Din smag er årsagen til at dit arbejde skuffer dig

Ingen fortæller det her til nybegyndere. Men du begynder at skrive poesi, fordi du elsker poesi. Du har god smag og der er digte du virkelig godt kan lide. I de første år skriver du digte, men befinder dig i en kløft: de er bare ikke gode nok. De prøver, de har potentiale, men de er ikke. Men din gode smag, det der fik dig til at starte med at skrive, er intakt. Så din smag er god nok til at fortælle dig, at det du laver er skuffende. Mange forfattere kommer ikke forbi den fase. De giver op.

Det er muligt at skrive sig igennem. Du skal skrive en masse digte. Give dig selv opgaver og deadlines. Det bedste er, hvis du skriver til noget – måske et tidsskrift- eller nogen du kender, som venter på at læse dine digte. Ved at skrive dig igennem, begynder du at fylde kløften ud, så dine digte kan nå dine ambitioner.

Inspireret af radioværten Ira Glass [YouTube] via kottke.org

Advertisements

Udgivet af

Scherz

Født 1978. Bor i København V, Danmark.

14 meninger om “Din smag er årsagen til at dit arbejde skuffer dig”

  1. For så vidt enig, men en anden grund er vel også at det kreative virke ikke kun er et spørgsmål om problemløsning, som andre former for produktion kan siges at være det og som sådan er det også svært at “løse tilfredsstillende”. Ægte kunst bliver aldrig færdig, kun efterladt, som Da Vinci vist engang skulle have sagt mens han forsøgte at redde en fresco der var ved at glide ned af væggen.

    1. I din reference til Da Vinci synes jeg, at du gør kunst til en umulighed? Der vil jeg ikke hen. At efterlade et værk er også at sige, at man er færdig med det. Afsluttet eller ej.
      Vi bedømmer nok det færdige arbejde forskelligt, men “løst tilfredsstillende” gælder vel både i kunst såvel som problemløsning? Jeg tror smag spiller en ikke uvæsentlig rolle alle steder.

      1. Og jeg må i denne efterfølgende vejrtrækning indskyde, at jeg er modstander er smagstyranni. Jeg mener, at kunst kan vejes og bedømmes, ellers ville vi ikke kunne tale om det eller bruge det til noget. Men det er en anden samtale en anden dag.
        Smag er i det originale indlæg brugt i betydningen ‘præference’.

        1. Jeg synes ikke citatet frustrerer kunstens mulighed, men indikerer blot det man, i mangel af bedre, kunne kalde det kunstneriske ansvar i processen. Man kan (som oftest – der findes undtagelser) ikke vente på at værket pludselig gestalter som afsluttet, da det i høj grad er en slags stopkode man som udøvende indskriver i teksten/billedet/skulpturen – en nøgtern beslutning om hvor på navlestrengen man skal klippe. “Hertil og ikke længere!” – uden at det betyder at man aldrig vil kunne vende tilbage til værket, men det vil så være noget andet end det man i sin tid forlod. Det eneste jeg ville pointere, var at man meget let kan lade sig forføre af pseudoreligiøse forestilling om inspirationen og dermed også indmelder sig i et fællesskab, hvor kunstværkets ende skal finde der hvor inspirationen standser og det skubber ansvaret for det kreative ud af subjektets aktionsradius. Og det er dér vi skal finde smagen, tror jeg. Fordi du har ganske ret i at det i kunsten, som i meget andet, altid er et spørgsmål om æstetiske domme, med etiske konsekvenser. Spørgsmålet, som vi så kan tage en anden dag, er hvorvidt disse bunder i smagsfællesskaber eller noget bagvedliggende metafysik, man kan diskutere sig frem til.

          PS: Vi ses tirsdag til En følsom aften!

          1. Jeg er glad for at jeg spurgte, da Ira Glass netop taler om produktionen som et redskab: altså placerer ansvaret hos den udøvende. Det gælder også stopkoden som du omtaler, og som man med tiden bliver bedre til at (gen)kende.

  2. Den poetiske version af ‘It gets better’?

    Jeg er i øvrigt overbevist om at perfektion findes i kunsten. Det kræver bare lige så stor opøvelse at mærke den som at lære at skrive fantastiske digte.

  3. Jeg bliver ikke færdig med det, eller efterlader det, eller bliver efterladt af det. Jeg når til et punkt, hvor jeg ikke kan rette mere.

    Det er et øjeblik af perfektion og absolut manglende formåen på samme tid.

    Lykkes det mig så at slippe det hér, hvilket er en anden formåen eller mangel på samme, som handler om min person og ikke teksten, ikke dét som folk ser på skrift, er det “færdigt”. Lykkes det mig ikke, eller bliver jeg i tvivl, begynder arbejdet forfra.

    Ud fra denne, min oplevelse af det, er god kunst, som er blevet sluppet i rette øjeblik – akkturat dér, hvor der var stille.

    1. “And so I raise my glass to symmetry
      to the second hand and its accuracy
      to the actual size of everything
      The desert is the sand
      You can’t hold it in your hand”

      – Conor Oberst (AKA Bright Eyes AKA Den nye Dylan), der her kaster en håndfald Borges ind i sin samtids benzintanker.

      Desuden er vi her (jf. Kenneth Krabat) ude i hvad jeg ville kalde en mystisk definition af det kreative, forstået som en kontrast til den strengt rationelle koncipering, hvilket synes forståeligt idet rationaliteten nemlig er akut afhængig af ideen om, hvad jeg andetsteds har kaldt homo mensor,individet-som-målestok, hvilket paradoksalt nok betyder at den romantiske forestilling om det privilegerede perspektiv, hvorfra verden tager sig ud på en særlig poetisk facon og den mere moderne centrallyrik udspringer af samme fundamentale opfattelse. Hvis vi således vælger ikke at forstå det rationelle (herunder det logiske) og det mystiske (herunder det religiøse) som en dikotomi, men derimod som et kontinuum, bliver det også klart at vi også taler om forskellige grader af egogeråd, forskellige betoninger af vigtigheden af en central styringsenhed i det kreative virke og om hvorvidt den udøvende er livmoder, jordmoder eller fødselslæge, agent, aktør eller agent provokatør for sit værk. I relation hertil skriver idolaten Brandes om Nietzsche:

      “Og hvad Morallærernes Præken Moral for alle angaar, saa er den ganske lige saa tom som de selskabelige Individers moralske Sladder om hverandre indbyrdes. Nietzsche giver Morallærerne det gode Raad, at de hellere end at opdrage paa Slægten skulde gøre som Pædagogerne i det syttende og attende Aarhundrede, der samlede deres Kraft paa at opdrage et enkelt Menneske. Men i Reglen er Moralskraalhalsene selv ganske uopdragne Mennesker, og deres Børn hæve sig sjældent over den moralske Middelmaadighed.

      Den, der føler, at han i sit inderste Væsen er usammenlignelig med andre, han vil være sin egen Lovgiver. Ti ét er fornødent: at give sin Karakter Stil. Denne Kunst øves af den, der med Blik for sin Naturs stærke og svage Sider, fjærner et og andet af sin oprindelige Natur, dernæst ved daglig Øvelse og tilkæmpet Vane tilføjer adskilligt, saa det bliver ham til anden Natur, altsaa underkaster sig en Tvang for efterhaanden helt at bøje sit Væsen under sin egen Lov.”

      Hvilket jo lyder klogt nok til at kunne stå som en slags afslutning.

  4. “En mystisk definition af det kreative”. Det lyder til at komme fra en person, som ikke kender til stilhed i skabelsesfasen.

    Se det sådan her: Hvordan man man aflevere et værk til nogen, der blive ved med at plabre løs til én?

    1. Jeg synes ikke, at det drejer sig helt om det samme, men jeg kan virkelig godt lide, at du vender det om og skriver en vision om at værket skal blive ved med at “plabre løs til én”.

  5. argh. Om igen:

    “En mystisk definition af det kreative”. Det lyder til at komme fra en person, som ikke kender til stilhed i skabelsesfasen.

    Se det sådan her: Hvordan kan man aflevere et værk, der bliver ved med at plabre løs til én, til nogen?

    for hulen, da!! Hold så op med at skrive kommentarer, når du burde sove, Kenneth!

  6. Rasmus:
    Ovenfor siger du, at det er paradoksalt, at det rationelle lige som det mystiske også behøver hvad du kalder homo mensor, individet-som-målestok. Derpå konkluderer du:

    “Hvis vi (derfor) vælger at forstå det rationelle og det mystiske som et kontinuum (snarere end modsætninger), bliver det klart, at vi også taler om forskellige grader af egogeråd, forskellige betoninger af vigtigheden af en central styringsenhed i det kreative virke og om hvorvidt den udøvende er livmoder, jordmoder eller fødselslæge, agent, aktør eller agent provokatør for sit værk.”

    (oversat:)

    Afstanden det selvbevidste jeg har til sin skabelse. Værkets og skabelsens relation:

    – selvstændigt barn af kunstneren, med identiske gener, der udstødes af skaberen/kunstneren
    – skaber ukendt, værket hjælpes bare til verden af kunstneren
    – skaber ukendt, værket repræsenteres af kunstneren
    – skaber ukendt, værket formidles af kunstneren
    – skaber ukendt, værket fremprovokeres af kunstneren

    og så afslutter du med at citere en kommentator af en filosof. Som med sine ord konkluderer, at det hele handler om hengivelse.

    Det er jeg enig med dig og Brandes i, og understreger, at hengivelse ikke handler om afgivelse af egoet.

    Balanceakten for kunstneren forestiller jeg mig er magen til partneren i kærlighedsforholdet:

    Man forsøger at lytte sig ind på, hvad der i øjeblikket understøtter forholdet, uden samtidig at miste sig selv. “HVEM skaber relationen” er et umuligt spørgsmål, fordi det netop er dét: En relation.

    Forskellen på parforholdets skabelse og kunstværkets er så selvklart, at parforholdet er i konstant proces, mens kunstværket som singulært værk afsluttes og fraskilles kunstneren. I Parforholdet opleves øjeblikke af stor synergi, “perfektion”, et øjebliks stilhed uden modstand, som straks efter ophører, men efterlader begge med oplevelsen af at være blevet belønnet for at være “hinanden og sig selv, sammen”. Kunstnerens synergi med materialerne, der manifesterer sig som et værk, et øjeblik af perfektion, et øjeblik, hvor materiale og kunstner er ét, får kunstneren til at kæmpe videre.

    Skal man derfor skabe god kunst ud fra denne billedliggørelse, eller et godt parforhold, handler det om ikke at holde fast, når stilhedens øjeblik melder sig – ikke forblive i sorg over tabet, men gå til glæden over, at det lykkedes.

    Stilhedens øjeblik vil uværgeligt melde sig, når man arbejder længe nok på det og materialets træghed ikke overgår ens talent. Man må således give slip på værket, give slip på øjeblikket – ikke forsøge at fastholde eller genskabe det – give slip og vende sig lyttende mod det nye: Partnerne, som erkendt har oplevet syntesen sammen, og kunstneren, som erkendt har oplevet syntesen med materialet.

    Syntesen er jo den største forandring, der kan overgå en insulær organisme. Det bliver ikke større. Og fristelsen til at genskabe eller holde fast er dét, der betegner det ordinære. Mens stor kunst, og vellykkede menneskelige relationer, netop ikke frygter resultatet af egen succes: At man som menneske er blevet til noget andet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s