Signe Gjessing: Ud i det u-løse

Et hvidt cover, sparsom tekst og en titel overstreget med turkis. Bagsidecitatet ikke så let at kontekstualisere, intet forfatterbillede på flappen. Det er ikke fordi Signe Gjessing prøver at gøre så meget væsen af sig. Men den turkise overstregning siger måske noget om en berhersket originalitet.

twitter har jeg allerede rost Lars Bukdahls anmeldelse af Ud i det u-løse og i det følgende vil jeg så give min anbefaling videre.
For det er en anbefaling, da Signe dyrker det poetiske, billedsproget, hvor verdensammenhænge opfindes på ny, som få kun gør. Allerede i første digt skriver Gjessing:

Jeg vil aldrig kunne sætte folderne på dine øjenlåg / i orden” og fortsætter et par linjer længere nede ”hvis de kunne rømme sig, udstødte de / ringe i vandet…”. Ved at se øjenlågene som ringe i vandet, bruger Signe en poetisk forestilling om at forklare en ting med noget andet. Det gør hun særlig godt, ved at undlade at skrive at noget er ”som” noget andet.

Og i næste digt skriver hun om dagslyset, der bidder negle for at forsvinde og sammenligner det med månen – og tvister den ved at sige, at det netop ikke er som månen. Hvilket i mine øjne også fungerer, fordi det giver plads til mig som læser. Eller nok nærmere skaber plads, hvor jeg ikke gjorde mig forestillinger. Så hvis jeg skal lægge min læsning til teksten, så er jeg ude i noget omkring tid og hvordan den findes/ går/ forsvinder/ har været og hvordan man selv oplever tiden.

Det er ikke fordi jeg kan blive ved side for side med ovenstående. Og bevares, det er heller ikke fordi jeg anbefaler hver eneste side i bogen;
       men i forhold til sammenhængen vil jeg gerne notere, at jeg oplever en porrøsitet i Gjessings univers. Det er som om Signe Gjessing viser, at sårbarheden findes, at den bliver virkelig ved at blive italesat. Virkeligheden kan være skrøbelig det næste sekund, hvis blot nogen siger det.

F.eks.: ”Frugttræet blomstrer med/ fingerknips indtil huden bliver rød”, hvor fingerknipset både udgør den bevægelse, som blomsterne kan springe ud på, men for så vidt også kan være et knips på huden, der sætter de røde mærker. Og det fortsætter: ”De dyrebareste/ erfaring tørrer fingre i huden – // dét er så sølle, at / at jeg kunne græde.

Så jeg synes, at der er masser af personlighed i digtsamlingen. Måske skal man bare læse lidt tættere end med andre, hvor bekendelserne står i kø for at komme ud.

Et tilbagevendende tema er mennesket og det store univers (morgenstunder/ stjernestunder; loftshøjden slutter sig til den åbne himmel; handskerummet/ himmelrummet; etc).
Gjessing bruger et par klassiske elementer som havet og lyset i sin samling. Og det synes jeg hun gør uden at blive klicheramt (hinkestenen på side 36 er måske en kedelig undtagelse).
Og så tager hun også greb om metapoesien, hvor hun f.eks. omtaler sig selv ”jeg er allerede en / blæne på alverdens tungemål”. Og den tekst sprutter ellers med energi, så igen er det måske et tegn på at det ikke er helt nemt at gøre tingene rigtigt. Men jeg læser noget ind i det, når jeg skriver sådan. Så tilbage til billederne:
 
 
Der kan også være en tydelig utydelighed i Gjessings billeder. Tue Andersen Nexø og Olga Ravn mener vist i deres respektive anmeldelser, at det til tider er for uforståeligt. Men jeg falder altså på halen over følgende fine linjer:

”mørklægningsgardiner falder som postevand” (side 11)

”Med let rystende hænder udhuler jeg solen og skriger grå hede ind i den, pladsens hede, hvor duerne er, deres største suk hidtil, som et nedtrådt hav, er en plads i solen, en åben plads, såret åbnes som et ubestøvet formiddagsblad” (side 19)

”altså er man ved at trække lyset/ tilbage, selvom det ikke står noget sted, at dagen kan opsiges” (side 33)

”Bølger: al væske foldes sammen som en kniv” (side 46)

…fordi jeg er vild med billederne i sig selv. Først poesiens som sig selv. Dernæst kan alt det andet komme til, hvis man ønsker.
Og en favorit her i hjemmet er (måske) derfor dette skønne billede:

”Nu samles alle hvedemarker i en knold bagpå verden” (side 49).

Hvad er der ikke at forstå? Hvordan skulle dette siges smukkere?
 
 
Signe Gjessing: Ud i det u-løse. Gyldendal (2014).

Midlertidig tale

ser du
jeg er ingen bog
og skriften er ikke min

er mine fingre græs
er din mave

&

se hvordan nakken slår
du er en kat som en hest

alene på marken
aldrig alene

&

hvis du vil vide hvem
vær et brev uden modtager

mine hænders furer er
skrift du trykker mod kind

&

se mig ikke som spøgelse
uden at kende de forrige besøg

vi under himlen
skilt som læber

Filip Granlie: Fugle om digte

Jeg kan ikke blive enig med mig selv om jeg synes titlen er misvisende. På den ene side er det at bytte om på “Digte om fugle” ikke et lyrisk greb, der går igen i samlingen. På den anden side er det sjældent at fuglene kredser om digtet, fuglene er nævnt i stort set alle. Selv i digtet om katten på marken er fuglenes fravær en tilstedeværelse.

Til gengæld er der meget andet, der peger på en konsekvens i sit koncept. Digtene er ikke længere end 2 til maximalt 7 linjer. Derved fylder teksten maximalt en tredjedel af siden og oftest kun to streger hen over papiret. På måde står teksterne i toppen af siden som fugle på himlen.

Digtene er lette og grænsende til det vægtløse og flygtige. F.eks.

mågens ben når den flyver
den skal ikke bruge dem

Og så alligevel. Det er letheden som vi kender fra knogler i en fugl, der gør at teksterne flyver op og lander som en fugl på min hånd, så utrolig usandsynligt, en gang ud af en million. Som f.eks.

flok krager camouflerer sig på en bar mark
som birkes på en håndværker dårligt

Ikke alle digte rummer samme slapstik og der er en hvis variation gennem samlingen. Min anbefaling er dog forbeholden, da teksterne til min smag bliver for fjerlette i deres præsentation af dem selv.

Filip Granlie: Fugle om digte. After Hand 2010.

Fra hestens mund / æblestykker

røde æbler syrlige
sommer gylden af sol
grove hænder med røde
æbler til hestens store kæft

små mønter gyldne
som danske marker
danske heste i seler
og nye røde sko

sanseløse æbler tænder
om røde æbler tygget
i stykker til Wagner
og pigebørn i marken

æblerne danser
rundt i kæften som
røde æbler i spilleautomater
ruller om på ryggen

røde piger hænderne
ligger æbler i
tærten gylden
og væk i hestens mund

solen sanseløs
og udvisket som
et pigebarns tegning
af hest med æble

Som væltede marker

Som væltede marker på heden
læner hårstrå sig ned ad armen
der løfter dig ud af drømmen

Det er kraften i håret der holder
manden oprejst, selvom vi fjerner det
i skridtet for at fremhæve manddommen

Krøllerne fra skjorteåbningen er små
sorte tegn i et arabisk alfabet og
regnen stryger mig med hårene

Ved rødderne finder jeg håb for de håbløse
men selv hvis jeg skulle stå nøgen
skulle jeg aldrig tabe dig i drømmen