Laudrups tøven

Da Svend Gehrs sagde, “Nej han venter / det genialt det der”, så var det en finte udmålt i en målrettet tøven. Han navngav et talent “Laudrup”, men benævnte også den afventen, der holdt Michael på toppen uden at nå helt i mål.
At arbejde sig frem i forreste række, for så at stå stille et øjeblik, ikke for at være den første i lidt længere tid, men for at blive usynlig, gennemsigtig, ulæselig. At stå stille et sekund længere, se den anden gøre næste bevægelse, for så at træde ud og efterlade det tomrum som vedkommende er på vej ind i. Således afvise sin modstander.

Reklamer

Udgivet af

Scherz

Født 1978. Bor i København V, Danmark.

3 thoughts on “Laudrups tøven”

  1. Måske har mænd et særligt gen for sportspoesi. Jeg kan godt lide at læse det. Indimellem. Som nu. Der er lykke og andagt bag ordene, når kendere giver udtryk for deres anerkendelse af mesterens greb. I min verden befinder sport sig (groft taget) i bunken af overflødige ting sammen med hobbymekanik og side 9 piger. Derfor er det lidt kært, at selv granvoksne mænd kan blive helt elektriske, one way or the other, over det.

    Men jeg kan godt se grebet. Det er elegant. Det er is i maven, når lortet brænder men uden at mangle nerven. Og det er nyttigt. Selv i fodbold.

    1. Og – kommer jeg i tanke om – for den sags skyld også granvoksne kvinder. Dem har j e g bare ikke hørt ytre sig i samme eftertænksomt andægtige vendinger.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s