Om at give min tekst en krop

1.

“Tak for tilsendelsen af dit manuskript. Vi kan desværre ikke påtage os udgivelsen af det.”
Forlaget Basilisk, Februar 2012.

Egentlig er jeg lettet over afslaget. Det er 8-10 år siden, at jeg har sendt et manuskript til et forlag, først fordi jeg ikke havde noget at præsentere og siden, fordi jeg ikke ville præsentere noget. Præsentere, som i at præsentere gevær?

Påny stiller jeg mig selv spørgsmålet: Hvorfor er det, at jeg skal udgive en bog. Har jeg overhovedet begreb om mit værk, et værk. Er det afsluttet, hænger det sammen, hvad siger det. Der mangler ikke gode bøger, hvorfor ikke anbefale at læse Olga R, Bjørn R eller R Halling i stedet?

2.

Lige siden jeg renskrev en tekst på min mors elektroniske skrivemaskine tilbage i ’98 har jeg været forfatter. Det indser jeg nu. Jeg debuterede i Hvedekorn for 10 år siden og siden har min uskyld været væk. Selvom jeg højlydt har påstået, at det var de andre, der var forfatterne, de dygtige, så har jeg fortsat lagt arm med sproget. Mit eget sprog?

Det er hverken mit sprog og det er ikke afsluttet, endeligt. Jeg har ikke tænkt færdigt, skrevet færdigt. Det bekræfter andres tekster mig i, noterne fra andre forfattere. Og disse mellemregninger fængsler mig, får mig til at kende mig selv i deres tilstedeværelse. F.eks.:

“Alligevel hjælper det at rykke rundt i dens layout, i Word. Den klæder sig langsomt på, eller vænner sig til sin nøgenhed.”
Lea Løppenthin på Fugleskolen

“Det vildeste er, at du hvert øjeblik kan skrive det bedste digt du nogensinde har skrevet.”
Peter-Clement Woetmann på Nye steder, nye hjem

3.

“Det er, som om bogen er en form for møntenhed og derfor har de samme behov som en mønt for en prægning eller et portræt til at sikre identiteten af mønten og dens ubrudte enhed, dens individualitet, og dens værdi.”
Mikkel Thykier i Entre (Anblik, 2009)

Hvorfor har jeg dette ønske om at manifestere min skrift i en bog. Hvorfor lade min skrift stå med ryggen ud mod stuen, hvorfor ikke lade mine tekster gå fra skærm til skærm. Er det gruppedynamikken, et ønske om at tale med samme muligheder som andre forfattere. Er det institutionernes krav om bogudgivelser, deres syn på hvad et forfatterskab indebærer af formelle forpligtelser, rituelle handlinger?

Hvad har ændret sig siden jeg stiller spørgsmål ved mine seneste års praksis. Taler min samling af tekster sammen som et værk, der mangler en materialisering for at være fuldbyrdet. Eller tvivler jeg på mit eget udtryk, teksternes nuværende, tilfældige vej ud i en begrænset offentlighed. Kan jeg investere min krop i litteraturen, er jeg selv den bedste eksponent for mine tekster, udtalen?

4.

“Someone worked really hard to make the language just right, just the way they wanted it. They were so sure of it that they printed it in ink, on paper. A screen always feels like we could delete that, change that, move it around. So for a literature-crazed person like me, it’s just not permanent enough.”
Jonathan Franzen, The Telegraph, 5. februar, 2012.

Jeg forstår godt Franzens udgangspunkt, men efter min overbevisning er bogen en flygtig enhed, nok at betragte som et værk, men dødt. For at have en levende litteratur, må teksterne leve i det forgængelige og med det omskiftelige som præmis.

Jeg tænker: Vær ikke bange for den manglende kontrol, vær ikke bange for det manglende ejerskab, vær ikke bange for den manglende destination, lad teksterne være mere end dig, lad teksterne være mere end tekster, lad teksterne være litteratur uden grænser.

Indlægget var oprindelig trykt den 05.02.2012 på u-u-u-u-u.net

En kommentar lød:

Jeg bør vel lige for god ordens skyld tilføje, at citatet herover fra min blog har sin oprindelse fra en samtale med Morten Søndergaard. Og det er altså Morten, der engang har sagt ordene om, at det fede, det vildeste, at det smukke er, at man hvert øjeblik kan skrive det bedste digt, man nogensinde har skrevet.

dbh
Peter-Clement

Alfred Jarry: Patafysikeren Doktor Faustrolls bedrifter og betragtninger

Martin Larsen har oversat en helt vanvittig bog (og tilføjet et hav af noter). Jeg fristes til at beskrive bogen som en tidsløs avantgarde. Den er udkommet på Basilisk i år og forfatteren bag værket er Alfred Jarry (1873-1907). Nedenfor gengiver jeg som anbefaling et længere citat og så vil jeg ellers henvise til Lea Fløes artikel på netudgaven – hvis ikke du da direkte farer til din lokale / digitale boghandler for at købe denne diamant. Holddaop!

Doktor Faustroll blev født som treogtresårig i Tjerkessien i 1898 (det tyvende århundrede var -2 år gammelt).
I denne alder, som han bevarede hele sit liv, var Doktor Faustroll en mand af middelhøjde, for at være helt præcis, af (8×10^10 + 10^9 + 4×10^8 + 5×10^6) atomare diametre; med gyldengul hud, ansigtet glatbarberet når bortses fra et par havgrønne moustacher som på et portræt af Kong Sälih; hårene på hans hoved var skiftevis platinblonde og ravnsorte, tilsammen en ubestemmelig kastanjebrun, der forandrede sig alt efter solens højde på himlen; hans øjne var to kapsler af almindelig skriveblæk med små flager af gyldne spermatozoer som Goldwasser fra Gdansk.
Han var, bortset fra moustacherne, skægløs, fordi han omhyggeligt anvendte skaldethedsmikrober, der trængte gennem hans hud fra skridtet til øjenbrynene og åd alle hårrødderne uden at Faustroll af den grund behøvede at frygte for håret på hovedet eller øjenbrynene, da disse mikrober kun angriber friske unge hår. Fra skridtet og ned var han derimod dækket af en satyrisk sort pels, for han var i helt usømmelig grad mand.
Denne morgen valgte han i sit daglige sponge-bath at tapesere sig med papir i to farver malet af Maurice Denis med et mønster af tog, som kørte op ad spiraler; han havde for længst opgivet vand til fordel for et tapet, der var betimeligt, på mode eller bare som han kunne lide det.
For ikke at gøre folk ilde til mode klædte han sig udenpå dette draperi i en skjorte af kvartsfibre, et par rummelige matsorte fløjlsbukser snævre om anklerne, bittesmå grå støvler med ensartede lag af støv som for en betydelig udgift var blevet præserveret gennem mange måneder og som kun blev forstyrret af tørre gejsere af myreløver; en gyldengul silkevest, præcis samme farve som hans hud uden flere knapper end der er på en trikot og med to rubiner som knapper på to højtsiddende brystlommer og en overfrakke med et tykt for af blåt ræveskind.
Han fyldte sin højre pegefinger helt ud til neglen – den eneste af de ti han ikke bed – med smaragd- og topazringe og rækken af ringe blev holdt på plads af en særligt designet stift af molybdæn, der var fastgjort til det yderste fingerleds knogle gennem neglen.
Som slips bandt han om kraven den Store Tromleordens ceremonielle ordensbånd – denne orden havde han selv opfundet og patenteret for at undgå banalisering af den.
Han klyngede sig selv op i dette bånd i en særlig galge bygget til selvsamme formål, tøvede et par kvarter med at vælge mellem de to kvælningssminkninger, der går under navnene hvid hængt mand og blå hængt mand.
Og efter at have skåret sig selv ned iførte han sig en tropehjelm.

Alfred Jarry: Patafysikeren Doktor Faustrolls bedrifter og betragtninger. Basilisk (2014)