Trettende note fra mit arbejdsbord (pga en omtale)

Lars Bukdahl skriver i denne uge i Weekendavisen og gentager på sin blog, at det står sløjt til med netpoesi og nedsabler i den forbindelse Weltscherz udgivelserne. Tak for omtalen.

Det ærgrer mig som redaktør og med tanke på forfatterne, at Bukdahl skærer så forskellige udgivelser over en kam. Selvfølgelig er hans holdning kun en blandt flere. Og jeg accepterer præmissen, at det er vigtigt at prominente personer peger på områder, hvor der sker eller kunne ske noget, uanset kvalifikationer eller grundighed.

For hvis flere interesserer sig for og aktivt gør en indsats omkring poesien på nettet, så er det min opfattelse, at det vil være til gavn for litteraturen på nettet, på tryk og i levende oplæsning; altså for forfattere, publikum og litteraturen i sig selv. Når flere mødes omkring projekter, hjælper hinanden ud i verden med nye udgivelser, interesserer sig for hvad skriften kan i nye processer og hvad udgivelser kan i nye klæder, så vil mangfoldigheden, kvaliteten og eksperimenterne blomstre ved siden af den øgede kvantitet.

Og med den øgede nysgerrighed, bevidstgørelse og viden, så vil det ikke være uklart i Bukdahls kommentar, hvornår han taler om poesi på nettet (Olivia Nordenhoff) og om netpoesi (Afsnit P), således at Slagtryk i højere grad blev placeret i den første boldgade (poesi på nettet) og udgivelser på Weltscherz til dags dato i højere grad i den anden (netpoesi).

Med Slagtryk har redaktionen valgt en sikker og solid tilgang. Med Weltscherz har jeg valgt en legende tilgang for at prøve ting af: ting sker ikke af sig selv. At bevæge sig på nyt land vil resultere i fejlskud i nogens øjne. Men jeg tror, at vi sammen langsomt flytter os. Vi oplever ikke, at vi er så få, som Lars Bukdahl får det til at fremstå i WA. Og samtidig vil jeg understrege en nødvendighed af, at netpoesi bliver anmeldt og fortolket ud fra et udvidet litteratursyn eller større vidensfelt, hvor nettets og f.eks. sociale mediers karakteristika og derved følgende betydningsdannelser tages med i kontekstualiseringen og forståelsen af poesien. Læs f.eks. Simon Biggs “Remediating the Social”. Uden faglig viden om internettet kan det blive konservativt og fejlbehæftet at anmelde og bedømme værker.

Det forklarer måske Anne Marie Mais nøgterne beskrivelse af litteraturen på nettet (herunder blogs) i Hvor litteraturen finder sted, og det skyldes givetvis også en professionel ydmyghed i forhold det for hende nye felt.

Jeg har en vision om, at vi ved siden af flere værker og den øgede forfattertilstede- og nærværelse, via en lidt mere positiv attitude også ville få nogen til at programmere en brugerskabt litteraturkalender til at holde os opdateret om de mange arrangementer der findes (især i København) og nogle ville måske gå sammen om at lave en dynamisk litteraturside, der går ud over LitteraturNus fokus udelukkende på anmeldelser.

No hard feelings – igår aftes skrev jeg til Lars Bukdahl og Caspar Eric, at jeg gerne tilbyder min assistance til at installere et plugin til deres “alle de blogs vi har“, således at den ikke bliver en statisk linksamling a la 1999, men et levende og brugervenligt site – hvor vi kan se, hvilke blogs der har nye indlæg og hvilke der ikke har – og derved øge andelen af læsere og fordybelsen i netop disse blogs.

Måske er det ikke lige det de har brug for hjælp til, måske kommer der noget andet i stand. Jeg vil ligeledes opfordre andre til at hjælpe hinanden med at komme ud over rampen. I har alle en unik mulighed til at forme og skabe en fremtid.

Tag dig sammen, internet (tre kommentarer)

1.
I Standard har Martin Glaz Serup og Thomas Hvid Kromann skrevet om den litterære blog [via kornkammer]. Jeg har ikke læst artiklen og håber den er god. Og jeg synes det er godt, at et af de større danske tidsskrifter (i abonnenter, rækkevidde og prestige) giver plads til den slags. Men hvorfor kan vi ikke læse om internettets bidrag til den litterære scene på internettet? Ikke denne artikel, den er hvor den er, men helt generelt: Hvorfor er der ikke flere, der sætter en dagsorden, der ikke er afhængig af trykte medier. Tag dig sammen, internet.
 
 
2.
Lars Bukdahl skriver på sin blog, at han hader, at digte optaget i Hvedekorn går igen i forfatternes egne bøger. Jeg undres over holdningen. Som redaktør af Slagtryk, der som Hvedekorn trykker digte og kortprosa, ser jeg meget gerne, at digtene lever videre i andre sammenhænge efterfølgende. Det er måske mere almindeligt for (lyrik)udgivelser fra f.eks. USA, Tyskland (og England?). Men hvor jeg dog glædes ved tidsskriftets mulighed som mellemstation, både for forfatter og for tekst, der kan udvikle sig fra publicering til publicering. At bliver begavet med flere versioner af samme tekst, what’s not to like?

Forklaringen kommer Lars Bukdahl selv med: at han foretrækker, at digtet kun står et sted. Det er feinschmeckeren, der taler; det er den dedikerede læser, det er eliten, der vil have noget ud af sine anstrengelser, sin litterære kapital. Jeg anerkender, at det er et legitimt argument. Men det er også snævert og ekskluderende og med til at fastholde nichen som niche, eliten som elite. Og det ville nok også betyde, at forfatterne ville holde længere på teksterne og måske slet ikke sende dem ind i håbet om at få dem udgivet i et værk?
 
 
3.
Når Lars Bukdahl anklager Promenadens skribenter for at undergrave Forfatterskolens jubilæumsskrift ved at ligge et par bidrag ud på Promenaden er det en – i mine øjne – klassisk misforståelse, der både fandtes hos pladeselskaber for 10 år siden og findes hos forlag i dag. For der er intet undergravene; der er tale om fire ud af fyrre bidrag. Artiklerne når ud til flere læsere, og en andel af disse vil få lyst til at købe Festskriftet, enten fordi de vil læse artiklen i et bogformat eller er blevet interesseret hele antologien.

Men kritikken kommer måske på grund af noget helt andet: at Lars Bukdahl som vanligt er på tværs og hellere vil læse, dem der ikke har bidraget, end dem der har?
Festskriftet for Forfatterskolens 25 års jubilæum kan købes her: http://basilisk.dk/bog/FS25.htm

Sophie Le Fraga: I DON’T WANT ANYTHING TO DO WITH THE INTERNET

Jeg indrømmer gerne, at jeg kun læser 2-3 digtsamlinger af ikke-nordisk herkomst om året og der er givetvis flere gode sager derude. Men jeg vil undlade at starte en diskussion med mig selv om hvad jeg får ud af dansksprogede digte i forhold til digte på et andet sprog end mit modersmål og starte min omtale af digtsamlingen her:

På forsiden står der I DON’T WANT ANYTHING TO DO WITH THE INTERNET og nedenunder “digte af Sophie Le Fraga”. Bogen består af 45 enkeltsider i A6 format, hvor digtene er trykt (fotokopieret?) på genbrugspapir (?), og som oftest kun består af små udbrud.
Titlen er ironisk og værket er fyldt hvad der kunne være statusupdates på Facebook, Instagram eller hvor vi befinder os. Nogle ting ved samlingen forekommer henkastet og tilfældig. Rækkefølgen på digtene, som læseren selv kan lave om på; hvordan teksterne er sat op visuelt; hvorfor et givent digt er med i samlingen. Og samtidig virker det hele planlagt; sat sammen, så det giver mening for forfatteren; og sådan at læseren bliver beriget.
Et digt fra samlingen:

in the anecdotes
and parables
composed
of former future

I found a piece
that med me
largely Rethink the
garden

as a Screensaver
DEEPLY structured
to alienate

the world.

Som ved f.eks. Caspar Eric Christensen fungerer ironi, slang og udtryk fra internettet som en naturlig del af Sophie Le Fragas sprog. Læseren får brudstykker fra en telefonsamtale fra “oh my god yes / oh my godwhat”, små konkretistiske digte og enkelte digte forekommer mig at være private beskeder til personer, der så foreviges på tryk. Er det hengivenhed? Er det ironisk? Bliver det en afstandstagen eller er det fra hukommelsen allerede på afstand og digtet derfor en romantisering? Her:

hello.
my native city

couldn’t miss out
on andrea.

i loved you
& need your

info.

                          berlin
                   can wait,I

              couldn’t miss
              out on love.

 
       hello my love.

       (thank you)
         (thank you)

For det er følelserne, de små udbrud, der for mig sætter teksterne i spil og gør sproget levende. Jeg ved ikke om jeg vil tale om decideret minimalisme, bare fordi teksterne er så korte, men der er en stramhed og en klar sproglig bevidsthed. Et sidste digt i denne anbefaling af udgivelsen:

If 7 of you
#LovelyPeople

Were looking
forward to

the lady at
Strawberry

Blunt,
the choice is

obvious.
Tomorrow ain’t

nothing but a
12$ Ticket to

Patience.
I.O.U waves of

Patience.
Repeat.

a legendary
shout

of Patience.

Jeg skrev egentlig i starten af omtalen, at det var en af årets bedste udgivelser og selvom den linje nu er redigeret væk, så var det først og fremmest en henvisning til stemmens originalitet og sprogets skønhed i al sin ‘almindelighed’. Men jeg ved også, at jeg om 3-4 år vil se tilbage og tænke, at den ‘blot’ er en del af tiden omkring 2010, hvor det for nogle (yngre) forfattere falder dem helt naturligt at skrive som de gør, mens vi andre står og fryder os over nyt sprog.

Lambda Literary findes en anmeldelse og forklaring på hvordan ‘hæftet’ er opstået.

Sophie Le Fraga: I DON’T WANT ANYTHING TO DO WITH THE INTERNET. Keep this bag away from children (2012)

SIMULERING, stiml, stimulation, lalalation!

siden hvornår har jeg haft muligheden for at træde et skridt tilbage og to skridt frem,
hvem tænker at jeg danser,
jeg simulerer
bølgerne i havet,
jeg træder vande så det skummer,
væddeløbsheste,
må jeg være fri,
jeg beder om et glas vand og takseres for at underspille min introduktion, mit ærinde, hvem siger jeg har et ærinde, man har altid et ærinde, ikke at have et ærinde er en politisk handling, en doktrin til samfundsnedstyrtelse, bestyrtet,
samfundsbestyrer, jeg går ind for upersonlig overvågning,
en anonym registrering af ikke-personhenførbare data,
at blive klogere, smartere, overleve, ikke
med fødderne plantet i nakken på gennemsnittet,
det er at grave sin egen grav, nej, ikke
med hænderne om tungen,
tændernes klapren når først det bliver koldt bliver det min ukuelige nærdødsovervejelse, en teoretisk diskussion før det er for sent, før det bliver alvor,
taler du endelig om et væddeløb
med konsekvenser ved at blive oppe hele natten
og forberede sig på sin egen død,
mørket, der tænger ind under neglene,
som kradsede jeg lidt på min skygge
for at udslette mine spor
på Internettet,
samfundet
kender min skolegang, mine tandlægebesøg,
min far kender ikke engang mine modermærker, sådan er vi forbundet
i en relation blandt flere relationer,
relationen, der i en lang tid
siden fødsel
har været en simulering af adskillelse fra ophavet,
igen at skille sæd fra æg, at skabe en afstand,
et mellemrum mellem hun og han, hvor jeg kan simulere ikke-personhenførbare handlinger,
stimulere min relation
handling
og identitet
ved at spille tiden ud som det første kort og trække nye
i et forsøg på at samle en port af muligheder,
lærlingen med flækket ansigt,
et ansigt af grin og gråd, det hele, jeg er der, jeg gentager
hvad du allerede har gjort,
du er min tørst,
hold mig for munden, så jeg kan drikke af din gavmildhed,
stimuleringen er til at få øje på, resultatet er noget vi tænker os til,