metoden bag skriften er gitteret? Lad det komme an på læseren, jeg føler mig overbevist om at bogen kan holde til begge dele.

For Søndergaard er vedkommende. Lad mig citere et sted, hvor han skriver sig legende ind på et andet menneske for at finde sig selv:

“Vi pudser vores sko af hensyn til omgivelserne. Vi pudser sproget på verden. Man kunne godt blive væk midt i det hele, tage sit tøj og gå. Der ligger en vagabond på et dørtrin nede ved kirken. Hans skæg er hvidt, han kunne være en ven, der var i gang med at skrive et vigtigt brev til mig. Nu sidder jeg på baren med kaffe, og da jeg skal på toilettet, kommer han ud derindefra, og hans brev til mig er en ram luft af lort. Men i den luft er der også et vindstød, der går gennem hjertekamrene og blæser vinduerne op. En lugt af mig selv. Jeg går hjem og slår skodderne op.”

Poesien er mest fremtrædende i de første ca. 40 sider og måske også de sidste sider. På sin vis ser jeg paralleller til Pentti Saarikoskis breve i hvordan historierne bindes sammen og skrider fremad. Men den kyndige vil kunne fremdrage et hav af andre referencer og tilløb, når Søndergaard enten skriver om Dupont og Dupond fra Tintin eller sammenligner med Donkey Kong for så at glide over i at lytte til Kraftwerk. Eller når der fra en personlig ramme fortælles om fodboldspilleren Antonio Puertas hjerteanfald på fodboldbanen.

Jeg morede mig gevaldigt undervejs i læsningen, måske fordi jeg har taget sætningerne bogstaveligt, brugt fortællingen som den pureste sandhed. Da jeg vendte sidste side i bogen, startede jeg øjeblikkeligt forfra. Nu må jeg hellere aflevere den tilbage til ejeren og købe mit eget eksemplar. Det vil jeg også anbefale andre at gøre.

Morten Søndergaard: Processen og det halve kongerige. Gyldendal, 2010. [g.dk]

Copenhagen International Poetry Festival 2011

I forbindelse med Københavns Internationale Poesi Festival er jeg blevet indbudt til at læse op. Og for mit vedkommende sker det så hele fire gange fra torsdag den 28. til lørdag den 30. april.

Torsdag aften læser jeg op klokken 22:00 under temaet “Family relations”. Jeg gad godt være i familie med Michael Laudrup og Hans-Jørgen Nielsen, men føler mig ikke særlig tæt med Morrissey. Det er vist mit foreløbige skelet til den oplæsning. De andre oplæsere er Christel Wiinblad, Theresa Salomonsen og Gerður Kristný.

Fredag læser jeg op to gange. Først klokken 20:00 akkompagneret Teleskop. Det er et band fra Rostock, som jeg ikke har nogen ideer om hvad kan og vil. Det er en interessant genre at læse op til musik, improviseret. Umiddelbart tænker jeg, at mine systemdigte vil gøre sig bedst. Dy Plambeck, Raul Campoy og Frank Klötgen læser ligeledes op.

Og senere fredag aften er jeg en del af Festival Café sammen med Frank Klötgen. Det minder nok lidt om de cafe aftener, som afholdes hver torsdag i Literaturhaus Cafe. Det har jeg deltaget i én gang før, hvor det er en kombination af oplæsning og samtale. Umiddelbart tænker jeg at tage fat i kollektivskriften, som jeg har oplevet i Koordinat og med Konstantskrift.

Lørdag læser jeg op ved Søren Kirkegaards grav. Udendørsoplæsning er for mig en svær genre, så med mindre man brænder for at høre Per Aage Brandt, Frank Klötgen og Fadhil Al-Azzawi, så synes jeg du skal komme og støtte op en af de andre tre gange. Det vil jeg sætte pris på.
De oplæsninger jeg deltager i, med undtagelse af denne sidste, sker i Literaturhaus på Møllegade i København.

Arrangørerne bag festivalen har i omtalen i programmet ikke sparet på krudtet. (Hej præstationsangst!):

There exists an eternal motivation within the Danish poet Erik Scherz Andersen for encouraging innovation in Danish poetry. His editorial as well as his poetic work is a perpetual experiment, an exploration of language and its limitations. In several of his poems he investigates the curious phenomenon of space and spatiality within language.
This investigation is not only in relation to the written word, but also in relation to the human body and mind. It is therefore a pleasure to welcome Erik Scherz Andersen to this year’s poetry festival where he will let the words flow – and blur the limits of language.

Link til festival: http://literaturhaus.dk/About-the-festival.57.aspx. Her finder du også programmet som PDF

Løn som fortjent?

Forfattere, billedkunstnere, musikere, hele den kreative hær forventes i mange sammenhænge at bidrage uden et honorar. Forespørgslen indeholder et løfte om en platform, hvor kunstneren kan udstille sine værker. Kunstneren bliver på den måde en runner for enten den kapitalistiske del af underholdningsbranchen eller en privat persons selvrealisering som kurator.

Nogle forventer, at kunstneren brænder så meget for sit virke, at hun også vil gøre det selvom der ikke er penge i det. Situationen er idealistisk, men også pervers. Jeg hører ikke de samme personer påstå, at læger skal brænde for deres gerning i en grad, at de vil gøre det gratis. Eller at folkeskolelæreres ansvar for en nations fremtidige bedsteborgere er en ære, der er løn nok i sig selv.

I februar lancerede jeg med to gode mennesker tidsskriftet Slagtryk. Initiativet er privat, hvilket begrænser de økonomiske midler, men intensionen er der. Så hvert kvartal vil én forfatter modtage 2.500 kroner. Vi må starte et sted. Slagtryk kunne også have valgt at honorere hver forfatter med 83,- pr bidrag. Det er en svær balance, for mens vi synes, at alle burde modtage betaling for deres arbejde (og man kan argumentere for, at 83,- kan slå til for et måltid for to), så synes jeg i større grad, at det er vigtigt at betale en reel pris for det arbejde forfatteren har udført.

For at undgå det lukkede, selvforstærkende kredsløb vil redaktionen hvert kvartal have en aftale med en person, der er aktør inden for litteraturen, men som normalt ikke fordeler penge videre til forfattere. På den måde håber jeg også, at vi åbner institutionen lidt op.

Den første har modtaget sit honorar i denne uge: http://www.slagtryk.dk/honorar/

Nørrebrogade i Berlin

Søndag morgen ned ad Nørrebrogade. Jeg forestiller mig, at København er Berlin. Så min cykel er i Berlin på en gade, der støder op til Schönhauser Allee. Den brede, tomme gade med solskin over tagene. Det gør ikke noget, at nummerpladerne på de parkerede biler ikke er tyske eller at fodgængerne sikkert taler dansk. Jeg vil alligevel allerhelst bare lige hjem.

Midlertidig tale

ser du
jeg er ingen bog
og skriften er ikke min

er mine fingre græs
er din mave

&

se hvordan nakken slår
du er en kat som en hest

alene på marken
aldrig alene

&

hvis du vil vide hvem
vær et brev uden modtager

mine hænders furer er
skrift du trykker mod kind

&

se mig ikke som spøgelse
uden at kende de forrige besøg

vi under himlen
skilt som læber