Om at give min tekst en krop

1.

“Tak for tilsendelsen af dit manuskript. Vi kan desværre ikke påtage os udgivelsen af det.”
Forlaget Basilisk, Februar 2012.

Egentlig er jeg lettet over afslaget. Det er 8-10 år siden, at jeg har sendt et manuskript til et forlag, først fordi jeg ikke havde noget at præsentere og siden, fordi jeg ikke ville præsentere noget. Præsentere, som i at præsentere gevær?

Påny stiller jeg mig selv spørgsmålet: Hvorfor er det, at jeg skal udgive en bog. Har jeg overhovedet begreb om mit værk, et værk. Er det afsluttet, hænger det sammen, hvad siger det. Der mangler ikke gode bøger, hvorfor ikke anbefale at læse Olga R, Bjørn R eller R Halling i stedet?

2.

Lige siden jeg renskrev en tekst på min mors elektroniske skrivemaskine tilbage i ’98 har jeg været forfatter. Det indser jeg nu. Jeg debuterede i Hvedekorn for 10 år siden og siden har min uskyld været væk. Selvom jeg højlydt har påstået, at det var de andre, der var forfatterne, de dygtige, så har jeg fortsat lagt arm med sproget. Mit eget sprog?

Det er hverken mit sprog og det er ikke afsluttet, endeligt. Jeg har ikke tænkt færdigt, skrevet færdigt. Det bekræfter andres tekster mig i, noterne fra andre forfattere. Og disse mellemregninger fængsler mig, får mig til at kende mig selv i deres tilstedeværelse. F.eks.:

“Alligevel hjælper det at rykke rundt i dens layout, i Word. Den klæder sig langsomt på, eller vænner sig til sin nøgenhed.”
Lea Løppenthin på Fugleskolen

“Det vildeste er, at du hvert øjeblik kan skrive det bedste digt du nogensinde har skrevet.”
Peter-Clement Woetmann på Nye steder, nye hjem

3.

“Det er, som om bogen er en form for møntenhed og derfor har de samme behov som en mønt for en prægning eller et portræt til at sikre identiteten af mønten og dens ubrudte enhed, dens individualitet, og dens værdi.”
Mikkel Thykier i Entre (Anblik, 2009)

Hvorfor har jeg dette ønske om at manifestere min skrift i en bog. Hvorfor lade min skrift stå med ryggen ud mod stuen, hvorfor ikke lade mine tekster gå fra skærm til skærm. Er det gruppedynamikken, et ønske om at tale med samme muligheder som andre forfattere. Er det institutionernes krav om bogudgivelser, deres syn på hvad et forfatterskab indebærer af formelle forpligtelser, rituelle handlinger?

Hvad har ændret sig siden jeg stiller spørgsmål ved mine seneste års praksis. Taler min samling af tekster sammen som et værk, der mangler en materialisering for at være fuldbyrdet. Eller tvivler jeg på mit eget udtryk, teksternes nuværende, tilfældige vej ud i en begrænset offentlighed. Kan jeg investere min krop i litteraturen, er jeg selv den bedste eksponent for mine tekster, udtalen?

4.

“Someone worked really hard to make the language just right, just the way they wanted it. They were so sure of it that they printed it in ink, on paper. A screen always feels like we could delete that, change that, move it around. So for a literature-crazed person like me, it’s just not permanent enough.”
Jonathan Franzen, The Telegraph, 5. februar, 2012.

Jeg forstår godt Franzens udgangspunkt, men efter min overbevisning er bogen en flygtig enhed, nok at betragte som et værk, men dødt. For at have en levende litteratur, må teksterne leve i det forgængelige og med det omskiftelige som præmis.

Jeg tænker: Vær ikke bange for den manglende kontrol, vær ikke bange for det manglende ejerskab, vær ikke bange for den manglende destination, lad teksterne være mere end dig, lad teksterne være mere end tekster, lad teksterne være litteratur uden grænser.

Indlægget var oprindelig trykt den 05.02.2012 på u-u-u-u-u.net

En kommentar lød:

Jeg bør vel lige for god ordens skyld tilføje, at citatet herover fra min blog har sin oprindelse fra en samtale med Morten Søndergaard. Og det er altså Morten, der engang har sagt ordene om, at det fede, det vildeste, at det smukke er, at man hvert øjeblik kan skrive det bedste digt, man nogensinde har skrevet.

dbh
Peter-Clement

Året som læsende

I Kronstork har vi spurgt de forfattere, der har udgivet en bog på Kronstork i årets løb, om deres år som læsende. Jeg har også selv bidraget i kraft af min rolle som redaktør. Abonner på vores nyhedsmail for at følge med i hvad der sker hos Kronstork. Her er hvad jeg skrev:

Årets første mindeværdige LÆSEoplevelse var ”the lonely letters” af Ashon T. Crawley, hvor han i en af de første tekster skriver om den andens blik, sit blik på den andens blik, den andens der både bliver hængende på ham / hans krop (og nu i hans tanker og skrift), men som også undviger (kæresten er med). Sidenhen har jeg læst flere gode bøger og nævner jeg nogle, så glemmer jeg andre. Men et tema er dog gået igen, har udvidet min ide om hvad det vil sige at læse og at skrive om at læse.

Moyra Davey “The problem of reading” stiller flere spørgsmål end hun besvarer men det er måske også nok:

“What does it mean to spend a good part of one’s life alone in front of a book? And if this is our choice, how are we to go about it?”

Kate Zambreno “To Write as if Already Dead” overvejer hvem det egentlig er forbeholdt at skrive og hvor mange hun som digter egentlig når ud til. Og om privilegiet at kunne gøre det for få eller netop ikke uden finansiel understøttelse – eller ved at være nødsaget til at arbejde for at have tid til at skrive men derfor også have mindre tid til at skrive.

Og så Mikkel Thykier “Omveje til Mississippi” der på nysgerrig, poetisk og ærlig vis undersøger hvordan vi går til en bog vi ikke før har læst og hvordan vi allerede inden læsning er præget af vores bevidste og ubevidste overvejelser og oplevelser. Han forholder sig kun til en klassiker, men hans metodiske overvejelser kan snildt overføres.

I løbet af året er der både de bøger jeg gerne vil have fat i og de bøger der står på AT LÆSE-hylden, som trækker i mig. Og så er der bøgerne jeg har læst, som sætter sig i mig, fordi jeg enten overvejer at skrive et par noter til dem og derfor lader den ligge fremme eller som stilles med ryggen mod stuen. Og så er der menneskerne som jeg taler med om disse og andre bøger – og hvad der sker rundt om bøgerne. På den måde er det at være LÆSENDE for mig både en tilstand og en bevægelse. Det optager meget tid og plads. Mere end jeg ville tro, når jeg sidder helt opslugt af et lovende manuskript – eller bare kradser i overfladen på en ny roman af Jan Kjærstad.

Mikkel Thykier: Dit ansigt kommer før mig

I 2010 læste jeg “Entre” udgivet på Anblik. Det er tre forord, der er samlet i en bog og selvom Mikkel Thykier skriver, at han skriver om intimiteten, intensiteten og generthed, så er det for mig nogle originale og intelligente tanker om værket og værkbegrebet, forfatterskabet i almindelighed og særdeleshed, den fortsættende skrift, den slags og andet, som jeg læser om.

Det gav mig smag på mere og da Gyldendal kort efter via Twitter forærede mig “Dit ansigt kommer før mig”, så var det allerede her defineret hvad mit næste træk, for at nærme mig ham, skulle være. Bogen er en roman, der består af en samtale mellem to mennesker, Frederik og Alma, og handler om Frederiks forhold til sin ekskæreste. Der er nogle stærke tekstpassager, f.eks. denne:

“Revolutionen viser sig i det forhold til tiden, hvor noget – eller nogen – kommer til at fungere som hullet i timeglasset,” sagde jeg, “det er i første omgang en modsætning til kærligheden, hvor den anden er et tyngdepunkt, der opsluger alt, selv tiden. Revolutionen viser sig i det forhold til tiden,” sagde jeg, “men også i talen. Bruddet tilbage ind i tiden fører til en deling. Hvor der før var ét, er der – i et nu – to (…)”

Mikkel Thykier gentager i ovenstående citat nærmest sin første sætning fra bogen igen (?):

“Hvis jeg skal forsøge at sige det så klart og kortfattet som muligt, så stille og roligt som muligt, så kan jeg huske, at jeg lå bag hende og gled ind i det tomrum, en anden havde efterladt.”

“Dit ansigt kommer før mig” indeholder en stor sensibilitet, men står også i sin nøgenhed lidt frysende hen. Eller er det mig, der er blevet lidt kold? Jeg anbefaler hermed ikke som et sted at starte, men et sted at fortsætte.

Mikkel Thykier: Dit ansigt kommer før mig. Gyldendal 2010. [G.dk]

En retning i alle retninger

Mikkel Thykier citerer Louis Peter Jensen frit fra et udstillingskatalog fra 2003:

“Og hvor er da tomheden? Tomheden eksisterer ikke som andet end en drøm i sproget. Den er selve grundlaget, et landskab, der frit kan bygges i, samtidig med at det fjerner os fra tomheden; den bliver til en form, og tomheden bliver til flere tomheder, altså operationelle størrelser, der kan rokeres om på, på samme måde, som der frit kan rokeres om på andre begrebsstørrelser i sproget. Tomheden kommer til at stå for den uendelige frihed og en uendelig række mulige valgsituationer. Så en tanke (tænkning): at forme med usynlige sprog, sprog, der unddrager sig materiel eksistens.”

og tidligere i “Entre” citeres Jean Genet:

“Det er ikke stregen, som er elegant, det er det hvide rum, der indeholdes i den. Det er ikke stregen, som er fuld, det er det hvide felt.”

Jeg er meget glad for formuleringerne, og sammen er der lagt op til en smuk, konstruktiv poetik. Det er en lidt anden agenda end den Thykier skriver frem. Og måske mangler jeg selv den intimitet, som Thykier skriver så godt om. Det er godt vi har ord som måske og næsten.