David Graeber: brudstykker af en anarkistisk antropologi

Anarkismen rummer for mig at se rigtig mange positive træk. Autonomien og aktivisme er for mig vigtige begreber i forhold til frihed og indgåelse i et fællesskab. Det er befordrende for at kunne agere, handle, være aktiv.

Jeg har ikke læst nok for at kunne vurdere om Graeber kommer godt rundt og rummer tilstrækkelige perspektiver. Personligt er jeg blevet gjort opmærksom på, at den sande anarkist ikke accepterer officielle uddannelser, fordi institutionen er eller indeholder en magtposition, der definerer hvad der er med og ikke; hvem der kan være med og ikke. Jeg kan godt se et samfund baseret på flere anarkistiske ideer, men jeg tænker at det er et tilbageskridt, hvis vores uddannelser skal være lokale og overleverede (?); at vi ikke kan danne skoler, hvor de interesserede, engagerede kan møde op og dygtiggøre sig yderligere.

Igennem bogen er der også andre emner, der rører mig personligt. Graeber er rimelig let at følge og veksler fint mellem teori og praksis. Men de bedste oplevelser har jeg i de mere filosofiske (og måske postulerende) overvejelser. F.eks. hvordan konflikt altid findes og selv i de samfund, hvor de ikke er synlige – hvor konsensus synes at herske – findes der slagmarker i stor stil.

Selvfølgelig er alle samfund i et eller andet omfang i krig med sig selv. Der er altid sammenstød mellem interesser, fraktioner, klasser og lignende; desuden er sociale systemer altid baseret på jagten på forskellige værdiformer, der trækker folk i forskellige retninger. I egalitære samfund, der som regel tillægger skabelsen og opretholdelsen af kollektiv konsensus en enorm betydning, synes dette ofte at udløse en form for lige så differenceret reaktionsdannelse, en spøgelsesagtig underverden befolket af monstre, hekse og andre rædselsskabninger. Og det er de mest fredelige samfund, som også er de mest hjemsøgte, i deres fantasifulde udlægninger af kosmos, af de vedvarende kriges genfærd. De usynlige verdener, der omgiver dem, er bogstaveligt talt slagmarker. Det er, som om det endeløse arbejde med at opnå konsensus maskerer en vedvarende indre vold – eller måske er det bedre at sige, at det er den proces, gennem hvilken den indre vold bliver afmålt og afværget – og det er netop det og det deraf følgende virvar af moralske selvmodsigelser, der er den sociale kreativitets primære kilde. Det er således ikke de modstridende principper og de uforenelige impulser, der er den ultimative politiske virkelighed; det er de lovgivningsmæssige processer, som medierer dem.

Jeg opfatter mig selv som konsensussøgende; hvad hvis det ikke kun gælder på et samfundsplan men også personligt?

David Graeber: brudstykker af en anarkistisk antropologi (OVO Press, 2016)

Reklamer

Eugene Thacker: Kosmisk pessimisme

Andreas Eckhardt-Læssøe har oversat “Kosmisk pessimisme” og det var en herlig oplevelse at læse. Jeg har ikke noget stærkt forhold til pessimismen, men at anse og behandle denne livsindstilling som en filosofi, er der kommet mange sjove ting ud af. Jeg anbefaler bogen og vil her blot citere fra (noget af) begyndelsen:

(…)
Pessimismen er den laveste form for filosofi, ofte affejet og afvist som et symptom på en dårlig indstilling. Ingen har nogensinde brug fro pessimisme på samme måde som man har brug for optimisme til at inspirere én til at nå store højder og blive samlet op, på samme måde som man har brug for konstruktiv kritik, gode råd og feedback, for inspirationsbøger eller et skulderklap Ingen har brug for pessimismen (skønt jeg godt kan lide at forestille mig en pessimistisk selvhjælp). Ingen har brug for pessimismen, men alle – uden undtagelse – har på et tidspunkt i deres liv været nødt til at konfrontere pessimismen. Hvis ikke som filosofi, så som anklage – enten imod sig selv eller andre, imod sine omgivelser eller ens eget liv, imod tingenes tilstand eller imod verden som sådan.
(…)

Eugene Thacker: Kosmisk pessimisme (OVO Press, 2016)