Om at give min tekst en krop

1.

“Tak for tilsendelsen af dit manuskript. Vi kan desværre ikke påtage os udgivelsen af det.”
Forlaget Basilisk, Februar 2012.

Egentlig er jeg lettet over afslaget. Det er 8-10 år siden, at jeg har sendt et manuskript til et forlag, først fordi jeg ikke havde noget at præsentere og siden, fordi jeg ikke ville præsentere noget. Præsentere, som i at præsentere gevær?

Påny stiller jeg mig selv spørgsmålet: Hvorfor er det, at jeg skal udgive en bog. Har jeg overhovedet begreb om mit værk, et værk. Er det afsluttet, hænger det sammen, hvad siger det. Der mangler ikke gode bøger, hvorfor ikke anbefale at læse Olga R, Bjørn R eller R Halling i stedet?

2.

Lige siden jeg renskrev en tekst på min mors elektroniske skrivemaskine tilbage i ’98 har jeg været forfatter. Det indser jeg nu. Jeg debuterede i Hvedekorn for 10 år siden og siden har min uskyld været væk. Selvom jeg højlydt har påstået, at det var de andre, der var forfatterne, de dygtige, så har jeg fortsat lagt arm med sproget. Mit eget sprog?

Det er hverken mit sprog og det er ikke afsluttet, endeligt. Jeg har ikke tænkt færdigt, skrevet færdigt. Det bekræfter andres tekster mig i, noterne fra andre forfattere. Og disse mellemregninger fængsler mig, får mig til at kende mig selv i deres tilstedeværelse. F.eks.:

“Alligevel hjælper det at rykke rundt i dens layout, i Word. Den klæder sig langsomt på, eller vænner sig til sin nøgenhed.”
Lea Løppenthin på Fugleskolen

“Det vildeste er, at du hvert øjeblik kan skrive det bedste digt du nogensinde har skrevet.”
Peter-Clement Woetmann på Nye steder, nye hjem

3.

“Det er, som om bogen er en form for møntenhed og derfor har de samme behov som en mønt for en prægning eller et portræt til at sikre identiteten af mønten og dens ubrudte enhed, dens individualitet, og dens værdi.”
Mikkel Thykier i Entre (Anblik, 2009)

Hvorfor har jeg dette ønske om at manifestere min skrift i en bog. Hvorfor lade min skrift stå med ryggen ud mod stuen, hvorfor ikke lade mine tekster gå fra skærm til skærm. Er det gruppedynamikken, et ønske om at tale med samme muligheder som andre forfattere. Er det institutionernes krav om bogudgivelser, deres syn på hvad et forfatterskab indebærer af formelle forpligtelser, rituelle handlinger?

Hvad har ændret sig siden jeg stiller spørgsmål ved mine seneste års praksis. Taler min samling af tekster sammen som et værk, der mangler en materialisering for at være fuldbyrdet. Eller tvivler jeg på mit eget udtryk, teksternes nuværende, tilfældige vej ud i en begrænset offentlighed. Kan jeg investere min krop i litteraturen, er jeg selv den bedste eksponent for mine tekster, udtalen?

4.

“Someone worked really hard to make the language just right, just the way they wanted it. They were so sure of it that they printed it in ink, on paper. A screen always feels like we could delete that, change that, move it around. So for a literature-crazed person like me, it’s just not permanent enough.”
Jonathan Franzen, The Telegraph, 5. februar, 2012.

Jeg forstår godt Franzens udgangspunkt, men efter min overbevisning er bogen en flygtig enhed, nok at betragte som et værk, men dødt. For at have en levende litteratur, må teksterne leve i det forgængelige og med det omskiftelige som præmis.

Jeg tænker: Vær ikke bange for den manglende kontrol, vær ikke bange for det manglende ejerskab, vær ikke bange for den manglende destination, lad teksterne være mere end dig, lad teksterne være mere end tekster, lad teksterne være litteratur uden grænser.

Indlægget var oprindelig trykt den 05.02.2012 på u-u-u-u-u.net

En kommentar lød:

Jeg bør vel lige for god ordens skyld tilføje, at citatet herover fra min blog har sin oprindelse fra en samtale med Morten Søndergaard. Og det er altså Morten, der engang har sagt ordene om, at det fede, det vildeste, at det smukke er, at man hvert øjeblik kan skrive det bedste digt, man nogensinde har skrevet.

dbh
Peter-Clement

4 noter til Lea Marie Løppenthin: Nervernes adresse

Læsenote 1

Atlas Magasin har et godt interview med Lea Løppenthin, hvor hun fortæller og forklarer om sin digtsamling.
Jeg synes særligt om disse to udsagn i forhold til udgivelsen:

Jeg er dårlig til at orientere mig, og det føler jeg skyld over, samtidig med at jeg vil tilgives for det hele, hjælpes. Så vil jeg alligevel have lov til at være sådan, desorienteret, fjern, og husker at andre også føler denne fjernhed. Det er meget svært at vide, hvornår det er rimeligt at være fjern, men man må prøve at anerkende, at alle hver især har deres egen fjernhed at falde tilbage i. Der står et sted i min bog.

Morti Vizki har været en vigtig inspirationskilde, fordi han i sit forfatterskab har været meget optaget af modtagelighed og forskansning. Særligt hans måde at skrive kroppen ind i digte på, har inspireret mig meget.

og hun citerer selv fra et sted i digtsamlingen “Nervernes adresse”, som jeg finder blandt de bedste passager:

jeg overholder en aftale med solen
lidt ind i aftenen besøger den mit værelse
det er noget den gør hver dag
så synes jeg det er rimeligt også at være der
når jeg kommer gående ad fortovet siger jeg til solen:
vi ses i værelset.

Læsenote 2

Første tekst i digtsamlingen er fra første del af et bidrag i Slagtryk tilbage i december 2011. Eller det vil sige, at teksten er omskrevet. Prosa er blevet til digtlinjer og rettelser som f.eks. “Indre by” er blevet til “Søerne og stationen”, “ribben” er blevet til “mellemgulv” , sweatrene er væk og “hans” er præciseret som “lillebror”.

Næste afsnit i Slagtryk er skrevet mere om og delt op i Nervernes adresse, og også her er ribben ændret til mellemgulv. Mens jeg associerer ribben med vejrtrækning og at det strammer er en form for klaustrofobi, så finder jeg teksten bliver mere kønnet med henvisning til mellemgulv. Men ikke på en politisk måde, måske blot som en vigtig del af et jeg, der møder mænd og drenge og finder forståelse og undrer sig og reflekterer over møder (først og fremmest i kapitlerne “køernes hvide ansigter” og “ruter A+B”).

Læsenote 3

Jeg begejstres i almindelighed let af ‘enkeltlinjer’ og Lea Løppenthin har flere af dem.

jeg er rædselsslagen for at glemme
jeg sætter tid af til at være rædselsslagen
(fra digt om territorier)

hvor elegant er det lige at fortælle om det smertelige ved hukommelsen og hvilken umage og hvilken accept, der indgives i forhold til den?

tvivlen bliver ved at foreslå sig selv som uniform
(fra Swallow Swallow)

opfatter jeg både som et forslag til en identitet, men også som et muligt fængsel, hvis jeget hænger fast i tvivlen. Det står der ikke direkte, men som læser er det en fortsættelse af den sammenblanding af tilstande, hvor yderlighederne måske godt kan genkendes, men hvor overgangene og grænserne er mindre entydige (også jævnfør første citat jeg henviser til fra Atlas):

jeg bytter næsten konsekvent om på “ligger” og “lægger”
det skyldes vel min tvivl om hvornår anbringelserne begynder
(fra mejer)

Læsenote 4

Inden indholdsfortegnelsen står der to citater. Det ene er af Peter Waterhouse og lyder ”Det er som om pengene flyder under jorden”. Løppenthin taler (i Atlas Mag-interviewet) om det at skrive som det at spare op, på samme måde som at putte penge i banken. Hvilket er lidt interessant, hvis det holdes op imod sidste linje i anden tekst:

selvom opsparingens princip indfører vinter i alle årstider

Hvilket kunne betyde, at det konstant at skrive – som er en slags opsparing – gør at forfatteren mister de andre årstider? Eller i al fald blot kigger tilbage (sparer op) og ikke frem. Og derved hylder livet, og det der sker. Hvilket giver god mening i forhold til den begejstring, som kommer til udtryk i enkelte tekster, hvor jeget i mødet med en anden virker til at akkumulere sit liv til noget mere end sig selv.

Det var egentlig fordi jeg ville skrive om det helt fantastiske omslag på Nervernes adresse, at jeg er kommet til at tænke over det. Mønsteret i omslaget ligner noget fra pengesedler, men jeg kan ikke lige penge på hvilken seddelværdi, der oprindeligt er tale om og hvilken person, der mon var afbilledet på den pengeseddel. Omslagets fikspunkt er en ridder og en række tilbedere sidder og står omkring ham; der er et religiøst skær over det, men det vil jeg undlade at fabulere yderligere over.
 
 
Lea Marie Løppenthin: Nervernes adresse. Gladiator (2014)