Tommy Heisz: Træer der ligner mennesker

Tommy Heisz spurgte om jeg ville give lidt kritik på ”Træer der ligner mennesker” sent i skriveforløbet. Digtsamlingen udkommer idag og jeg falder stadig ikke på halen over dens indhold. Digtene er nøgterne og kredser om naturen og om at være væk fra civilisationen. Stilmæssigt vil det nok falde i smag hos læsere, der synes om f.eks. Peter H. Olsen, dog uden at digtene har samme kant. Det er ikke så meget min kop the, men siden jeg læste udkastet til manuskriptet er der strammet lidt op og jeg vil citere et af de digte, som jeg synes bedste om, men som stadig har for mange fyldord, til at det bliver helt eminent:
 

Vi kan gemme os mellem træerne
vi kan være dus med himlens fugle
vi kan sætte os ned og vente på et rådyr
vi kan skrive postkort om roen i os selv
men hvis du lukker øjnene
og lytter ordentlig efter
selv når du befinder dig
allerdybest inde i skoven
er der altid den der sitren
vokseværket
maskinerne der kværner
vokseværket
motorveje med nye batterier
vokseværket
samfundets knogler der knager
vokseværket
vokseværket

 
Bogen i sig selv er flot lavet. Den prydes undervejs af billeder på fuldside af træer og først og sidst i bogen er siderne sorte, hvilket er med til at give et godt indtryk af bogen. Tommy Heisz har skrevet om hvorfor værket er kommet i stand med crowdfunding og det kan du læse om på hans hjemmeside: http://tommy-heisz.blogspot.dk/
 
 
Tommy Heisz: Træer der ligner mennesker. Neon & Nordlys (2014).

Reklamer

Citat fra Ali Smiths “Artful”

Lea begyndte at læse Ali Smith for et par dage siden, og dette citat fra afsnittet “On form” har overbevist mig om at jeg skal igang:

(…) My heart is like a singing bird… My heart is like an appletree… Because my love is come to me. So simile maybe involve love too. Well, he or she was lucky, having a heart like an apple tree. Even a broken apple tree will know what to do, with a bit of help, to right itself and have its fruits again. Even after the worst storm damage, a tree, so long as there’s some green in the break, can be healed and mended and carry on growing. Unless, that is, the heart was like one of the literally thousands of kinds of apple tree that have dissapeared from the British Isles in reasonably history because of the way the supermarkets only really like to sell about five kinds of apple.
    That would be something: to have a heart whose tree produced a fruit that had otherwise died out. (…)

Ali Smith: “Artful”. Penguin Books, 2013

Steve Roggenbuck: LIVE MY LIEF

“Back in my grandfathers days they didn’t have YOLO. We have YOLO.”
citat fra “make something beautiful before you are dead”

Jeg kan godt have en ting for tekst, der ikke er alt for artig, tekst, der lader sproget gøre noget magisk. Nogle gange kan det være noget meget simpelt. Nogle gange skal der en crazy fyr som Steve Roggenbuck til. Henvisning til personen har jeg nok fået via en blogpost af Caspar Eric, og så er jeg ellers langsomt gået på opdagelse i hans mange videoer og det har kulmineret her i december.

Nogle få gange minder Steve Roggenbuck mig om Fred. En lille irriterende unge, der er blevet enormt populær på at fare rundt og råbe op. Men for det meste, så er Roggenbucks punchlines den reneste poesi, hans forklaringer holder vand og hans vision lige ned ad min boldgade. Han kredser om internettet, sex, venskab og kærlighed. Han referencer er sjove, indforståede og præget af blogosfæren (reddit, memes, mm).

En af hans finere øjeblikke er for mig en lidt nyere video, hvor han i den grad bevæger sig ind i emo-land: Put your dead things in me, I have a room in me.
– med en agressiv, nærmest satanisk tilgang til et “du”, hvor det handler om døden (eller noget der repræsenterer døden eller noget der afsluttes) og med en privatsfære der er åbnet helt op og følelserne helt ude. Eksempler på ting, der får teksten til at hænge sammen: “Make me cough rain, girls” + “Put your dead things into me like the rain”.

Steve Roggenbuck er fortaler for, at alt er litteratur [video]. Det er jeg ikke, men jeg er helt enig, når han i en anden video taler om, at kunst handler om at lave værdisystemer (belief systems), “memeplex, brands, discourse, culture” og senere i videoen fortsætter han med at tale om, at det gælder om at være i strømmen, at være i det store indholdsmonster [mit ord, red (sic!)], som findes i et facebook nyhedsfeed, de nyeste youtube videoer, de seneste tweets eller i din blogreader.

“Sleep with me until we are birds at the end of the world.”

Mere behøver jeg ikke. Denne linje af Steve Roggenbuck. Om det står i en digtsamling, er en linje på din twitterprofil retweetet fra en eller anden, eller noget du siger til mig i telefonen inden jeg siger godnat.

Vil du vide mere om Steve Roggenbuck, så læs f.eks. via Knowyourmeme og følg ham fra hans hjemmeside http://www.livemylief.com/ og mange profiler omkring på nettet.

Og vil du kende lidt til noget af baggrunden for denne bevægelse han udspringer fra, kan du måske have gavn af at høre denne 20 minutter korte podcast om Flarf Poetry af Ben Abraham.

Digt til Steve Roggenbuck

jeg er uden
grænser/ mit filter er
en si/ hvor jeg fosser igennem
som mælk/ i dine bryster ud i barnets
mund / der også er en
metafor / for min sprællende
kuglepen / der bare gerne vil skrive
“sov med mig indtil vi er fugle for enden af verden”
 
 
 

Bruno Schulz: Kanelbutikkerne

For nyligt fik jeg anbefalet Bruno Schulz af en god ven. Og til min store tilfredshed genfandt jeg ligheder i det romantiske, let svulstige billedsprog, som jeg også har mødt i Martin Halls ‘Den sidste romantiker’. Bruno Schulz har skrevet en række noveller, hvor persongalleriet er det samme i de fleste historier. Især faderens mærkelige påfund er genstand for fantasifulde historiefortællinger. Og det fremmaner også en anelse selverkendelse tidligt i bogen.

“Dette min faders fugleforetagende var det sidste farveprægtige udbrud, den sidste festlige kontramarch udi fantasien, hvormed denne uforbederlige improvisator og påhitsomme fægtemester løb storm mod den golde og tomme vinter og dens skanser og grave. Første nu forstår jeg det ensomme heltemod, med hvilket han helt alene udfordrede den grænseløse og altomspændende kedsomhed, der havde fået alt liv i buen til at gå i stå.”

Historierne er fortalt fra et jeg, sønnen i familien gætter jeg på. Flere af novellerne består mestendels af personbeskrivelser eller beskrivelser af scenen, mens den centrale handling er reduceret til få paragraffer. Hvilket nærmest iscenesætter handlingen endnu mere effektfuldt.

Jeg er rent ud sagt begejstret for hans stemningsbeskrivelser og evne til at indfange øjeblikke på en poetisk, sensitiv måde. F.eks. i den helt igennem fremmedgørende og alligevel så genkendelige ‘Herr Karol’:

“I værelset herskede der et lagret halvmørke med et særligt bundfald af ensomhed og stilhed fra flere dage. Kun vinduet sydede af fluernes morgensværm, og stores’erne brændte med en grel farve. Herr Karol gabede med hele sin krop, så resterne af den foregående dag blev blæst ud af alle hulrum og fordybninger i ham. Denne gaben tog så hårdt og konvulsivisk fat i ham, som ville den ganske simpelt vende ham om på den anden side.”

Bogen er skrevet i 1934 og enkelte ord som “stores” har jeg måtte slå op (det er et gennemsigtigt gardin). Men ellers er sproget tilgængeligt og ordforrådet usædvanlig stort. Min anbefaling er forbeholdt romantikere eller personer, der holder af ornamenterede sætninger. Men ud over et ekvilibristisk sprogbrug, så er historierne små perler af lykkefølelse og skæve hverdagseventyr, såvel som magtudøvelse og udstødelse. Her endnu et citat fra første side:

“Hver lysende morgen vendte Adela tilbage fra torvet som en frugtgudinde sprunget ud af sin kurv – glinsende moreller fulde af vand under den gennemsigtige hud, hemmelighedsfulde sorte kirsebær hvis dugt langt overskred det der var nedfældet i smagen, abrikoser hvis gyldne kød lukkede sig om en kerne af lange eftermiddage; og ud over denne frugternes rene poesi aflæssede hun kødskiver med klaviatur af kalveribben og svulmende af kraft og næring, grøntsager henslængt som optrukne vandplanter som aflivede blæksprutter og gopler – og altsammen oplæg og råmaterialer til en sulefri middag med endnu ikke fastlagt smag, vegetariske og tellurgiske bestanddele til et måltid med vild og markagtig duft.”

Bruno Schulz: Kanelbutikkerne. Gyldendal, 2007. [g.dk]

Flæsket (jeg har et hul i mit hjerte)

              jeg har et hul i mit hjerte
det suser og piver
i næsefløjen
              jeg har et hul i mit hoved
og i mit hjerte
sidder en lille fugl og
kigger ud på verden
fra sit skjul
den synger
ikke den har lige haft en orm
i sin mund
              mit hjerte er et æble
og i mit hoved er
der hul i min drøm
hukommelsen nedlagt
idet en hvisken falder
ud af min mund
og unger
ud af deres reder
              fire røde æbler
i fuglereden
retninger i et kompas
“kære far og mor
I skal den vej”
              før var jeg en tornado
nu er jeg blot en drøm
fuglen løfter sine vinger
og basker luften rundt
i skroget
inde bag skjorten
              med hul i knogler
ville jeg være mindre
tungsindig
misforstående og over alle
bjerge dér er jeg
              spiser af livets æble
efter fuglen
har trukket orme ud
              mine tænder og æble-
flæsket