Uden titel

Kigger jeg mig selv i søen
taber jeg ansigtet,
er det smagen af regn
er det smagen
af jorden der er fortyndet

Jeg smiler og lader vandet
tage plads i min mund
uden at synke

Alt jeg ville var at få vand under huden
jeg er ingen når det er slut.

Reklamer

Konstantskrift (7)

I dag skriver jeg konstantskrift i 12 timer for 7. ende gang i år. Så mange bliver det ikke til næste år, hvis overhovedet. Hvorvidt de forrige seks og nu denne syvende skal gennem en redigering har jeg ikke besluttet mig for. Der findes helt sikkert nogle perler imellem, men på den anden side er der noget over nuet. Det produktive element og tilstedeværelsen mens det sker. Det er et tog der kører, og når det er nået i mål, er der ikke så meget ved at stige ombord.

I dag er alle inviteret til at deltage i konstantskriften. Og jeg håber jeg bliver skrevet ned, at der er så stor produktivitet at mine bidrag forsvinder. Jeg kan kun håbe. Og ellers må jeg sidde og svede for mig selv. Bliver det et elfenbenstårn eller en polyfonisk tekst?

Kig forbi fra klokken 14:00. Vi skriver til citatet “Videnskaben kender ikke sin gæld til fantasien” og de tekster, der bliver lagt op undervejs.
http://hvisskriftenstandserhardenikkevaerether.wordpress.com/

Kronstork: Antologi 2010

På mange måder stritter Antologi 2010, som så mange andre antologier. Forfatterne er ikke en homogen gruppe. Men den er godt sat sammen, godt kurateret af Helle Eeg og Lars-Emil Woetmann og de har haft et fantastisk materiale at arbejde med. Og derfor virker den på mange måde så komplet og sammenhængende alligevel.

I forordet kipper redaktionen på hatten for antologierne i det forrige århundrede og det er ikke for meget at drage paralleller til “Eksempler 1968”. Mange af de forfattere jeg læser i Antologien er så hamrende dygtige og de vil også om 10, 20 og 50 år blive læst på samme måde som forfatterne i “Eksempler”.

“Flyt jeg, forbilleder / I har stillet jer der hvor jeg skulle stå” ~Theis Ørntoft.

Lars Bukdahl kommenterede udgivelsen i Weekendavisen og spørger på sin blog, hvorfor Antologien bestod af nyt materiale fra forfatterne i stedet for at lave en samling af deres bedste. Men hvad nu hvis det er deres bedste tekster? For mig er forfatterne i sig selv et opsamlingsheat. Og deres antal værker taget i betragtning er det måske meget naturligt at fortsætte skriften i stedet for at dvæle?

“Jeg bevæger mig i et spejl, der ikke vil tage ende.” ~Zoltan Ará

Tue Andersen Nexø fremhæver i Information de kvindelige bidrag med trodsige kroppe og begær. Men jeg må indrømme, at jeg læser noget andet. Det er ikke selve den seksuelle akt, der er mest interessant. Er det ikke langt mere et spørgsmål om en identitet, der naturligt favner livets tilværelse; mødet med sig selv og andre?

“(…) nå, men herren tyggede på tyggegummi, og jeg kom til at tænke på, om mit savl mon stadig figurerede i hans system, hvor længe man i det hele taget kan forvente der går, før fremmede kropsvæsker er endeligt udskilt, om de løber lige igennem, eller om de blandes med det, der var i forvejen (…)” ~Asta Olivia Nordenhof

I virkeligheden har jeg lyst til at citere nærmest samtlige bidragsydere fra Antologien. Det gør jeg ikke. Men her et par linjer fra Sigurd Buch Kristensen:

Jeg læser sabotage (fra 2010) af Janus
Kodal, hvor sætningen, En sol der gør
alt omkring sig okkult, bliver ved med at jage
gennem min krop, som en fisk i havet, ja-
ger føde, ikke i, men gennem et massivt,
totalt eller fuldstændigt uoverskueligt felt.
Forbindelserne mellem tanke og krop
synes uendelige.

Antologi 2010 er netop kommet i andet oplag og kan bestilles på Kronstorks hjemmeside for 150 kroner. Min varmeste anbefaling.

Disclaimer: Jeg drikker øl med den ene redaktør og kender flere af bidragsydere privat.

Farvebåndet i skrivemaskinen er blåt som havet

Jeg skriver om havet
fordi jeg ikke kan svømme
i dine våde øjne

papirbåden flyder langs æbletræer
der skyder fra dine kinder

jeg kan ikke skrive om fuglene
uden de begynder at hakke på mig

jeg kan ikke sove
men det er et andet digt

Ida Marie Hede: Seancer

En af mine første interessante oplevelser med litteratur i år var til oplæsning ved “Litterær Gestaltning” (Göteborg) i kælderen på Literaturhaus. Ida Marie Hede læste op af ‘Seancer’ og jeg fandt straks interesse for de markante tekster. Hvor var Højholt? En ung kvinde stod og læste højt af tekster fyldt med humor og intertekstualitet, der fik teksten til at lave forsvindingsnumre og litteraturhistorien til at hoppe i ormehuller.

Da jeg kom hjem bestilte jeg straks ‘Seancer’ fra Anblik. Og da Anblik fornyligt lukkede købte jeg et ekstra eksemplar. Man ved jo aldrig hvem der kan få glæde af netop denne interessante debut.

Jeg synes teksterne indeholder det jeg er så glad for hos David Lynch, Douglas Coupland, Per Højholt og Birgit Munch. Hver især deres kvaliteter. Skønheden ved det øde og forladte hos Lynch og Coupland samtidig med det velfortalte – og Højholt (Auricula!) og Munchs komplekse tankerækker og magiske skrift.

Billeder som “endnu varm af udstødningen fra forsvundne firmabiler” og “Ved middagstid falder solen ind over køkkenbordet som loddeting” er vand på min mølle. Og bogen er spækket med fortættet prosa. Ida Marie Hede har et kæmpe ordforråd og beskriver ofte detaljeret og sensitivt.

Et citat fra teksten Omstillingsdamen.

Udenfor er prærielandet sat i ramme af køkkenvinduet. Vinduet sidder i væggen, som om det er et billede, som om det er et forstørret postkort. Dét postkort er engang blevet sendt til Brendas forfærdre og har hængt det samme sted i hundrede år. Frelseren på krucifikset hænger målløs på væggen, flugter med postkortet.
På den anden side af vinduet, forbi horisontlinjen: tildækkede spor fra kreperede totemdyr.
Opløste bålpladser og kranieskaller.
Hamret hårdt ned i jorden: dugfriske telefonpæle og grænseskilte.
Brenda ryster svende af ansigtet. Hun strækker sin arm efter husmoderkampen. Den bliver presset ud ad vinduesrammen, som ud gennem en revne i postkortet: Armen snor sig som en telefontråd, slynger sig rundt om tilfældige telefonpæle langt væk: Wyoming, Texas, Ohio.
Sludderet på bagsiden af postkortet klæber fast til armens hud. Ordene løber i tomgang ud af landskabet. Det summer halvkvædet fra hele USA.

Ventetid

Alt det jeg oplever i søvnens lille løgn. Et puslespil af begivenheder at vælge imellem. Alle brikker hænger sammen, men billedet skal man selv forestille sig.

Om lidt lukker hukommelsen i som en blomst. Billedet kan jeg ikke overskue på en gang. Det er som at sige to ord samtidig.

Her er jeg uden at være i tvivl. Jeg kender ikke præmissen. Så tæt på døden og så langt mere hypervirkelig. Min egen fordobling af ingenting i ingenting.

Amalie Smith: De næste 5000 dage

Jeg kan være ret imponeret over den sansning Amalie Smiths håndterer i sin debut “De næste 5000 dage”. Når hun skriver om kærligheden formår hun at løfte det til noget mere; at der ikke er tale om pigekammerpoesi, men en sensitivitet og vedkommende skønhed.

I går hørte jeg hende læse nogle af de stykker, jeg holder meget af. F.eks.

Jeg kom så langt som Jeg sov i din seng,
men jeg nåede ikke længere,
ikke til stuen, ikke til køkkenet. Jeg var en
træt lille fugl høne lerdue,
da du sendte mig hjem,
noget ingen gad skyde efter.

Anvendelse af overstregning kan i dette tilfælde betyde flere ting. Måske en metodisk bevægelse frem i skriften. F.eks. at jeget prøver sig frem med ord, der så “slettes”, fordi de ikke er den endelige sandhed, men samtidig bliver stående, fordi de ikke kan være ugjorte, når først de er skrevet. Altså er “noget ingen gad skyde efter” en følelse jeget har, men måske fortryder idet det siges højt (skrives ned), fordi så galt står det måske alligevel ikke til?
Eller gennemstregningerne kan være en bevægelse tilbage i teksten; at noget var sandt, men efterfølgende ikke kan blive stående uden at være blevet usandt på grund af ting, der er sket over tid. Altså at skriften netop kan ændres, at forfatteren kan fortsætte med at redigere i teksten, mens den skrives. “Noget ingen gad skyde efter” var kun sandt, indtil nogen (igen) skød efter den lille lerdue.

En anden passage er måske det stykke jeg har citeret oftest i år. Det er stærkt og smukt. Og tvivlende, længslende.

I biografen Midt på sommeren
var jeg (ved et tilfælde) alene
med dine to elskerinder,
det gjorde mig rolig, for så var de ikke hos dig.



*

For mig er de tre tekster, der udgør afsnittet “ATT A”, måske de mest inspirerende. Et sted skriver hun “Når man holder et liv op imod et vindue, kan man se lyset igennem de områder, hvor det gentager sig. Baderutiner. Måltider. Udsigter.” Og efterfølgende introducerer Amalie Smith begrebet “erindringsfordobling”. Hun beskriver, at hendes erindringer fordobles, idet hun erindrer dem. Hvilket jeg synes er ret fedt. For hvis jeg elaborere videre, så er hvad jeg husker, ikke det samme som det der skete, men en ny oplevelse af noget, der er sket. I denne gentagelse bliver oplevelsen altså en anden – og lægges derved til den allerede eksisterende oplevelse. Og så fremdeles når jeg næste gang husker samme ting og f.eks. fortæller om den: Historien om en begivenhed får begivenheden til at vokse, når jeg fortæller noget. Det er som at være der igen, nu blot med nye deltagere: nemlig mit publikum, der hører min historie.
Jeget forsøger at “forestille sig, at nuet kaster et ekko, både bagud fremad i tiden,”, og umiddelbart er det en ret sjov tanke. Men jeg stiller mig lidt afværgende og hælder mere til hvad hun skriver tidligere: “Jeg må opgive at holde mig til tidens, stedets og handlingens enhed.” Først der vil jeg begribe hvad det vil sige, at kunne være flere steder samtidig, blot ved at erindre dem i et nu.