Kigger jeg mig selv i søen
taber jeg ansigtet,
er det smagen af regn
er det smagen
af jorden der er fortyndet
Jeg smiler og lader vandet
tage plads i min mund
uden at synke
Alt jeg ville var at få vand under huden
jeg er ingen når det er slut.
I dag skriver jeg konstantskrift i 12 timer for 7. ende gang i år. Så mange bliver det ikke til næste år, hvis overhovedet. Hvorvidt de forrige seks og nu denne syvende skal gennem en redigering har jeg ikke besluttet mig for. Der findes helt sikkert nogle perler imellem, men på den anden side er der noget over nuet. Det produktive element og tilstedeværelsen mens det sker. Det er et tog der kører, og når det er nået i mål, er der ikke så meget ved at stige ombord.
I dag er alle inviteret til at deltage i konstantskriften. Og jeg håber jeg bliver skrevet ned, at der er så stor produktivitet at mine bidrag forsvinder. Jeg kan kun håbe. Og ellers må jeg sidde og svede for mig selv. Bliver det et elfenbenstårn eller en polyfonisk tekst?
Kig forbi fra klokken 14:00. Vi skriver til citatet “Videnskaben kender ikke sin gæld til fantasien” og de tekster, der bliver lagt op undervejs.
http://hvisskriftenstandserhardenikkevaerether.wordpress.com/
På mange måder stritter Antologi 2010, som så mange andre antologier. Forfatterne er ikke en homogen gruppe. Men den er godt sat sammen, godt kurateret af Helle Eeg og Lars-Emil Woetmann og de har haft et fantastisk materiale at arbejde med. Og derfor virker den på mange måde så komplet og sammenhængende alligevel.
I forordet kipper redaktionen på hatten for antologierne i det forrige århundrede og det er ikke for meget at drage paralleller til “Eksempler 1968”. Mange af de forfattere jeg læser i Antologien er så hamrende dygtige og de vil også om 10, 20 og 50 år blive læst på samme måde som forfatterne i “Eksempler”.
“Flyt jeg, forbilleder / I har stillet jer der hvor jeg skulle stå” ~Theis Ørntoft.
Lars Bukdahl kommenterede udgivelsen i Weekendavisen og spørger på sin blog, hvorfor Antologien bestod af nyt materiale fra forfatterne i stedet for at lave en samling af deres bedste. Men hvad nu hvis det er deres bedste tekster? For mig er forfatterne i sig selv et opsamlingsheat. Og deres antal værker taget i betragtning er det måske meget naturligt at fortsætte skriften i stedet for at dvæle?
“Jeg bevæger mig i et spejl, der ikke vil tage ende.” ~Zoltan Ará
Tue Andersen Nexø fremhæver i Information de kvindelige bidrag med trodsige kroppe og begær. Men jeg må indrømme, at jeg læser noget andet. Det er ikke selve den seksuelle akt, der er mest interessant. Er det ikke langt mere et spørgsmål om en identitet, der naturligt favner livets tilværelse; mødet med sig selv og andre?
“(…) nå, men herren tyggede på tyggegummi, og jeg kom til at tænke på, om mit savl mon stadig figurerede i hans system, hvor længe man i det hele taget kan forvente der går, før fremmede kropsvæsker er endeligt udskilt, om de løber lige igennem, eller om de blandes med det, der var i forvejen (…)” ~Asta Olivia Nordenhof
I virkeligheden har jeg lyst til at citere nærmest samtlige bidragsydere fra Antologien. Det gør jeg ikke. Men her et par linjer fra Sigurd Buch Kristensen:
Jeg læser sabotage (fra 2010) af Janus
Kodal, hvor sætningen, En sol der gør
alt omkring sig okkult, bliver ved med at jage
gennem min krop, som en fisk i havet, ja-
ger føde, ikke i, men gennem et massivt,
totalt eller fuldstændigt uoverskueligt felt.
Forbindelserne mellem tanke og krop
synes uendelige.
Antologi 2010 er netop kommet i andet oplag og kan bestilles på Kronstorks hjemmeside for 150 kroner. Min varmeste anbefaling.
Disclaimer: Jeg drikker øl med den ene redaktør og kender flere af bidragsydere privat.
Jeg skriver om havet
fordi jeg ikke kan svømme
i dine våde øjne
papirbåden flyder langs æbletræer
der skyder fra dine kinder
jeg kan ikke skrive om fuglene
uden de begynder at hakke på mig
jeg kan ikke sove
men det er et andet digt
En af mine første interessante oplevelser med litteratur i år var til oplæsning ved “Litterær Gestaltning” (Göteborg) i kælderen på Literaturhaus. Ida Marie Hede læste op af ‘Seancer’ og jeg fandt straks interesse for de markante tekster. Hvor var Højholt? En ung kvinde stod og læste højt af tekster fyldt med humor og intertekstualitet, der fik teksten til at lave forsvindingsnumre og litteraturhistorien til at hoppe i ormehuller.
Da jeg kom hjem bestilte jeg straks ‘Seancer’ fra Anblik. Og da Anblik fornyligt lukkede købte jeg et ekstra eksemplar. Man ved jo aldrig hvem der kan få glæde af netop denne interessante debut.
Jeg synes teksterne indeholder det jeg er så glad for hos David Lynch, Douglas Coupland, Per Højholt og Birgit Munch. Hver især deres kvaliteter. Skønheden ved det øde og forladte hos Lynch og Coupland samtidig med det velfortalte – og Højholt (Auricula!) og Munchs komplekse tankerækker og magiske skrift.
Billeder som “endnu varm af udstødningen fra forsvundne firmabiler” og “Ved middagstid falder solen ind over køkkenbordet som loddeting” er vand på min mølle. Og bogen er spækket med fortættet prosa. Ida Marie Hede har et kæmpe ordforråd og beskriver ofte detaljeret og sensitivt.
Et citat fra teksten Omstillingsdamen.
Udenfor er prærielandet sat i ramme af køkkenvinduet. Vinduet sidder i væggen, som om det er et billede, som om det er et forstørret postkort. Dét postkort er engang blevet sendt til Brendas forfærdre og har hængt det samme sted i hundrede år. Frelseren på krucifikset hænger målløs på væggen, flugter med postkortet.
På den anden side af vinduet, forbi horisontlinjen: tildækkede spor fra kreperede totemdyr.
Opløste bålpladser og kranieskaller.
Hamret hårdt ned i jorden: dugfriske telefonpæle og grænseskilte.
Brenda ryster svende af ansigtet. Hun strækker sin arm efter husmoderkampen. Den bliver presset ud ad vinduesrammen, som ud gennem en revne i postkortet: Armen snor sig som en telefontråd, slynger sig rundt om tilfældige telefonpæle langt væk: Wyoming, Texas, Ohio.
Sludderet på bagsiden af postkortet klæber fast til armens hud. Ordene løber i tomgang ud af landskabet. Det summer halvkvædet fra hele USA.
Alt det jeg oplever i søvnens lille løgn. Et puslespil af begivenheder at vælge imellem. Alle brikker hænger sammen, men billedet skal man selv forestille sig.
Om lidt lukker hukommelsen i som en blomst. Billedet kan jeg ikke overskue på en gang. Det er som at sige to ord samtidig.
Her er jeg uden at være i tvivl. Jeg kender ikke præmissen. Så tæt på døden og så langt mere hypervirkelig. Min egen fordobling af ingenting i ingenting.
Re:citat 