Cecilie Lolk Hjort: Paranoiadigt

“Angst er blot et andet ord for brandøvelse”. “Paranoia er blot et andet ord for sikkerhedssele”. Og sådan trækker udgivelsen paranoiadigt dig ind i mørket, ind til angst, selvdestruktion og paranoia. Holder du andre på afstand? Ved du hvad der sker om lidt? Har du allerede forudset alle potentielle ulykker?

Idag udkommer Cecilie Lolk Hjorts bogobjekt “Paranoiadigt” på Weltscherz. Værket er formgivet som et bogobjekt, der består af en æske med en tekst klippet op i enkelte linjer. Inde i æsken findes et link til en hjemmeside, hvor der er adgang til teksten i sin helhed, en video og lydfil med oplæsning og en tekstgenerator, der vælger tilfældige linjer fra digtet.

Værket koster 75 kroner og du sparer porto frem til jul, så står du og mangler en mandelgave eller adventsgade, så skriv til mig eller gå i Møllegades boghandel eller Korridor.

Udgivelsen var oprindeligt et ønske fra mig til Cecilie om at lave et værk, hvor hun skrev en monolog om angst uden at knytte negativt ladede ord til det og fremførte den på video. Æsken er Cecilies udvidede fortolkning og du kan vælge mellem syv farver til dit eksemplar.

Cecilie Lolk Hjort har udgivelser på Forlaget Spring, Forlaget Nulpunkt og i diverse tidsskrifter og antologier. I efteråret 2013 har hun optrådt som hovednavn på Vild med Ord i Århus og på Slagtryk Festival med en oplæsningsperformance.

Paranoiadigt er Weltscherz syvende udgivelse i 2013. Til næste år venter en poetisk kortfilm og lydpoesi på vinyl. Det glæder jeg mig også til, men i første omgang er jeg stolt over at have udgivet Cecilie Lolk Hjort første digtsamling, der ovenikøbet er formgivet så fint og originalt.

Cecilie Lolk Hjort: Paranoiadigt. Weltscherz (2013)

PS: følg LIVE STREAM fra release i aften på http://weltscherz.dk/cecilielolkhjort/
 

Reklamer

Mia Degner: En lodret drøm

Der bliver kneppet “Dit køkkenbord op ad / væggen i gangen i / sengen bagefter” og hun forlader en lejlighed en tidlig morgen efter en bytur “og man vågner en morgen og alverdens / øjenvipper hænger en om / kinderne (…)” og bogen kredser om hud og dig, angsten og om accepten fra et andet menneske for selv at kunne være et menneske, tilstede.

Når jeg læser udgivelsen fornemmer jeg, at jeg’et er på et udsat sted. Men omvendt er jeg i tvivl om der er så meget på spil overfor f.eks. læseren. Selv skriver Mia Degner et sted “og så er der alligevel grænser for / hvor meget du kan tabe / jeg har allerede tabt det hele / for dig”, hvilket er et typisk linjeknæk ‘I en lodret drøm’.

Mia Degner har en forkærlighed for at omskrive talemåder og ordsprog. Det er mere stilfærdigt end hos Ursula Andkjær Olsen. Og det er tilpas skåret, så det ikke fremstår plat. F.eks. læser jeg hendes brug af åen i en kontekst af “der skal løbe meget vand i en å før den er fuld” og “gå ikke over åen efter vand”.
Der er en stor følsomhed i digtene, de indeholder håb, længsel, inderlighed såvel som ængstelse, undskyldninger og ensomhed. Jeg synes digtene balancerer fint frem og tilbage mellem drømmen om at være sammen og så erkendelsen af at drømmen blot er en illusion, en lodret løgn.

Altså er det endnu en historie om ulykkelig kærlighed, men med den behandling Mia Degner giver de vante gloser vil jeg mene, at ‘En lodret drøm’ på den ene side læner sig op ad en tradition – samtidig med at udgivelsen bliver hendes eget gyldige udsagn.

Det første digt i Slagtryks publicering af Mia Degner er blandt mine favoritter fra bogen, fordi det sprudler og bamler og afklæder en fremtid, der ikke er.
http://www.slagtryk.dk/2011/12/mia-degner-uddrag-fra-en-lodret-drom/

Mia Degner: En lodret Drøm. Gyldendal (2012)

Pablo Llambías: Monte Lema

Jeg tilgiver, at Monte Lema er udgivet. Det er en dårlig bog, som i forsøget på at arbejde med det grimme og ufærdige i litteraturen og sige det sande fremfor at ligne litteratur ender med at ligne litteratur og blegne i sine egne udsagn om hvad der er god litteratur.

Udgivelsen er delt i tre, hvor den første del (Poetik) og sidste del (L) har det med at blande sig med det midterste stykke (Angst), men ikke med hinanden. Pablo Llambías lægger mange tråde ud i Monte Lema, og de mange tråde er både selvrefleksion over teksten og samtale med litteraturhistorien, forstået som andre værker og forfatterskaber, såvel som begribelse af genrekonventioner. I bogen henvises blandt andet til centrallyrikken, dagbogsformen og selvbiografien, måske i et forsøg på at definere sig selv. Og “teknikken” afsløres også tidligt i en formel beskrivelse.

Og på den måde ligner det litteratur og går måske imod hans oprindelige intension. Det ved han godt og omtaler det – måske som et forsvar, for at kommer et evt. angreb i møde. Lad mig først citerer en kritik, han fremfører i ‘Unge, der forveksler det, de føler bruse i deres bryst’

Unge, der forveksler det, de føler
bruse i deres bryst, med anledning til
tekst. Jeg var anfægtet, altså tekst. Det
kommer til at handle om anfægtel-

sen og ikke teksten. Teksten er et
redskab til at formidle anfægtel-
sen. Det giver en dårlig tekst. Teksten
kommer til at handle om teksten selv.

Teksten er skrevet med henblik på at
være tekst. Anfægtelsen er set som et
redskab til at frembringe en tekst. Det hele
handler om at producere. Der er
ikke nogen gedigen anledning til at
skrive. Skrivningen har sig selv som mål.

Et par sider længere henne bemærker han, at hans egen tekst befinder sig i samme felt. Han skriver i ‘Der er noget, der siger mig’ følgende: “Se, siger denne tekst, / her er det, at den er så rædselsfuld,/ så selvoptaget og så dårlig, som den/ er. Her kan man sætte fingeren på det.”

Men denne refleksion (eller undskyldning) redder bare ikke rigtig teksten fra dens dårligdom. På samme måde er der en metarefleksion i Angst afsnittet (i teksten ‘Tænk sig, at jeg har troet, der var noget ved denne sygdomsdagbog’), hvor han skriver:

(…) Frygtindgydende at
tænke på, at jeg på et tidspunkt og

i flere omgange troede på, at der var
noget som helst ved dét, at de var udformede
som sonetter. Som Ezra Pound siger, bliver
teksten ikke et hak bedre af at blive
arrangeret på flatterende måder.
Heller ikke denne sidste linje.

Og selvom jeg smiler over den sidste linje, så redder det ikke teksten – eller udgivelsen for den sags skyld.

Jeg accepterer, at Monte Lema er udgivet. Udgangspunktet og resultatet har været planlagt fra starten. Llambías skriver f.eks. i ‘Han vil være alt for rædselsslagen’:

Litteratur handler ikke om at få fine
stjerner i aviserne eller klap-
salver. Litteratur er ikke bange for at
få smuds på hænderne og stå alene,
mens alle andre peger fingre ad den.

Det er for mig et interessant og sympatisk udsagn. Men betyder det, at Monte Lema lever op til sine egne udsagn eller formål? Og egentlig er det også fint nok med al den tvivl og ærlighed. Llambías skriver blandt andet i teksten ‘Det der gør, at det i Niels Franks tilfælde bliver litteratur’, at “Man føler sig i godt selskab med hans tekster, hans charmerende frem og tilbage, hans tvivl.” Ikke af samme årsager, men dog alligevel har jeg følt, at Llambías stemme var nærværende og insisterende i og på sin form, at jeg har læst videre.
Jeg har det måske på samme måde som Karin, når hun i sine noter til læsningen af Monte Lema skriver “Bogens mere og mere decentrale struktur påvirker læserens dømmekraft og manipulerer ham følelsesmæssigt. Som tekstmængden vokser, opdager jeg at jeg bliver mere tolerant over for indholdet.” og videre “(…) informationsmængden akkumulerer, så man begynder i stedet at holde af denne tekst, at gå med på dens præmisser, det bliver man nødt til. Det er det, der forekommer at være denne tekst formål, at undvige dommen og nå hen til accepten, denne bog vil accepteres (…)”

Men det hele ender med at traske rundt i sig selv, blive selvudleverende uden at pirre til noget.

For mig stiller Monte Lema ikke spørgsmål ved den litterære kvalitet og hvordan det bedømmes, hvad der er litteratur og hvad der ikke er. Monte Lema er en dårlig samling sonetter, uanset hvem der har skrevet dem. Det er en dagbog sat op i sonetform (uden at følge specielt mange af de traditionelle regler), hvor et sygdomsforløb (uden begyndelse og slutning) er omdrejningspunktet for at skrive tekst. Sygdomsforløbet er trættende og ikke særlig originalt eller spændende fortalt. Kærlighedsforholdet til L ligeledes. Og Poetikken bliver ikke rigtig til at andet end noter, som man kan forholde sig til eller lade være. Nogle forfatterskoleansøgere skal nok blive provokeret og hvad så?

Endelig har jeg et behov for at stille spørgsmål ved bogens ærlighed, fordi den udfordres i titeldigtet. For bliver udfordringen så samtidig en sovepude, en tilpansring, der beskytter mod eventuel kritik? Han starter, “På Monte Lema så jeg ud over / bjergene sammen med min søn. Eller rettere / vi stod ikke sammen (…)” og hen mod slutningen skriver han “Ikke på noget tidspunkt stod vi sammen og / kiggede ud over bjergene, men sådan / vil jeg huske det. (…)”

Siger Llambías her, at sandheden ikke som sådan er sandheden, men blot sådan som Llambías husker det? At fiktionen hele tiden er et grundelement for Monte Lema, som ved alle andre skønlitterære udgivelser? Det svarer lidt til at læse en bog, hvor hovedpersonen til sidst vågner, fordi det hele alligevel bare var en drøm. Øv.

 
Pablo Llambías: Monte Lema. Gyldendal, 2011.

Jeg gør det af kærlighed

Stop gensidig forståelse
og tolerance
– giv tilbage

Stop med at lytte
mine ører er store nok til os begge

Stop den respektfulde
dialog
vend tilbage til den klassiske nævekamp

Stop

Jeg gør det af kærlighed

Jeg gør det af kærlighed
til tidligere generationer

mine bedsteforældre
mine urgrand tiptop
oldefjolde forældre

men jeg gør det ikke af
kærlighed til mig selv

jeg gør det af angst
for at mislykkes

angsten for at forsvinde
for ikke at slå til
igennem
den mur af forventninger
og forvandlinger

jeg gør det af kærlighed
til mine børn
og deres børn

jeg gør det af kærlighed
til frihed

hvert valg er
et modargument
jeg gør det af kærlighed
til broderskab

hvert menneske er
en billet hjem
jeg gør det af kærlighed
til kapitalisme

hver mønt er en
bombe i turbanen
jeg gør det af kærlighed
til hastighed

hver håndsrækning er
en afstand for meget
jeg gør det af kærlighed
og retten til at være bedst

hver sejr er en
befrielse fra håbet
jeg gør det af kærlighed
til skovene

hvert træ er et
råb mod skyerne
jeg gør det af kærlighed
til byerne

hvert hus er et
træ uden rødder
jeg gør det af kærlighed
til himlen

hver sky er et signal
til dig
jeg gør det af kærlighed

Angst

Tigerne hurtigere og hurtigere
omkring sig selv
frygten i mit spejl og mit lys

tigerne travle
som min angst
bliver større og større
bliver de hurtigere og hurtigere

indtil de smelter til smør
og jeg glemmer
hvor store tigrene egentlig var

* Ophav til metaforen er Asbjørn Auring Grimm, Osborne december 2009.