Roland Barthes: Kærlighedens forrykte tale

“Denne bogs nødvendighed rummes i følgende betragtning: kærlighedens tale, dens diskurs, er idag en diskurs af yderste ensomhed. Den føres måske (hvem véd) af tusinder af subjekter, men den forsvares ikke af nogen; den er fuldkommen ladt i stikken af de tilgrænsende sprog, der enten ignorerer eller nedvurderer eller latterliggør den, afskåret som den er, ikke blot fra magten men også fra magtens mekanismer (/videnskab, teknik, kunst). Når en diskurs således ved egen kraft er drevet over i det utidssvarende, er fjernet fra enhver flokmentalitet, så er der ikke andet tilbage for den end at være stedet, så ubetydeligt det end er, for en bekræftelse. Denne bekræftelse er i grunden emnet for den bog der begynder nu.”

Hvilket anslag til en bog; et kapitel betitlet “nødvendigheden”. Lørdag nat stod jeg pludselig med Roland Barthes i hånden; med øjnene på en tilfældig side og læste et par linjer, der kun efterlod et ønske om mere.