Tre noter til ‘Det litterære økosystem’

(Også) Idag føler jeg mig så kedeligt begrænset af mine evner til at gengive mit sprog, at udfolde min legesyge. At nedfælde et ord på papir eller taste det på en skærm føles en-dimensionelt, hvor meget er det egentlig forfatteren har flyttet sig siden den første lertavle blev indgraveret engang i Grækenland?

Andreas Pade gjorde mig for (mindst) et år siden opmærksom på Douglas Rushoff. En video jeg igen og igen vender tilbage til, der (ganske politisk) har titlen “Program or be programmed”.


 
Videoen starter, hvor Douglas Rushoff begynder at fortælle om mennesket, der får et alfabet med 22 bogstaver, så folket ikke er afhængige af præstens hieroglyf-læsning, hvordan trykkekunsten senere giver alle en mulighed for at kunne skrive og til sidst hvordan computeren giver folket mulighed for at programmere virkeligheden. Og så ellers – i mine øjne – ganske rigtigt påstår, at de nye muligheder medierne giver, kun gør os i stand til at efterleve, hvad det forrige medie lovede os: at trykkekunsten ikke gav os et samfund af forfattere, men et samfund af læsere med en lille elite af forfattere; at computeren ikke giver os et samfund af programmører, “men en nation af bloggere”.

MELLEMREGNING: Med en teknologi som computeren og internettet, der er lige så revolutionær som trykkekunsten, vil vi fortsat have en lille elite, som formår at udnytte mediet, mens resten af er et eller flere skridt efter.
 
 
*

DEMOKRATISERING af kunsten siden slutningen af 60erne har øget adgangen til kulturen, hvilket gælder for både den oplevende såvel som udøvende part. Demokratiseringen har samtidig betydet en

AFHIERARKISERING i kunstens verden, der (inden for litteraturen) betyder, at en forfatters legitimitet må finde fodfæste i andre værdier. Denne

LEGITIMITET har tidligere været understøttet og støttet økonomisk af institutioner, der idag genbesøger deres formålsparagraffer, fordi en større

FRAGMENTERING af samfundet er sket. Institutionerne er (i Danmark) støttet af Staten, der styres af regeringer, der lytter til en befolkning, der er mere og mere

INDIVIDUALISERET. Det interessante er, at denne

SELVBEVIDSTHED i befolkningen ikke nødvendigvis stiller spørgsmål ved forfatteren og vedkommendes rolle. Men

ANVENDELSEN og synligheden af litteraturen må forfatteren stille spørgsmål ved. Hvis den ikke har en almen samfundsmæssige funktion – eller ikke anerkendes som en sådan, så vil det før eller siden betyde noget for strukturerne i det eksisterende økosystem, fordi vurderingen må finde sted i en legitimitet.

MELLEMREGNING: For det vil ikke nødvendigvis komme til en konfrontation; forfatteren og litteraturen som vi kender den idag kan ende på et rangerspor, hvor opmærksomhed og midler bliver stadig mindre, mens oplevelse og anerkendelse af andre (ikke-lineære) fortælleformer øges, fordi de tilbyder publikum underholdning, visdom og erkendelsespotentialer, der matcher tid og sted.
 
 
*

HVORFOR skal en kritiker som Lars Bukdahl finde sig i at litteraturtidsskrifter modtager tidsskriftstøtte, når hans egen blog og brand har en (kvantitativ )større læserskare og opmærksomhed om litteraturen og kritikken?
Og ville vi få kritikere som Leonora Christina Skov eller Tue Andersen Nexø til at skabe sig en lignende synlig platform Online, for at få del i sådanne midler.

HVORFOR vil en produktiv forfatter som Caspar Eric Christensen nogensinde ønske sig at blive udgivet i en fysisk bog, hvor 200 kroner stiller sig i mellem boghandleren og læseren, hvis han kan stille sig op på et lille Vesterbro galleri og læse højt i 15 minutter og herefter ryge Gauloises og drikke Redbull med vodka med sine fans?
Groft sagt, så er honoraret fra det private forlag underordret, bogen ville blive udgivet med udsigt til adgang til statens kulturstøtte, der dog næppe dækker for en truende arbejdsløshed som akademiker.

HVORFOR skal man som læser af litteratur komme til et oplæsningsarrangement, hvor forfatteren får 4.000 kroner fra Statens Kunstfond for sine 15 minutters oplæsning, når Third Ear har et par kæpheste liggende i god kvalitet – når læseren har tid. Og HVOR LÆNGE kan det litterære kredsløb leve med, at Third Ear og deres slags falder uden for de almindelige støttemuligheder?
Kunne det skyldes, at ingen kan overskue konsekvenserne ved forandringerne. Kan de nye medier håndtere støtten [kunne de gamle?] – eller skyldes det holdningen, at der i det mindste tilfalder aktivt litteraturformidlende forfattere en økonomisk bonus, når befolkningen opdrages/ uddannes/ underholdes.

META: Det litterære økosystem er under forandring. Mit udgangspunkt er, at legitimiteten finder sit fodfæste i økonomiske og historiske strukturer. Når disse er under forvandling [første note], så skifter værdier og værdifordelingen [anden note], og en mellemregning er derfor, at der er forhold, der kunne ændres [denne tredje note].

MELLEMREGNING: De tre HVORFOR’er er stillet op som modpoler og er tænkte eksempler til at understrege en pointe, der fra min side egentlig ikke er et enten-eller. Det, jeg skriver er, at det litterære økosystem som vi kender det, er nødt til at forandre sig, hvis det vil tilbyde alle parter en tidssvarende struktur, en relevant opmærksomhed og en rimelig økonomi.
 
 

Reklamer

Udgivet af

Scherz

Født 1978. Bor i København V, Danmark.

4 meninger om “Tre noter til ‘Det litterære økosystem’”

  1. Hep, fine noter. Jeg er ikke enig i din indledende notes teknologiske determinisme. Det tog trods alt 300 år fra trykkunsten var opfundet til den bare nogenlunde havde gennemtrængt samfundet; for at det kunne ske skulle en hel lovgivning og en række institutioner lige struktureres (copyright, trykkelaug mm.). Trykkekunsten gav i øvrigt ikke alle muligheder for at skrive. Snarere satte den en cæsur imellem det at skrive og det at læse. Langt flere kunne læse end skrive i 1600- og 1700-tallet; meget, meget få kunne sætte en trykside.

    Mht. til støtte af kritikkens former, så har jeg jo faktisk haft en platform online, jeg lukkede den bare for nogle år siden. Det var der praktiske grunde til. Men du har sikkert ret, hvis nogle betalte mig for det, sådan at jeg ikke også skulle skrive alle muligt andre ting, så skrev jeg gerne på nettet hele dagen. Det er en fin, livlig form. Men jo ikke en, der erstatter de andre; de supplerer hinanden. Der er i øvrigt ikke nogen tidsskrifter, der får så meget statsstøtte at de ligefrem kan lønne deres redaktører, i al fald ikke som jeg kender til.

    Og hvem går til oplæsning kun for at høre oplæsningen? Ligesom museumsbesøg er oplæsningen en social begivenhed, der har kunsten som anledning. Og ingen erstatter jo turen til Louisiana med en tur i cyberspace.

    1. Hej Nexø, tak for dit svar.

      Det lader til at du er enig i min indledende note, for det er lige præcis Rushoffs påstand, at der var meget få der kunne skrive til trods for at vi havde fået trykkekunsten. Heraf ideen om at vi er bagefter mediets potentiale; at Onlines slet ikke udfyldes.

      Jeg vil gerne se Print og Online supplere hinanden. Og Online gerne mere end hvad Promenaden og Slagtryk står for indtil videre, selvom det er en god start.
      Det er korrekt, at tidsskriftsstøtten ikke er stor. Men et arbejdslegat til en forfatter på 50.000 / 100.000 er heller ikke en fuld årsløn. Så jeg synes stadig spørgsmålet er rimeligt: Hvad er et tidsskrift og hvilken rolle udfylder det? Og hvilken rolle udfylder andre i det litterære kredsløb og kan deres indsats og position forbedres?
      Hvad skal der til for at du, Nexø, igen får en Online platform. Altså bortset fra økonomi?

      Du har helt ret med hensyn til oplæsningen og det sociale element. Og der er flere argumenter end det. Men hvis jeg skal sige det mindre sort/hvidt, så synes vil jeg gerne fastholde et spørgsmål om den mundtlige fortællekultur og sproglige formidlingsform er dækket ind gennem oplæsningsarrangementer (i forskellige formater) alene.

      1. Hej – jeg fik formuleret mig uklart, for jeg er faktisk ikke enig i, at “trykkekunsten … giver alle en mulighed for at skrive”, og at problemet så bare er, at kun en elite griber den mulighed. Det er der flere grunde til.

        1) Principielt giver trykkekunsten ikke en eneste mulighed for at skrive, den giver nogle få mulighed for at sætte bogstaver og masseproducere trykark. Skrift og tryk er fundamentalt forskellige produktionsteknikker; en af forskellene er at det er meget billigere at masseproducere (men ikke at lave enkelteksemplarer) af en bog, når man trykker. For at denne masseproduktion skal have nogen “demokratisk” eller i al fald samfundsmæssig udbredelse, så kræver det et distributionsnet, som ret beset er uafhængigt af trykkunsten. De første bøger blev stadig transporteret fra by til by på oksekærre eller lignende.

        2) I praksis er trykkunsten et håndværk, som meget få faktisk specialiserede sig i – og hvis redskaber i øvrigt var voldsomt dyre. Trykkeren (og forlæggeren, men i det tidligt-moderne Europa var de to funktioner typisk et og den samme) fungerede derfor som en art sorteringsmekanisme: jeg trykker dette, jeg trykker ikke dette. Forfatterne skrev stadig i hånden, i øvrigt, de afleverede håndskrevne manus til trykkerne; det ændrer sig først, da skrivemaskinen vinder udbredelse i starten af det tyvende århundrede. (Jvf. Friedrich Kittler).

        3) Bog- og pamflettrykkenes distributionsnetværk var i langt højere grad præget af den (manglende) lov og orden i det tidligt-moderne Europa end af nogle iboende træk ved trykpressen som teknik. Hvilket også betyder: trykpressens samfundsmæssige betydning er ikke bare bestemt af trykpressen som teknik, men også af de samfund, den befinder sig i. Hvilket også betyder: der er ikke nogen grund til at tro, at kommunikationsteknologier af sig selv er demokratiserende eller det modsatte. Den samme teknik kan være begge dele; trykpressen kan bruges til at påtvinge alle borgere i et samfund den samme bog – biblen fx – og den kan bruges til at fostre en kritisk, demokratisk debat.

        Nu kan jeg boghistorien langt bedre end jeg kan de nye mediers historie og institutionelle struktur. Men lignende argumenter kan sikkert gennemføres i forbindelse med nettet. Hvem ejer fx den platform, det her skrives på? Jeg ved det ikke, måske gør du.

        Vh Tue

        1. Tak for uddybelsen. Jeg kan godt se, at min teknologideterminisme er for karikeret. Og den del af argumentet smuldrer derfor en anelse. For selvom trykkekunsten hjalp til øget uddannelse, så er det også her et spørgsmål om en gradvis ændring.

          Du skriver
          » Hvilket også betyder: der er ikke nogen grund til at tro, at kommunikationsteknologier af sig selv er demokratiserende eller det modsatte. Den samme teknik kan være begge dele; trykpressen kan bruges til at påtvinge alle borgere i et samfund den samme bog «

          Og det kan givetvis overføres til Online platformen. Også uden at man er besat af konspirationer. For rollen omkring ophævelsen af statslig censur tilbage i slutningen af 1700-tallet er ikke indeholdt i mit argument og burde ligesåvel vende tilbage i forhold til hvordan staten, markedet og civilsamfundet forsøger at kontrollere Online mediet. Wikileaks og Wikipedia på hver deres måde.

          Jeg synes dit spørgsmål peger hen mod en ny blogartikel, som jeg også godt kunne tænke mig at skrive. Ikke fordi jeg kender svaret, men fordi jeg interesserer mig for det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s