Cecilie Lind: Ulven åd min eyeliner

Rolf Sparre Johansson har i et par år afholdt Under Oplæsning i Folkets hus. Et meget afslappet og generelt velbesøgt arrangement i den seneste tid. I forrige uge kom den første udgivelse fra det mikroforlag han netop har startet.

Når et upcoming band eller en forfatter hypes, bliver jeg ofte skeptisk. Er det virkelig så godt som alle går og siger? Og kan det virkelig bære al den opmærksomhed? Hvilket jo er en forkert måde at angribe tingene på (absolut, men ikke relativt). Jeg synes at have set Cecilie Linds navn nævnt flere steder. Eller også er det få? Uanset hvad, så var det med en vis skepsis at jeg åbnede nyudgivelsen. Jeg havde for en uge siden hørt Cecilie Linds oplæsning på Folkets hus og synes den var interessant, men måske lidt forfængelig og pæn i sin tilstedeværelse.

Men jeg tager fejl. Teksterne fortjener en nærlæsning og trykning er nøjagtig så sart som den skal være. Rolf har gjort dansk litteratur en tjeneste ved at starte sit mikroforlag op. Det er en glimrende udgivelse, en vovende skrift og gennemarbejdet tryk.


Her introduceres en fugl i strid med sit æble

endnu er grene til
rådighed
for
kolibrier
blafrer
for
meget
er dine ord
ikke andet end
spil med
frugt


Cecilie Linds “Ulven åd min eyeliner” er udgivet på forlaget Organiseret vold begået imod den almindelige tale.

Udsynet er ikke det samme som horisonten

Da jeg i slutningen af december startede Re:citat op var det et bevidst valg kun at lade den dreje sig om min skrift og min aktivitet omkring min skrift. Det var mit udsyn på det tidspunkt og gav god mening.

Men jeg har andre aktiviteter omkring litteraturen, som det seneste år er blusset op. Så meget at det giver mening at tale om, at det har indflydelse på min skrift og siger noget om min aktivitet omkring min skrift. Det gælder hvad jeg læser i bøger, primært digtsamlinger, tidsskrifter eller på blogs rundt omkring. Det gælder også hvad folk mener om litteraturen, kunsten og hvordan jeg stiller mig til den.

På mere end en måde giver det mening at udvide emnekredsen for hvad bloggen omfatter i det næste års tid. Men foreløbig er ovenstående alt hvad jeg vil løfte sløret. Så forvent indlæg, der ikke kun er digte, men også er om andres digte.

Se giraffen!

Se påfuglen. Se pingvinen.
Se uglen. Se chimpansen.
Se giraffen! Se giraffen!
Se pandaen. Se kænguruen.
Se kamelen. Se skorpionen.
Se giraffen! Se giraffen!
Se perlehønen. Se myreslugeren.
Se skildpadden. Se edderkoppen.
Se giraffen! Se giraffen!
Se elefanten i glashuset.
Se strudsen i busken.
Se giraffen! Se giraffen!
Se gnuen, den lugter.
Se ulven, det er en hun.
Se giraffen! Se giraffen!
Se billen på æslet.
Se tægen i bavianen
Se giraffen! Se giraffen!
Flod hesten. Sø løven.
Is bjørnen. Doven dyret.
Le muren! Le muren!
Rens dyret. Løv frøen.
Hug ormen. Kron tranen.
Se zebraen! Se zebraen!
Spids musen. Pind svinet.
Gek koen. Æg slangen.
Se giraffen! Se giraffen!

Konstantskrift (6)

På søndag den 14.11. står den for sjette gang i år på konstantskrift på Hvisskriftenstands… . 12 timer med den første (eller er det anden?) halvdel af Brdr. Woetmann som sammen skrev 24 timer tilbage i oktober 2004. Og herved bliver en ring sluttet.

(Hvis det ikke lige var fordi jeg havde fået en ideen til endnu en konstantskrift. En bonusudgave, som jeg ikke vil løfte sløret yderligere for lige nu, andet end at det bliver den 29.12.)

Lars-Emil har for mig altid stået for noget vildt, frit og sjovt. Senere har det smukke og saglige blandet sig uden at fratage Lars-Emil en identitet som noget helt særligt i (på) den danske litteratur(scene). Måske oplevede jeg Lars-Emil første gang til poetry slam? Måske var det først rigtigt i koordinat, at jeg lærte hans skrift at kende? Vi begejstres af nogle af de samme ting, men bevæger os alligevel på forskellige barrikader, fronter og tager forskellige afsæt. Og jeg glæder mig til at skrive mig ind i søndagen med netop Lars-Emil som den sidste i rækken.

Narkoman

en narkoman er ikke altid en narkoman

han kan være sulten og i så fald
er han en sulten mand,
han kan være blevet forladt af sin kæreste
og derfor være en ulykkelig mand

han kan lave mad, og da han har taget
en uddannelse kalder han sig kok,
han kan køre bil og kaldes derfor bilist
og dømmes efter færdselsreglerne

han er avislæser, socialdemokrat og
lytter til Springsteen, Dylan og R.E.M.

nogle gange går han på apoteket
for at købe hovedpinepiller

en narkoman er ikke altid en narkoman

Jeg går mod døden

Jeg går mod døden
med ryggen til mine forældre
min bror, min søster

jeg bærer ingen børn
jeg kender min forpligtelse
jeg venter ikke min fremtid

det går for langsomt,
der er for få der taler
der er for mange der taler
i munden på hinanden
kom hjem

til den hvide mand
jeg er den sidste hvide mand
med hatten i hånden

jeg står ved, står side om side
med tiden som jeg ser den

i Europa sætter vi tiden frem
og tilbage år efter år
og de undrer sig i Amerika
tænker, at vi gør det
for at opretholde murene omkring fortet

i Europa ansætter vi Indere
til at gøre det manuelle arbejde
og de undrer sig i Asien

Jesus var Guds kød og blod, vil vi
da hellere være den varme luft fra
Kong Fuzis bløde hat

i Europa
er den hvide mand begyndt at gå med hat
den skal han snart lægge foran sig
på fortovet ved siden af sin skygge

det kommer ikke til at regne med penge,
det bliver tørt som i Afrika
sulten bliver en sandstorm
der får håret til at falde af

der er ingen førstfødte
jeg er den sidstfødte

det er de mange stemmer
der holder lyset igang
mens mørket nærmer sig
som en skygge
der klæber til mine fødder
som den kiste jeg en dag
bliver begravet i

jeg står sider om sider.

En retning i din retning

Så sidder jeg igen alene med sproget
foran mig den hvide terror
og teen der trækker
den fattige aroma ud
af mine breve
er der et
jeg holder mest af,

Du sendte det for mange år siden
uden grund, troede jeg.

Nu lider jeg et knæk
som linjen her,
læs mine læber
smag spyttet fra tungens strandbanke
under solens strålende metafor,

Det er i dit smil, jeg finder mig selv
tilrette
det er teen, der trækker ud
ikke dig, ikke mig.

Den sorte te
og den røde læbestift
på dine læber,
og igår hans

Jeg må tage mig sammen
tænke på noget andet
end første person, anden person
vi er 6 milliarder mennesker i verden
hvis jeg ikke tæller kineserne med,

Du samler hænderne i et timeglas
for at få hold om dagene,
alt går gennem dig
dine spinkle fingre.

Jeg fortæller dig
at du dufter
af vanille, det
minder mig om at holde døden
i munden,

Helt stille som ænder
der fryser fast til søen
sovende,

Ænderne er på alles læber, jeg
holder vejret, takker for lån

og trækker jern ud af spyt
som salt lægger sig
i sø af usagte ord
jeg er tilbage i sproget; som
katten om den varme død, som
musen alene i verden.

Jeg er her, om jeg så skal dræbe

Det er en misforståelse at tale,
sproget vil fortsat eksisterer
når du vælger en anden vej ud,

Jeg er den sidste mand
der ikke siger noget,

Du står stille, men
vi står ved siden af dig og kigger
og forlader derfor aldrig
det sted, hvor du har lagt dig

Jeg drikker te med familien

der er ingen garvesyre i te,
bitterhed kommer af noget andet
jeg tidligere har smagt på
de sure skridt
ind i dagen og verden, nej
ikke idag, verden,
idag tager det ene sekund det andet
som var der ikke noget større i vente,
det skulle da lige være døden,

Jeg forsøger mig med tegnsprog
dropper synkronisering i tid
og lader nævnerne kæmpe,

Du sidder med hænderne
foldet i skødet
rejs dig før de fryser fast
som ænder i søen,

Med tommelen langs blindskriften
jeg siger dig:
der er spyt i kødet
som løn i arbejde,
det hænger sammen, men
blander sig kun i termer
jeg ikke kan se.

Jeg har pantsat min arbejdskraft
i kontrakten indgår
jeg ikke,

Der er for mange mennesker der taler,
jeg er klar til at opgive min tekst
for dig
lade din krop være
mit sprog din
sjæl den grammatik
jeg retter mig ud efter,

Jeg sidder her med
sproget i mine
hænder for munden.

Du er ikke min kvinde,
jeg kender dig alt for godt
til at vide det er sandt,
dine ord
er ikke hvad de har været
det er som om du gemmer dig
bag et træ,

du får det hele til at forsvinde,
det er dit sprog
der lægger sig i mine hænder,

Jeg placerer min håndflade
på din kind og skriver
historie
det er latterligt,

Du kender mig
som det spøgelse
der finder dig i drømmene
og sætter hastigheden op.

Teblade bliver liggende
i det friske vand,

Dine hænder ligger på bordet
som ænderne fryser fast i søen
mens de sover, mens du
endnu ikke er vågnet,

Stemmebåndet er den indre
filmstrimmel,
men hvad betyder det,
hvad betyder det at
dit navn står skrevet her,

Det har altid været dit

lige siden du fandt sproget
i din hule hånd
har du flaget
holdt hovedet højt og
munden på vid gab med
en cigaret mellem tænderne
og en finger i min retning
i alle retninger
hvis du selv skal sige det,

Du har skåret hjørner
for at vise mere af verden,
men en tunnel er stadig en tunnel
og mit hjerte er stadig dit,

Og det er altid dér
mine læber står stille
og jeg glider væk fra den hvide terror.

Jeg ser mennesker stavet helt forkert,
er kneppet begsort bag øjnene
og hallucinationerne er det eneste,
der holder mig fra ensomheden,

Jeg skriver for at lytte
til min egenstemme,
at være et
spejl i et spejl
en retning
i alle dine retninger.