1.
Hvert forår modtager en række forfattere en besked om at de er kommet ind på Forfatterskolen og skal starte efter sommerferien. To år efter afsluttes uddannelsen med en udgivelse og en afgangsoplæsning. I den digitale tidsalder er det blevet nemmere at undersøge hvad den nye elev har (fået) publiceret inden de starter. Og med antologien får offentligheden et indblik i et begyndende forfatterskab.
Antologien er et vidnesbyrd om at den og den forfatter har gået på Forfatterskolen et givent år, og teksterne er et udvalg af hvad forfatterne senest (måske?) har arbejdet med. Hvert år synes jeg, at det er svært at pege på ligheder mellem forfatterne, der afslutter deres forløb. Har de og hvordan har de præget hinanden i de to år de har gået sammen, læst hinandens tekster, talt om klassikere og ny litteratur (inklusiv den prægning der må komme fra de to andre årgange, som de også har gået med et år)?
Det er måske uvæsentligt for teksten i sig selv, for læsningen som Pablo Llambías omtaler i forordet. Men er det også uvæsentligt for forfatterskabet, for kontekst, for at forstå hvad der ligger til grund og for vejen der til, er processen uvæsentlig?
2.
Da jeg begynder på Reimar Torkil Juuls bidrag “Kæmper på jorden” med undertitlen tæxter, bliver jeg stærkt irriteret over de meget korte sætninger (2-5 ord), men trækkes samtidig ind i tekstens univers.
“Jeg slår kolbøtter. Jeg slår ikke kolbøtter. Jeg er nøgen. Jeg er ikke nøgen.”
Hvad skal jeg tro (som læser)? Er han nøgen? Eller hun? Jeg oplever det som potentiale i eksistensen. Jeg læser det også som en trinvis erkendelse. Men det er nok mest af alt bare en tidsmæssig forskydning: at først er jeg nøgen. Derefter har personen taget tøj på og kan sige, jeg er ikke nøgen. Som hurtige klip i en film, hvor vi får registreringen af situationen. Det er effektivt: med afsæt i få ord får jeg plads til at se scenerne for mig. Samtidig er det også en anelse skizofrent og passer godt til stemningen i teksten. Jeg siger for lidt om teksten og siger det for mildt. Giv ham nogle flere sider, jeg synes det er et pissefedt bidrag!
3.
Hvis jeg nævner nogen fra antologien, skal jeg så nævne alle. Nej. Men jeg vil også gerne fremhæve Signe Gjessings bidrag. Hendes skrift udvider sprogets potentiale, eller viser, at det kan strækkes endnu mere. Det er vildt og smukt på samme tid. Et blandt mange citerbare linjer:
“ingen, ingen må beskære dit rosenhost, kun anvise roserne/ deres pladser yderst på din eksistens.// Du hører udsagn skulpteret i verdens selvværd,”
I sin afsøgen af universet er jeget ikke nævnt; der er poetiske definitioner (f.eks. “verden, et påskud for ikke at kunne komme videre”), og der er samme gode kvaliteter, som jeg læser hos f.eks. Ursula Andkjær Olsen, uden at jeg på nogen måde vil reducere min oplevelse til at der skulle være tale om en epigon.
4.
Da jeg læser de første digte af August Bovin Boberg, synes jeg de er pyntede eller stærkt poetiserede. Hør f.eks.
“Med det sølvblå havs lighterlyserøde krusninger ser jeg mit bortvendte spejlbillede i de gyldne marmoreringer i løvet over mig.”
Men da jeg vender tilbage et par dage senere forekommer billederne mig mere forgøglede eller hårde eller fokuserede i at skrive et billede. Jeg tænker, at det er et æstetisk valg at bevæge sig tæt op ad det kitschede, og Bovin Bobergs anvendelse af tillægsordene splitter mig holdningsmæssigt. For der er også en frihed i teksterne, det er som om de bevæger sig frit og frejdigt. F.eks. i stykket om den lille dreng med skovlen, der først skal grav et hul i dansegulvet. Og på næste linje (side) følges op af “Bagefter kan vi skovle mundende ud af vores hoveder.”
Lars Bukdahl skriver på Litteratursiden, “at læse en debutant skal være som at debutere som læser”. Hvis originalitet er det ypperste (hvilket jeg synes!), så er det et ambitiøst krav til de begyndende forfatterskaber. Men det er også et sundt krav til læseren (mig), når jeg skal læse nye tekster. Altså, et krav blandt flere.
Forfatterskolens afgangsantologi 2014. Basilisk (2014)
Re:citat 