Noter fra Autor Chap III

Seks nordiske forlæggere skriver om at være forlægger i Autor Chap III udgivet af det svenske forlag Autor i 2022.

Jeg læste de seks hæfter væsentlig hurtigere end både Autor Chap I og II – det rørte virkelig noget i mig, men måske er jeg mere irriteret og frustreret end godt er – mere om det senere. For udgivelsen i sig selv er god og relevant.

Nedenstående er først og fremmest noter til mig selv (og dig der læser med):

Sara Ehnholm Hielm / Förlaget: “Ödesnatten är inte här än” (side 17)

“Förläggeri är det möjligas konst. En verksomhet som är konstigt immun mot perfektionisme och höga ideal, alltid bevarar element av slump och praktisk beräkning, alltid har både författarena och läsarna i åtanke. Börsen och katedralen, karusellen och gungorna, litteratur som bön och underhållning, allt det där. Jag tycker om hur en utgivningslista mejslas fram via varv på varv av urval, genom att anta och refusera, läsa och uppmunstra och kritisera och redigera texter. Göra så bra det går. Listan blir till böcker, som utgör litteraturen, som är bland det enda avsiktliga vi människor gjort som kan bli bestående: att det går att komma nära en röst om hur det är att vara människa i en annan tid, ett annat rum.”

Jakob Kaae / Aska förlag: “Tröst och rastlöshet” (side 16)

“Än så länge sker det mesta av försäljningen via Adlibris. De enda bokhandlarna i Sverige som jag garanterat vet säljer mina titlar är Söderbokhandeln i Stockholm och Majornas Böcker & Kaffe i Göteborg. Det är som det är. De flesta bokhandlarna verkar behöva medias bekräftelse för att ta in en bok i sitt sortiment. Och in på kultursidorna når jag bara undantagsvis.

Det är synd eftersom min lojalitet ligger hos dem, inte hos nätbokhandlarna.”

Per Bergström och Thomas Alm / Rámus: “Läs spelet, sök ytor” (side 18)

“Som utgivare av översatt poesi och kvalitetslitteratur är författarbesöken med uppläsningar och samtal ett sätt at nå ut med våra böcker, för författarna att möta såväl en existerande som potentiell läsekrets, och där också en betydande försäljning av de gästande författarna kan ske. Samtidigt är det viktigsta i vårt arbete att de texter vi publicerar når ut och förekommer i ett offentligt samtal och diskuteras. Med besöken ökar också möjligheten för böckerna att uppmärksammas och bli omskrivna. Det är också vid dessa litterära sammankomster som diskussionen om litteratur och vad som definierar den uppstår.”

Tidligere kommer Bergström og Alm iøvrigt ind på sænkningen af bogmomsen (side 12-13), hvilket er et særdeles interessant bidrag til diskussionen om det samme skal gøres i Danmark.

“Samma år som vi på Rámus gav ut vår första titel sänktes bokmomsen från 25% till 6%. Motiveringen till detta var att öka läsandet, mångfaldiga läsningen och att fler böcker och författarskap skulle läsas. Resultatet blev troligen en ökad läsning då den svenska bokförsäljningen kom til att peaka och de två nästföljande åren ökade bokförsäljningen med 80%. Dock ökade inte mångfalden, och försälningen av översatt litteratur förblev densamma.”

Ingeri Engelstad/ Forlaget Oktober: “Store forventninger” (side 7)

“Det var harde diskusjoner mellom markedsavdelingen og redaktsjonen om vi skulle begynne å ha forlagsnavnet på bøkenes rygg, markedsavdelingen mente det var en vigtig markering av forlaget, redaksjonen var imot alle former for merkevarebyggning og mente litteraturen alltid måtte komme foran forlaget, det var den som skulle løftes fram og markeres.”
(…)
Det var inspirerende å få være med på å stake ut en kurs og formuere det som skulle være forlagets indre kompass. I stragidokumentet som ble skrevet etter det møtet står det blant annet: “I en tid med økt kommersialisering og tendens til kortsiktig satsning på det spektakulære må vi fortsette i den kritiske tradisjonen, ha rom for og fremelske den nødvendige litteraturen som skriver konvensjonene i stykker.””

Dan Andersen/ Bonnier Norsk Forlag: (side 13)

“Jeg er med deg til Oslo sentrum hvor det ene kulturarrangementet avløser det andre
med de samme jævla deltagerne med de samme jævla arrangørerne
med den samme jævla ølen og over de samme jævlaa bordene
med de samme jævla stolene mot de samme jævla rasshølene
med de samme jævla brillene på de samme jævla nesene
med de samme jævle New Balance-skoene med den samme jævla fascinashonen
som skal være et uttryck for den samme jævla friheten man leste om i køkene
som nesten ikke skrives mer
som nesten ikke kan skrives mer
av mangel på vrange forfattere
av mangel på vrange redaktører
av mangle på vrange forlettere som nekter å møte opp før kl. 12″

Johanne Bille och Sidsel Andersen/ Harpyie: “Et harpyieformet forlagshus” (side 16)

“Den måde, vi går til et værk på, kræver en stor grad af dedikation og tid og penge. Vi betaler alle samarbejdspartnere fair honorarer, der er ingen vennestjenester på Harpyie, og det er den første hæmsko for, at vi ikke kan udgive alle de potentielle Harpyiebøger, der lander hos os.

Det er dog ikke den største. Den største af dem alle er, at vi er særdeles selektive med, hvad vi vælger at kaste os over. Lysten (hvis ikke vanviddet) driver værket på Harpyie, vi henter ingen løn i forlaget og arbejder udelukkende i vores fritid efter vores fuldtidsjos. Derfor skal bøgerne være mere end vare gode, før vi udgiver dem.”

Noter fra Autor Chap II

Seks nordiske oversættere skriver om at oversætte i Autor Chap II udgivet af det svenske forlag Autor i 2020.

De seks hæfter tog længere tid at fordybe sig i end Autor Chap I, måske fordi oversættelse er ikke min hjemmebane på samme måde som poetikken. Og så tilbyder hæfterne langt flere facetter og nuancer end den klassiske “oversæt ord for ord” vs “oversæt mening til mening”, hvilket gjorde det MEGET interessant at læse med.

Nedenstående er først og fremmest noter til mig selv (og dig der læser med):

Anna Jansson: Dyrka, dyrka upp (side 10)

“Att lära sig ett annat språk än sitt modersmål är att inse att språk finns. När man lär sig ett främmande språk framträder ens eget språk som fenomen. En följeslagare uppenbarar sig, en som har funnits där hela tiden. Det är skrämmande hämmande.”

(side 16)

“Platsen i texten består av ord. Texten äger rum i språket. Vem äger rummet och vad heter det? Det har ett namn. Jag viskar det, jag är viskaren. Jeg smyger genom det, jag är smygaren. Anna irrealis. Linnea borealis. Anna Linnea Förgätmigej.”

Jennifer Hayashida: Översättaren som arkiv / Arkiv som översätter (side 22)

“Within the paradigm of translator-as-archivist, the project of critical archive-buidling – that is, analytical and self-reflective translation – must also foster dissent and intervention. The translator-achivist (…) does not have the luxury of presuming to be a neutral or unbiased figure. The status of the archive should be continuously called into question by the materials it contains, which need to destabilize and interrogate translational narratives – narratives which frequently align with binaristic stories of the nation, of developed and underdeveloped, of first and third worlds, of “justice,” “rights,” and “freedom.” “

Judyta Preis & Jørgen Herman Monrad: “Küss die Hand!…” (side 12)

“På hjørnet af Ungargasse og Invalidenstraße slutter vi os en dag til en lille flok. Det er den engelsk-østrigske lyriker Peter Waterhouses studiekreds (…) Og her [Café Am Heumarkt] vil man så tale om Melina. Eller måske rettere tie. Ja, eller måske rettere tie, mens man sidder ved et stort bord i det brune baglokale og stirrer på de fotokopierede sider fra bogen, som hr. Waterhouse har taget med og uddelt. Man vil lytte til kagevitrinens summen. Man vil lade den gamle tjener i den hvide kittel servere soda zitron og soda himbeer. Man vil lade minutterne gå. (…)”

Patricia Fjellgren: Hijven domtoe mov vaajmosne / Det känns bra i mitt hjärta (side 9)

“Översättning till sydsamiska handlar först och främst om att förstå vilken värld vi kliver in i och vilken värld vi lämnar. Olika språk bär på olika världar, vilket blir tydligt för mig när jag översätter från svenska til sydsamiska. Den samiska världen finns i naturen och i relationen till den.”

Jean-Baptiste Coursaud: “Du er ein heilt annan” (side 8)

“Hvordan løser man i oversettelsen det vanskelige? Om det å oversette bra og ikke dårlig er evnen til å kunn gjengi på sitt eget språk og på en helt naturlig måte fremmedheten som finnes i det fremmede litterære og / eller poetiske språket, da forutsetter påstanden at leseren ikke engang merker at dette er blitt oversatt, noe som i sin tur forutsetter at oversetteren har maktet å gripe leseren i en diktningsløgn (og ikke en livsløgn, ibsensk eller ej!) ved å la ham / henne tro at dette litterære og / eller poetiske språk et blitt skrevet på sitt eget språk, noe som igjen forutsetter at en god oversettelse i seg selv må være en diktningsløgn, idet den lar leseren tro at den fremmede forfatteren har denne stemmen og denne stilen på sitt eget språk, noe som til syvende og sist forutsetter at oversetteren må helt inn i diktningsløgnen og søke inn i sitt eget litterære og / eller poetiske språk etter tilsvarende litterære stemmer og stiler, hvis man underveis i oversettelsesprosessen ikke finner stemmen og stilen som forfatteren ville hatt hvis én hadde skrevet direkte på det oversatte språket.”

Shadi Angelina Bazeghi: “Hvilken tinde hvilket højdepunkt?” (side 6)

“Du husker poesien, smerten, akacieklasernes brud. Du husker, at du har beskæftiget dig med hendes forfatterskab gennem hele dit fucked up liv. Gennem krig ogflugt og eksil, du husker, alle søvnløse nætter og dage, hvor du spekulerede over, hvordan det er muligt at oversætte det forughske billedsprog – som Forugh har udviklet i forlængelse af en tusindårig poesitradition – til et sprog, der ikke rummer de samme muligheder for sanselige abstraktioner. Du husker, nætter og dage, år efter år, hvor du arbejdede på at opfinde et tilsverende formsprog på dansk, som ikke virker kunstigt eller anstrengt, men som flyder let og elegant , og samtidig bærer lige så tunge klaser af betydning med sig… Du husker at have tilsidesat dig selv og din egen skrift, du husker, hvor udmattet du var derefter, tømt for ord, tømt for billeder, tømt for energi ovenpå at have skabt en forbindelse mellem uforenelige størrelser, du husker.”

Året som læsende

I Kronstork har vi spurgt de forfattere, der har udgivet en bog på Kronstork i årets løb, om deres år som læsende. Jeg har også selv bidraget i kraft af min rolle som redaktør. Abonner på vores nyhedsmail for at følge med i hvad der sker hos Kronstork. Her er hvad jeg skrev:

Årets første mindeværdige LÆSEoplevelse var ”the lonely letters” af Ashon T. Crawley, hvor han i en af de første tekster skriver om den andens blik, sit blik på den andens blik, den andens der både bliver hængende på ham / hans krop (og nu i hans tanker og skrift), men som også undviger (kæresten er med). Sidenhen har jeg læst flere gode bøger og nævner jeg nogle, så glemmer jeg andre. Men et tema er dog gået igen, har udvidet min ide om hvad det vil sige at læse og at skrive om at læse.

Moyra Davey “The problem of reading” stiller flere spørgsmål end hun besvarer men det er måske også nok:

“What does it mean to spend a good part of one’s life alone in front of a book? And if this is our choice, how are we to go about it?”

Kate Zambreno “To Write as if Already Dead” overvejer hvem det egentlig er forbeholdt at skrive og hvor mange hun som digter egentlig når ud til. Og om privilegiet at kunne gøre det for få eller netop ikke uden finansiel understøttelse – eller ved at være nødsaget til at arbejde for at have tid til at skrive men derfor også have mindre tid til at skrive.

Og så Mikkel Thykier “Omveje til Mississippi” der på nysgerrig, poetisk og ærlig vis undersøger hvordan vi går til en bog vi ikke før har læst og hvordan vi allerede inden læsning er præget af vores bevidste og ubevidste overvejelser og oplevelser. Han forholder sig kun til en klassiker, men hans metodiske overvejelser kan snildt overføres.

I løbet af året er der både de bøger jeg gerne vil have fat i og de bøger der står på AT LÆSE-hylden, som trækker i mig. Og så er der bøgerne jeg har læst, som sætter sig i mig, fordi jeg enten overvejer at skrive et par noter til dem og derfor lader den ligge fremme eller som stilles med ryggen mod stuen. Og så er der menneskerne som jeg taler med om disse og andre bøger – og hvad der sker rundt om bøgerne. På den måde er det at være LÆSENDE for mig både en tilstand og en bevægelse. Det optager meget tid og plads. Mere end jeg ville tro, når jeg sidder helt opslugt af et lovende manuskript – eller bare kradser i overfladen på en ny roman af Jan Kjærstad.

Noter fra Autor Chap I

Seks nordiske forfattere skriver om at skrive i Autor Chap I udgivet af det svenske forlag Autor i 2018.

Anledningen er egentlig at Autor Chap III (om forlæggeri) udkommer og det fik mig ned i Møllegades Boghandel for at erhverve mig de foregående 2 i serien. Mine forventninger var egentlig små da jeg påbegyndte læsningen, men i de seks bøger har jeg sat flere æselører, fordi forfatternes ord kan bruges i redaktionelle sammenhænge, hvor jeg møder skrivende talent. Nedenstående er først og fremmest noter til mig selv (og dig der læser med):

Burcu Sahin: Älskade syskon (side 10-11)

“Jag önskar att jag kunde skriva mer om litteratur istället för rasism, om kärlek istället för fattigdom, vilken mat vi ska äta istället för hur vi ska ha råd att äta den. Vi har inte valt våra namn och att skriva om migration och könsidentitet och sexualitet och rasism är nödvändigtvis ett politiskt ställningstagande, men det har blivit det i en litterär offentlighet som reducerar avvikande kroppar till politiska talespersoner.”

Jeg synes citatet kunne stoppe her, men nogle væsentlige detaljer om engagement og ansvar går tabt, så derfor:

“Vi bär på dessa erfarenheter redan innan vi kommer till litteraturen, vilket innebär att allt detta kommer att göra sig synligt i texterna vi skriver. Vi härbärgerar intet bare våra dikter och all kunskap som föregår och efterträder dem, utan också rasismen och sexismen som villkorar läsningarna av dem i offentligheten. Vi blir lästa som oförmögna att arbeta med narrativa och formmässiga val. Vi blir lästa utifrån fantasin om det vi har upplevt och inte utifrån det vi har konstruerat. Det är inte vi som utplånar ideologin för identitetens skull, det är offentligheten som gör det. Därför är det inte enbart vår uppfigt att diskutera relationen mellan det politiska och litterära, utan våra vita kollegors, de som kallar sig våra allierade.”

Ida Marie Hede: Jeg tænker tit over, om Ilvan og Darcy blev født ud af mine øjenhuler, efter at jeg kortvarigt havde fjernet øjeæblet, eller om de blev født ud af min røv (side 10)

“Om den tekst, jeg skriver og udgiver: Ligesom mennesker er den heller ikke fri. Den modereres og beskæres og skrumper og udvider sig generøst i mødet med sin omverden. Den må give slip på idéen om at krænke og provokere, at holde sig for sikker, at være for udspekuleret. Den må lære af sine fejl og tage sig sammen. Den har et ansvar; en sensibilitet, en hårdhed; den kan snitte og blødgøre og forpurre og henføre.”

Det lyder jo egentlig pænt og ordentligt, hvorfor jeg også må citere mere, da Ida Marie Hede langtfra plæderer for at hendes egen skrift skulle være ordentlig (fra side 13):

“Tekstens lille sabotage af helhed og autoritet har interesseret mig lige siden, nej interesserede mig også før.”

Anne-Louise Bosmann: Jeg kan godt genkende mit ansigt, når jeg ser det, men jeg tror ikke på, at det er sådan jeg ser ud (side 15)

“Det, der fylder mest i min digtning, er ikke ønsket om at slå hul på isen – at komme ind under huden, snarere er det et fokus på isen og verden set gennem fremmedheden. Jeg lærer ingenting om verden eller mig selv, men gennem digtningen kommer jeg til tåls med at være i den og i mig. Digtene skulle gerne være som isbjerge, hvor kun det synlige findes i teksten, og resten vokser i læseren.”

Jila Mossaed: Att andas ord i skogen (side 16)

“Att lämna Hafez dikter med alla sina kvittrande näktergalar och rosenträdgårdar och gå mot mörka // främmande skogar för att förnimma nya ljud, skuggor och skönheter blev mina första steg. // Med tiden ersätter koltrasten näktergalen.”

Sigbjörn Skåden: Landskap, minne, raseri (side 17)

“Oftest har science fiction-litteraturen stilt spørgsmålet: Hva er teknologi i framtida og hvordan vil den påvirke livene våre? Spørgsmålet vi må stille oss nå er: Hva er natur i framtida og hvordan vil den påvirke livene våre?”

Hvilket han så på en måde foregriber som tendens.
Og for at fuldende listen har jeg også valgt et citat fra den sidste bog:

Henrika Ringbom: En halv meter ovanför marken (side 21):

“I den japanska teceremonin ska det som väger lätt se tungt ut, och det tunga verka lätt. Vispen av bambu sänks mot sänks mot teskålen som vägde den flera kilo och järnkitteln lyfts av elden som var den lätt som en fjäder.”

Nye tidsskrifter med skønlitteraturfokus i 2019

Flere nye tidsskrifter har i anden halvdel af 2019 meldt deres ankomst.

AMULET
Udspringer af OVBIDAT Magasin. https://www.facebook.com/forlagetamulet/

Kastanje kestane
En-sides tidsskrift, første gang med uddrag fra Asta Olivia Nordenhofs kommende roman. https://www.facebook.com/events/2383864901865744/ (følg evt. også https://4juni.blogspot.com/)

Tidsskriftet Professor Kulhau og hans slægt
Tidsskrift for ny skønlitteratur og kunst. [se release event]

Lupin
Især den grafiske opsætning lader til at skille sig ud fra mængden. https://www.facebook.com/lupinmagasin

Og så er Øverste Kirurgiske vendt tilbage… http://www.poesi.dk/

Ud over at der fælles for disse nye tidsskrifter ikke er en hjemmeside eller digitalt tilgængelige tekster, så virker de alle til at være opstået af et ønske om at lave noget andet end det der findes lige nu. For mig lader tidsskrifterne til at udspringe af et indre ønske om at finde sin egen plads med sin æstetik og interessesfære i det tempo der måtte lade sig gøre.

For fire fem år tilbage var der også en bølge af nye tidsskrifter. Udkant, Addenda, Hvermandag … Det Poetiske Bureaus tidsskrift genopstod. Her var det som om udgiverne ønskede noget, der til forveksling lignede et tidsskrifter som man i forvejen kender dem. Kun Hvermandag.dk trådte ud af de vante rammer for hvordan et tidsskrift kunne opfattes.

Olga Ravn: Celestine

“Jeg læser mest digte, kortprosa og hybridformer. Det kræver en Olga Ravn for at jeg læser en roman.” Sådan sagde jeg et par gange i april måned, da jeg præsenterede mig selv til samtaler med potentielt nye redaktører til Slagtryk. Og hvilken roman det er hun har skrevet!

Jeg havde læst Stine Pilgaards Lejlighedssange lige inden, en roman der excellerer med sin store humor, kvikke bemærkninger og præcise sprog. Men hvor plottet i ‘Lejlighedssange’ ikke rigtig udvikler sig, så sker der noget særligt undervejs i Olga Ravns ‘Celestine’. Det er som om hun har skrevet (mindst) tre historier, der for alvor bliver rigtig god, da hun indskriver skilsmissebørnene som påmindelsen om forældrenes mislykkedes fortid og hvordan de kommer i klemme i de sammenbragte familier. Sådan var min skilsmissebarndom ikke, men hvilken litterær forsvarstale det er, da hun opremser minder om stedsøstre og -brødre. (side 134-136)

Hun topper det hele med hendes übercoole (skrive)måde der lader læseren blive ved med at stikke hånden ned i chipsposen efter mere. Olga Ravn bruger poesien til at skrive episoder og relationer frem og med sin tilskårede syntaks bliver opremsningerne billede på billede i en film.

“Hun pillede ved den blå serviet på bordet, ved middagen, de store vinduer, deres store lysindfald. Befalinger, mænd med skæg, kvinder med hele hovedet indhyllet. Så trådte gæsterne ind, de andre, deres ansigter. Celestine var tung af blå serviet og ængstelse. Den blå serviets skygge. De ansigter, den gemte i sit blå. Tilsammen udgjorde de ét enkelt ansigt. Celestine, hun var i stofservietternes skygger. At give sig hen til det. Det servile. Serviettilværelsen.” (side 25)

Maden optræder ofte som sammenligning på en følelse. Her nærmest bulimisk eller masochistisk i sin trang:

“Jeg følte mig pludselig fyldt med en skælven, som var jeg trådt ind i den første fase af en madforgitning, der i sin spæde begyndelse kan have noget tvetydigt, næsten nydelsesfuldt over sig; det eneste, jeg ønskede, var at komme op i det rum.” (side 52)

Og sådan optræder det syndige (snacks) side om side med mørket:

“Ak, det er sandt, at jeg bærer et mørke, og dette mørke er fuldt med nachos og oliven” (side 39)

Men det er ikke så simpelt, at det grimme (gummiagtig, smeltet ost) står over for det smukke (hvid rose). Hvem siger en toast er noget dårligt og er sukkerviolerne i citatet nedenfor ikke netop bumser?

“Jeg husker mig selv som en hvid rose af gummiagtig, smeltet ost eller marcipan, eller jeg var en toast pyntet med sukkervioler i hovedet.” (side 149)

Desserter, det søde, måske skyldige element igen dobbeltsidet:

“Barnehænderne, de har dette talkum-søde, svedige over sig. Buttede, cremefyldte boller” (side 135)

Det er næsten for meget og midt i tandsmerterne sker det:

“Jeg bristede som en bolle med creme” (side 22)

Maden er måske en syndig størrelse, en frister:

“Kærligheden er en betændelsestilstand. En kamp. Hvidløgsmayonnaise i den sene aften, sådan rører kærligheden ved mig.” (side 135)

og en trøster:

“Over mit hjerte kan jeg sige, nu, i skolens befolkede isolation, ligger der det tyndeste slør af mayonnaise, og jeg ser, at det er skønt.” (side 163)

Hvor er det godt, når renselsen også finder sted.

“Hjertet, der løber over med frisk vand.” (side 67)

For selvfølgelig er det dødeligt, hvis der løber vand gennem hjertet, men her er det symbolikken om at noget løber over med frisk vand, det rensende element overfor der, hvor sukker og fedt dominerer.

Det her var ikke en anmeldelse. Hvis du vil læse sådan en, så vil jeg henvise til Litteraturnu og Salon55.

Olga Ravn: Celestine. Gyldendal (2015).