En digter er en der fortæller, hvordan verden ser ud. Det tænker jeg, når jeg læser Daniel Dalgaard, der giver ting navne (“dit navn/ er penge”) og skaber omgivelserne (“jeg er/ belagt med bomber”) ved hjælp at sproget.
Sproget er et magtapparat, måske fordi sproget definere ét i forhold til noget andet. I digtet ‘16.01.’ står der, at “Det handler om at lukke / sproget ned som / epicenter for en magtudøvelse”, hvorefter der henvises til linjernes selvdestruktion som eneste løsning på “sprogets voldelige problem”. Hvilket er interessant, fordi det enten kan betyde, at linjerne slettes af forfatteren (forsvinder igen) og derved måske aldrig fandtes (jf det digt, jeg citerer til slut) eller at linjer den ene gang må indeholde en sandhed og gangen efter en anden, måske modstridende.
I det perspektiv vil jeg citere (og så må du selv associere videre i forhold til historie, fortælling, sandhed, etc):
“Det gælder om at se sig tilbage mens man kan,
inden blindheden finder sin vej,”
– fra ‘5.1.’ i “Budapest 2011 (dagbog)
Digtsamlingen “Vi er ikke konger” er inddelt i seks kapitler. Nogle af kapitlerne har mere med hinanden at gøre end andre, nogle bygger måske bro imellem, mens andre skal / kan læses alene. Indbyrdes er der stor forskel på form (længden på linjerne, tonefaldet, klarhed) og jeg finder også en variation over emnerne, der tages op.
Poesien består mest af det univers, der bygges op gennem prosaen, der er metaforer/ lignelser gennem “som” og jeg synes overordnet, at teksterne fungerer i deres flow og henvendelse. Til gengæld er jeg ikke altid helt klar på hvad der udsiges eller hvad jeg skal få ud af teksten i sidste ende. Det er ikke fordi den forekommer mig kryptisk, det er nok nærmere den afsøgende stil, hvor teksterne taler sig frem – modsat den type tekster (andre skriver), som er hugget ud af én sten. Alligevel sidder jeg ofte med en fornemmelse/ oplevelse efter at have læst en tekst, hvilket kan skyldes den billeddannelse, jeg i enkelte tilfælde udsættes for. Bedst er det, når de er i stil med:
Vi gik sammen over landskabet med hænderne i hver vores lommer, kokken ventede på os i døren da vi kom hjem. Så vender følelsen tilbage i de kolde fingre som en fortabt søn.
Ovenstående læsning tager måske lige lovlig meget afsæt i sproget som tema i forhold til teksternes andre emner: kærlighed, politik, identitet. Men læs selv digtsamlingen, drop anmeldelserne i Inf, Pol eller hvor de måtte være bragt pt. Her til slut et digt fra kapitlet “Arkitektur”:
TIL MIT FJERNE MENNESKE
Vi forventer os ingenting af hinanden
ud over det man ikke kan sige
så bliver sætningerne en udelukkelsesmetode
Det er der du bor
Det er sådan du er
et navn på vej til
ingenkanhuskedet. Der menes at være mere end det
Er vi dyr eller tanke
når vi går hver til sit? Der menes at være mere end det
Der menes at være mere end et fordækt spørgsmål
spækket med tvivlsomme definitioner
Nu sætter du spor i asfalten
fordi vores eneste tanke er
vi findes kun hvis vi bliver fundet
vi findes kun som andre udgaver af andre.
Daniel Dalgaard: Vi er ikke konger. Rosinante (2013)
Re:citat 