Dansk Forfatterforening: Poesiens små forlag

På søndag fra 11-17 afholder Dansk Forfatterforening en lille konference med fem forlag. Weltscherz er kommet i selskab med OVBIDAT, Korridor, Space Poetry og Basilisk og inden da siger Mia Rendix, lektor på Ålborg Universitet, noget om mikroforlag og undergrund i Danmark og bagefter er der oplæsning ved Blessing Musariri (Zimbabwe) og Ana Brnardic (Kroatien).
Jeg forventer at tale lidt om aktivisme og formgivning. Det er gratis og du kan evt. tilmelde dig frokost (20 kr). Jeg er på tidligt på dagen, så kom når det starter.

Dansk Forfatterforening, Strandgade 6, 1401 København K.
Facebook event: https://www.facebook.com/events/226409790857544/
 
    *
 
To uger efter (fredag den 8.11.) afholder Dansk Forfatterforening MiniLyrikForum, hvor bl.a. redaktør på Slagtryk, Joachim Lykke Andersen, taler om digtudgivelser i 2013 og der er oplæsning ved Birgitte Krogsbøl og Eske K Mathiesen.

Det ser spændende ud, men det er mærkeligt, at det ligger i denne weekend, når nu Bogforum giver så meget plads til lyrik, kortprosa og nichepræget skønlitteratur: http://www.bogforum.dk/stande/spotscenen/

CafeTeatret har også et oplæsningsarrangement (søndag aften den 10.11.) med Asta Olivia Nordenhof, Ursula Andkjær Olsen og Mette Moestrup.

Og kan du ikke få nok af alle de mange arrangementer, så er LitteraturNu begyndt at gøre lidt mere ud af sin kalender. Der er ingen funktionalitet, rækkefølgen ligger omvendt og listen foregiver ikke at være komplet. Men det er kærkomment, hvis nogen vil tage teten, så alle ikke lægger deres arrangementer i samme by på samme dato: http://litteraturnu.dk/category/live/

Fjerde note fra mit arbejdsbord

Når jeg for et par uger siden skrev, at jeg bildte mig ind, at jeg havde noget at bringe til torvet, så er det ikke med en tro om at jeg kan gøre det meget bedre end alle andre.

Der er mange eksempler på selvudgiver-platforme langt tilbage i tiden, der har vist os kimen til store forfatterskaber. Internettet har gjort det endnu nemmere og billigere at udgive (selv). Så hvad er undskyldningen for ikke at gøre det?

Well, f.eks. at drukne blandt de mange selvudgivne og mikroforlagene, ikke? Og at blåstemplingen fra et etableret forlag er en nødvendig anerkendelse for at deltage i litteraturens inderkreds, naturligvis.
Jeg kan komme på et par andre forklaringer til at holde sig væk. F.eks. at DIY sjældent er særlig kompetent udført. Med ignorance i forhold til font og sats, billig hæftning, photoshoppede forsider. Og æstetikken i digitale udgivelser kan også efterlade en del af efterspørge.

Okok, det der kommer bliver fint. Jeg har stadig min tvivl omkring hele udgivelsesmøllen, men ved at gøre forsøget, bevæge mig, findes et potential til at udrydde denne tvivl. Right?

I løbet af januar vil jeg offentliggøre nye titler, der formentlig udkommer på Weltscherz allerede inden sommer – og så glæder jeg mig til at publicere et par nye remix lavet over tekster i Matrix.

Skælvende monopoler – og en sidebemærkning om Marianne Jelved

Det lyder ikke specielt sandsynligt at tingene ændres, men L&R og bogbranchen er begyndt at lufte tankerne om at få de faste bogpriser tilbage. Kulturministeren har sagt, at hun er villig til at lytte, efter Lars Boesgaard har skrevet et åbent brev til hende, hvor han siger, at

[man bliver] »formentlig« nødt til at »genoverveje modellen med frie bogpriser,« hvis de fysiske boghandlere skal bevares, hvis danske forfattere ud over bestsellere som Jussi Adler-Olsen fortsat skal have en fornuftig indtægt, og hvis forbrugere skal have adgang til andre bøger, end dem store udenlandske kæder tilbyder. [artikel i Berlingske]

Tre udsatte aktører: boghandlere, forfattere og bredde i udvalg. Og interessant er det, at forlaget behændigt undlader at omtale sin egen situation.

Boghandleren er en mellemhandler, et led i distributionen, der kan udskiftes med et andet og mere tidssvarende. Faste priser vil ikke redde dem fra at gå samme vej som f.eks. TP Musikmarked, Guf og Blockbuster.

Bredden har aldrig været større end i dag. Der udgives flere titler og færre eksemplarer af det enkelte værk. Det gør det sværere at være et rentabelt forlag, og kan give den enkelte forfatter en mindre indtægt. Men forbrugeren mangler ikke noget.

Jeg har svært ved at se forfatterens rolle i dette. Er flere eller færre solgte eksemplarer en virkelighed, der vækkes af ændrede bogpriser? Og hvem forventer, at forlagene vil kanalisere evt. højere indtægter pr bog tilbage til forfatteren?

Den sande trussel er ikke supermarkederne, som bogbranchen lige nu skyder på. [artikel i Berlingske] – Jeg tror, at det i virkeligheden handler om et ønske om at regulere Amazon og den nye virkelighed; at gamle monopoler skælver og styrtblødende gentager musikbranchens fejl for år tilbage.

 

Ok, en sidebemærkning – Jeg tænkte, at vi med Marianne Jelved fik en driftsikker politiker, der bl.a. skulle drive medieforliget hjem i forhold til den forældede fordelingsnøgle, hvor nyhedsmedier på nettet ikke får del i mediestøtten. Så var det, at jeg læste om hendes første par dage i sit nye embede:

Journalist: Hvilken hjemmeside besøger du oftest?

»Jeg er ikke så ferm til den slags og sidder ikke og cruiser rundt på nettet. Jeg bruger det kun, hvis jeg søger faktuelle oplysninger«.

– citat Marianne Jelved i Politiken

Forfatterens død?

Jeg blev opmærksom på Ewan Morrisons tale på Edinburghs Bogfestival i Weekendavisens altid gode citatspalte. Her stod:

“[the future] will contain millions of would-be-writers who will labour under the delusion that they can be successful in the way writers were before, in the age of the mainstream and the paper book.”

Det bekymrer nok ikke Ewan Morrison, at der vil være millioner af wannabe forfattere, der aldrig lykkes. Problemet er, at ingen forfattere vil kunne nå samme succes som dengang den fysiske udgivelse var eneste publiceringsmulighed. Og selvom det i mine øjne er en forkert konklusion – der vil komme globale digitale succeser – så er den også rigtig; Og det er her frygten hos Leif Davidsen og Jussi Adler Olsen kunne ligge begravet: At monopolet brydes, at vejene til udbredelse bliver mangfoldige, at gamle magtstrukturer bliver irrelevante.
 
 

“The economic framework that supports artists is as important as the art itself; if you remove one from the other then things fall apart.”

Ovenstående citat er også fra selvsamme tale, og det fik mig til at tænke videre. For de gamle institutioners forfald og magtstrukturernes porøsitet er et problem. De understøtter kunstneren enten i form af aflønning eller belønning. Sidstnævnte kræver dog oftest en fysisk bogudgivelse på et anerkendt forlag. Og hvis relationen mellem forfattere og forlæggere svækkes eller fjernes, så har vi i Danmark et generelt problem i forhold til kunststøtten, som vil være ligedele strukturel ligedele ideologisk.

Jeg anerkender, at kvalitetsmæssige forhold skal gøre sig gældende i forbindelse med uddeling af kunststøtte. Men jeg har svært ved at anerkende et forældet syn på publiceringsformer, værkbegrebet, måske endda forfatterrollen.

I The Guardian kan man læse flere gode pointer med forkerte konklusioner fra Ewan Morrisons tale

Selvudgivelse inden for litteraturen

INDLEDNING

Klaus Rothstein skriver i Weekendavisen, Bøger, uge 30:

“at udgive sig selv er ikke vejen til litterær anerkendelse”.

Ugen efter tager Christina Matthiesen til genmæle, da påstanden falder i forbindelse med anmeldelse af hendes (selv)udgivelse.

Christina Matthiesens svar er et eksempel på, at de institutioner, der engang var monopolet i det litterære kredsløb ikke uden videre accepteres. Hun skriver, at der ved selvudgivelsen kræves 1) lyst hos den selvudgivende, 2) en redaktion og 3) købmandskab. De to sidste ting kan hun skaffe / oplære. Herved skaber hun sit eget lille maskinrum, der til forveksling ligner et forlag. Så derfor spørger jeg: Hvorfor skulle forfatteren afvente et andet forlags engagement og interesse i sit forfatterskab?

 

FORLAGETS EKSPERTISE

Forlaget har en professionalisme og ekspertise inden for sit felt: at udgive værker, at distribuere disse samt at varetage forfatterens interesser.

Det er ikke alle forfattere, der evner eller gider udføre det redaktionelle arbejde. At få hjælp til manuskriptlæsning og korrektur kan med fordel overlades til professionelle. Opsætning af bogen, typografi, sats, etc. kan ligeledes drage fordel af professionelles input og eksekvering.

Distributionsnetværket er dobbeltsidet. En ting er boghandleres katalog og bestillingskanaler, noget andet er det ressourcemæssige aspekt for en forfatter at bruge tid på administration.

I forhold til forfatterens interesser tænker jeg på traditionelle forhold som markedsføring, copyright, honorering.

Jeg har f.eks. bemærket, at forfattere har svært ved at værdifastsætte deres arbejde. Det gælder i situationer, hvor andre ønsker at trykke deres tekster, hvis de skal deltage i en event eller udføre en opgave som de er blevet hyret til i kraft af deres forfatterskab. Et forlag er ikke helt uvildig, da de også har deres egen forretning at passe. Men hverken naivitet eller paranoia hjælper nogen i denne situation. Uden forfatteren er forlaget dødt/ i dvale.
Havde jeg ikke været modstander af fagforeningers forældede tankegang ville en henvisning til den ene eller anden forfatterforening måske være på sin plads. Men hvorfor så ikke bare selv tage kontakt til en agent og få råd og vejledning om dette?

 

DET LITTERÆRE KREDSLØB

Grundlaget for forlag og boghandlere er under beskydning og både teknologi og mentalitet er med til at forandre det litterære kredsløb.

Hvad hvis forlagets ekspertise ikke længere adskiller sig synderligt fra lægmandens? Hvad hvis branchen er i gang med at spænde ben for sig selv, fordi tidligere tiders storhed krampagtigt fastholdes i stedet for at omfavne nye tider? Hvad hvis forfatteren ser anderledes på f.eks. copyright og markedsføring, og vender den administrative distributionsopgave til sin egen fordel?

Andre aktører har meldt sig på scenen. Selvstændige agenter, nye forlag og internetboghandlere lider ikke under en historik, men er klar til at støde de gamle mastodonter af tronen. Og denne omvæltning vil for den gamle elite vurderes til at være dårligere og af den nye til at være forløsende. Derfor har begge også en interesse i at tale forbi hinanden i et forsøg på at opretholde deres historie, deres agenda og deres fremtid.

 

LITTERÆR ANERKENDELSE

Christina Matthiesen skriver, at “litterær anerkendelse […] kræver at man faktisk kan skrive og dertil har noget at fortælle.” Hvis vi ser bort fra, at ‘faktisk’ altså ikke er et argument, så påpeger hun med sin formulering, at det efter hendes opfattelse er talent og evne, der skaber litterær anerkendelse. Det er Klaus Rothstein slet ikke uenig i. Han fremhæver netop det strukturelle aspekt i forlaget som filter for at skille skidt fra kanel.

Men hvor Klaus Rothstein anbefaler forfatteren at acceptere et afslag og lære af det, vil jeg heller replicere, at ønsker forfatteren at udgive sit eget værk, så er det muligt at erstatte det professionelle forlagsapparat med en anden professionel råstyrke. Men det kan ikke skæres væk uden videre.

Jeg har brugt Christina Matthiesens debatindlæg som afsæt, og det er ikke min hensigt at vurdere sandheden i Klaus Rothsteins værdidom over bogen. Men når min oplevelse ligner Klaus Rothsteins hvad angår selvudgivelser og deres manglende kvalitet, skyldes det, at udgivelser ofte sker ud fra et amatørvirke hos f.eks. de læsere, der agerer redaktion for forfatteren, designere bag bogen, markedsføringen eller hos forfatteren selv. At dem der er trådt i stedet for forlaget ikke har haft kompetencerne.

 

INGEN FORSKELSBEHANDLING

Til gengæld oplever jeg aviser, tidsskrifter, litteraturblogs, “den litterære offentlighed”, i højere grad tager udgivelser fra små og evt. ukendte forlag alvorligt. Men de [vi?] må forvente en bedømmelse og omtale på linje med andet der udgives.