Daniel Dalgaard: Vi er ikke konger

En digter er en der fortæller, hvordan verden ser ud. Det tænker jeg, når jeg læser Daniel Dalgaard, der giver ting navne (“dit navn/ er penge”) og skaber omgivelserne (“jeg er/ belagt med bomber”) ved hjælp at sproget.

Sproget er et magtapparat, måske fordi sproget definere ét i forhold til noget andet. I digtet ‘16.01.’ står der, at “Det handler om at lukke / sproget ned som / epicenter for en magtudøvelse”, hvorefter der henvises til linjernes selvdestruktion som eneste løsning på “sprogets voldelige problem”. Hvilket er interessant, fordi det enten kan betyde, at linjerne slettes af forfatteren (forsvinder igen) og derved måske aldrig fandtes (jf det digt, jeg citerer til slut) eller at linjer den ene gang må indeholde en sandhed og gangen efter en anden, måske modstridende.
I det perspektiv vil jeg citere (og så må du selv associere videre i forhold til historie, fortælling, sandhed, etc):

“Det gælder om at se sig tilbage mens man kan,
inden blindheden finder sin vej,”
– fra ‘5.1.’ i “Budapest 2011 (dagbog)

Digtsamlingen “Vi er ikke konger” er inddelt i seks kapitler. Nogle af kapitlerne har mere med hinanden at gøre end andre, nogle bygger måske bro imellem, mens andre skal / kan læses alene. Indbyrdes er der stor forskel på form (længden på linjerne, tonefaldet, klarhed) og jeg finder også en variation over emnerne, der tages op.

Poesien består mest af det univers, der bygges op gennem prosaen, der er metaforer/ lignelser gennem “som” og jeg synes overordnet, at teksterne fungerer i deres flow og henvendelse. Til gengæld er jeg ikke altid helt klar på hvad der udsiges eller hvad jeg skal få ud af teksten i sidste ende. Det er ikke fordi den forekommer mig kryptisk, det er nok nærmere den afsøgende stil, hvor teksterne taler sig frem – modsat den type tekster (andre skriver), som er hugget ud af én sten. Alligevel sidder jeg ofte med en fornemmelse/ oplevelse efter at have læst en tekst, hvilket kan skyldes den billeddannelse, jeg i enkelte tilfælde udsættes for. Bedst er det, når de er i stil med:

Vi gik sammen over landskabet med hænderne i hver vores lommer, kokken ventede på os i døren da vi kom hjem. Så vender følelsen tilbage i de kolde fingre som en fortabt søn.

Ovenstående læsning tager måske lige lovlig meget afsæt i sproget som tema i forhold til teksternes andre emner: kærlighed, politik, identitet. Men læs selv digtsamlingen, drop anmeldelserne i Inf, Pol eller hvor de måtte være bragt pt. Her til slut et digt fra kapitlet “Arkitektur”:
 
 
TIL MIT FJERNE MENNESKE

Vi forventer os ingenting af hinanden
ud over det man ikke kan sige
så bliver sætningerne en udelukkelsesmetode
Det er der du bor
Det er sådan du er
et navn på vej til
ingenkanhuskedet. Der menes at være mere end det
Er vi dyr eller tanke
når vi går hver til sit? Der menes at være mere end det
Der menes at være mere end et fordækt spørgsmål
spækket med tvivlsomme definitioner
Nu sætter du spor i asfalten
fordi vores eneste tanke er
vi findes kun hvis vi bliver fundet
vi findes kun som andre udgaver af andre.
 
 
Daniel Dalgaard: Vi er ikke konger. Rosinante (2013)

Reklamer

Thomas Boberg: Hesteæderne

Vi har kun småt at tale om,
men alligevel kan vi ikke holde os
fra hinanden,
dér bag en container
i en nedlagt gymnastiksal
står to af de gamle travere
på skift
og gennempuler en af de helt nye
elever.
Hvorfor overhovedet gå i skole
når der knap kan være tale om en fremtid?
Forårsfernissen
gør mine tanker skinnende
på en måde
der netop nu i dag
får mig til at ønske den store vinter tilbage.

Hvilken virkelig oplevelse, der har givet Thomas Boberg inspiration til ovenstående tekst må stå hen i det uvisse. Men det bliver det i mine øjne ikke mindre interessant af.

Hesteæderne fra 2010 er fulgt op af Hesteæderne II som jeg endnu har til gode. Og mens jeg spørger mig selv hvem fanden skriver allegorier på versform, en samfundssatirisk skildring af sin samtid, så undrer jeg mig over hvorfor jeg i dette tilfælde synes så godt om denne lidt gammeldags måde at skrive på.

For selvom ovenstående tekst ikke kan stå alene som repræsentant for det gode værk, så udspiller der sig i teksten en dobbelthed, hvor Boberg både distancerer sig fra de andre (to af de gamle travere) og er en af dem (vi kan ikke holde os / fra hinanden), som går igen i resten af værket.
I bogen er hovedpersonen generelt frastødt af samfundet pga dets opløsning, der er personificeret i hesteæderne (nærmest benævnt som klasse i samfundet) og magthavernes (tilfældige og brutale) magtudøvelse, men han er samtidig selv en Hesteæder, der frasiger sig lighederne med sine medborgere, men ikke kan finde et nyt tilhørssted (“Jeg indså der kun var et/ og det var denne dag”).

Jeg genkender ovenstående tekst fra min gymnasietid, arbejdspladser, rygter fra andre studier og arbejdspladser. Det er nok til at jeg finder teksten interessant, når bogen generelt er så velformuleret, at flowet trækker mig gennem værket uden hensyntagen til de knubs hovedperson eller læser får undervejs.

Thomas Boberg fik i 2012 Det Danske Akademis Store pris. Pia Tafdrups tale for Thomas Boberg kan læses her: http://www.danskeakademi.dk/priser/visprismodtager.asp?u_id=238&id=14
Thomas Bobergs korte takketale kan læses på Promenaden: http://prmndn.dk/takketale/
 
 
Thomas Boberg: Hesteæderne. Gyldendal (2010)

Henning Christiansens Dagbog

Rulleteksterne efterlader
et ekko af nøgenskab
for noderne ligger så dybt
at der springer fisk ud af melodien
så dirigenten må trække sine ordre
tilbage, tilbage, tilbage.

2010 pistoler

2010 pistoler i min jakke
fra mit bryst
mod himlen, den fremmede

verden til forskel, et
kys på mine læber eller et
ord fra mine lungers rungende unger.


Dette er min tid, mit valg.

Jeg er nationens tag, min er magtens mave.

En tabt handske, en forloren ven,
en hjælp uden spørgsmål.

Sig mit navn og vær min gæst.

2011 pistoler i min jakke.

Uranium 238

Køerne på markerne kæmper mod rigets undertrykkende hånd,
der kræver respekt for sin menneskelighed.
Prisskiltet hænger blodigt fra din hals;
du har en forpligtelse
overfor hvert eneste offer
af dette blodbad gjort i vores navn.
Køerne i staldene kæmper for at modstå
nedslagtning, plyndring og voldtægt
fra det hvide etablissement,
men de er vores brødre og søstre
i kampen for en fredeligere verden.
Køerne på gaderne er uopløselige horder,
der forfølges af en ødelæggende magt
kontrolleret af kriminelle ledere
og overvåget af et korrupt diplomati.
I kærlighed til suverænitet og hævdvundne rettigheder
må vi aldrig opgive modstanden, men være tapre.
Køerne i butikkerne kæmper en ulige kamp,
hvor trøstesløsheden spreder sig som en kold ild
af børn der døde for ingenting;
de eneste der træffer et valg er dem,
der læser denne tekst til ende.