Rocío Cerón: Oplæsning på Forfatterskolen

Først så vi et par film, der mindede mig lidt om 80er kunst, byens larm og det fremmedgjorte individ i et politisk og globalt samfund. Måske skal jeg gøre opmærksom på, at jeg ikke forstår et ord spansk, men jeg har en forkærlighed for at høre digtere med et andet modersmål eller kulturel baggrund end den vesteuropæiske.

Og som Rocío Cerón plæderede efter oplæsningen, så er sproget mere end ordet. Ordet har krop og efter at have holdt et frivilligt eksil fra sit performative forfatterskab fra 1997 til 2003, så begyndt hun igen at inddrage auditive og visuelle elementer i sin digtning, fordi “der manglede ligesom noget”.

Efter filmene læste Rocío Cerón op fra “13 måder at bebo et hjørne”, hvor Pablo Llambias indledte med den danske oversættelse af teksterne, der er oversat af Thomas Boberg / Morten Søndergaard. Det er nogle virkelig fine tekster og efter meget hurtigt at have bladret i den svenske oversættelse af “Tiento”, der er udkommet forlaget Aura Latina, så lader det til at Rocío Cerón har en helt usædvanlig poetisk tone. Her er et af digtene fra oplæsningen:

Knoglede vinkler, former og skrænter hvor ritualet stammer fra. Hvem er bange for luften? Hvor der er en revne. Skinnende dør. Stilleben, tobaksrøg. Korsveje. Et digt er en limefrugt en skuddag en 31 marts et tankemønster en fyrreskov. Stille reserver markerer tærsklen. Luft, fyldte lunger. Ilt for at forsyne omgivelserne. Nærhed af hud mod vinden. Bur.

Rocío Cerón læste op på Forfatterskolen den 22. marts 2012.

Reklamer

Bue P. Peitersen: Manden i takes der forvandler

En ting er i blinde at købe en bogudgivelse fordi jeg synes ideen er sympatisk og forfatteren har vist potentiale, noget andet er at modtage en så cool og velkomponeret bog, som “Manden i takes der forvandler” af Bue P. Peitersen.

Jeg har tidligere læst ham via hans blog, fordi han har sendt ind til Slagtryk og bidraget til Hvedekorn. Dette er hans tredje udgivelse og han har sat baren højt, når han skal fortsætte sin praksis. Bogen er A4 ark foldet på midten, så bogen er på højkant. Noget der passer rigtig godt til Peitersens digte, der ofte har to tre ord på hver linje, men fortsætter over +10 linjer. Der er trykt enkelte (sort/hvid og farve)billeder og de fremstår overraskende flot og akkompagnerer uden at overgøre det. Udstyret er i det hele taget pænt og bogen kommer i et sort omslag, noget der klæder udgivelsen og giver et ekstra pift, en ekstra ide om at der er gjort noget ved denne udgivelses form.

Teksterne indskriver sig i en tradition omgivet af fart og coolness. Digtene låner engelske gloser, stilen er nøgtern i forhold til verden omkring: Det er små “takes”, og kan være billedet på en fotograf, men lige så vel os alle, der hver især går rundt og tager indre billeder af hvad der sker eller ikke sker. Her er et af flere gode takes:

At suge sig
videre, at
gå helt ind,
i sødt kli-
ster, i lyde,
i hem-
meligt
styrtende
lyserødt;
at suge sig
fuldstændig
flad i et picture.

Bue P. Peitersen: Manden i takes der forvandler. Peiter Peitersen (2012).

…mine tørrede fjer

af alle ting
det, der ikke tilhører mig
det vil jeg ikke eje
min stemme er min eneste
ejendom
og mit øre strejfer grænser
for hvad jeg kan tage med mig
 
 
JEG HAR BJÆLDER I FJENDERS LEJR
DE STRYGER MINE TØRREDE FJER
 
 
når de sætter fjerene bag øret
er det som at gå mod min fortid
at træde rundt
i en sæk af bønner
tilegnet det
jeg har gjort og ikke gjort
det, der måske vedkom mig
 
 

Brændemørket

at gøre det hele
langsomt
at lade
dagen bestemme sit eget
tempo
for så at fortælle det
hele på et enkelt minut
 
 
at indhente stilheden
som at samle svampe
eller at ringe til sine venner

skyggerne flytter sig
og jeg trækker
antennerne
til mig som
var det
mine
vinger

hvordan kunne dagene
blive så fjerlette
at der kunne køre et cirkus
gennem mine knogler
 
 
JEG DANSER BRÆNDEMØRKET
 
 
at tænde små lys i stuen
og slå mod glasset
med en sølvske
som spiller jeg
klokker i en
sømandskirke
 
 
at bevæge sig som en krabbe
af tændstikker
eller bygge bro
og hænge kæderne på sine venner

skyggerne flytter sig
og jeg tænker
sidelæns
gennem ilden
sneen
i fjernsynet

hvordan
kan jeg få den håndskrift
kun du kan læse
 
 
 

Nanna Kornelia i Hvedekorn

Nanna Kornelia trækker tæppet væk under mig med sine selvfølgelige, poetiske tekster i Hvedekorn NR 1/ 2012. Allerede i første tekst “Smagssag” pirres jeg af “Der sidder en konfliktsky på mit inderlår”. Syntaks passer fint og gør konfliktsky (et begreb) til noget konkret (en sky) for derefter at blive metaforisk i min læsning.

Tredje (og fjerde) tekst virker fortryllende på mig, der praktiseres en stærk omgang med sproget og jeg har gode billeder at forholde mig til. Men mest rammer anden tekst “Råvarer” mig. Jeg synes godt om associationerne, f.eks. billedet af en passionsfrugt som regnbuepartikler svøbt i snot, og blodappelsinen, der har menstruation – og den overordnede struktur og sammenhæng i noget, der ellers er viltert.

Men hvor er det ærgerligt, at teksten er sat op forskudt på siden, som Hvedekorn har det med at gøre. Det er som om det er vigtigst at trykke så mange tekster som muligt, at udnytte pladsen maximalt – desværre på bekostning af at teksten kan står for sig selv, fuldstændig.

Råvarer

Vi ved at
passionsfrugter ligner regnbuepartikler svøbt i snot
på en god dag
Jeg er en passionsfrugt der ikke er særlig forkølet
til gengæld har jeg hjertesorger helt op i næsten
på en god nat
og min næse er en regnbue udsprunget fra mit øjes passion
for livet
og hvorfor er jeg ikke
lige til at spise
når nu mit smil er sødere
end mit blod?

Vi ved at
blodappelsiner er sure fordi de har menstruation
hvad har det med mig at gøre
hvad har det med mig at gøre
jeg ved at månen er fuld
af løgn
jeg tror du er en blodappelsin
der er løbet tør for bind
og rød har aldrig været din farve
så sandt som det er sagt at månen er halv
og ædru nok til at køre sig selv i sænk
i min indkøbskurv.

 
 
Iøvrigt har jeg for et par år siden i Ordkide, nr 5 (Klummer > På stedet > Bibi og Niels) skrevet lidt om den ukendte kunstner, som pryder Hvedekorn nummeret. Vi gengav desuden én side fra et længere ‘brev’, der er mere religiøs i sin tone, end det stærke politiske engagement og paranoiaen, der gør sig gældende i Hvedekorn nummeret.

Hvedekorn: NR 1/ 2012. Rosinante & Co (2012). http://www.hvedekorn.dk/

Hvor er det godt at være i en redaktion

Der er en håndfuld bidrag, der er blevet sendt til Slagtryk, hvor jeg efterfølgende har tvivlet på om det var korrekt at redaktionen afviste dem. Lasse henviste mig for en uge siden til et interview med Poul Borum, hvor Poul Borum fortælle, at han havde rost Vita Andersen for nogle digte, som hun havde fået trykt i Fælleden. Hun replicerede, at Poul / Hvedekorn ellers havde afvist dem. En redaktørs lod? Hvad gør man? Skal man hellere trykke flere eller færre, kan man lade tvivlen komme det indsendte til gode?

I disse tilfælde er det godt at have en redaktion, hvor baggrund, referenceramme og smag er forskellig. Og det glæder mig at de to andre stod fast på en udgivelse i Slagtryk, der lyder “Når ting tyve tyngde / når luft gør noget / (…)”. Teksten var lukket land for mig, men set ud fra kommentarerne efterfølgende, så var det ganske rigtigt set. Jeg synes ikke, at jeg kan være large og publicere flere eller ekstra forsigtig og publicere færre tekster i Slagtryk. Jeg vil ramme præcis de tekster, som jeg synes skal ud.

Og nu må jeg så bare håbe, at især ene, hvor jeg fortrød afvisningen sidste år, sender ind igen. Hun havde det i sig.