Jeg har meldt mig ind i Arenas bogklub, da deres kontra udgivelser er for spændende til at gå glip af (forrige år er jeg så gået glip af, men ingen grund til at forblive i den position fremover). Ved indmeldelsen fik jeg desuden muligheden for at vælge to bøger gratis. Så nu har jeg læst den ene – Stein taler – da jeg var udenlands de forrige uger. Jeg kender oprindeligt Stein for hendes eminente “a rose is a rose is a rose is a rose”. Men da jeg sad med Ømme dupper i hænderne for at par år siden, måtte jeg give op undervejs. Til gengæld har de tre taler, der er trykt i Arena udgivelsen, nu åbnet døren på klem igen og i hendes lidenskab for ord, ordklasser, grammatik og komposition finder jeg min tilbagevendende kilde til inspiration.
Problemet med at inkludere blikket var, som jeg allerede havde fortalt jer, at i forhold til mennesker medførte det at se uundgåeligt at opfange bevægelser og udtryk og som sådan tvang det mig til at genkende ligheder, og tvang mig følelig til at erindre og ved at tvinge mig til at erindre forårsagede det sammenblandingen af nutiden med fortid og fremtid.
(…)
Det er den store vanskelighed der bekymrede enhver der har skabt noget som helst i denne generation. Malerne brugte selvfølgelig deres øjne, det var deres job og også de var nødt til at være sikre på at blikket ikke blandede sig med erindringen. Erindringen ytrer sig hos dem som antydninger i deres malerier i stedet for faktisk at skabe den ting i sig selv de maler.
Ovenstående er fra “Portrætter og gentagelse” i Arena udgivelsen ‘Stein Taler’ oversat af Lene Asp Frederiksen.
Re:citat 