Flere nye remix af Matrix

Da jeg havde lavet lidt over halvdelen af lydversionerne af Matrix, fik jeg lyst til at spørge et par bekendte om de ville lave et remix af en tekst. Ulf Johannesson dyrker selvbyggede elektroniske musikinstrumenter og jeg tænkte, at han som de to andre remixere ville have hver deres tilgang til min original. Ulfs remix blev publiceret ved udgivelsen i december.

Idag kan jeg præsentere fire nye remix. Rasmus Anker og Egen Formue (Christian Møller) har lavet et remix af henholdsvis “Networking” og “Projekt”, mens jeg selv har lavet to remix af “Fix the Basics”.

Du kan finde de fire remix på http://weltscherz.dk/matrix/

Jeg glæder mig over, at både Rasmus Anker og Egen Formue er gået hver deres vej. Begge fik en rå indtaling af teksten og har ud over den originale version fra udgivelsen ikke haft retningslinjer eller begrænsninger.

Rasmus Anker, der har spillet i Flashing of Knives, har lavet et remix af Networking. Jeg er ret vild med lyden, og ved skiftet omkring 03:12 kunne jeg ikke stoppe med at rocke med til den catchy melodi.

Egen Formue, der under sit borgerlige navn blandt andet er en del af Shiggajon-kollektivet, har lavet et remix af “Projekt”. Vi er ude i noget improvisation og undervejs får jeg fornemmelsen af et rædselskabinet – hvilket er ret sjovt i forhold til tekstens emne.

Jeg har selv lavet to remix af “Fix the basics”. Det er en tekst, som jeg er glad for, men som jeg synes var lidt uforløst i sin originale oplæsning. Det ene (Workflow) er mere manipuleret med filtre og effekter end det anden (Frugtmix), men begge er lavet over cirka samme oplæsning. Det bliver ikke sidste gang jeg kaster mig ud i det, for der er stadig meget at afprøve og forfine – og teknisk kan man også høre, at der er et stykke op til Rasmus og Christian.

*

Hvis der er nogen der skulle få lyst til at lege med, så har jeg lagt originale filer til “Strategidage” op på Dropbox til fri afbenyttelse og med evt. mulighed for publicering sammen med de øvrige remix af Matrix på Weltscherz.

Strategidage
– Den endelige udgave: https://www.dropbox.com/s/5bfhinspsa06bfn/06%20strategidage.wav
– Den rå indtaling: https://www.dropbox.com/s/4rn9eo3zhy5dz3e/raa-strategidage.wav
– De seks spor fra den endelige udgave: https://www.dropbox.com/s/6ym6dvxmnlagvj1/strategidage-6spor.zip

Læs Matrix og lyt til tekster og remix på http://weltscherz.dk/matrix/

Reklamer

Sixten Elia: TOTENKOPF EXPRESS

Idag udkommer Sixten Elia på mit internetbaserede forlag Weltscherz. Jeg vil karakterisere udgivelsen til at være en tekstinstallation, der består af digte eller små stumper af tekst og sort/hvid fotografier. Teksterne har for mig en grundstemning af at rejse med tog gennem Tyskland, men er ikke bundet til et geografisk sted.

Læs den her: http://weltscherz.dk/sixtenelia/

 
 
 
Jeg er af mange grunde glad for, at Sixten er den første (anden) udgivelse på Weltscherz. Dels fordi han ikke er en del af den etablerede litteraturscene, dels fordi hans teksterne ikke ligner anden litteratur, der pt udgives. For mig er der en rå, måske anarkistisk tilgang til formen. Og i de korte linjer, finder jeg den storhed, som jeg også genkender i minimalismen: når der skæres fra og fokuseres, så får linjerne andre dimensioner.

Sixten Elia er født 1977 og jeg har aldrig mødt ham. Hvor web 2.0 agtigt er det? Meget webagtigt taget i betragtning at Sixten er bogelsker / -samler, for hvem det for et halvt år siden forekom absurd at værkdebutere i elektronisk form.

Værket har et ISBN nummer, men er nærmest umuligt at få registreret hos DBC, der er ingen pligtaflevering til Det Kongelige Bibliotek og dit lokale bibliotek ved ikke, hvordan det skal formidle værket. Skulle det være særlig web 2.0 agtigt?

Det, der betyder noget – for mig – er, at der er plads til værket i det litterære landskab. Glem det litterære kredsløb af forlag og boghandlere. Det handlere om forfattere og læsere. Det handler ikke engang om litteraturen som konkret størrelse, men om den udveksling, der finder sted og hvad den fører med sig hos læseren – og forfatteren.

Jeg ønsker, at TOTENKOPF EXPRESS og de kommende udgivelser på Weltscherz er med til at åbne forlag, forfattere og læseres ide om hvad et værk er for en størrelse. At flere forfattere dropper reglerne, tænker i egne baner og gør noget.

Jeg har haft glæden ved at arbejde med TOTENKOPF EXPRESS, fordi den tilfredsstiller min oplevelse af en helhed og helt generelt taler til mig via sin forfaldsæstetik. Værket gør ikke brug af specielt avanceret programmering, men tillader læseren at gå på opdagelse.

Hvis der skulle være et soundtrack til udgivelsen, så ville VÅR: Brodermordet og Chris Watson: El Devisadero være en del af det.
 
 
Sixten Elia: TOTENKOPF EXPRESS. Weltscherz (2013).

Disclaimer: ovenstående er for egen regning, hvis nogen skulle være i tvivl.

Daniel Dalgaard: Vi er ikke konger

En digter er en der fortæller, hvordan verden ser ud. Det tænker jeg, når jeg læser Daniel Dalgaard, der giver ting navne (“dit navn/ er penge”) og skaber omgivelserne (“jeg er/ belagt med bomber”) ved hjælp at sproget.

Sproget er et magtapparat, måske fordi sproget definere ét i forhold til noget andet. I digtet ‘16.01.’ står der, at “Det handler om at lukke / sproget ned som / epicenter for en magtudøvelse”, hvorefter der henvises til linjernes selvdestruktion som eneste løsning på “sprogets voldelige problem”. Hvilket er interessant, fordi det enten kan betyde, at linjerne slettes af forfatteren (forsvinder igen) og derved måske aldrig fandtes (jf det digt, jeg citerer til slut) eller at linjer den ene gang må indeholde en sandhed og gangen efter en anden, måske modstridende.
I det perspektiv vil jeg citere (og så må du selv associere videre i forhold til historie, fortælling, sandhed, etc):

“Det gælder om at se sig tilbage mens man kan,
inden blindheden finder sin vej,”
– fra ‘5.1.’ i “Budapest 2011 (dagbog)

Digtsamlingen “Vi er ikke konger” er inddelt i seks kapitler. Nogle af kapitlerne har mere med hinanden at gøre end andre, nogle bygger måske bro imellem, mens andre skal / kan læses alene. Indbyrdes er der stor forskel på form (længden på linjerne, tonefaldet, klarhed) og jeg finder også en variation over emnerne, der tages op.

Poesien består mest af det univers, der bygges op gennem prosaen, der er metaforer/ lignelser gennem “som” og jeg synes overordnet, at teksterne fungerer i deres flow og henvendelse. Til gengæld er jeg ikke altid helt klar på hvad der udsiges eller hvad jeg skal få ud af teksten i sidste ende. Det er ikke fordi den forekommer mig kryptisk, det er nok nærmere den afsøgende stil, hvor teksterne taler sig frem – modsat den type tekster (andre skriver), som er hugget ud af én sten. Alligevel sidder jeg ofte med en fornemmelse/ oplevelse efter at have læst en tekst, hvilket kan skyldes den billeddannelse, jeg i enkelte tilfælde udsættes for. Bedst er det, når de er i stil med:

Vi gik sammen over landskabet med hænderne i hver vores lommer, kokken ventede på os i døren da vi kom hjem. Så vender følelsen tilbage i de kolde fingre som en fortabt søn.

Ovenstående læsning tager måske lige lovlig meget afsæt i sproget som tema i forhold til teksternes andre emner: kærlighed, politik, identitet. Men læs selv digtsamlingen, drop anmeldelserne i Inf, Pol eller hvor de måtte være bragt pt. Her til slut et digt fra kapitlet “Arkitektur”:
 
 
TIL MIT FJERNE MENNESKE

Vi forventer os ingenting af hinanden
ud over det man ikke kan sige
så bliver sætningerne en udelukkelsesmetode
Det er der du bor
Det er sådan du er
et navn på vej til
ingenkanhuskedet. Der menes at være mere end det
Er vi dyr eller tanke
når vi går hver til sit? Der menes at være mere end det
Der menes at være mere end et fordækt spørgsmål
spækket med tvivlsomme definitioner
Nu sætter du spor i asfalten
fordi vores eneste tanke er
vi findes kun hvis vi bliver fundet
vi findes kun som andre udgaver af andre.
 
 
Daniel Dalgaard: Vi er ikke konger. Rosinante (2013)

Slagtryks brugerundersøgelse – en kommentar mere

Idag offentliggører Slagtryk resultaterne fra sin brugerundersøgelse. Vi vil lave den hvert år, for at se hvilken vej vinden blæser og derved forstå os selv bedre. Men den laves også for at udvise en åbenhed: at redaktionen er til at tale med og til at påvirke.

Vi forventer ikke, at vi gør alle tilfredse. Især de forfattere, som vi måtte sende afslag til, er potentielt negativt stemt. Eller de læsere, som elsker at læse digte, men som ikke finder de kendte navne som SUT og Tafdrup eller på anden vis ikke føler, at deres smag er tilfredsstillet. Vi må nok også forvente, at en række kommentarer vil vende tilbage hvert år. En af de kommentarer, som i år er gået igen fra sidste års brugerundersøgelse, er ønsket om at vi præciserer “hvilke stiltræk, skrivepraksis, holdning og emner”, som vi går efter. At vi fortæller om “hvad kriterierne er, for at blive publiceret”.

Jeg forstår ønsket om klare linjer og at der er orden og system i Slagtryks praksis. En sådan italesættelse kan måske fremme indtrykket af Slagtryk som institution, men vil det hjælpe og være til gavn for forfatterne? Er en sådan italesættelse overhovedet mulig, når f.eks. to af redaktionsmedlemmerne står et langt stykke fra hinanden i litteratursyn og -politik? Vi har diskuteret det igen, og vi tror det ikke. I mine øjne må Slagtryks virke dømmes ud fra vores handlinger mere end vores udtalelser. Og forfatterne må også efter publiceringen være fri af alt for stærke bånd til andre publicerede forfattere eller tidsskriftet som sådan.

I år fik vi et par kommentarer med ønsker om publicering af flere samfundsrelevante tekster, tekster af højere betydning for den kontekst vi lever i. Vi har besvaret det og andre spørgsmål i vores gennemgang af resultaterne, som du kan læse om på Slagtryk: http://www.slagtryk.dk/brugerundersogelse-12-13/