værelset er et ekko
af pladsen i mit hoved
transmissionen
mellem værelse og hoved
er bølger, der kostes
ind over mit ansigt
og efterlader mit hår
i små sandbanker
med tang, muslinger og
store sten
så det skratter
for hver udtale
for hver udtale
sender jeg sproget
i kredsløb om mig selv
samtalen er en refleks
af hastigheden i mine øjne
jeg bevæger mig i cirkler:
der står skabet
der er døren
der står skabet
der er døren
After Hand skriver på deres blog, at Mads Myginds samling falder i tre dele (rastløs og kritisk, aggressiv og hastig samt søgende og overvejende digte) og overordnet set kredser om tre spor: et politisk (kritisk), et poetisk (sprogreflekterende), et privat (personligt).
Især den midterste del synes jeg skiller sig ud. Alle ord i versaler, en stærkt selvbevidst skrift i dialog med sit eget væsen. F.eks. denne lille “Jeg har ikke brug for at gentage mig selv / for at gentage mig selv”. Dem er der flere af, men det er ikke fordi, at det er ren metatekstlig omgang med sproget. Midterdelen indeholder også det kritiske og personlige spor, der giver tekstkroppen arme og ben.
Den tredje del læser jeg overvejende som det private spor. Men også her genfinder jeg det politiske og poetiske spor i teksterne. F.eks. indleder Mads Mygind en tekst med “her den anden morgen blev morgenen ved med at blive ved” og afslutter senere med “og solen skinner eller skinnede”. Morgen og morgenen samt ved, ved og ved i første linje som det poetiske spil med (nu- og da)tiden samt gentagelsen af samme tidsopfattelse i den skinnende sol.
Hvis jeg lægger vægt på ord som demokrati, neuroser og racisme, så kan den første del læses som mere kritisk, politisk. Det jeg dog bider mest mærke i, er at jeg fastholdes af et sprog, der skaber smukke billeder, der har originale spring i betydning og som ubesværet taler til mig. Jeg vil gerne citere en af de tekster fra første del, som jeg synes bedst om – og så ellers anbefale “Før vi har set os omkring” til alle med mere end hjerte på hjerte.
i vejsiden en grævlings knuste kranium, længere ude
trækker en vindmølle landskabet op
forstå nu det jeg siger, forstå nu
det jeg siger er ikke forskelligt fra det jeg ikke siger
endnu ved de ikke at der kun er utopi
revolutioner i fingerspidserne, i grøften
en bil krøllet sammen som en sommer
vi har efterladt som ved et uheld
Mads Mygind: Før vi har set os omkring. Edition After Hand 2011.
Jeg kan ikke blive enig med mig selv om jeg synes titlen er misvisende. På den ene side er det at bytte om på “Digte om fugle” ikke et lyrisk greb, der går igen i samlingen. På den anden side er det sjældent at fuglene kredser om digtet, fuglene er nævnt i stort set alle. Selv i digtet om katten på marken er fuglenes fravær en tilstedeværelse.
Til gengæld er der meget andet, der peger på en konsekvens i sit koncept. Digtene er ikke længere end 2 til maximalt 7 linjer. Derved fylder teksten maximalt en tredjedel af siden og oftest kun to streger hen over papiret. På måde står teksterne i toppen af siden som fugle på himlen.
Digtene er lette og grænsende til det vægtløse og flygtige. F.eks.
mågens ben når den flyver
den skal ikke bruge dem
Og så alligevel. Det er letheden som vi kender fra knogler i en fugl, der gør at teksterne flyver op og lander som en fugl på min hånd, så utrolig usandsynligt, en gang ud af en million. Som f.eks.
flok krager camouflerer sig på en bar mark
som birkes på en håndværker dårligt
Ikke alle digte rummer samme slapstik og der er en hvis variation gennem samlingen. Min anbefaling er dog forbeholden, da teksterne til min smag bliver for fjerlette i deres præsentation af dem selv.
Filip Granlie: Fugle om digte. After Hand 2010.
Lørdag aften indtog Koordinat Christians Kirke. Jeg havde set frem til netop denne optræden længe, fordi omgivelserne er usædvanlig smukke. Symfonien var sat sammen af stykker fra All Black Dollar Dollars, Spektakel/ Stemmesluger og den seneste performance – Kontrakten – fra Nikolaj Kirke. Og dertil to nye tekster vi ikke havde optrådt med før. Ved enkelte af de ældre tekster byttede vi stemmer for at udfordre os selv. Ikke at det er noget jeg tror publikum lægger mærke til. Men nu ved du det.
Vi er så heldige, at Morten Helmstedt har optaget vores optræden. Jeg har set flere af vores tidligere optrædener på video efterfølgende, men denne overgår mine forventninger og det er – også for mig – en oplevelse pludselig at være publikum til vores performance. Optagelsen er i en rigtig god kvalitet, så snyd ikke dig selv – klik og se den i fuld format på din skærm.
Jeg kan mærke søndagen komme snigende
folk er begyndt at hviske i Tripolis gader
og militæret trækker i arbejdstøjet
vandet er koldt og klart i munden
paladsets porte lukket mere symbolsk end længe
Hvem kan egentlig lide søndage
du vælger selv din kirke, du vælger selv dit nederlag
men hvis du forlader dit hjem
vil dit minde være det eneste, der vender tilbage
min krop være det eneste, der taler til mig
Jeg sidder tilbage med rationeringsmærker
der udelukkende giver adgang til søndage
sådan er det ikke at gøre oprør
græstæppet i Nordafrika er valgt
det er op til mig at vælge kanal
Søndagen er en proptrækker gennem ugen
fra højre eller venstre er uvist
så længe regeringsdannelsen trækker ud
se Tripolis ansigt fortrække en mine
lyt til mine læbers stilleleg
Søndagen kommer snigende et land ad gangen
det hamrer og værker i mit hoved
de tømmer pladsen for mennesker med arme i vejret
jeg er brugt og alt er transparent, hold mig
fra det transparente og stå frem
Dagen kan fortsætte langt ind i den anden
som mennesker flygter over grænser
jeg er her, tilstede, aldrig mig selv fraværende
eller et andet sted end ugens separator
i hver sin retning våben som visere på et ur.
med knogler
som vinge
der knækker
/ ryst fjerene
af dine øjne
de letteste
blæsten tager
fugls sang
*
aldrig blå
når sort
er hvid
/ afskedig
det transparente
med gentagelse
døren klapper
havet i land
*
så lidt retning
i linjers
tavse brud
/ læn skrift
ud af dit åbne
håndled
næven som knæ
kælen på jord
*
*
*
Re:citat 