Stein taler

Jeg har meldt mig ind i Arenas bogklub, da deres kontra udgivelser er for spændende til at gå glip af (forrige år er jeg så gået glip af, men ingen grund til at forblive i den position fremover). Ved indmeldelsen fik jeg desuden muligheden for at vælge to bøger gratis. Så nu har jeg læst den ene – Stein taler – da jeg var udenlands de forrige uger. Jeg kender oprindeligt Stein for hendes eminente “a rose is a rose is a rose is a rose”. Men da jeg sad med Ømme dupper i hænderne for at par år siden, måtte jeg give op undervejs. Til gengæld har de tre taler, der er trykt i Arena udgivelsen, nu åbnet døren på klem igen og i hendes lidenskab for ord, ordklasser, grammatik og komposition finder jeg min tilbagevendende kilde til inspiration.

Problemet med at inkludere blikket var, som jeg allerede havde fortalt jer, at i forhold til mennesker medførte det at se uundgåeligt at opfange bevægelser og udtryk og som sådan tvang det mig til at genkende ligheder, og tvang mig følelig til at erindre og ved at tvinge mig til at erindre forårsagede det sammenblandingen af nutiden med fortid og fremtid.

(…)

Det er den store vanskelighed der bekymrede enhver der har skabt noget som helst i denne generation. Malerne brugte selvfølgelig deres øjne, det var deres job og også de var nødt til at være sikre på at blikket ikke blandede sig med erindringen. Erindringen ytrer sig hos dem som antydninger i deres malerier i stedet for faktisk at skabe den ting i sig selv de maler.

Ovenstående er fra “Portrætter og gentagelse” i Arena udgivelsen ‘Stein Taler’ oversat af Lene Asp Frederiksen.

Reklamer

Jeg står her

Jeg er glemsom
ikke historieløs.
Den ligger i skriften
der kommer.
I de ord jeg endnu ikke har udtalt.

Uvist hvad der er sket og
hvad der vil ske.
Som venstre og højre hånd i funktion
i bevægelse mod det
der var og det der kommer.

To forskellige retninger
med samme uforanderlige udfald.
Hvad jeg har gjort
kan jeg aldrig gøre igen.
For første gang,
det er hver eneste gang sidste gang.
Så banalt,
så svært at give slip.
Hvad er begyndelsen, hvad er afslutningen.

Jeg står midt imellem højre og venstre hånd.
Goddag, goddag, goddag.

Unavngivet

Dit blik falder ned over siderne i traktaten
som en mand falder ned fra etagebygningen

Han er det sidste punktum
før du sætter signaturen,
to krusseduller over et par øjne.

Jeg afværger det
uafværgelige
ved at undlade at navngive det:

Derved er det hverken muligt
at huske eller at glemme.

Gentagelsen er et trofæ

Husk alting med et hvorfor!

Find et hjem at kalde et navn,
et navn at ophæve i anden potens.

Halleluja? Nej,
Hatten af! Hænderne op!

Hvis du vil i krig
skal du ikke starte den hjemme.

Gentagelsen er et trofæ,
men du lever kun, hvis du har noget at dø for.

De berusede skibe

De berusede skibe
og alle deres mindreværdskomplekser,
når de sejler ind i havnen
og forlader den igen
belastet af nye historier,
der går jorden rundt.

Selv uden ben i næsen
kan du stikke den for langt frem
og kæften helt ind i en andens;
kæft, det er langt ude.
Skibene vender aldrig tilbage.

Sjælen forlader skroget
før det ophugges.
Først når kisten måles op
viser sjælen sig igen
som et fredfyldt smil
på dine læber.

Hold hestene

lyv ikke for at fortælle
sandhed
men smid ud for at
gemme

stilhed
vokser
ved håndkraft

hold hestene
og klap dem
til uigenkendeligt
alfabet

soleklart
spejder
solsikker
efter æselører
i græsset

spyt ud
erindring
er eneste våben
mod frosne kragetæer

de har slugt lys
ellers ville du kaste skygge