Jóanes Nielsen: Der findes dem der tager måneskin alvorligt

Christian Yde Frostholm citerede på evighedsblog et digt af Jóanes Nielsen. Det er et af de bedste tekster i samlingen “Der findes dem der tager måneskin alvorligt”, som jeg nu har læst og gerne vil anbefale videre. Med forbehold. Der er en del 70er poesi over det. Tekster skrevet ligefrem/ i knækket prosa. Det er fortællinger, personlige overvejelser, politiske iagttagelser og lidt religion.

Men når det er godt, så er det til gengæld også rigtig godt:

Åh, hvor jeg elsker vilde jordbær
tænkte Sorte, da han så soldaterne nærme sig.
Han tænkte også på at bede sin far tilgive dem
da en skudsalve knuste hans knæled.
De gik til angreb på ham med dolke
det blanke stål trængte ind i halsen
men akkurat da skete underet:

      Af de åbne sår skød jordbær frem.
      Klaser af smukke røde bær blomstrede ud af hullet.
      Det var som om et lille stykke af jorden pludselig åbnede sig
      som om naturen med sikkert håndelag
      fremtryllede det allersmukkeste den ejede.
      Denne ganske korte stund
      ebbede alle de vrede brøl ud.
      Som et duftende jordbærbed
      gav Gud sig til kende.

 
 
Jóanes Nielsen: Der findes dem der tager måneskin alvorligt. Forlaget Torgaard, 2011.

Julie Sten-Knudsen: Hjem er en retning

Idag udkommer Julie Sten-Knudsens debut “Hjem er en retning”. Bogen falder i fire dele og jeg synes, der er en udvikling af den skriftlige tilgang fra afsnit til afsnit. I sidste del tager volden et hårdt greb om poesien – eller er det omvendt. Det fungerer rigtig godt og jeg vil her citere et digt, som jeg ved første gennemlæsning finder stærkest.
 

SPROG
 
Jeg fastsætter
regler for regn. I regnen
en rosenbusk. Blomsterne danser
røde og hvide i vinden,
spærret inde bag stilke
og blade. Sat uden for
tiden mens tiden
går. Massevoldtægter.
Jeg fastsætter nærmere regler for
sekunderne. Tvangsægteskaber.
Jeg fastsætter nærmere regler for
kærlighed. Grov vold.
Jeg fastsætter nærmere regler for
mareridt. Utryghed.
Jeg fastsætter nærmere regler for
mørkerøde roser. Kvindeundertrykkelse.
Rosen er smuk som en
opholdstilladelse. Et volds-
monopol.

 
 
Julie Sten-Knudsen: Hjem er en retning. Gyldendal, 2011. [g.dk]
 
Disclaimer: Jeg drikker øl med forfatterinden.

Hvad skal vi med tidsskriftsstøtte?

Her til aften har jeg læst Søndag Aftens månedlige nyhedsbrev. Det kan generelt anbefales. Tom Ahlberg har nogle gode indsigter og pointer. I dag hæftede jeg mig især ved to artikler om tidsskriftsstøtten og det er ikke speciel opløftende læsning.

I artiklen Tidsskriftsstøtten sejler skriver Tom Ahlberg:

“Styrelsen for Bibliotek og Medier har åbenlyst ikke nogen nærmere kontakt med tidsskriftsmiljøerne, siden man dels gør, hvad man kan for at forsinke iværksættelse af finansudvalgets bevilling, dels ikke orienterer hidtidige og potentielle ansøgere om ændrede forhold i 2011.”

Som udgiver af tidsskriftet Slagtryk forfølger jeg tidsskriftsstøtten med interesse. Slagtryk kan godt leve uden støtte, men med støtte vil vi kunne forfølge nogle muligheder, der er er svært realiserbare med vores nuværende private midler.

For mig handler sagen om mere end min egen indsats. For desværre virker det som om tidsskrifters betydning i det litterære kredsløb negligeres, og derudover sejler administrationen af en pulje på – idag – 1,75 mio kroner.

Tom Ahlberg kommer med nogle gode ideer til spørgsmål til kulturministeren. F.eks. det sidste fra selvsamme artikel, der lyder:

“Mener ministeren, det kunne være en god idé at inddrage kulturtidsskrifterne i diskussionen om, hvordan en fremtidig støtteordning skal udformes?”

Jeg tør ikke tænke på hvad konsekvenserne ville være, hvis de helt sløjfede støttepuljen for tidsskrifter. Det er et talerør, der i forvejen fungerer under trange kår. Tidsskriftet kan noget helt særligt i forhold til monografier, antologier eller andre udgivelser. Jeg finder plads til kritik og fortløbende dialog, præsentation af ny (dansk og/ eller udenlandsk) litteratur. Det kan være mellemstationer eller sidespring i et etableret forfatterskab. Det kan være en rugekasse for nye talenter. Tidsskrifter kan opstå frit udenfor de eksisterende institutionelle strukturer og har stadig mulighed for at skabe en kontinuitet gennem flere generationer. Om det være sig samtalen, offentligheden, den litterære produktion, osv. så står tidsskriftet som en særlig publiceringsform til gavn for forfattere, læsere og andre litterære institutioner.