Signe Gjessing: Ud i det u-løse

Et hvidt cover, sparsom tekst og en titel overstreget med turkis. Bagsidecitatet ikke så let at kontekstualisere, intet forfatterbillede på flappen. Det er ikke fordi Signe Gjessing prøver at gøre så meget væsen af sig. Men den turkise overstregning siger måske noget om en berhersket originalitet.

twitter har jeg allerede rost Lars Bukdahls anmeldelse af Ud i det u-løse og i det følgende vil jeg så give min anbefaling videre.
For det er en anbefaling, da Signe dyrker det poetiske, billedsproget, hvor verdensammenhænge opfindes på ny, som få kun gør. Allerede i første digt skriver Gjessing:

Jeg vil aldrig kunne sætte folderne på dine øjenlåg / i orden” og fortsætter et par linjer længere nede ”hvis de kunne rømme sig, udstødte de / ringe i vandet…”. Ved at se øjenlågene som ringe i vandet, bruger Signe en poetisk forestilling om at forklare en ting med noget andet. Det gør hun særlig godt, ved at undlade at skrive at noget er ”som” noget andet.

Og i næste digt skriver hun om dagslyset, der bidder negle for at forsvinde og sammenligner det med månen – og tvister den ved at sige, at det netop ikke er som månen. Hvilket i mine øjne også fungerer, fordi det giver plads til mig som læser. Eller nok nærmere skaber plads, hvor jeg ikke gjorde mig forestillinger. Så hvis jeg skal lægge min læsning til teksten, så er jeg ude i noget omkring tid og hvordan den findes/ går/ forsvinder/ har været og hvordan man selv oplever tiden.

Det er ikke fordi jeg kan blive ved side for side med ovenstående. Og bevares, det er heller ikke fordi jeg anbefaler hver eneste side i bogen;
       men i forhold til sammenhængen vil jeg gerne notere, at jeg oplever en porrøsitet i Gjessings univers. Det er som om Signe Gjessing viser, at sårbarheden findes, at den bliver virkelig ved at blive italesat. Virkeligheden kan være skrøbelig det næste sekund, hvis blot nogen siger det.

F.eks.: ”Frugttræet blomstrer med/ fingerknips indtil huden bliver rød”, hvor fingerknipset både udgør den bevægelse, som blomsterne kan springe ud på, men for så vidt også kan være et knips på huden, der sætter de røde mærker. Og det fortsætter: ”De dyrebareste/ erfaring tørrer fingre i huden – // dét er så sølle, at / at jeg kunne græde.

Så jeg synes, at der er masser af personlighed i digtsamlingen. Måske skal man bare læse lidt tættere end med andre, hvor bekendelserne står i kø for at komme ud.

Et tilbagevendende tema er mennesket og det store univers (morgenstunder/ stjernestunder; loftshøjden slutter sig til den åbne himmel; handskerummet/ himmelrummet; etc).
Gjessing bruger et par klassiske elementer som havet og lyset i sin samling. Og det synes jeg hun gør uden at blive klicheramt (hinkestenen på side 36 er måske en kedelig undtagelse).
Og så tager hun også greb om metapoesien, hvor hun f.eks. omtaler sig selv ”jeg er allerede en / blæne på alverdens tungemål”. Og den tekst sprutter ellers med energi, så igen er det måske et tegn på at det ikke er helt nemt at gøre tingene rigtigt. Men jeg læser noget ind i det, når jeg skriver sådan. Så tilbage til billederne:
 
 
Der kan også være en tydelig utydelighed i Gjessings billeder. Tue Andersen Nexø og Olga Ravn mener vist i deres respektive anmeldelser, at det til tider er for uforståeligt. Men jeg falder altså på halen over følgende fine linjer:

”mørklægningsgardiner falder som postevand” (side 11)

”Med let rystende hænder udhuler jeg solen og skriger grå hede ind i den, pladsens hede, hvor duerne er, deres største suk hidtil, som et nedtrådt hav, er en plads i solen, en åben plads, såret åbnes som et ubestøvet formiddagsblad” (side 19)

”altså er man ved at trække lyset/ tilbage, selvom det ikke står noget sted, at dagen kan opsiges” (side 33)

”Bølger: al væske foldes sammen som en kniv” (side 46)

…fordi jeg er vild med billederne i sig selv. Først poesiens som sig selv. Dernæst kan alt det andet komme til, hvis man ønsker.
Og en favorit her i hjemmet er (måske) derfor dette skønne billede:

”Nu samles alle hvedemarker i en knold bagpå verden” (side 49).

Hvad er der ikke at forstå? Hvordan skulle dette siges smukkere?
 
 
Signe Gjessing: Ud i det u-løse. Gyldendal (2014).

Reklamer

Slagtryk temanummer: Brev i april

Slagtryk vipper på hatten for Inger Christensen og indbyder til temanummer i april. Som et af redaktionsmedlemmerne opfordrer jeg derfor til at skrive et eller flere breve og sende det til redaktionen.

Brevet som litteratur og brevet som litterær genre er interessant og vi synes det fortjener mere opmærksomhed.
Der er to ting der ligger mig på sinde. Med emails, beskeder på diverse internet platforme, instant messaging, sms, etc. lever det personlige brev under trange kår. Det betyder ikke, at jeg savner brevet, da nærheden, den private fortælling mellem to mennesker, sker på andre måder.
Samtidig synes jeg, at det er relevant at se på brevet idag, for teknologien betyder noget for formen i henvendelser (og formen noget for indholdet), og hvor står brevet så idag. Ligner det sig selv? (forhåbentlig/ forhåbentlig ikke).

Slagtryk har ikke sat nogen deadline. Send det gerne inden for to-tre uger, så vi har tid til at læse og vurdere det mod starten af april. Men breve sendt i starten af april vil også kunne komme i betragtning til publicering senere i april.

Jeg har ingen anelse om hvad jeg skal forvente, at vi får tilsendt. Men sidst Slagtryk lavede et temanummer var kvaliteten af det vi fik ind rigtig god.

I forbindelse med at få skudt videoen i sidste uge, så sprættede vi – som en symbolsk handling – “Brev i April” op: http://youtu.be/xdCvkDTWGH8
Og her er så Slagtryks invitation med Eva fra redaktionen foran kameraet:

Nittende note fra mit arbejdsbord (Om en poetisk kortfilm)

Da Slagtryk afholdt sin festival i 2013 ledte vi efter et sted, der kunne give særlige omgivelser til de optrædende. Vi ville give mulighed for at scenen var mere end en ølkasse, som forfatteren kunne stille sig op på. Og med et ‘Open Call‘ ville vi vise, at festivalen ønskede at rumme mere end oplæsning. Ikke at der er noget galt med oplæsning af tekster, tværtimod, det kan være herligt. Men i redaktionen havde vi talt om at give mere plads til de tværæstetiske værker.

Et af de værker, som vi fik tilsendt, var egentlig ufærdigt. Louise Juhl Dalsgaard havde sendt en lydside og beskrev sin ide om en billedside. Vi antog “Om Arktiske Heste” til festivalen i forventning til at det kunne blive godt på baggrund af det fremsendte materiale, men selvfølgelig også med en usikkerhed om endelige resultat. Undervejs i processen tilføjede Louise også et performativt element med en relativ simpel og dog virkningsfuld tilstedeværelse.

Personligt synes jeg, at det lykkedes rigtig godt, og nu udgiver jeg den lettere redigerede version med forlaget Weltscherz ud fra et ønske om at sprede værket til flere end dem, som var gået på kælderscenen på Slagtryk Festival i oktober sidste år.

For mig handler “Om Arktiske Heste” om adskillelsen mellem to personer – det være sig elskende (du/ jeg) eller familiært (mor/ barn). Forfatteren vil også fremhæve et andet og mere præcist perspektiv, og det vil jeg vende tilbage til i forbindelse med en blogpost ved udgivelsen.

Og nu glæder jeg mig bare over, at Weltscherz udgiver sin første kortfilm. Og selvom det på en måde er lidt fjollet, at jeg bevæger mig ud i et format, hvor jeg ikke kender (film)miljøet i Danmark (for f.eks. at råbe anmelderstaben op), så synes jeg også det ville være dumt at afskære mig selv fra at udgive et værk, som jeg synes sætter noget på spil.

Første visning sker den 6. marts til FILM SLAM på Huset i Magstræde, hvor “Om Arktiske Heste” vises sammen med andre kortfilm. Og der er reception [link] inden da i foyercafeen til Biografen i Huset i Magstræde.

Se teaser fra “Om Arktiske Heste” på Weltscherz: http://weltscherz.dk/louisejuhldalsgaard/