Slagtryk på txt.ville

Idag starter txt.ville, der er en tre-dages festival med deltagere fra Norden (gratis adgang for alle). Deltagerne er tidsskrifter, mikroforlag, litterære initiativer med mere der har indslag i form af debatter, workshops, oplæsninger og vi har i Slagtryk placeret os et sted midt imellem, når vi har 2½ times indslag fredag formiddag: http://www.txtville.net/program/elit/

Vi har inviteret Victor Boy Lindholm for at se om vi kan få ham til at fortælle lidt om hvad han laver på internettet, vi har inviteret Glenn Christian til det modsatte, vi vil spørge Bue Peitersen om han føler sig hæmmet i internettets skabeloner, vi taler med Martin Glaz Serup om SMS-digte og udvider derved (naturligvis) vores emne internettet til at omfatte ‘det digitale’. Hvilket vist passer Tom W-O Silkeberg fra Ett av Sveriges Största Förlag meget godt, når vi blandt andet kommer til at tale om forfatterpraksis. Og til at begynde med præsenterer vi værket Individ i Fællesskab og som afslutning taler vi også lidt om litteraturdebatten.

De fleste af de inviterede har ikke noget direkte med Slagtryk at gøre, altså, kun Bue og Victor har været publiceret på Slagtryk.dk. Og det er heller ikke fordi jeg ved hvor vi ender med vores indslag på dagen. Vi kommer til at stille en hel masse spørgsmål, som formentlig kommer til at gøre de deltagende, fremmødte og mig selv en kende klogere – især på feltet omkring litteratur og internet [og internet og litteratur].

For dem som ikke kan møde op i København på en fredag formiddag/ middagstid, så er der stadig lidt at følge med i. Fra 10:00 til 13:00 mødes 13 forfattere (tidligere publiceret i Slagtryk) i et Google Dokument og skriver LIVE på et værk. Man kan følge med på storskærm til vores arrangement og du kan følge med på din computer eller telefon her: http://korturl.dk/271

2x fire blogs at holde øje med i 2014:

Her følger to gange fire (plus en) anbefalinger af blogs, jeg forventer at følge tæt i det nye år:

Fire upcoming forfattere:

Anne Tscherning Larsen: http://annetl.wordpress.com/
Har været i Slagtryk (og bagsiden af Bøger i Weekendavisen) og Hvedekorn. Hendes skrift er et naturligt flow af hverdagens elementer.

Rune Kjær Rasmussen: http://runekrasmussen.blogspot.dk/
En udgivelse på Jorinde & Joringel og i diverse tidsskrifter. Er først rigtig begyndt at bruge sin blog i 2013.

Katrine Rosenbæk: http://www.idoart.dk/katrine-rosenbæk/
Katrine har tidligere overbevist på andre platforme og insisterer på det skrøbelige, skønheden og den umulige kærlighed.

Joachim Lykke Andersen: http://ordihovedet.dk/
Bloggen har indlæg fra oktober ’12, men det er særligt de seneste måneder, hvor jeg synes, at Joachim rammer noget interessant og særligt med sin kortprosa. Så hvis du endnu ikke følger Joachim, min kollega fra Slagtryk, så anbefales det hermed.

 
Fire forfattere, der stadig blogger:

Rasmus Halling Nielsen: http://alssolar.wordpress.com/603-2/
Halling Nielsens nyeste hjemsted for poesi, sampling, henvisninger, væren.

Peiter Peitersen: http://peitersen.blogspot.dk/
Bue blogger fortsat på livet løs og det er skønt og det skal anbefales. Fire udgivelser bag sig, senest “Juice” på Kronstork. Massere af kærlighed og coolness aka kulørt følsomhed.

Cecilie Lolk Hjort: http://cecilielolkhjort.wordpress.com/
Cecilie arbejder pt på 2-3 manuskripter, som af og til afføder en tekst på hendes blog og ved siden af mere eller mindre spontane tekster.

Noa Kjærsgaard Hansen: http://noakh.blogspot.dk/
Jeg udgav Noa på Weltscherz i oktober og er (selvfølgelig) en af de forfattere, jeg fortsat følger med nysgerrighed. Der kommer fortsat tekster på bloggen, omend det er i mindre grad end tidligere.

 
Og så har Victor Boy Lindholm annonceret, at der kommmer et blogfællesskab på http://jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa.dk/
Hvad den kommer til at indeholde af tekster og kritik skal blive spændende at følge (domænet til trods); jeg håber det lykkes, for samtalen med litteraturen, at samtale med hinanden om litteraturen, at svare igen og svare litteraturen igen, må ud hvor der er publikum og ikke kun ske på fortorv, cafe, i sofa og sengekant.
Jeg ønsker mig flere digitale publiceringssteder eller kuratorer i stil med Martin Glaz Serups personlige Kornkammer i 2014…

Bue P Peitersen: Juice

Enkelte tekster har fået noter omme bag i bogen og der kunne sikkert have været langt flere noter til f.eks. afsnittet ’Er det mig der er Afrika?’. I noterne læser jeg, at Juice kan betyde energi, hvilket jeg fortolker som kunne titlen have været ’Saft’, hvis ikke det var fordi Bue gør sig i slang og blander engelske (og få tyske) udtryk ind i teksterne.

Peitersens coolness fra Manden der i takes forvandlerog It’s er intakt. Men der åbnes måske også mere op for personen i både Bue-digtene, som f.eks. blander bueskydningsterminologi og –oplevelser med haikudigteren, og i afsnittet ’Skæg’.

Jeg har med fornøjelse hørt flere Bue-digte læst op på Cafe Nick og til udgivelsesreceptionen. Bedst er dem med lyd *svirp* og drama. I det hele taget er det lidt af en kulørt følsomhed jeg bliver præsenteret for. Så jeg erklærer mig gerne som tilhænger af den betagethed som Bue kan skrive frem om Skaterpiger og den ubekymrede kækhed, som jeget anlægger i mødet med sine omgivelser.

’Skæg’ teksterne forekommer mig en anelse for pædagogiske. En mand betragter en anden mand med skæg og kæreste og slutter, at skægget er årsagen til kæresten og begynder så at anlægge sig et skæg. Flere rigtige iagttagelser om processen mod at få et skæg (og kæreste/ ingen kæreste) udvikler sig til *spoiler alert* et metaplan om forfatter og læser og peger til slut på teksten som potentiel virkelighed.

Men ok, ok. Apocalypse Now ruller der ud af med heavy metal referencer (ud over den noterede Johannes Åbenbaring) og det jeg nok finder mest interessant, er at læse de lodrette bjælker som taktstreger, som var teksterne heavy metal melodier i Bues fortolkning. Det fungerer fint og jeg er underholdt, men teksterne når ellers ikke rigtig ind til mig.

Jeg står splittet i forhold til Afrika-teksterne, der på den ene side rummer politisk vrøvl (eller satire?) og frisk humor (f.eks. ”samt en raslebøsse / i højre hånd // og Congofloden/ i den venstre”). Og også Neglelaksdigt, der holder rytme og rim og sætter mig i en opløftet stemning, men, ok jeg ved rigtig med sidstelinjen, men anyways: wow!
Den lille suite ’Golf I-VIII (1974-2012) gennemgår (måske) otte modeller, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at de misser potentialet i at diskutere de mange års konflikter i Golfen, når den følger efter teksten ”Afrika” med før citerede linje. Det er ikke fordi jeg vil spænde teksterne for en vogn, men her virker teksterne en anelse flade og ugærede, modsat f.eks. suiten All-in, hvor Bue P igen er i sin coolt antastende form.

Alt i alt skal der herfra lyde en anbefaling af en af de mest coole forfatterstemme vi har ud over Laugesen og siden Dan Turell. OKok, store ord, når nu Bue ikke altid rammer bullseye. Men jeg synes, at der er en udadvendt stemme og vedkommende fortællinger i Peitersens tekster og suiter.

Bue P Peitersen: Juice. Kronstork (2013)

Bue P Peitersen: It’s

Bue P Peitersens “It’s” er et eksempel på hvordan forfatter og forlægger smelter perfekt sammen. Udgivelsen kommer i en blåstribet papirpose, digtsamlingen inden i består mestendels af tekster, men indeholder også billeder, to sider er af kalkerpapir, en tag-ud plakat, en ekstra digtsamling ligger i lommen på sidste side og som læser støder man også på anden ‘monteret’ tekst.

Bue P Peitersen excellerer i konkretistisk / systemiske digte. Der optræder massere af dyr (ved siden af dyrene i digtet “Dyr fundet i Facebookopdateringer”), herunder en ugle på et transportbånd, som er lige ned ad min gade.

Og ellers er der flere besyngelser, hvor Bue fortsætter sin naturlige stil med at blande det engelske ind i teksterne med coolness og sødme. Der er hjerter der siger bump, og sarte billeder som “hænder så små som på mus”.
Lad mig afslutte med at citerer sidste tekst i den indlagte (ekstra) samling, der i den grad fungerer med sine fine poetismer og dialog mellem Chewbz og Bue:

Og en fin tåge siver
som en sky
fra en douchet
spray can.

Det er en høj og lækker verden,
bølgende på ryggen
af en skumdelfin.

Bue P Peitersen: It’s. peitersen.blogspot.com (2013)

Bue P. Peitersen: Manden i takes der forvandler

En ting er i blinde at købe en bogudgivelse fordi jeg synes ideen er sympatisk og forfatteren har vist potentiale, noget andet er at modtage en så cool og velkomponeret bog, som “Manden i takes der forvandler” af Bue P. Peitersen.

Jeg har tidligere læst ham via hans blog, fordi han har sendt ind til Slagtryk og bidraget til Hvedekorn. Dette er hans tredje udgivelse og han har sat baren højt, når han skal fortsætte sin praksis. Bogen er A4 ark foldet på midten, så bogen er på højkant. Noget der passer rigtig godt til Peitersens digte, der ofte har to tre ord på hver linje, men fortsætter over +10 linjer. Der er trykt enkelte (sort/hvid og farve)billeder og de fremstår overraskende flot og akkompagnerer uden at overgøre det. Udstyret er i det hele taget pænt og bogen kommer i et sort omslag, noget der klæder udgivelsen og giver et ekstra pift, en ekstra ide om at der er gjort noget ved denne udgivelses form.

Teksterne indskriver sig i en tradition omgivet af fart og coolness. Digtene låner engelske gloser, stilen er nøgtern i forhold til verden omkring: Det er små “takes”, og kan være billedet på en fotograf, men lige så vel os alle, der hver især går rundt og tager indre billeder af hvad der sker eller ikke sker. Her er et af flere gode takes:

At suge sig
videre, at
gå helt ind,
i sødt kli-
ster, i lyde,
i hem-
meligt
styrtende
lyserødt;
at suge sig
fuldstændig
flad i et picture.

Bue P. Peitersen: Manden i takes der forvandler. Peiter Peitersen (2012).