Kloden er en pose med terninger,
så Gud kan ryste øjne ud af næven.
Læg ikke blomster på graven,
når himlen vender nedad;
eller er det,
når den er omvendt,
at hvalerne falder ud af himlen
som brænde
og banker Jesussøm
i hver finger, der peger
på et stykke med indavl?
Intet er så dybt,
at det ikke er midlertidigt
og en dag bliver alle regler til undtagelser,
fordi Gud har sendt hjemkaldelser ud.
Ingen fortæller det her til nybegyndere. Men du begynder at skrive poesi, fordi du elsker poesi. Du har god smag og der er digte du virkelig godt kan lide. I de første år skriver du digte, men befinder dig i en kløft: de er bare ikke gode nok. De prøver, de har potentiale, men de er ikke. Men din gode smag, det der fik dig til at starte med at skrive, er intakt. Så din smag er god nok til at fortælle dig, at det du laver er skuffende. Mange forfattere kommer ikke forbi den fase. De giver op.
Det er muligt at skrive sig igennem. Du skal skrive en masse digte. Give dig selv opgaver og deadlines. Det bedste er, hvis du skriver til noget – måske et tidsskrift- eller nogen du kender, som venter på at læse dine digte. Ved at skrive dig igennem, begynder du at fylde kløften ud, så dine digte kan nå dine ambitioner.
Inspireret af radioværten Ira Glass [YouTube] via kottke.org
Jeg var der ikke. Jeg har et billede af det. Så jeg har ikke været der, og det er ikke mit, men jeg kalder det ved navn, for at knytte mig til det. Jeg taler om det og oplever derved verden, der eksisterer uden at finde sted.
Jeg skriver tekster, historier, så hvorfor skulle jeg udføre handlingen selv: en virkelighed er bedre end en anden.
Jeg har heller ikke tænkt mig at gøre det. Jeg har tænkt mig at skrive det. Sådan vil jeg være tilstede, der hvor du er, hvor du hører mine ord. Sådan vil du ende med at gøre det, reproducere handlingen og derved lade den være sket.
Om det er i dit hoved eller i mine hænder er lige gyldigt. En virkelighed er ikke bedre end en anden.
Jeg var der ikke. Jeg har skrevet mig ud af situationen. Jeg ved godt hvad du taler om. Men vi tæller hver vores sekunder og fordobler handlingen i det uendelige, når vi husker historien igen.
En virkelighed afhænger ikke af en anden. En virkelighed afhænger af en anden.
Copenhagen International Poetryfestival 2011 er veloverstået. Den næste oplæsning bliver på Cafe Retro (Nørrebro) tirsdag den 17. maj . Her vil jeg genlæse teksterne fra torsdagen i Literaturhaus, hvilket betyder, at publikum vil se Inger Christensen cykle gennem cafeen, høre om Michael Laudrups tøven og gå med mig gennem Tripolis gader.
Det bliver i selskab med de andre dygtige forfattere Mikkel Peter Andersen, Mirian Due, Pernille Abd-El Dayem og Peter-Clement Woetmann.
“Denne bogs nødvendighed rummes i følgende betragtning: kærlighedens tale, dens diskurs, er idag en diskurs af yderste ensomhed. Den føres måske (hvem véd) af tusinder af subjekter, men den forsvares ikke af nogen; den er fuldkommen ladt i stikken af de tilgrænsende sprog, der enten ignorerer eller nedvurderer eller latterliggør den, afskåret som den er, ikke blot fra magten men også fra magtens mekanismer (/videnskab, teknik, kunst). Når en diskurs således ved egen kraft er drevet over i det utidssvarende, er fjernet fra enhver flokmentalitet, så er der ikke andet tilbage for den end at være stedet, så ubetydeligt det end er, for en bekræftelse. Denne bekræftelse er i grunden emnet for den bog der begynder nu.”
Hvilket anslag til en bog; et kapitel betitlet “nødvendigheden”. Lørdag nat stod jeg pludselig med Roland Barthes i hånden; med øjnene på en tilfældig side og læste et par linjer, der kun efterlod et ønske om mere.
Da Svend Gehrs sagde, “Nej han venter / det genialt det der”, så var det en finte udmålt i en målrettet tøven. Han navngav et talent “Laudrup”, men benævnte også den afventen, der holdt Michael på toppen uden at nå helt i mål.
At arbejde sig frem i forreste række, for så at stå stille et øjeblik, ikke for at være den første i lidt længere tid, men for at blive usynlig, gennemsigtig, ulæselig. At stå stille et sekund længere, se den anden gøre næste bevægelse, for så at træde ud og efterlade det tomrum som vedkommende er på vej ind i. Således afvise sin modstander.
Re:citat 