Om at give min tekst en krop

1.

“Tak for tilsendelsen af dit manuskript. Vi kan desværre ikke påtage os udgivelsen af det.”
Forlaget Basilisk, Februar 2012.

Egentlig er jeg lettet over afslaget. Det er 8-10 år siden, at jeg har sendt et manuskript til et forlag, først fordi jeg ikke havde noget at præsentere og siden, fordi jeg ikke ville præsentere noget. Præsentere, som i at præsentere gevær?

Påny stiller jeg mig selv spørgsmålet: Hvorfor er det, at jeg skal udgive en bog. Har jeg overhovedet begreb om mit værk, et værk. Er det afsluttet, hænger det sammen, hvad siger det. Der mangler ikke gode bøger, hvorfor ikke anbefale at læse Olga R, Bjørn R eller R Halling i stedet?

2.

Lige siden jeg renskrev en tekst på min mors elektroniske skrivemaskine tilbage i ’98 har jeg været forfatter. Det indser jeg nu. Jeg debuterede i Hvedekorn for 10 år siden og siden har min uskyld været væk. Selvom jeg højlydt har påstået, at det var de andre, der var forfatterne, de dygtige, så har jeg fortsat lagt arm med sproget. Mit eget sprog?

Det er hverken mit sprog og det er ikke afsluttet, endeligt. Jeg har ikke tænkt færdigt, skrevet færdigt. Det bekræfter andres tekster mig i, noterne fra andre forfattere. Og disse mellemregninger fængsler mig, får mig til at kende mig selv i deres tilstedeværelse. F.eks.:

“Alligevel hjælper det at rykke rundt i dens layout, i Word. Den klæder sig langsomt på, eller vænner sig til sin nøgenhed.”
Lea Løppenthin på Fugleskolen

“Det vildeste er, at du hvert øjeblik kan skrive det bedste digt du nogensinde har skrevet.”
Peter-Clement Woetmann på Nye steder, nye hjem

3.

“Det er, som om bogen er en form for møntenhed og derfor har de samme behov som en mønt for en prægning eller et portræt til at sikre identiteten af mønten og dens ubrudte enhed, dens individualitet, og dens værdi.”
Mikkel Thykier i Entre (Anblik, 2009)

Hvorfor har jeg dette ønske om at manifestere min skrift i en bog. Hvorfor lade min skrift stå med ryggen ud mod stuen, hvorfor ikke lade mine tekster gå fra skærm til skærm. Er det gruppedynamikken, et ønske om at tale med samme muligheder som andre forfattere. Er det institutionernes krav om bogudgivelser, deres syn på hvad et forfatterskab indebærer af formelle forpligtelser, rituelle handlinger?

Hvad har ændret sig siden jeg stiller spørgsmål ved mine seneste års praksis. Taler min samling af tekster sammen som et værk, der mangler en materialisering for at være fuldbyrdet. Eller tvivler jeg på mit eget udtryk, teksternes nuværende, tilfældige vej ud i en begrænset offentlighed. Kan jeg investere min krop i litteraturen, er jeg selv den bedste eksponent for mine tekster, udtalen?

4.

“Someone worked really hard to make the language just right, just the way they wanted it. They were so sure of it that they printed it in ink, on paper. A screen always feels like we could delete that, change that, move it around. So for a literature-crazed person like me, it’s just not permanent enough.”
Jonathan Franzen, The Telegraph, 5. februar, 2012.

Jeg forstår godt Franzens udgangspunkt, men efter min overbevisning er bogen en flygtig enhed, nok at betragte som et værk, men dødt. For at have en levende litteratur, må teksterne leve i det forgængelige og med det omskiftelige som præmis.

Jeg tænker: Vær ikke bange for den manglende kontrol, vær ikke bange for det manglende ejerskab, vær ikke bange for den manglende destination, lad teksterne være mere end dig, lad teksterne være mere end tekster, lad teksterne være litteratur uden grænser.

Indlægget var oprindelig trykt den 05.02.2012 på u-u-u-u-u.net

En kommentar lød:

Jeg bør vel lige for god ordens skyld tilføje, at citatet herover fra min blog har sin oprindelse fra en samtale med Morten Søndergaard. Og det er altså Morten, der engang har sagt ordene om, at det fede, det vildeste, at det smukke er, at man hvert øjeblik kan skrive det bedste digt, man nogensinde har skrevet.

dbh
Peter-Clement

Code/space som litterært rum

James Bridle har i februar holdt et kort foredrag under titlen “Words as Communication” – se video ovenfor. På Twitter har jeg allerede linket til to andre foredrag fra samme festival. Både Tim Clare [Words as performance] og Fraser Muggerigde [Words as images] er traditionelle i deres opfattelse af litteratur, selvom de introducerer publikum for et alternativt syn. James Bridle er derimod helt derude, hvor han opfatter al tekst som litterært. Det er ikke et synspunkt jeg deler, men der kommer nogle interessante betragtninger ud af det. Og så har han nogle gode eksempler på litteratur, der er opstået i et digitalt rum.

Et smukt eksempel er The Guardians LIVE blog fra en tenniskamp, der endte med at blive den længste tenniskamp i historien [Se blog]. Efter 7 timers LIVE blogging skriver Xan Brooks:

6pm: The score stands at 34-34. In order to stay upright and keep their strength, John Isner and Nicolas Mahut have now started eating members of the audience. They trudge back to the baseline, gnawing on thigh-bones and sucking intestines. They have decided that they will stay on Court 18 until every spectator is eaten. Only then, they say, will they consider ending their contest.

Og fra sidste opdatering, bl.a.:

9.25pm: Last thoughts before I ring me a hearse. That was beyond tennis. I think it was even beyond survival, because there is a strong suggestion (soon to be confirmed by doctors) that John Isner actually expired at about the 20-20 mark, and Mahut went soon afterwards, and the remainder of the match was contested by Undead Zombies who ate the spectators during the change of ends (again, this is pending a police investigation).

Der, hvor jeg synes James Bridle bliver radikal, er når han taler om [internettets] bots, der læser og skriver. Men hans tanker om codespace er ret interessant. Han siger f.eks.:

The space itself collapses, it stops being what it is. Airports are an even better example than this. They definitely fail. If you are at an airport and the system goes down, you’re not going anywhere. The airport actually ceases to be an airport.

Han siger, at det skyldes, at en lufthavn ikke kun er bundet op omkring mennesker ved en skranke, men er afhængig af den kode og software som går igennem systemet. For at læse den kommunikation/ kode, mener Bridle, at ord og skrift findes i dette rum. Og det er derfor, at han følger bots på Twitter og synes computergenererede spammails er fascinerende. Han forklarer, inden han taler om codespace, hvordan bots forsøger at kommunikere med os og hvordan han forsøger at forstå, hvad de siger. Han kommer med et par eksempler og afslutter med en blogkommentar, han har fået, hvor han ikke ved, om det er en robot eller et menneske, der har skrevet til ham:

I enjoy every piece of your entries and frequently reblog them. Never thought my reality could be anyone elses too. I know this sounds like a clever spam bot. But hey, soon we will proud catching that level.

Umiddelbart forekommer det mig, at James Bridle sætter et lighedstegn mellem kommunikation og litteratur. Det er i mine øjne ikke pr automatik det samme. Men når jeg læser nærmer om Rob Kitchin og Martin Dogdes forskning om codespace, så forstår jeg pointen.

MIT Press skriver om de to forfatteres bog “Code/Space”:

The production of space, they argue, is increasingly dependent on code, and code is written to produce space.

og henviser til forfatternes opfordring:

And, finally, they issue a manifesto, calling for critical scholarship into the production and workings of code rather than simply the technologies it enables.

Og det er den opfordring James Bridle tager til sig og accepterer: at den skrift der produceres er “vidneudsagn”, der kan kontekstualiseres som litteratur, fordi det vil gøre os i stand til at forstå verden bedre.