Cecilie Lind: Ulven åd min eyeliner

Rolf Sparre Johansson har i et par år afholdt Under Oplæsning i Folkets hus. Et meget afslappet og generelt velbesøgt arrangement i den seneste tid. I forrige uge kom den første udgivelse fra det mikroforlag han netop har startet.

Når et upcoming band eller en forfatter hypes, bliver jeg ofte skeptisk. Er det virkelig så godt som alle går og siger? Og kan det virkelig bære al den opmærksomhed? Hvilket jo er en forkert måde at angribe tingene på (absolut, men ikke relativt). Jeg synes at have set Cecilie Linds navn nævnt flere steder. Eller også er det få? Uanset hvad, så var det med en vis skepsis at jeg åbnede nyudgivelsen. Jeg havde for en uge siden hørt Cecilie Linds oplæsning på Folkets hus og synes den var interessant, men måske lidt forfængelig og pæn i sin tilstedeværelse.

Men jeg tager fejl. Teksterne fortjener en nærlæsning og trykning er nøjagtig så sart som den skal være. Rolf har gjort dansk litteratur en tjeneste ved at starte sit mikroforlag op. Det er en glimrende udgivelse, en vovende skrift og gennemarbejdet tryk.


Her introduceres en fugl i strid med sit æble

endnu er grene til
rådighed
for
kolibrier
blafrer
for
meget
er dine ord
ikke andet end
spil med
frugt


Cecilie Linds “Ulven åd min eyeliner” er udgivet på forlaget Organiseret vold begået imod den almindelige tale.

Udsynet er ikke det samme som horisonten

Da jeg i slutningen af december startede Re:citat op var det et bevidst valg kun at lade den dreje sig om min skrift og min aktivitet omkring min skrift. Det var mit udsyn på det tidspunkt og gav god mening.

Men jeg har andre aktiviteter omkring litteraturen, som det seneste år er blusset op. Så meget at det giver mening at tale om, at det har indflydelse på min skrift og siger noget om min aktivitet omkring min skrift. Det gælder hvad jeg læser i bøger, primært digtsamlinger, tidsskrifter eller på blogs rundt omkring. Det gælder også hvad folk mener om litteraturen, kunsten og hvordan jeg stiller mig til den.

På mere end en måde giver det mening at udvide emnekredsen for hvad bloggen omfatter i det næste års tid. Men foreløbig er ovenstående alt hvad jeg vil løfte sløret. Så forvent indlæg, der ikke kun er digte, men også er om andres digte.

Se giraffen!

Se påfuglen. Se pingvinen.
Se uglen. Se chimpansen.
Se giraffen! Se giraffen!
Se pandaen. Se kænguruen.
Se kamelen. Se skorpionen.
Se giraffen! Se giraffen!
Se perlehønen. Se myreslugeren.
Se skildpadden. Se edderkoppen.
Se giraffen! Se giraffen!
Se elefanten i glashuset.
Se strudsen i busken.
Se giraffen! Se giraffen!
Se gnuen, den lugter.
Se ulven, det er en hun.
Se giraffen! Se giraffen!
Se billen på æslet.
Se tægen i bavianen
Se giraffen! Se giraffen!
Flod hesten. Sø løven.
Is bjørnen. Doven dyret.
Le muren! Le muren!
Rens dyret. Løv frøen.
Hug ormen. Kron tranen.
Se zebraen! Se zebraen!
Spids musen. Pind svinet.
Gek koen. Æg slangen.
Se giraffen! Se giraffen!

Konstantskrift (6)

På søndag den 14.11. står den for sjette gang i år på konstantskrift på Hvisskriftenstands… . 12 timer med den første (eller er det anden?) halvdel af Brdr. Woetmann som sammen skrev 24 timer tilbage i oktober 2004. Og herved bliver en ring sluttet.

(Hvis det ikke lige var fordi jeg havde fået en ideen til endnu en konstantskrift. En bonusudgave, som jeg ikke vil løfte sløret yderligere for lige nu, andet end at det bliver den 29.12.)

Lars-Emil har for mig altid stået for noget vildt, frit og sjovt. Senere har det smukke og saglige blandet sig uden at fratage Lars-Emil en identitet som noget helt særligt i (på) den danske litteratur(scene). Måske oplevede jeg Lars-Emil første gang til poetry slam? Måske var det først rigtigt i koordinat, at jeg lærte hans skrift at kende? Vi begejstres af nogle af de samme ting, men bevæger os alligevel på forskellige barrikader, fronter og tager forskellige afsæt. Og jeg glæder mig til at skrive mig ind i søndagen med netop Lars-Emil som den sidste i rækken.

Narkoman

en narkoman er ikke altid en narkoman

han kan være sulten og i så fald
er han en sulten mand,
han kan være blevet forladt af sin kæreste
og derfor være en ulykkelig mand

han kan lave mad, og da han har taget
en uddannelse kalder han sig kok,
han kan køre bil og kaldes derfor bilist
og dømmes efter færdselsreglerne

han er avislæser, socialdemokrat og
lytter til Springsteen, Dylan og R.E.M.

nogle gange går han på apoteket
for at købe hovedpinepiller

en narkoman er ikke altid en narkoman

Jeg går mod døden

Jeg går mod døden
med ryggen til mine forældre
min bror, min søster

jeg bærer ingen børn
jeg kender min forpligtelse
jeg venter ikke min fremtid

det går for langsomt,
der er for få der taler
der er for mange der taler
i munden på hinanden
kom hjem

til den hvide mand
jeg er den sidste hvide mand
med hatten i hånden

jeg står ved, står side om side
med tiden som jeg ser den

i Europa sætter vi tiden frem
og tilbage år efter år
og de undrer sig i Amerika
tænker, at vi gør det
for at opretholde murene omkring fortet

i Europa ansætter vi Indere
til at gøre det manuelle arbejde
og de undrer sig i Asien

Jesus var Guds kød og blod, vil vi
da hellere være den varme luft fra
Kong Fuzis bløde hat

i Europa
er den hvide mand begyndt at gå med hat
den skal han snart lægge foran sig
på fortovet ved siden af sin skygge

det kommer ikke til at regne med penge,
det bliver tørt som i Afrika
sulten bliver en sandstorm
der får håret til at falde af

der er ingen førstfødte
jeg er den sidstfødte

det er de mange stemmer
der holder lyset igang
mens mørket nærmer sig
som en skygge
der klæber til mine fødder
som den kiste jeg en dag
bliver begravet i

jeg står sider om sider.