For Fulde Kaniner: Vanelæsning eller ikke vanelæsning

For Fulde Kaniner blev udgivet for snart 11 måneder siden. Af de tre eksemplarer blev to sendt i omløb – og de to blev til et, da et gik tabt i posten ved afsendelse fra min adresse (ohno!) og senere lavede jeg et ekstra eksemplar så der alligevel var lidt mere i omløb.

Interessen har været fin og tilbagemeldingerne gavmilde. Hvert eksemplar har været hos 8-10 “læsere” indtil videre og listen af tilbageværende ser ud til at holde dem igang indtil marts/april.
Thorbjørn Aksel Nielsen har skrevet en anmeldelse i det norske tidsskrift ‘Prosopopeia’. Hvilket er spændende fordi han selv modificerer værket og derved også anmelder sig selv. Han refererer til andre værker, der udfordrer forfatter/ læser relationen og henviser til andre bogobjekter fra Weltscherz. Mest interessant – synes jeg – er hans vinkel på opgøret med vanelæsningen. Sådan var det egentlig ikke tænkt. Men absolut fair at vurdere. Min ide er mindst lige så meget forfattervinklen:

Hvem er forfatter
– f.eks. hvad med den modtager, som tilføjer flere linjer og river en side ud og gemmer den, og ellers sender bogen videre uden at tilføje sit navn i kolofonen.
– og hvad med den modtager, som skriver sit navn i kolofonen og ellers ikke tilføjer noget?

Hvem ejer rettighederne til værket
– ret beset har jeg sendt værket ud i verden uden viden om det kommer hele vejen rundt og tilbage igen. Og ingen kommer til at vide hvem der har tilføjet hvad (gættes kan der altid og et par opdateringer på Instagram afslører også lidt, måske). Overgår værket til en kollektiv identitet og hvilke beføjelser har jeg som grundlægger af værket – f.eks. kan jeg ændre præmisserne og gøre den kommerciel efterfølgende uden gevinst for andre end jeg selv?

Hvornår er en bog færdig?
– En læser skrev for nyligt tilbage om sin frustration over at alt var skrevet til og at der ikke var plads til at skrive nyt. Men hvilken forfatter lægger x antal sider foran sig og skriver til de er udfyldt? Har læseren overset redigeringsmulighederne, at slette hvad der er skrevet, tilføje flere sider – ikke nødvendigvis papir, at tilføje et link til en lydfil på nettet, rive alle siderne ud og ordne dem på ny?

Thorbjørn Aksel Nielsen skrev i sin før omtalte anmeldelse, at jeg brød med vanelæsningen. Måske. Måske ikke. Bogen er stadig en bog, som læserne bladrer igennem og der tilføjes inden for de givne rammer. Bogen er inkluderende, alle kan være med. Men det er stadig forfatteren (læseren) selv, der skal bryde ud af sin vanetænkning, det kan jeg ikke gøre for dem, om jeg så kommer for fulde kaniner!

(update: en læser skrev til mig, at vedkommende havde redigeret en hel side ud, ved at placere sit materiale ovenpå den eksisterende tekst; så det er ikke alle der føler sig begrænset)

Reklamer

Erik Scherz Andersen: For fulde kaniner

 
I mere end et år har jeg haft tre ens hæfter liggende i en skuffe med henblik på at lave et lille værk; en overskuelig størrelse i forhold til de mange andre suppegryder, som jeg rører rundt i. I denne uge har jeg været delvist forvist fra min computer for at øve mine øjne påny og skulle også holde mig fra fysiske aktiviteter efter min anden skeleoperation (I kan ikke se, at jeg at jeg ser dobbelt, men det har jeg gjort/ gør jeg). Og så fik jeg samlet de tekster som jeg enten havde skrevet ud på twitter i en tidlig udgave – eller som jeg inden for de sidste tre måneders barsel har skrevet og som passer ind i dette format.

Og nu er det så færdigt og “For fulde kaniner” findes nu i et privattryk à tre eksemplarer. Eller det vil sige, at det er ikke helt færdigt. I forbindelse med mine overvejelser omkring udbredelsen af værket – hvordan kan andre komme til at læse det, når det kun findes i tre eksemplarer? – fik jeg den ide, at bøgerne ikke kan købes og ejes, men skal cirkulere. Og i den forbindelse vil jeg synes det kunne være mægtigt om forfattere, kunstnere og for så vidt også læsere vil tilføje nyt materiale til det eksemplar de får i hånden – tekst, billede, noter, tegninger, kritik, garn, stof, kaffepletter, æselører, og så videre.

Så for at få fat i værket gælder det blot om at sende en email og efter endt læsning / modifikation at videresende værket til den næste, der er med på samme betingelser (det aftaler du enten selv eller du får en adresse fra forlaget at sende til). Jeg håber du vil være med!

Læs mere på Weltscherz.dk

 

Gitte Allermann Kjær: Forvandl vores mel til heste, lad dem vokse vildt i vores mave, lad dem tordne vores træthed ud gennem alle landskaber!

Som jeg skrev i forrige blogpost om Anna Klahns “Fra den afdødes hus”, så udkommer to debutanter på Weltscherz idag. Den anden er Gitte Allermann Kjær, der har skrevet en prosadigtsamling med titlen “Forvandl vores mel til heste, lad dem vokse vildt i vores mave, lad dem tordne vores træthed ud gennem alle landskaber!”

Jeg har med begejstring læst Gitte Allermann Kjær i forbindelse med udgivelse af andre tekster i Slagtryk tilbage i 2013 og 2014. Gittes stil kan måske minde om Simon Grotrian og en tidlig Birgit Munch, blot uden Guds lænker og paranoiaens klaustrofobi. Synes jeg. Blandt andet på grund af et billedsprog i stormstyrke, hvilket blandt andet titlen vidner om. Gitte lavede nogle videooptagelser til den korte teaser og efterfølgende synes vi, at den matchede nogle af teksterne med beats, mosaikker og turkis glas. Altså, det er hvad vi også ser, når lyset gennembryder drivhusglasset.

Første tekst i samlingen hedder Beats:

Nu lukker natten sine syv segl med hyl og sorg, og mælkesletterne synger i snestormen. Ravringe ruller rundt i romglas som is, cocktails fulde af skovprint vikler sig ind i briller og beats og himlens zebrastribesyner hvirvler sort/hvidt sit zigzag ind i en form for skak, der skruer gennem skærmen, slynger om sig med sætninger på bræt. Skaktræk, der sætter verden op i mødet med måden vingernes nye fjer holder frikvarter på i knoglerne. Vi funkler! Vi trævler stingene op! Vi sletter korsvejen i halsen! Flyv bort svaler fra svælget, ikke flere vildfarelser i dette menneskehav, i disse kroppe og sår, der koagulerer under kablerne lavt hængende på dette netværk af hvide blæksprutter og toner, der hvisker, disse klik i vores knogler, dette solskin, der rammer os gennem turkise glas.

Ebøgerne er tilgængelige via de fleste netboghandere:
Find Gitte Allermann Kjær på bogpriser.dk
Find Anna Klahn på Bogpriser.dk

De fysiske eksemplarer kan købes ved henvendelse til mig, i Løve’s Boghandel (Århus) og Møllegades Boghandel (København).

Anna Klahn: Fra den afdødes hus

En af de to nye digtsamlinger der kommer på Weltscherz i denne måned er skrevet af Anna Klahn. Titlen er “Fra den afdødes hus” og digtsamlingen kredser om det at miste.

Ved Slagtryks oplæsning på Svalegangen i Århus tilbage i marts blev jeg fanget af tekstens greb om sorgen og det fik mig senere til at kontakte Anna med henblik på udgivelse af et værk på Weltscherz.

Teksterne tager derfor udspring den samling tekster, som Anna var igang med at skrive. Og enkelte digte har været bragt i Slagtryk i en tidligere udgave samlet under titlen Vintervand.

Anna og jeg har lavet en lille teaser for den kommende digtsamling:

Fireogtyvende note fra mit arbejdsbord

Ohh, som redaktør at redigere og derved omstøde en titel fra være sammensat, konstrueret til at folde energien i digtsamlingen ud. Den nye titel er:

Forvandl mel til heste, lad dem vokse vildt i vores maver, lad dem tordne vores træthed ud gennem alle landskaber.

Der er to nye udgivelser på vej på Weltscherz. Den ene tager livtag om sorgen, skriver til den med patos og præcision. Den anden tilbyder sig gennem en kaotisk skrift, ofte jegløs og i en blanding af bløde og hårde billeder og udtryk.

Redigeringen har fundet sted hen over sommeren og der lægges sidste hånd på cover og korrektur. De bliver en del af den ebogs-serie jeg oprindeligt ville lave med Noa Kjærsgaard Hansens “jeg bliver hurtig træt af at sidder her i hjørnet og føle ting forsvinde”, men som aldrig blev fulgt op af flere udgivelser. Jeg så ellers gerne, at udgivelser, der ikke matcher Weltscherz formmæssige profil (DYI + digitale værker), men med gode tekster kunne udkomme nemt og hurtigt. Men omvendt skal bøger ikke ud, hvis de ikke er færdige eller (jeg ikke synes) har det i sig.

Jeg er blevet overtalt til at ændre prisen på ‘serien’. Det er ellers en svær størrelse; hvad er det værd (og hvad skal det pengemæssigt give udtryk for at være værd) vs. hvornår bliver salgsprisen en barriere for anskaffelse. Det er en lille ting. Det er en lidt større ting, at jeg fremover får trykt en håndfuld, så serien også udkommer i et begrænset, lidt simpelt, fysisk format.

Det er længe siden jeg har givet mig tid til at opdatere min blog – eller er det min selektive litteraturdagbog? Jeg kan ellers godt lide at bladre tilbage i tid og se forskellen eller blive mindet om ideerne.
Og jeg ville egentlig gerne skrive lidt mere om andre udgivelser, bøger jeg har læst for nyligt. Så det gode værk ikke bare ender som et billede på instagram.

Hen over sommeren har jeg iøvrigt læst op fra “Det er os der ejer universet”. Her finder du blandt andet en enkelt videooptagelse fra den sidste oplæsning til Jazzfest på Mayhem. Teksten er skrevet af Per Højholt og vores performance er mere monoton end andre tekster Blæhr~scherz ellers har optrådte med. Vi håber, at vi kommer mere ud til næste år.

Treogtyvende note fra mit arbejdsbord (Andet år med Weltscherz)

Synes du som jeg, at det har været et godt år for poesien? I 2013 gjorde Yahya Hassan digte mere mainstream og flerdoblede den – over de senere års – tendens om at digtsamlinger kunne komme i flere oplag (Theis Ørntoft, Olga Ravn, Julie Sten-Knudsen for bare at nævne andre end SUT og Benny Andersen). I starten af dette år fastholdt Theis Ørntoft så igen medieopmærksomheden med sin fabelagtige, anden digtsamling og Olga Ravn gjorde sit i Politiken og siden på DR (sejt!). Og Signe Gjessing og Caspar Eric blev gode, forskellige bud på vigtigste debutanter.

Og de næste debutanter har rørt på sig (jeg vil fremhæve Oskar Sjøgren). Radio24syv har flere gange været flinke til at give plads til de nyeste stemmer, såvel som oplæsningsarrangementer (i København) præsenterer forfattere, der “kun” har været i Slagtryk og/eller Hvedekorn. Og digterne deler hinandens ting på facebook, blogs (Halling Nielsens, Victor Boys), og nye tidsskrifter skyder frem, mens eksisterende er begyndt at efterspørge materiale.

Der er ok gode muligheder for at komme ud med sine tekster som digter, mens – tænker jeg – romaner fra debuterende forfattere lige nu kommer i fåtal? Det kommer til at ændre sig igen.

Som redaktør på Slagtryk og forlægger med Weltscherz tænker jeg en del over min (og vores) rolle som katalysatorer. Men jeg prøver at se bort fra en ide om at flere forfattere og udgivelser giver en fortættethed, der giver anledning til at flere værker drukner i hinanden. Det må være kvaliteten – forstået som de kvaliteter jeg ser – som må være bærende for min aktivitet som udgiver af andres tekster. Jeg forsøger at tage mig det privilegium ikke at skulle tænke på hvad der er levedygtigt på markedet. Det betyder nok, at jeg med min forkærlighed for form og æstetik, forsøger at præge litteraturen i en retning. Men jeg kan samtidig ikke undgå at blive inspireret af de mere samfundsvendte tekster, som præger litteraturen lige nu.
 
 
2014 har budt på fem udgivelser fra Weltscherz.

Jeg lagde ud med to ambitiøse værker. Først rrrr af Robert Henningsson [januar], lyddigte udgivet på LP og digitalt. Og siden Louise Juhl Dalsgaards sårbare, erotiske og litterære kortfilm “Om arktiske heste” [marts], der var blev fremført med en performativ del på Slagtryk Festival året før.
“Den seksogtyvende sommer” af Eva Obelitz Rode fulgte [september] efter at have været vist i et udstillingsrum i København. Og Marie Melchiorsen inviterede læserne til at være medproducenter med værket “Basalt” [oktober]. Jeg kom også selv på banen med “Det er os der ejer universet” [december], der både er i skulpturel form og digitalt tilgængelig.

Jeg er derudover glad for at se Victor Boy Lindholm, som Weltscherz udgav i 2013, udkomme med GULD på Kronstork. Det er første del af en trilogi og et forfatterskab, der spirer og inspirerer.

Til sidst vil jeg gerne sige tak til dig for at følge med i hvad jeg laver. Jeg ændrer ikke verden med mine udgivelser, men jeg tænker, at litteraturen giver sig ud som rum hvor vi kan prøve noget af i og holde os i bevægelse i for at komme i den retning, der giver mening (for os hver især).

Erik Scherz Andersen: DET ER OS DET EJER UNIVERSET

DET ER OS DET EJER UNIVERSET handler om, at vi er små i en stor verden og det paradoksale i ikke at betyde noget. Samlingen tematiserer bevægelsen og retningen, at vi skal skabe os selv en betydning og betyde noget i verden.

Digtsamlingen er af skulpturel karakter. Den trykte udgave består af 12 ark, den er foldet og syet i hånden, kommer i et semi-transparent omslag samt med en lille satellit.

Første oplag er på 30 eksemplarer. Et evt. andet oplag vil ikke blive nummereret, omslaget vil være tyndere og kommer uden satellit. Den sælges via Møllegades Boghandel eller via mig.

Der er en digital version af digtsamlingen frit tilgængelig. Her mangler den skulpturelle dimension, til gengæld er der seks ekstra tekster med video læst op af forskellige forfattere (Lars-Emil Woetmann, Sixten Austerlitz med Ejler Nyhavn, Mette Norrie, Victor Boy Lindholm, Rasmus Halling Nielsen og Ursula Andkjær Olsen).

http://weltscherz.dk/deterosderejeruniverset/

Udgivelsen var oprindeligt antaget på et andet forlag, men besværet med at lave det i hånden og tiden der gik uden bevægelse, fik mig til at gå alene med udgivelsen. Jeg vil gerne takke Peter-Clement for den redaktionelle støtte og iøvrigt henvise til samlingens appendix.
 
 
Erik Scherz Andersen: Det er os der ejer universet. Weltscherz (2014)