Teksten er tavs over kløften af sprog

Højholt og SUT er for mig modsætninger i deres tilgang til poesien. Det er den legesyge, eksperimenterende forfatter, der står overfor den alvorlige, patosfyldte. Begge har en stor betydning for dansk poesi før og nu og jeg nærer stor respekt for forfatterskaberne på hver sin måde.

1. Søren Ulrik Thomsen: “Et digt skal stå i højspændingsfeltet mellem teori og sang”

ca. 12 minutter inde i “Jeg er levende. Søren Ulrik Thomsen, digter.” En film af Jørgen Leth. Det Danske Filminstitut.

2. Per Højholt: “Det er det rene udseende, den rene fremtræden, der er afgørende.”

For den som jævnligt giver sig af med ord, ords betydning og ords hele omstændigheder i en tekst, kommer ofte det øjeblik hvor ordene pludselig åbenbarer deres fysik. Ikke deres potentiale men simpelthen deres fysiske udseende. Det øjeblik er jeg tit genstand for, og det er hver gang lige berusende og meningsfyldt. Pludselig ser man ordet som det virkelig er, uden flitterstads og betydning, men rene tegn. At de tegn betyder noget, betyder i det øjeblik ingenting. Det er det rene udseende, den rene fremtræden, der er afgørende.

Nu vil de fleste nok sige, at dette er det rene pjank og ikke tjener noget formål. Men det er nu som man tager det. Man kan med lige så stor ret mene, at dette netop er en slags berøring af sprogets grundsubstans, en blanding af tilfælde og betydning, men sådan kan vi ikke lide at se dagligsproget omtalt. Det må ikke være tilfældigt, det skal være meningsfyldt hele vejen og altid. Det er det bare ikke. Det er dannet af tilfældet og historien, men det første ynder vi ikke.

Sproget må ikke være tilfældigt, derfor er vi gladest, når det bærer en klar tydbar betydning.

fra Per Højholt, Bogstavernes fysik (1996). Gengivet på Afsnit P

3. Teksten er tavs over kløften af sprog

Søren Ulrik Thomsen fortæller i uddraget, at sproget indeholder både tænkning og sansning. Sansningen er at tabe hovedet, altså en form for at miste kontrollen og vel muligheden til at forklare det. Mens tænkningen forholder sig til, at sproget betyder noget, at der er en mening.

Per Højholt fremhæver ordets fysik og taler om sproget som alene ord og klipper derved forbindelsen til betydningen, ordenes repræsentation. Ordets krop er i sig selv nok til at læse teksten.

På den måde giver Højholts poetik mig en åbning til tale om teksten, som den er helt konkret. Mens SUTs poetik fortæller os, hvordan jeg kan finde et balancepunkt mellem hvad teksten betyder og hvad jeg oplever. I begge positioner forekommer det mig, at de indeholder et element af noget uudtalt, noget tavst.

I Højholts rum er den poetiske massefylde ganske konkret og nærmest entydig, men uden relation til den betydning sproget har. Vi kan anskue teksten som kunst og glæde os over det umiddelbare, men afholdes fra at give betydningen et ansigt. Og på samme vis er SUTs forestilling en uhåndgribelig åndfuldhed, idet læseren skal befinde sig i et højspændingsfelt, noget uafgjort.

For mig bliver de to poetikker i sidste ende luftbroer, der tilbagelægger en afstand mellem tekst og læser. Meningen er kløften midt imellem. Og det er så op til mig at gå langs kanten og iagttage hvordan ordene danner et landskab og-eller kaste mig ud.

Indlægget var oprindelig trykt den 24.03.2012 på u-u-u-u-u.net

En kommentar lød:

Når Ebbe Sand snupper Michael Laudrups geniale aflevering i kampen mod Nigeria og scorer, så sker der noget, som sproget ikke kan gøre rede for … på samme måde med en ekstra smuk solnedgang. Vi siger ‘den er flot’, men vi kan godt høre, at det er noget fattigt noget at sige. Det er Intethed. Et blaf i hjernen, som ikke kan formuleres.
– Per Højholt

Claudia Rankine: Don’t let me be lonely

My grandmother is in a nursing home. It’s not bad. It doesn’t smell like pee. It doesn’t smell like anything. When I go to see her, as I walk through the hall past the common room and the nurses’ station, old person after old person puts out his or her hand to me. Steven, one says. Ann, another calls. It’s like being in a third-world country, but instead of food or money. You are what is wanted, your company. In third-world countries I have felt overwhelmingly American, calcium-rich, privileged, and white. Here, I feel young, lucky, and sad. Sad is one of those words that has given up life for our country, it’s been a martyr for the American dream, it’s been neutralized, co-opted by our culture to suggest a tinge of discomfort that lasts the time it takes to change a channel. But sadness is real because once it meant something real. It meant dignified, grave; it meant trustworthy; it meant exceptionally bad, deplorable, shameful; it meant massive, weighty, forming a compact body; it meant falling heavily; and it meant of a color: dark. It meant dark in color, to darken. It meant me. I felt sad.

Nye tidsskrifter med skønlitteraturfokus i 2019

Flere nye tidsskrifter har i anden halvdel af 2019 meldt deres ankomst.

AMULET
Udspringer af OVBIDAT Magasin. https://www.facebook.com/forlagetamulet/

Kastanje kestane
En-sides tidsskrift, første gang med uddrag fra Asta Olivia Nordenhofs kommende roman. https://www.facebook.com/events/2383864901865744/ (følg evt. også https://4juni.blogspot.com/)

Tidsskriftet Professor Kulhau og hans slægt
Tidsskrift for ny skønlitteratur og kunst. [se release event]

Lupin
Især den grafiske opsætning lader til at skille sig ud fra mængden. https://www.facebook.com/lupinmagasin

Og så er Øverste Kirurgiske vendt tilbage… http://www.poesi.dk/

Ud over at der fælles for disse nye tidsskrifter ikke er en hjemmeside eller digitalt tilgængelige tekster, så virker de alle til at være opstået af et ønske om at lave noget andet end det der findes lige nu. For mig lader tidsskrifterne til at udspringe af et indre ønske om at finde sin egen plads med sin æstetik og interessesfære i det tempo der måtte lade sig gøre.

For fire fem år tilbage var der også en bølge af nye tidsskrifter. Udkant, Addenda, Hvermandag … Det Poetiske Bureaus tidsskrift genopstod. Her var det som om udgiverne ønskede noget, der til forveksling lignede et tidsskrifter som man i forvejen kender dem. Kun Hvermandag.dk trådte ud af de vante rammer for hvordan et tidsskrift kunne opfattes.

Læsesteder

Jeg skriver om mine læsesteder i denne måneds redaktionelt i Slagtryk. Den afsluttende passage endte jeg med at klippe ud, dels fordi den ville noget andet og for meget andet til at kunne blive stående, dels fordi Martin Glaz Serup nok reflekterer, men ikke bagudskuende konkluderer i sin Læsesteder.

Her er den så alligevel bevaret som en note-to-self:

“Jeg tænker, at mine læseoplevelser [som redaktør for Slagtryk] har det til fælles – at selvom skærmen er skiftet ud undervejs (stationær til bærbar computer, senere mobiltelefonerne) – så er skærmen jeg læser med.
Og det er så den samme skærm som har vist den nye skønlitteratur, arbejdsemails på ydre tidspunkter af døgnet, private emails, bankforhold og nemid, fodboldresultater og videoklip, andre nyheder, musik, opslag på søgemaskine, og så videre. Pointen kunne være blevet, at skriften / skriftformerne smelter sammen, men det tror jeg egentlig ikke den har gjort. Det er stadig med et forskelligt mindset jeg sætter mig ned ved skærmen, det er stadig et særligt ritual, hvor jeg giver mig selv et rum for læsning af Slagtryk bidrag uden andre direkte forstyrrelser.”

David Graeber: brudstykker af en anarkistisk antropologi

Anarkismen rummer for mig at se rigtig mange positive træk. Autonomien og aktivisme er for mig vigtige begreber i forhold til frihed og indgåelse i et fællesskab. Det er befordrende for at kunne agere, handle, være aktiv.

Jeg har ikke læst nok for at kunne vurdere om Graeber kommer godt rundt og rummer tilstrækkelige perspektiver. Personligt er jeg blevet gjort opmærksom på, at den sande anarkist ikke accepterer officielle uddannelser, fordi institutionen er eller indeholder en magtposition, der definerer hvad der er med og ikke; hvem der kan være med og ikke. Jeg kan godt se et samfund baseret på flere anarkistiske ideer, men jeg tænker at det er et tilbageskridt, hvis vores uddannelser skal være lokale og overleverede (?); at vi ikke kan danne skoler, hvor de interesserede, engagerede kan møde op og dygtiggøre sig yderligere.

Igennem bogen er der også andre emner, der rører mig personligt. Graeber er rimelig let at følge og veksler fint mellem teori og praksis. Men de bedste oplevelser har jeg i de mere filosofiske (og måske postulerende) overvejelser. F.eks. hvordan konflikt altid findes og selv i de samfund, hvor de ikke er synlige – hvor konsensus synes at herske – findes der slagmarker i stor stil.

Selvfølgelig er alle samfund i et eller andet omfang i krig med sig selv. Der er altid sammenstød mellem interesser, fraktioner, klasser og lignende; desuden er sociale systemer altid baseret på jagten på forskellige værdiformer, der trækker folk i forskellige retninger. I egalitære samfund, der som regel tillægger skabelsen og opretholdelsen af kollektiv konsensus en enorm betydning, synes dette ofte at udløse en form for lige så differenceret reaktionsdannelse, en spøgelsesagtig underverden befolket af monstre, hekse og andre rædselsskabninger. Og det er de mest fredelige samfund, som også er de mest hjemsøgte, i deres fantasifulde udlægninger af kosmos, af de vedvarende kriges genfærd. De usynlige verdener, der omgiver dem, er bogstaveligt talt slagmarker. Det er, som om det endeløse arbejde med at opnå konsensus maskerer en vedvarende indre vold – eller måske er det bedre at sige, at det er den proces, gennem hvilken den indre vold bliver afmålt og afværget – og det er netop det og det deraf følgende virvar af moralske selvmodsigelser, der er den sociale kreativitets primære kilde. Det er således ikke de modstridende principper og de uforenelige impulser, der er den ultimative politiske virkelighed; det er de lovgivningsmæssige processer, som medierer dem.

Jeg opfatter mig selv som konsensussøgende; hvad hvis det ikke kun gælder på et samfundsplan men også personligt?

David Graeber: brudstykker af en anarkistisk antropologi (OVO Press, 2016)

Eugene Thacker: Kosmisk pessimisme

Andreas Eckhardt-Læssøe har oversat “Kosmisk pessimisme” og det var en herlig oplevelse at læse. Jeg har ikke noget stærkt forhold til pessimismen, men at anse og behandle denne livsindstilling som en filosofi, er der kommet mange sjove ting ud af. Jeg anbefaler bogen og vil her blot citere fra (noget af) begyndelsen:

(…)
Pessimismen er den laveste form for filosofi, ofte affejet og afvist som et symptom på en dårlig indstilling. Ingen har nogensinde brug fro pessimisme på samme måde som man har brug for optimisme til at inspirere én til at nå store højder og blive samlet op, på samme måde som man har brug for konstruktiv kritik, gode råd og feedback, for inspirationsbøger eller et skulderklap Ingen har brug for pessimismen (skønt jeg godt kan lide at forestille mig en pessimistisk selvhjælp). Ingen har brug for pessimismen, men alle – uden undtagelse – har på et tidspunkt i deres liv været nødt til at konfrontere pessimismen. Hvis ikke som filosofi, så som anklage – enten imod sig selv eller andre, imod sine omgivelser eller ens eget liv, imod tingenes tilstand eller imod verden som sådan.
(…)

Eugene Thacker: Kosmisk pessimisme (OVO Press, 2016)