Ursula Andkjær Olsen: Det 3. årtusindes hjerte

Jeg har flere gange fundet genklang i Ursula Andkjær Olsens digtsamlinger på grund af de polyfoniske træk i teksterne. På første side af mit eksemplar jeg har fået af Louise Juhl Dalsgaard, har Louise skrevet en kort dedikation, hvor hun svarer mig, at hendes egen henvendelse til læseren er en art dialog for en stemme eller en monolog for to stemmer. Hvilket jeg også synes er en meget passende beskrivelse for denne udgivelse.

Det 3. årtusindes hjerte handler om svangerskab, om at blive mor og om at være mor. Og på et andet niveau – hvilket helt eksplicit kommer til udtryk hen mod slutningen – handler den også om samfundet og om forholdet mellem ophavet / samfundet og produktet/ individet. Kapitalismekritikken er ikke ensidig, Det 3. årtusindes hjerte forholder sig til relationen imellem og sidste linje i bogen er måske meget sigende for den dobbelthed, der findes samtidig.

Jeg’ets stemme er ret massiv – måske netop fordi den taler for to (på vegne af sig selv og til dels også på vegne af en anden), og som er næste sætning et lag på den forrige uden at være samtidig, men alligevel gennemsyrende. Jeg synes teksterne vinder ved at blive læst i sammenhæng. Her er en af mine favoritter, som godt kan citeres uden at blive revet helt ud af sammenhæng:

Kapitalismeglæde I
I de oprindelige folks gaveøkonomier indgik alle mennesker, dyr, smykker, redskaber, mad, land, guder, arbejde, status, som elementer i udvekslingen. Nu er det kun de mennesker, som imod loven bliver solgt ved menneskehandel, som sælges af andre , ellers sælger alle her sig selv. Med stor taknemmelighed. Troværdighed er selvfølgelig dem vigtigste vare, jeg har på hylderne.

Kapitalismeglæde II
Det giver større lystfølelse at penetrere et jomfrueligt marked.
Når markedet er kvindeligt, vil individerne, som er pikke, drømme om det i dets jomfruelighed: Drømmen om det jomfruelige marked, drømmen om det uberørte marked, som den første pik vil føle sig som hersker af. Det er det økonomiske liberales universelle symbol. Skønt markedet allerede altid er moderen, åben og magtfuld.

Kapitalismeglæde III
Om verdensfreden vil jeg sige: Eventuelt når alle er fede og tilfredse ligesom mig, så kommer den. Det bliver stort og dovent.

Kapitalismeglæde IV
Her tjener alle nogle andres penge. Det er den struktur, jeg har blotlagt.

Kapitalismeglæde V
Der betaler alle regningen for nogle andre, paradoks, kredsløb, med deres liv.

Ursula Andkjær Olsen: Det 3. årtusindes rige. Gyldendal, 2013.

Reklamer

Ny udgivelse: Thomas Boston, updates 2010-2012

Idag udkommer Thomas Boston på Weltscherz. Værket består af 64 facebookupdates og 11 billeder fra Thomas Boston fra perioden 2010-2012.

http://weltscherz.dk/thomasboston/

Gennem websites som Facebook, Twitter og Wikipedia producerer og konsumerer folk idag uanede mængder tekst. Når folk opdaterer deres status på Facebook, så sker der bevidste og ubevidst ‘litterære’ valg for at få sin status til at fremstå bedst mulig [korrekt, unik, sjov, etc]. Og læseren af disse updates danner sig efterhånden en narrativ omkring denne ven/ profil. Selvom alle ikke er klar over det, så bliver der konsumeret mere fiktion idag end for blot nogle få år siden.

Det er ikke min holdning, at vi alle er forfattere og at alle læser skønlitteratur hver dag. Thomas Bostons “updates 2010-2012″ er statusbeskeder på Facebook over en tre-årig periode. Det er de redaktionelle valg, der gør, at værket i sidste ende fremstår som en historie, der strækker og udvikler sig (f.eks. flytningen eller biologien for at nævne to af flere temaer). Og ‘hovedpersonen” går fra at være Thomas Boston til at være ‘en figur’ med særlige karaktertræk – ikke at forveksle med den sande historie eller de fulde karaktertræk.

Værkets design – Facebook – og muligheden for at kommentere med egen Facebook profil, såfremt du er logget ind, giver en interaktionsmulighed med værket. Hvad kommer det til at betyde for historien og den fremtidige læsning? Sker der en overskridelse af intimiteten, fordi læseren bliver en del af værket, fordi forfatterens oprindelige statusupdates er gjort til et værk?

Ovenstående er for egen regning. Thomas Boston har skrevet nogle statusupdates, som jeg har set mit snit til at udgive, fordi jeg mener, at de er vigtige – nu og for eftertiden – som litteratur.

Thomas Boston: Updates 2010-2012. Weltscherz 2013.

Vanity or Sanity: om at udgive uafhængigt af andre

Howard Male har skrevet en god selvkritisk artikel om at være uafhængig udgiver. I England bruges termen “vanity publishing” åbenbart om at udgive sig selv.

Der er flere pointer, men jeg vil gerne fremhæve disse to passager – først om stemplingen:

However, let’s go back a step and consider that word ‘vanity’ for a moment, because it still seems to be lingering like a bad smell. Artists working in other mediums have never had to put up with the word ‘vanity’ being spot-welded to their endeavours. In the late 1970s, when punk bands put out their own music on their own labels, it wasn’t called vanity record releasing. In fact it was seen as heroic to put two-fingers up to the major labels with two-minutes of two-chord rudimentary rock in a Xeroxed picture sleeve. Likewise, no one whispers behind the backs of independent film directors about their vanity films. Often such films generated more kudos than major studio releases. Only the poor writer, hunched over his or her laptop, has to tolerate snobbery, condescension and snootiness for the unforgivable crime of trying to get their voice heard. While I’m on this particular high horse, the label ‘Self Publishing’ isn’t actually much better. There’s still that faint whiff of self-aggrandisement about the term when in reality it simply represents self-sufficiency. A more dignified and realistic label might be ‘Necessity Publishing’ or just good old ‘Independent Publishing’.

og så et citat om word of mouth, så der er lidt balance i regnskabet:

But on the plus side, a couple of weeks ago I was thrilled beyond words (in fact I barely slept for a couple of nights) to hear from legendary record producer Tony Visconti that he loved my book. Yet here again there was disconcerting evidence that the power of social networking as the key to success might be somewhat exaggerated. After Visconti had broadcast his opinion to some 5000 Facebook friends (“I highly recommend this excellent novel. Very few novelists get it right when they use Rock as the context for a novel. Howard Male got it right. I have just started reading it for the second time.”), sales shot up by a dismal six copies (perhaps more on Kindle but I don’t have the figures). This begs the question – what the fuck does it take?

Og de næst-bedste reflektioner kan I selv læse i The Quietus:
http://thequietus.com/articles/11415-howard-male-etc-etc-amen-self-publishing

Syvende note fra mit arbejdsbord (updates fra Thomas Boston)

Den 22. marts forventer jeg næste udgivelse på Weltscherz og jeg er igang med den sidste korrektur og kodning af websiderne. Thomas Boston har været medgørlig og jeg glæder mig meget til at dele ham med resten af verden.

Her er en teaser for den kommende udgivelse:


 
Samtidig er jeg også igang med et nyt manuskript af Victor Boy Lindholm. Jeg må sige, at forfatteren er meget arbejdsom og hurtig til at opfatte mine få kritikpunkter. Der er tale om prosatekster og et langdigt, der sparker røv.

Inden Victors udgivelse foreligger på Weltscherz, så kunne du tage at læse hans udgivelse hos Metro Litteratur her:
http://www.metro-litteratur.dk/wp-content/uploads/2011/11/BOOK_09.pdf