Ved første læsning giver Line Toftsøs digte sig ud for at være mere traditionelle end de danske digtere, der ellers for nyligt er udkommet på Basilisk. Og det er måske rigtigt i en samlet konklusion. Der hvor jeg synes Line Toftsø bliver mest interessant, er når hun i sin iagttagelse (titlen, sic!) kun antyder rummet/ handlingen. F.eks. i slutningen af et digt, hvor der står “sådan / siger du sådan her” hvor modparten taler (eller belærer) om hvordan man kan kontrollere sin drøm, hvis man ser på sine hænder inden man sover.
Line Toftsø er mesteren i show, don’t tell. Der er nærmest ingen forklaring og følelsesmæssigt er reaktion minimalt udtalt. Det ligger i vedkommendes udsagn og den stilhed, der bliver besvarelsen, som får mig til at tænke mit. Tonen slås mere tydeligt an (f.eks. mørkner eller det onde findes) i følgende tekst, der også har været publiceret (noget nær sådan) i Slagtryk tilbage i december 2013, og det er igen de sidste to linjer, der siger og gør det hele for mig.
Se hvordan han sidder der
sådan og med hånden
i blåtåger af lys gardinet
er et utydeligt billede
og ingen skal få vide at der ingen andre er
lugten af jern blå
og kviksølv der kryber mod jord
er der virkelig ingenting
aluminiumslister blæser rundt udenfor
vinduet se hvordan han sidder der
og mørkner kun tonerne mellem
ham værelset og det blå
der samler sig ømheden i tungen
helt ned til roden i halsen
der sker jo noget hele tiden
og det onde findes
som han gør det se, her er den
jeg rækker den til dig siger han
men jeg hører det ikke
og så gør vi sådan
og så gør vi sådan
Line Toftsø: Jeg bevæger kun øjnene. Basilisk (2015)
Re:citat 