Olga Ravn: Celestine

“Jeg læser mest digte, kortprosa og hybridformer. Det kræver en Olga Ravn for at jeg læser en roman.” Sådan sagde jeg et par gange i april måned, da jeg præsenterede mig selv til samtaler med potentielt nye redaktører til Slagtryk. Og hvilken roman det er hun har skrevet!

Jeg havde læst Stine Pilgaards Lejlighedssange lige inden, en roman der excellerer med sin store humor, kvikke bemærkninger og præcise sprog. Men hvor plottet i ‘Lejlighedssange’ ikke rigtig udvikler sig, så sker der noget særligt undervejs i Olga Ravns ‘Celestine’. Det er som om hun har skrevet (mindst) tre historier, der for alvor bliver rigtig god, da hun indskriver skilsmissebørnene som påmindelsen om forældrenes mislykkedes fortid og hvordan de kommer i klemme i de sammenbragte familier. Sådan var min skilsmissebarndom ikke, men hvilken litterær forsvarstale det er, da hun opremser minder om stedsøstre og -brødre. (side 134-136)

Hun topper det hele med hendes übercoole (skrive)måde der lader læseren blive ved med at stikke hånden ned i chipsposen efter mere. Olga Ravn bruger poesien til at skrive episoder og relationer frem og med sin tilskårede syntaks bliver opremsningerne billede på billede i en film.

“Hun pillede ved den blå serviet på bordet, ved middagen, de store vinduer, deres store lysindfald. Befalinger, mænd med skæg, kvinder med hele hovedet indhyllet. Så trådte gæsterne ind, de andre, deres ansigter. Celestine var tung af blå serviet og ængstelse. Den blå serviets skygge. De ansigter, den gemte i sit blå. Tilsammen udgjorde de ét enkelt ansigt. Celestine, hun var i stofservietternes skygger. At give sig hen til det. Det servile. Serviettilværelsen.” (side 25)

Maden optræder ofte som sammenligning på en følelse. Her nærmest bulimisk eller masochistisk i sin trang:

“Jeg følte mig pludselig fyldt med en skælven, som var jeg trådt ind i den første fase af en madforgitning, der i sin spæde begyndelse kan have noget tvetydigt, næsten nydelsesfuldt over sig; det eneste, jeg ønskede, var at komme op i det rum.” (side 52)

Og sådan optræder det syndige (snacks) side om side med mørket:

“Ak, det er sandt, at jeg bærer et mørke, og dette mørke er fuldt med nachos og oliven” (side 39)

Men det er ikke så simpelt, at det grimme (gummiagtig, smeltet ost) står over for det smukke (hvid rose). Hvem siger en toast er noget dårligt og er sukkerviolerne i citatet nedenfor ikke netop bumser?

“Jeg husker mig selv som en hvid rose af gummiagtig, smeltet ost eller marcipan, eller jeg var en toast pyntet med sukkervioler i hovedet.” (side 149)

Desserter, det søde, måske skyldige element igen dobbeltsidet:

“Barnehænderne, de har dette talkum-søde, svedige over sig. Buttede, cremefyldte boller” (side 135)

Det er næsten for meget og midt i tandsmerterne sker det:

“Jeg bristede som en bolle med creme” (side 22)

Maden er måske en syndig størrelse, en frister:

“Kærligheden er en betændelsestilstand. En kamp. Hvidløgsmayonnaise i den sene aften, sådan rører kærligheden ved mig.” (side 135)

og en trøster:

“Over mit hjerte kan jeg sige, nu, i skolens befolkede isolation, ligger der det tyndeste slør af mayonnaise, og jeg ser, at det er skønt.” (side 163)

Hvor er det godt, når renselsen også finder sted.

“Hjertet, der løber over med frisk vand.” (side 67)

For selvfølgelig er det dødeligt, hvis der løber vand gennem hjertet, men her er det symbolikken om at noget løber over med frisk vand, det rensende element overfor der, hvor sukker og fedt dominerer.

Det her var ikke en anmeldelse. Hvis du vil læse sådan en, så vil jeg henvise til Litteraturnu og Salon55.

Olga Ravn: Celestine. Gyldendal (2015).

Line Toftsø: Jeg bevæger kun øjnene

Ved første læsning giver Line Toftsøs digte sig ud for at være mere traditionelle end de danske digtere, der ellers for nyligt er udkommet på Basilisk. Og det er måske rigtigt i en samlet konklusion. Der hvor jeg synes Line Toftsø bliver mest interessant, er når hun i sin iagttagelse (titlen, sic!) kun antyder rummet/ handlingen. F.eks. i slutningen af et digt, hvor der står “sådan / siger du    sådan her” hvor modparten taler (eller belærer) om hvordan man kan kontrollere sin drøm, hvis man ser på sine hænder inden man sover.

Line Toftsø er mesteren i show, don’t tell. Der er nærmest ingen forklaring og følelsesmæssigt er reaktion minimalt udtalt. Det ligger i vedkommendes udsagn og den stilhed, der bliver besvarelsen, som får mig til at tænke mit. Tonen slås mere tydeligt an (f.eks. mørkner eller det onde findes) i følgende tekst, der også har været publiceret (noget nær sådan) i Slagtryk tilbage i december 2013, og det er igen de sidste to linjer, der siger og gør det hele for mig.

Se hvordan han sidder der
sådan   og med hånden
i blåtåger af lys   gardinet
er et utydeligt billede
og ingen skal få vide at der ingen andre er
lugten af jern   blå
og kviksølv der kryber mod jord
er der virkelig ingenting
aluminiumslister blæser rundt udenfor
vinduet   se hvordan han sidder der
og mørkner   kun tonerne mellem
ham   værelset   og det blå
der samler sig   ømheden i tungen
helt ned til roden i halsen
der sker jo noget hele tiden
og det onde findes
som han gør det   se, her er den
jeg rækker den til dig   siger han
men jeg hører det ikke
og så gør vi sådan
og så gør vi sådan

Line Toftsø: Jeg bevæger kun øjnene. Basilisk (2015)

Jonas Rolsted: Gyldent Daggry / Stab Variation

Krabbesholm Højskole har udgivet værket “Gyldent Daggry/ Stab variation” af Jonas Rolsted engang i slutningen af 2014. Teksten er én variation blandt flere – i juni blev oprindeligt 50 håndskrevne notesbøger med hver sin variation af værket udgivet på Soltid.

Teksten er dragende med sine mange sindelag og emner. Den er poetisk, intim og sætningerne falder ikke altid lige logisk, men måske i højere grad efter forfatterens associationer. Lad mig tage udgangspunkt i et tekststykke midt i værket.

Jeg kan se lyset ligge på træerne. Jeg kan se træerne ligge på lyset. Snart rejser vinden sig som et lys. Vi har haft det dejligt, hårdt, ubærligt hårdt sammen. Kærlighed er vold. Vold er kærlighed. Sorg er vold. Sorg er kærlighed. Vi skal opfinde den dybe tallerken mens vi spiser af den. Jeg synes jeg kan være ufattelig hensynsløs. Man skal ikke lede længe efter sin hånd. Arterne er økologiske rum for hinanden. Anemoneskovene. Det er dig. Hjælper dig med at gro. De forlader dig aldrig. Jeg sov meget dybt i nat. Jeg tænker stadig på dig nogle gange. Om ikke andet så i drømme. Jeg er i et andet sprog. Blødt vejr i dag. Blødt, lyst og fugtigt. Lysere og lysere.

Nogle ordspil virker måske banale, f.eks. når ord i enkelte sætninger bytter plads, men resultatet er forbløffende i sin billedddannelse. F.eks. er det at lyset ligger på træerne væsensforskellig [blød] i sin natur og anderledes fysisk i forhold til hvordan træerne ligger [stift] på lyset.

Værket balancerer mellem filosofiske udsagn – f.eks. det særligt smukke “Tiden er en maskine verden bliver støbt i” – og intime beretninger om sadomasochisme. Selvom jeg vil henvise til både elementer hos Rasmus Halling [spring i associationer] og Mikkel Thykier [den intime henvendelse], så jeg synes Rolsted har et særegent sprog og i dette værk skrives jeg ind i en voyeurs position; det gør det til en personlig oplevelse, der på den ene side er åben og den anden side fængslende.

Rolsted præsenterer mange både-og’er. Ud over de direkte sammenstillinger over for hinanden, hvad betyder det så, at “jeg” stadig tænker på “dig” – hvis det er i drømmene. Er det så mere underbevidst og ægte eller er det virkelighedsfjernt og en rest fra søvnen? Et af de tidlige og i teksten tilbagevendende sætninger er “Alting kan blive en sovepude. Men alting kan også blive en magtfuld lomme.” – her må kan blive stå for potentialet, mens der andre steder (f.eks. i “Kærlighed er vold. Vold er kærlighed”) er tale om et stærkere sandhedsudsagn gennem nutidsformen er. Det er de små detaljer, der er værd at lægge mærke til, de små forandringer (som mellem de 50 notesbøger), der betyder noget. Og det er altsammen med til at gøre det til en større udgivelse end notesbogen først giver indtryk af.
 
 
Note 1: Gyldent Daggry kan henvise til den danske band Rød Himmel, Aleister Crowley, en foredragsrække af L. Ron Hubbards foredragsrække, et nazistisk parti i Grækenland, etc. Først og fremmest tror jeg, at referencerne skal glemmes og at titlen først betyder “en (ny og god) start” (selvom det måske er en fortsættelse?) og spiller sammen teksten som sådan.

Note 2: Stab Variation er også titlen på et fantastisk nummer af Tim Hecker fra 2013.
 
 
Jonas Rolsted: Gyldent Daggry / Stab Variations. Krabbesholm (2014)

Disclaimer: Forfatteren er en god bekendt/ ven, men vi har ikke talt sammen om udgivelsen før denne blogpost.

Trappetusind nr 11

Jeg synes det er værd at stifte bekendtskab med det nye nummer (11) af Trappe Tusind, så hermed endnu en anbefaling. Jeg har tidligere omtalt nr 9 og jeg vil fortsat anbefale at holde sig opdateret på denne kant.

Selvom det er artiklerne om litteratur, der fylder mest, synes jeg det er værd at bemærke, at Trappe Tusind oftest publicerer ny dansk og udenlandsk poesi. Også denne gang: Der er et opslag af Twitter-posts fra sommeren 2014 og Jonas Eika Rasmussen (Forfatterskolen 2013-2015) bidrager med et prosauddrag, der er fyldt med ungdom og sex. Selv finder jeg Christian Dalgas bidrag på seks digte mest interessant. På en måde er det lidt vaklende og jeg tænker, at det er en del af charmen; altså, det vaklende består i at teksterne ikke er helt afrundede, selvom de virker konceptuelle og ligefremme, ærlige.

et barn i et supermarked
griber ud efter den forkerte far
det giver en særlig følelse som jeg har svært ved at forklare.

Sådan lyder det blandt andet i første tekst, hvor der (i forlængelse af titlen “et kort digt om rigtig mange ting”) også sker rigtig mange andre ting. Men disse linjer står ud for mig og er et entydigt eksempel på et fint, følelsesladet stykke. I næste tekst bliver det mere navlepillende og det fungerer bedst i stykker som:

sidste gang sagde min healer at det mærkes
som om jeg bærer en sorg rundt på mig
ja sagde jeg, det er som en kåbe
lige nu har jeg ombestemt mig
sorgen er blankpudset,
en meget tung halskæde

Denne “ombestemmelse” er en overlegen sensibilitet, hvor jeg’et godt er klar over sin sorg, sin position, sin egen rolle og billedligt forsøger at forholde sig til sin sorg, det følsomme, ved at konkretisere den. Omvendt irriterer det mig, at teksten behøver at understrege sin whatever-følelse ved at skrive “whatever”. Men jeg tænker at det er et meta-plan og en del af strategien om at være ærlig i sine udsagn. At teksten i sig selv er i teksten og derved forsøger lade intimiteten udspringe af (jeget i) teksten.

Der går akademia i Kristian Karls “Hvad er det jeg bejaer”, når han taler om postnazistisik identitet hos Christian Kracht og Karl Ove Knausgaard. Kracht er en darling hos (dele af) Trappe Tusind redaktionen og et uddrag af ‘Faserland’ har tidligere været bragt i nr 9. Det fanger mig ikke, men der er givetvis stof at hente for Knausgaard interesserede.

Og selvfølgelig skal der gå akademia i den hos Trappe Tusind, når det er et tidsskrift, som er knyttet til Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Det skal derfor ikke opfattes som en kritik, men som et karakteristika, for der er et andet sprog i den universitære verden.
Johannes Fogtmann lever delvist op til det i sin interessante artikel “Om at tale til de døde”. Her skriver han fokuseret og bevendt med afsæt i Derrida om sorg og position for udsagn om sorg. Da han inddrager Magnus William-Olssons bog “Jeg taler till de döda” sker der et skift i tonen og ord som “simpelthen”, “super uhyggeligt”, “uden nødvendigvis” og “i det hele taget” fylder op i teksten; om det er et forsøg på at skrive ungt eller i talesprog eller om det er skrevet uafhængigt af den første del og derfor har en anden tone, kan jeg ikke bedømme. Og trods min undren vil jeg anbefale læsere af den nye sensibilitet (Thykier, Nordenhof eller Caspar Eric, ingen sammenligning i øvrigt) at læse artiklen.

Hvad er der ellers? Jo, Trappe Tusind dokumenterer workshoppen “nordiske læsestrategier” fra txt.ville tidligere i år, der er en oversættelse af et uddrag af Judith Butlers Krigens rammer og Rikke Villadsen og Bjørn Rasmussen bidrager med (et uddrag fra) en tegnet historie.

Trappe Tusind: nr 11. Trappe Tusind (2014)

Asger Schnack: Dan Turèll var vild med Clifford Brown

350 siders kærlighedserklæring til poesien og de mestre, som Asger Schnack holder mest af. Det må være den korte beskrivelse af Schnacks nylige udgivelse på Fuglekøjen, der bærer undertitlen ”opdateringer”. Hvilket er en henvisning til at indholdet i bogen tidligere har været Asger Schnacks opdateringer på Facebook.

Asger Schnack er flittig på Facebook og en ekspert i sociale medier ville nok mene, at han havde valgt en god content strategi. Jeg tror bare, at Asger Schnack er sig selv og har fundet en årsag og måde, hvorpå det giver mening at være på Facebook – for ham selv og os andre, der begaves med hans store viden.

Titlen rummer to af de elementer, som har betydet mest for Asger Schnack. Eller det vil sige, faglige elementer. Nemlig digtere og jazzmusikere. Schnacks kone er nævnt en gang og alle opdateringer, der måske oprindeligt udspringer ud af venskabelige og private lag, er fortalt nøgternt og med en ide om at modtageren er en (ukendt) offentlighed. Det er sobert, pænt og det kritiske må findes ved det der ikke blev skrevet.

Enkelte steder er det Schnacks egen poesi, der folder sig ud. Men det primære er Schnacks egne anekdoter og henvisninger til forfatterskaber og værkerne i sig selv. På en måde bliver det en form for dokumentarisme – ikke en Asger Schnack biografi – men et værk over dem Asger Schnack har kendt og/ eller set op til inden for dansk litteratur. Samt henvisningerne til værkerne og især de enkelte digte eller bare første- eller sidstelinjerne. Det kunne måske kaldes en subjektiv litteraturhistorie.

Udgivelsen er udstyret med et navneregister, hvilket gør en i stand til at slå op efter behag. Det giver mere mening end at læse sig igennem de mange opdateringer. På samme måde som du gennem et venskab med Asger Schnack på Facebook belønnes med (dansk) poesihistorie i små doser fordelt over tid.
 
 
Asger Schnack: Dan Turèll var vild med Clifford Brown. Fuglekøjen (2014)

4 læsenoter til Forfatterskolens afgangsantologi 2014

1.

Hvert forår modtager en række forfattere en besked om at de er kommet ind på Forfatterskolen og skal starte efter sommerferien. To år efter afsluttes uddannelsen med en udgivelse og en afgangsoplæsning. I den digitale tidsalder er det blevet nemmere at undersøge hvad den nye elev har (fået) publiceret inden de starter. Og med antologien får offentligheden et indblik i et begyndende forfatterskab.
Antologien er et vidnesbyrd om at den og den forfatter har gået på Forfatterskolen et givent år, og teksterne er et udvalg af hvad forfatterne senest (måske?) har arbejdet med. Hvert år synes jeg, at det er svært at pege på ligheder mellem forfatterne, der afslutter deres forløb. Har de og hvordan har de præget hinanden i de to år de har gået sammen, læst hinandens tekster, talt om klassikere og ny litteratur (inklusiv den prægning der må komme fra de to andre årgange, som de også har gået med et år)?
Det er måske uvæsentligt for teksten i sig selv, for læsningen som Pablo Llambías omtaler i forordet. Men er det også uvæsentligt for forfatterskabet, for kontekst, for at forstå hvad der ligger til grund og for vejen der til, er processen uvæsentlig?
 
 
2.

Da jeg begynder på Reimar Torkil Juuls bidrag “Kæmper på jorden” med undertitlen tæxter, bliver jeg stærkt irriteret over de meget korte sætninger (2-5 ord), men trækkes samtidig ind i tekstens univers.

“Jeg slår kolbøtter. Jeg slår ikke kolbøtter. Jeg er nøgen. Jeg er ikke nøgen.”

Hvad skal jeg tro (som læser)? Er han nøgen? Eller hun? Jeg oplever det som potentiale i eksistensen. Jeg læser det også som en trinvis erkendelse. Men det er nok mest af alt bare en tidsmæssig forskydning: at først er jeg nøgen. Derefter har personen taget tøj på og kan sige, jeg er ikke nøgen. Som hurtige klip i en film, hvor vi får registreringen af situationen. Det er effektivt: med afsæt i få ord får jeg plads til at se scenerne for mig. Samtidig er det også en anelse skizofrent og passer godt til stemningen i teksten. Jeg siger for lidt om teksten og siger det for mildt. Giv ham nogle flere sider, jeg synes det er et pissefedt bidrag!
 
 
3.

Hvis jeg nævner nogen fra antologien, skal jeg så nævne alle. Nej. Men jeg vil også gerne fremhæve Signe Gjessings bidrag. Hendes skrift udvider sprogets potentiale, eller viser, at det kan strækkes endnu mere. Det er vildt og smukt på samme tid. Et blandt mange citerbare linjer:

“ingen, ingen må beskære dit rosenhost, kun anvise roserne/ deres pladser yderst på din eksistens.// Du hører udsagn skulpteret i verdens selvværd,”

I sin afsøgen af universet er jeget ikke nævnt; der er poetiske definitioner (f.eks. “verden, et påskud for ikke at kunne komme videre”), og der er samme gode kvaliteter, som jeg læser hos f.eks. Ursula Andkjær Olsen, uden at jeg på nogen måde vil reducere min oplevelse til at der skulle være tale om en epigon.
 
 
4.

Da jeg læser de første digte af August Bovin Boberg, synes jeg de er pyntede eller stærkt poetiserede. Hør f.eks.

“Med det sølvblå havs lighterlyserøde krusninger ser jeg mit bortvendte spejlbillede i de gyldne marmoreringer i løvet over mig.”

Men da jeg vender tilbage et par dage senere forekommer billederne mig mere forgøglede eller hårde eller fokuserede i at skrive et billede. Jeg tænker, at det er et æstetisk valg at bevæge sig tæt op ad det kitschede, og Bovin Bobergs anvendelse af tillægsordene splitter mig holdningsmæssigt. For der er også en frihed i teksterne, det er som om de bevæger sig frit og frejdigt. F.eks. i stykket om den lille dreng med skovlen, der først skal grav et hul i dansegulvet. Og på næste linje (side) følges op af “Bagefter kan vi skovle mundende ud af vores hoveder.”
Lars Bukdahl skriver på Litteratursiden, “at læse en debutant skal være som at debutere som læser”. Hvis originalitet er det ypperste (hvilket jeg synes!), så er det et ambitiøst krav til de begyndende forfatterskaber. Men det er også et sundt krav til læseren (mig), når jeg skal læse nye tekster. Altså, et krav blandt flere.
 
 
Forfatterskolens afgangsantologi 2014. Basilisk (2014)

 

Poesifestival i København i denne uge

Københavns Internationale Poesifestival har skiftet navn til Reverse og programmet er fra torsdag den 18.09. til lørdag 20.09. Der er gratis adgang alle tre dage, så undskyldninger for ikke at kigge forbi kan du holde for dig selv.

Jeg vil anbefale at høre Vanessa Place (debat torsdag+fredag, oplæsning fredag), Robert Fitterman (oplæsning og debat fredag), Magnus William-Olsson (oplæsning fredag) og fra Danmark Asger Schnack (oplæsning torsdag+lørdag), Martin Glaz Serup (blandt andet introduktion til “Memory Machines” fredag) og Lea Løppenthin (oplæsning torsdag+lørdag).

Se hele programmet her: http://www.literaturhaus.dk/Events.48.aspx