David Graeber: brudstykker af en anarkistisk antropologi

Anarkismen rummer for mig at se rigtig mange positive træk. Autonomien og aktivisme er for mig vigtige begreber i forhold til frihed og indgåelse i et fællesskab. Det er befordrende for at kunne agere, handle, være aktiv.

Jeg har ikke læst nok for at kunne vurdere om Graeber kommer godt rundt og rummer tilstrækkelige perspektiver. Personligt er jeg blevet gjort opmærksom på, at den sande anarkist ikke accepterer officielle uddannelser, fordi institutionen er eller indeholder en magtposition, der definerer hvad der er med og ikke; hvem der kan være med og ikke. Jeg kan godt se et samfund baseret på flere anarkistiske ideer, men jeg tænker at det er et tilbageskridt, hvis vores uddannelser skal være lokale og overleverede (?); at vi ikke kan danne skoler, hvor de interesserede, engagerede kan møde op og dygtiggøre sig yderligere.

Igennem bogen er der også andre emner, der rører mig personligt. Graeber er rimelig let at følge og veksler fint mellem teori og praksis. Men de bedste oplevelser har jeg i de mere filosofiske (og måske postulerende) overvejelser. F.eks. hvordan konflikt altid findes og selv i de samfund, hvor de ikke er synlige – hvor konsensus synes at herske – findes der slagmarker i stor stil.

Selvfølgelig er alle samfund i et eller andet omfang i krig med sig selv. Der er altid sammenstød mellem interesser, fraktioner, klasser og lignende; desuden er sociale systemer altid baseret på jagten på forskellige værdiformer, der trækker folk i forskellige retninger. I egalitære samfund, der som regel tillægger skabelsen og opretholdelsen af kollektiv konsensus en enorm betydning, synes dette ofte at udløse en form for lige så differenceret reaktionsdannelse, en spøgelsesagtig underverden befolket af monstre, hekse og andre rædselsskabninger. Og det er de mest fredelige samfund, som også er de mest hjemsøgte, i deres fantasifulde udlægninger af kosmos, af de vedvarende kriges genfærd. De usynlige verdener, der omgiver dem, er bogstaveligt talt slagmarker. Det er, som om det endeløse arbejde med at opnå konsensus maskerer en vedvarende indre vold – eller måske er det bedre at sige, at det er den proces, gennem hvilken den indre vold bliver afmålt og afværget – og det er netop det og det deraf følgende virvar af moralske selvmodsigelser, der er den sociale kreativitets primære kilde. Det er således ikke de modstridende principper og de uforenelige impulser, der er den ultimative politiske virkelighed; det er de lovgivningsmæssige processer, som medierer dem.

Jeg opfatter mig selv som konsensussøgende; hvad hvis det ikke kun gælder på et samfundsplan men også personligt?

David Graeber: brudstykker af en anarkistisk antropologi (OVO Press, 2016)

Reklamer

Eugene Thacker: Kosmisk pessimisme

Andreas Eckhardt-Læssøe har oversat “Kosmisk pessimisme” og det var en herlig oplevelse at læse. Jeg har ikke noget stærkt forhold til pessimismen, men at anse og behandle denne livsindstilling som en filosofi, er der kommet mange sjove ting ud af. Jeg anbefaler bogen og vil her blot citere fra (noget af) begyndelsen:

(…)
Pessimismen er den laveste form for filosofi, ofte affejet og afvist som et symptom på en dårlig indstilling. Ingen har nogensinde brug fro pessimisme på samme måde som man har brug for optimisme til at inspirere én til at nå store højder og blive samlet op, på samme måde som man har brug for konstruktiv kritik, gode råd og feedback, for inspirationsbøger eller et skulderklap Ingen har brug for pessimismen (skønt jeg godt kan lide at forestille mig en pessimistisk selvhjælp). Ingen har brug for pessimismen, men alle – uden undtagelse – har på et tidspunkt i deres liv været nødt til at konfrontere pessimismen. Hvis ikke som filosofi, så som anklage – enten imod sig selv eller andre, imod sine omgivelser eller ens eget liv, imod tingenes tilstand eller imod verden som sådan.
(…)

Eugene Thacker: Kosmisk pessimisme (OVO Press, 2016)
 
 
 

Scherz skubber Halling Nielsen på luften

I november (22. oktober til 19. november 2015) blev Rasmus Halling Nielsens forfatterskab udstillet og formidlet på Albertslund Bibliotek. Et hav af udgivelser i montre, privattryk i stor variation, forstørrede tryk som plakater, video og lydfiler til aflytning, alt muligt var tilgængeliggjort og nyt endda fabrikeret til dagene. Et stort åbningsarrangement satte scenen, som Halling fan et must see.

Jeg bidrog med et kommentarspor om Skubber på luften som en fjer – hvilket den anden RHN-beundrer Asger Schnack ligeledes gjorde.

albertslund_bibliotek

Optimism is the sleazy sales pitch of western globalization

I en fantastisk butik i Berlin (Do you read me?!) købte jeg tre numre af tidsskriftet Mono.Kultur. Jeg kendte det ikke i forvejen, og valgte det egentlig på grund af forsiden (Dave Eggers præger nr 25), grafiske tekster (nr 12 lignede konkretpoesi) og endelig på grund af titlen på nummer 39 “The arrogance of optimism”.

Tidsskriftet viser sig at være baseret på interviews med ret kendte personligheder. Ud over Eggers, så har Marina Abramovic, Gus Van Sant, Brian Eno, Kim Gordon, Chris Ware, etc. deltaget.

Det næstnyeste nummer (nr 39) er med producer, DJ med mere Terre Thaemlitz, der har et imponerende syn på tingene. Noget af det vilde ved folk, der har levet i det jeg vil opleve som udkanten af en kultur eller social sammenhæng, men for vedkommende selv selvfølgelig har været i et centrum, kan være de argumenter og det perspektiv de kan ligge på tingene. Jeg føler nærmest, at det er ny poesi. Det er primært de sidste sider i tidsskriftet, der rykker på den vilde måde og lever op til det politiske statement i titlen. Ellers er jeg lettere irriteret over den arrogance Thaemlitz selv lægger for dagen. Jeg vil gerne citere lidt:

It (optimism) is divinely Evangelical and American, and entwined with contemporary capitalism.

(…)

Optimism, dreams, hope … these are ideological weapons wielded for domination time and again. They are that opium of the masses. They soothe and sustain us through the insufferable, thereby sustaining the insufferable. They help us disengage from the present and focus on fantasies of times to come. Good times. Happy times. Ultimately heaven on earth. No thanks. I already know at that party I’d be another staff member, DJing music while the victors schmooze and congratulate each other in their newfound comforts… I already do it all the time, and it sucks.

(…)

The problem with optimism-based organizing is that it often presumes happiness is a lifestyle choice and sustainable (..) That is a fucked up presumption and the cause for much suffering against the self and others. For me, optimism should only be used in moderation, like drugs. Our Western post-industrial cultures keep us addicted to hope, and that addiction facilitates and fuels their Evangeical spread around the world. Optimism is the sleazy sales pitch of western globlization.

Terra Theamlitz “The arrogance of optimism”. Mono.Kultur no 39 (2015)
 

Spørgsmål som svar. Artikel fra indslag på txt.ville

I en tidligere blogpost skrev jeg, at Slagtryk skulle lave et indslag på den nordiske litteraturfestival txt.ville. Det har vi så gjort. Som en del af indslaget havde jeg noteret mig en række spørgsmål redaktionen stillede og stiller os selv i Slagtryk i forbindelse med det at udgive litteratur. En af mine pointer undervejs er:

Og her er teknologien taknemlig. Den har altid forsøgt at gøre det nemmere og nemmere at udgive litteratur, mens den pudsigt nok ikke nødvendigvis har gjort noget for at det skulle blive nemmere og nemmere at skrive litteratur.

Min syv minutters talestrøm ved txt.ville er gengivet på skrift så godt jeg kunne i slutningen af Thorkils Jacobsens artikel på Netudgaven: Litteraturen gisper efter luft på nettet. http://netudgaven.dk/2014/05/litteraturen-gisper-efter-luft-pa-nettet/

Inden da skriver Thorkil lidt om autoritet og nye medier / nye metoder i artiklen.
I forhold til teksten fra LIVE skriften, så har redaktionen nogle ideer til at følge op på eksperimentet i forhold til at styrke både proces og produkt. Vi har blandt andet spurgt forfatterne om hvad de synes og jeg fik også talt med Oscar Sjøgren, hvor vi i samtale hurtigt kom hen i retning af noget meningsfuldt, konstruktivt i forhold til at ‘gentage’ det. Mere om det en anden gang.

Slagtryk på txt.ville

Idag starter txt.ville, der er en tre-dages festival med deltagere fra Norden (gratis adgang for alle). Deltagerne er tidsskrifter, mikroforlag, litterære initiativer med mere der har indslag i form af debatter, workshops, oplæsninger og vi har i Slagtryk placeret os et sted midt imellem, når vi har 2½ times indslag fredag formiddag: http://www.txtville.net/program/elit/

Vi har inviteret Victor Boy Lindholm for at se om vi kan få ham til at fortælle lidt om hvad han laver på internettet, vi har inviteret Glenn Christian til det modsatte, vi vil spørge Bue Peitersen om han føler sig hæmmet i internettets skabeloner, vi taler med Martin Glaz Serup om SMS-digte og udvider derved (naturligvis) vores emne internettet til at omfatte ‘det digitale’. Hvilket vist passer Tom W-O Silkeberg fra Ett av Sveriges Största Förlag meget godt, når vi blandt andet kommer til at tale om forfatterpraksis. Og til at begynde med præsenterer vi værket Individ i Fællesskab og som afslutning taler vi også lidt om litteraturdebatten.

De fleste af de inviterede har ikke noget direkte med Slagtryk at gøre, altså, kun Bue og Victor har været publiceret på Slagtryk.dk. Og det er heller ikke fordi jeg ved hvor vi ender med vores indslag på dagen. Vi kommer til at stille en hel masse spørgsmål, som formentlig kommer til at gøre de deltagende, fremmødte og mig selv en kende klogere – især på feltet omkring litteratur og internet [og internet og litteratur].

For dem som ikke kan møde op i København på en fredag formiddag/ middagstid, så er der stadig lidt at følge med i. Fra 10:00 til 13:00 mødes 13 forfattere (tidligere publiceret i Slagtryk) i et Google Dokument og skriver LIVE på et værk. Man kan følge med på storskærm til vores arrangement og du kan følge med på din computer eller telefon her: http://korturl.dk/271

Tommy Heisz: Træer der ligner mennesker

Tommy Heisz spurgte om jeg ville give lidt kritik på ”Træer der ligner mennesker” sent i skriveforløbet. Digtsamlingen udkommer idag og jeg falder stadig ikke på halen over dens indhold. Digtene er nøgterne og kredser om naturen og om at være væk fra civilisationen. Stilmæssigt vil det nok falde i smag hos læsere, der synes om f.eks. Peter H. Olsen, dog uden at digtene har samme kant. Det er ikke så meget min kop the, men siden jeg læste udkastet til manuskriptet er der strammet lidt op og jeg vil citere et af de digte, som jeg synes bedste om, men som stadig har for mange fyldord, til at det bliver helt eminent:
 

Vi kan gemme os mellem træerne
vi kan være dus med himlens fugle
vi kan sætte os ned og vente på et rådyr
vi kan skrive postkort om roen i os selv
men hvis du lukker øjnene
og lytter ordentlig efter
selv når du befinder dig
allerdybest inde i skoven
er der altid den der sitren
vokseværket
maskinerne der kværner
vokseværket
motorveje med nye batterier
vokseværket
samfundets knogler der knager
vokseværket
vokseværket

 
Bogen i sig selv er flot lavet. Den prydes undervejs af billeder på fuldside af træer og først og sidst i bogen er siderne sorte, hvilket er med til at give et godt indtryk af bogen. Tommy Heisz har skrevet om hvorfor værket er kommet i stand med crowdfunding og det kan du læse om på hans hjemmeside: http://tommy-heisz.blogspot.dk/
 
 
Tommy Heisz: Træer der ligner mennesker. Neon & Nordlys (2014).