Lånerkort

Kloden er en pose med terninger,
så Gud kan ryste øjne ud af næven.

Læg ikke blomster på graven,
når himlen vender nedad;
eller er det,
når den er omvendt,
at hvalerne falder ud af himlen
som brænde

og banker Jesussøm
i hver finger, der peger
på et stykke med indavl?

Intet er så dybt,
at det ikke er midlertidigt
og en dag bliver alle regler til undtagelser,
fordi Gud har sendt hjemkaldelser ud.

Søvnen

Et rovdyr, der holder mig fast, ønsker
at jeg bliver liggende
med tankerne uden for mig selv
og samtidig så langt inde,
en tyv om natten, der aldrig vil have
jeg vågner igen. Halvt forslået står jeg
ved siden af min seng med uret
i hånden og kigger på en hval
plaske i et hav af seng.

Flydende kufferter (Under the sky over the sea)

Din stemme
ikke som vinden
men sand gennem
ørerne

Her ligger kufferter uden indhold

han bærer skjorten
iturevet ved ærmet
skulderen og brystet
som skibet ligger hen
i vandkanten
ædt op af salt
og bølger og salt og sol

Kufferten er klappet sammen
uden at være lukket
stoffet blødgjort
og tørret og revnet og blødgjort

Skibene er efterladte
ved deres seneste ankomst
for lang tid siden
og klagesangen gentaget
for sidste gang

Du vil så gerne forestille dig
det hele
levende

Fuglene
der holder af de rustne
hvaler i bugten

Og rebet
der løfter og sænker sig
som et bevis
for en vejrtrækning
der slet ikke er mere

Hvorfor vil du skrive
havet langt op ad stranden
på et tidspunkt bliver
der tørt

Din stemme er
ikke som sand
men vind gennem
ørknen


* * *

Video med introduktion og oplæsning kan ses på YouTube.