At være at være

                                                                                  Blod i racerbaner om mavesækken. Jeg er dagen efter, det har drukket og mærker og jeg mærker denne blodige igen denne blodige krig, der udkæmpes i mit indre indre. Symbolsk det er så symbolsk at det mister sin betydning, mit indre mister sin betydning idet den indkredses indskrives, idet den nedfældes undslipper den undslipper sine tøjer. Tøjler er kun for at styre ikke binde sprogets hest til vinden.
                                                                                  At være ord at være ord i et værk at være et værk uden betydning at være uden betydning.
 
 
 
 
                                                                                  Der er en retning, alt andet er steder der ikke finder sted. Uden tid er retningen et sted jeg findes. Jeg findes som en ukonstant bevægelse, der griber om griber om sig som en mulighed og umulighed, der griber om sig selv som potentiale og uopnåelig gentagelse. At være den eneste mulige retning, retningen er at være, at finde sted er at blive, at gå bort er at blive væk indtil andre husker én og derved genkalder sig, hvad der måtte være i at være sammen tilbage. Det er sådan læseren møder teksten som forfatteren lever igennem, levendegjort på flere steder som et spøgelse alle tror på. Hvad vil det sige at være levende flere steder på samme tid, at slå ned som et lyn, og stå stille lysende som jesus lyser for troende.
                                                                                  At være jesus at være jesus blandt troende at være troende på gud at være gud.
 
 
 
 
                                                                                  Altid jeg er altid tilstede. Jeg er skrevet ud jeg skrevet uden sit eget navn benævnt. Jeget i nævneren og tælleren på samme tid tallenes orden og Steins naturlige måde at tælle en og en og en og en og en. Er der en sandhed i iagttagelsen, der er en måde at være på. Her i jeg møder læser og forfatter hinanden i hver sit kød og hver sin blødende krop blødende blødende. At være en iboende sandhed et øjebliks sandhed, der starter forfra uden mulighed for gentagelse.
                                                                                  At være mursten at være murstenen i mursten at være hus i mursten at være hus.
 
 
 
 
                                                                                  Det er ikke færre ikke færre lyde om natten end om dagen dagen. Forskellen er forskellen er styrken og intensiteten og et øjebliks klarhed. For hver nye seng jeg lægger mig i for at sove i for første gang er der nye lyde der møder mit øre, som en retning jeg senere afviser afviser som en mulighed, afviser så den bliver et sted og ikke en del af det og den jeg er når jeg værer.
                                                                                  At være en retning at være en retning i et landskab at være en vej uden retning at være en vej.
 
 
 
 
                                                                                  Vi mødes udenfor skriften og taler om skriften og det er ok at skrive sådan, selvom det griber ind i sig selv idet du læser det. Hvis jeg også skriver og skriver og læser samtidig vil jeg vide samtidig vil jeg vide at det ikke er sandheden ikke sandheden da samtidigheden samtidigheden griber om sig selv som to hænder der løfter den krop den krop de er en del af. Det handler om at finde fart og holde holde holde balancen gennem bevægelsen for at løfte sig selv med sig selv. Og selv da forekommer øjeblikket så kort så kort så kort, men selv da er det så langt langt langt som et hvert andet andet øjeblik.
                                                                                  At være i et øjeblik at være øjeblikkelig uendelig at være uendelig at være øjeblikkets uendelighed.
 
 
 
 
                                                                                  Og sådan og sådan går livet stille for sig stille hvor der er bevægelse og der hvor det ligner stilstand men som også er bevægelse. Et billede står aldrig stille stille idet øjnene igen igen fokuserer og indrammer og ser bort fra. Sådan sådan er livet i bevægelse i bevægelse, en ukonstant og derfor bevægelig størrelse af at være. Aldrig blive deraf ordet aldrig have været fordi det er en ny at være, en ny måde at være være, at se sin egen at være med det blik som vi er givet eller forsøger at kaste ind i andre ting, mennesker og først og fremmest os selv. At se os selv som os selv, at se, at se for sig i sig selv, selv se og dødeligt selv sagt, ikke med de ord af vores forældre, men af det syn vi er.
                                                                                  At være bjerg at være bjerg under vand at være hav om et bjerg at være hav.
 
 

Reklamer

Simon Grotrian: Domkirkeperlen

Den faste læser af min blog har nok bemærket, at jeg i de to forrige publiceringer har været inspireret fra anden hånd end normalt (selvom indholdet er langt fra ophavet). Det skyldes til dels, at det var flere dage siden jeg havde skrevet og dels, at jeg i den seneste uge har læst Simon Grotrians “Domkirkeperlen”.

Det er efterhånden 10 år siden, at jeg stiftede bekendtskab med Grotrian. Det var vist via “Seerstemplet”, og når jeg i dag kigger ned over udgivelseslisten (hos Borgen), så har jeg læst under en femtedel af hans seneste udgivelser. Men han er stadig lige så vild som jeg husker ham; En billedbomber fra den yderste fantasi.

Han udtaler i forbindelse med udgivelsen af Domkirkeperlen til Information:

“Jeg havner altid lige midt i smerten, når jeg skriver. Det eksploderer ud af min hånd. Jeg står op, og så er der en linje i hovedet. Det kommer helt af sig selv, nærmest flydende. Men bagefter gør det ondt, og jeg føler mig udmattet.”

Selvom det er en bemærkning til at han kan blive syg af at skrive, så synes jeg også, at det siger lidt om processen bag et digt, der på sin vis henviser til føromtalte udgivelse: at han er stemplet som seer. Og hvad er det så han lader mig se i Domkirkeperlen?

“Himmelske Far, når de forhåner os, ruller latteren tilbage i halsen med solsikkefrø og burrer fra syndefaldet. Hjælp os, for vi længes inden for trøjerne. Stik nøglen i munden på os, så vi kan åbne gildet. Klokker lyder sørgeligt ved trommehindernes bastioner, læg et tæppe over vores smerte. Kristus bliver vandet hele dagen og blomstrer for os om vinteren, tætsiddende englenegle prikker desperat i de trillende terninger, der føjer et hornlag til livet og fragter kontinenterne ind i den hvide støbeform af brilleåg. Lad os kigge fra ordene i bogen, der ikke bedrager, fordi den er skrevet af dig. Amen.”

 
 
Alle tekster (undtagelsen bekræfter reglen) starter med et (kalde)navn for Gud og slutter med et Amen. Digtene (bønnerne) er personlige henvendelser til Gud og forekommer mig derfor som en bekendelse til troen og Hans tilstedeværelse. Bogen kan ses som et bevis herpå, men skal nok i højere grad opfattes som et forsøg på at dele sin tro – fra et menneske til et andet.

Bogen falder i to dele og jeg har ikke umiddelbart afkodet forskellen mellem dem. Teksterne er fulde af opremsninger, indskudte og forskudte sætninger, men alligevel virker stilen lidt låst i et greb.
Grotrian skriver om kærlighed (“jeg har set bagsiden af menneskers kærlighed (…) Kærligheden giver du os altid og hele tiden på nye måder”), og jeg fornemmer respekt for Gud (“I din flimrende månesmedje trækker du søm ud af korset, og brækjernene åbner struberne med lovsangen”) men sjældent afmagt, fordi der er et håb (“og tak fordi stikkontakterne derpå hiver himlen ud af væggen”).

Og det jeg især håbet om frelse, jeg hæfter mig ved. Der er rig lejlighed til at hæfte sig ved andet. Men jeg ser det både i den drabeligt smukke linje “giv mig engle med modhager” eller for at komme med et andet tydeligt eksempel:

“Mareridtet taler for sig selv, en ormslynget parade gennem domkirken, hvor stearinlys brænder hul i loftet. Dét bliver vores redning. At vi kan ses fra dit hus som et stjernemønster udgået for dage.”

Så bag Simon Grotrians billedpistol (“Judas bærer Askepotsko, hvorfra flormelis styrter”) læser jeg bønnerne i Domkirkeperlen, som en personlig oplevelse for hvorledes Gud hjælper den enkelte igennem livet. Som f.eks. i

“klap mig da på ryggen med dine rosenfingre, så al mening blusser frem i mit kadaver, og jeg lever; mit døgn er denne stormpassage gennem tøjet”.

Her er tøjet igen, som i første tekst jeg citerer. Jeg anbefaler, at du lægger bogen fra dig flere gange under læsningen. Hvert digt sin film.
 
 
Simon Grotrian: Domkirkeperlen. Borgen, 2011.

Gud fisker uden madding på krogen

                                                                         – tre digte
 
De fire stempler
tvinger lunger ud i host,
sluk hjertets lille motor
og tag dine gode sko.
 
Se lamperne
lyse over det skallede bjergpas,
blink med de skæve øjne
så pulsen forpustes.
 
 
 
       *
 
Med en kiks i hvert øre
får jeg krummer i munden,
så fuglene falder
på zebrastribe.
 
 
 
       *
 
Jeg vikler en hånd om sproget,
som Baudelaire
ville have
brændt blomster.
 
Hånden har hver finger i
sit eget bibliotek,
for at få fat i den sidste rest
i tuben med tandpasta.
 
 
 

Lånerkort

Kloden er en pose med terninger,
så Gud kan ryste øjne ud af næven.

Læg ikke blomster på graven,
når himlen vender nedad;
eller er det,
når den er omvendt,
at hvalerne falder ud af himlen
som brænde

og banker Jesussøm
i hver finger, der peger
på et stykke med indavl?

Intet er så dybt,
at det ikke er midlertidigt
og en dag bliver alle regler til undtagelser,
fordi Gud har sendt hjemkaldelser ud.