4 læsenoter til Forfatterskolens afgangsantologi 2014

1.

Hvert forår modtager en række forfattere en besked om at de er kommet ind på Forfatterskolen og skal starte efter sommerferien. To år efter afsluttes uddannelsen med en udgivelse og en afgangsoplæsning. I den digitale tidsalder er det blevet nemmere at undersøge hvad den nye elev har (fået) publiceret inden de starter. Og med antologien får offentligheden et indblik i et begyndende forfatterskab.
Antologien er et vidnesbyrd om at den og den forfatter har gået på Forfatterskolen et givent år, og teksterne er et udvalg af hvad forfatterne senest (måske?) har arbejdet med. Hvert år synes jeg, at det er svært at pege på ligheder mellem forfatterne, der afslutter deres forløb. Har de og hvordan har de præget hinanden i de to år de har gået sammen, læst hinandens tekster, talt om klassikere og ny litteratur (inklusiv den prægning der må komme fra de to andre årgange, som de også har gået med et år)?
Det er måske uvæsentligt for teksten i sig selv, for læsningen som Pablo Llambías omtaler i forordet. Men er det også uvæsentligt for forfatterskabet, for kontekst, for at forstå hvad der ligger til grund og for vejen der til, er processen uvæsentlig?
 
 
2.

Da jeg begynder på Reimar Torkil Juuls bidrag “Kæmper på jorden” med undertitlen tæxter, bliver jeg stærkt irriteret over de meget korte sætninger (2-5 ord), men trækkes samtidig ind i tekstens univers.

“Jeg slår kolbøtter. Jeg slår ikke kolbøtter. Jeg er nøgen. Jeg er ikke nøgen.”

Hvad skal jeg tro (som læser)? Er han nøgen? Eller hun? Jeg oplever det som potentiale i eksistensen. Jeg læser det også som en trinvis erkendelse. Men det er nok mest af alt bare en tidsmæssig forskydning: at først er jeg nøgen. Derefter har personen taget tøj på og kan sige, jeg er ikke nøgen. Som hurtige klip i en film, hvor vi får registreringen af situationen. Det er effektivt: med afsæt i få ord får jeg plads til at se scenerne for mig. Samtidig er det også en anelse skizofrent og passer godt til stemningen i teksten. Jeg siger for lidt om teksten og siger det for mildt. Giv ham nogle flere sider, jeg synes det er et pissefedt bidrag!
 
 
3.

Hvis jeg nævner nogen fra antologien, skal jeg så nævne alle. Nej. Men jeg vil også gerne fremhæve Signe Gjessings bidrag. Hendes skrift udvider sprogets potentiale, eller viser, at det kan strækkes endnu mere. Det er vildt og smukt på samme tid. Et blandt mange citerbare linjer:

“ingen, ingen må beskære dit rosenhost, kun anvise roserne/ deres pladser yderst på din eksistens.// Du hører udsagn skulpteret i verdens selvværd,”

I sin afsøgen af universet er jeget ikke nævnt; der er poetiske definitioner (f.eks. “verden, et påskud for ikke at kunne komme videre”), og der er samme gode kvaliteter, som jeg læser hos f.eks. Ursula Andkjær Olsen, uden at jeg på nogen måde vil reducere min oplevelse til at der skulle være tale om en epigon.
 
 
4.

Da jeg læser de første digte af August Bovin Boberg, synes jeg de er pyntede eller stærkt poetiserede. Hør f.eks.

“Med det sølvblå havs lighterlyserøde krusninger ser jeg mit bortvendte spejlbillede i de gyldne marmoreringer i løvet over mig.”

Men da jeg vender tilbage et par dage senere forekommer billederne mig mere forgøglede eller hårde eller fokuserede i at skrive et billede. Jeg tænker, at det er et æstetisk valg at bevæge sig tæt op ad det kitschede, og Bovin Bobergs anvendelse af tillægsordene splitter mig holdningsmæssigt. For der er også en frihed i teksterne, det er som om de bevæger sig frit og frejdigt. F.eks. i stykket om den lille dreng med skovlen, der først skal grav et hul i dansegulvet. Og på næste linje (side) følges op af “Bagefter kan vi skovle mundende ud af vores hoveder.”
Lars Bukdahl skriver på Litteratursiden, “at læse en debutant skal være som at debutere som læser”. Hvis originalitet er det ypperste (hvilket jeg synes!), så er det et ambitiøst krav til de begyndende forfatterskaber. Men det er også et sundt krav til læseren (mig), når jeg skal læse nye tekster. Altså, et krav blandt flere.
 
 
Forfatterskolens afgangsantologi 2014. Basilisk (2014)

 

Reklamer

Poesifestival i København i denne uge

Københavns Internationale Poesifestival har skiftet navn til Reverse og programmet er fra torsdag den 18.09. til lørdag 20.09. Der er gratis adgang alle tre dage, så undskyldninger for ikke at kigge forbi kan du holde for dig selv.

Jeg vil anbefale at høre Vanessa Place (debat torsdag+fredag, oplæsning fredag), Robert Fitterman (oplæsning og debat fredag), Magnus William-Olsson (oplæsning fredag) og fra Danmark Asger Schnack (oplæsning torsdag+lørdag), Martin Glaz Serup (blandt andet introduktion til “Memory Machines” fredag) og Lea Løppenthin (oplæsning torsdag+lørdag).

Se hele programmet her: http://www.literaturhaus.dk/Events.48.aspx
 
 

Eva Obelitz Rode: den seksogtyvende sommer

Henover sommeren har nyhedsstrømmen været fyldt med Ukraine og den tilspidsede situation i den østlige del af landet, Gazastriben med Israel og Palæstina, Den Centralafrikanske Republik, Syrien, Filipinerne, Haiti og mange flere områder i verden, hvor der er krig, krigslignende tilstande og katastrofehændelser. Hvor mange døde skal der til før det ændrer dit liv eller før du ændrer dit liv?

Weltscherz Publikationer udgiver idag ‘den seksogtyvende sommer’ af Eva Obelitz Rode, som er medredaktør på Slagtryk. Du kan læse værket her: http://www.weltscherz.dk/denseksogtyvendesommer/

Udgivelsen er et vidnesbyrd om en tekstinstallation i august måned i projektrum Vera. Og udgivelsen er et vidnesbyrd delt i tre afsnit om jegets erfaring med sin seksogtyvende sommer.

De to afsnit ‘gaza igen‘ og ‘den seksogtyvende sommer‘ er nært beslægtede. Den ene var oprindeligt blæst op via projektor og online er dette gengivet via video. Begge tekster tager afsæt i nyhedsstrømmen og de spørgsmål, som man må stille sig selv i forhold til verdenssituationen.

Det tredje afsnit ‘kvinde+atlas‘ er en kortlægning af en krop samt jegets tanker om de begrænsninger, der er i denne dokumentation, dette vidnesbyrd, der forandres uge for uge, år efter år.

Udgivelsen er ledsaget af 10 billeder fra tekstinstallationen, som nu lever videre online, således at værket ikke er begrænset af det korte tidsrum og den geografi, hvor udstillingen fandt sted. Selvom der også kan være en charme i dét, så synes jeg som redaktør, at dette fortjener større udbredelse.

Jeg vil også sige tak til Cecilie Lolk Hjort og Lone Nikolajsen for korrekturlæsning. Og generelt tak for den brede interesse i at hjælpe med at læse korrektur hos Weltscherz. Det er megafedt med opbakningen.
 
 
Eva Obelitz Rode: den seksogtyvende sommer. Weltscherz (2014).