Nye tidsskrifter med skønlitteraturfokus i 2019

Flere nye tidsskrifter har i anden halvdel af 2019 meldt deres ankomst.

AMULET
Udspringer af OVBIDAT Magasin. https://www.facebook.com/forlagetamulet/

Kastanje kestane
En-sides tidsskrift, første gang med uddrag fra Asta Olivia Nordenhofs kommende roman. https://www.facebook.com/events/2383864901865744/ (følg evt. også https://4juni.blogspot.com/)

Tidsskriftet Professor Kulhau og hans slægt
Tidsskrift for ny skønlitteratur og kunst. [se release event]

Lupin
Især den grafiske opsætning lader til at skille sig ud fra mængden. https://www.facebook.com/lupinmagasin

Og så er Øverste Kirurgiske vendt tilbage… http://www.poesi.dk/

Ud over at der fælles for disse nye tidsskrifter ikke er en hjemmeside eller digitalt tilgængelige tekster, så virker de alle til at være opstået af et ønske om at lave noget andet end det der findes lige nu. For mig lader tidsskrifterne til at udspringe af et indre ønske om at finde sin egen plads med sin æstetik og interessesfære i det tempo der måtte lade sig gøre.

For fire fem år tilbage var der også en bølge af nye tidsskrifter. Udkant, Addenda, HvermandagDet Poetiske Bureaus tidsskrift genopstod. Her var det som om udgiverne ønskede noget, der til forveksling lignede et tidsskrifter som man i forvejen kender dem. Kun Hvermandag.dk trådte ud af de vante rammer for hvordan et tidsskrift kunne opfattes.

Læsesteder

Jeg skriver om mine læsesteder i denne måneds redaktionelt i Slagtryk. Den afsluttende passage endte jeg med at klippe ud, dels fordi den ville noget andet og for meget andet til at kunne blive stående, dels fordi Martin Glaz Serup nok reflekterer, men ikke bagudskuende konkluderer i sin Læsesteder.

Her er den så alligevel bevaret som en note-to-self:

“Jeg tænker, at mine læseoplevelser [som redaktør for Slagtryk] har det til fælles – at selvom skærmen er skiftet ud undervejs (stationær til bærbar computer, senere mobiltelefonerne) – så er skærmen jeg læser med.
Og det er så den samme skærm som har vist den nye skønlitteratur, arbejdsemails på ydre tidspunkter af døgnet, private emails, bankforhold og nemid, fodboldresultater og videoklip, andre nyheder, musik, opslag på søgemaskine, og så videre. Pointen kunne være blevet, at skriften / skriftformerne smelter sammen, men det tror jeg egentlig ikke den har gjort. Det er stadig med et forskelligt mindset jeg sætter mig ned ved skærmen, det er stadig et særligt ritual, hvor jeg giver mig selv et rum for læsning af Slagtryk bidrag uden andre direkte forstyrrelser.”

David Graeber: brudstykker af en anarkistisk antropologi

Anarkismen rummer for mig at se rigtig mange positive træk. Autonomien og aktivisme er for mig vigtige begreber i forhold til frihed og indgåelse i et fællesskab. Det er befordrende for at kunne agere, handle, være aktiv.

Jeg har ikke læst nok for at kunne vurdere om Graeber kommer godt rundt og rummer tilstrækkelige perspektiver. Personligt er jeg blevet gjort opmærksom på, at den sande anarkist ikke accepterer officielle uddannelser, fordi institutionen er eller indeholder en magtposition, der definerer hvad der er med og ikke; hvem der kan være med og ikke. Jeg kan godt se et samfund baseret på flere anarkistiske ideer, men jeg tænker at det er et tilbageskridt, hvis vores uddannelser skal være lokale og overleverede (?); at vi ikke kan danne skoler, hvor de interesserede, engagerede kan møde op og dygtiggøre sig yderligere.

Igennem bogen er der også andre emner, der rører mig personligt. Graeber er rimelig let at følge og veksler fint mellem teori og praksis. Men de bedste oplevelser har jeg i de mere filosofiske (og måske postulerende) overvejelser. F.eks. hvordan konflikt altid findes og selv i de samfund, hvor de ikke er synlige – hvor konsensus synes at herske – findes der slagmarker i stor stil.

Selvfølgelig er alle samfund i et eller andet omfang i krig med sig selv. Der er altid sammenstød mellem interesser, fraktioner, klasser og lignende; desuden er sociale systemer altid baseret på jagten på forskellige værdiformer, der trækker folk i forskellige retninger. I egalitære samfund, der som regel tillægger skabelsen og opretholdelsen af kollektiv konsensus en enorm betydning, synes dette ofte at udløse en form for lige så differenceret reaktionsdannelse, en spøgelsesagtig underverden befolket af monstre, hekse og andre rædselsskabninger. Og det er de mest fredelige samfund, som også er de mest hjemsøgte, i deres fantasifulde udlægninger af kosmos, af de vedvarende kriges genfærd. De usynlige verdener, der omgiver dem, er bogstaveligt talt slagmarker. Det er, som om det endeløse arbejde med at opnå konsensus maskerer en vedvarende indre vold – eller måske er det bedre at sige, at det er den proces, gennem hvilken den indre vold bliver afmålt og afværget – og det er netop det og det deraf følgende virvar af moralske selvmodsigelser, der er den sociale kreativitets primære kilde. Det er således ikke de modstridende principper og de uforenelige impulser, der er den ultimative politiske virkelighed; det er de lovgivningsmæssige processer, som medierer dem.

Jeg opfatter mig selv som konsensussøgende; hvad hvis det ikke kun gælder på et samfundsplan men også personligt?

David Graeber: brudstykker af en anarkistisk antropologi (OVO Press, 2016)

Eugene Thacker: Kosmisk pessimisme

Andreas Eckhardt-Læssøe har oversat “Kosmisk pessimisme” og det var en herlig oplevelse at læse. Jeg har ikke noget stærkt forhold til pessimismen, men at anse og behandle denne livsindstilling som en filosofi, er der kommet mange sjove ting ud af. Jeg anbefaler bogen og vil her blot citere fra (noget af) begyndelsen:

(…)
Pessimismen er den laveste form for filosofi, ofte affejet og afvist som et symptom på en dårlig indstilling. Ingen har nogensinde brug fro pessimisme på samme måde som man har brug for optimisme til at inspirere én til at nå store højder og blive samlet op, på samme måde som man har brug for konstruktiv kritik, gode råd og feedback, for inspirationsbøger eller et skulderklap Ingen har brug for pessimismen (skønt jeg godt kan lide at forestille mig en pessimistisk selvhjælp). Ingen har brug for pessimismen, men alle – uden undtagelse – har på et tidspunkt i deres liv været nødt til at konfrontere pessimismen. Hvis ikke som filosofi, så som anklage – enten imod sig selv eller andre, imod sine omgivelser eller ens eget liv, imod tingenes tilstand eller imod verden som sådan.
(…)

Eugene Thacker: Kosmisk pessimisme (OVO Press, 2016)
 
 
 

Scherz skubber Halling Nielsen på luften

I november (22. oktober til 19. november 2015) blev Rasmus Halling Nielsens forfatterskab udstillet og formidlet på Albertslund Bibliotek. Et hav af udgivelser i montre, privattryk i stor variation, forstørrede tryk som plakater, video og lydfiler til aflytning, alt muligt var tilgængeliggjort og nyt endda fabrikeret til dagene. Et stort åbningsarrangement satte scenen, som Halling fan et must see.

Jeg bidrog med et kommentarspor om Skubber på luften som en fjer – hvilket den anden RHN-beundrer Asger Schnack ligeledes gjorde.

albertslund_bibliotek

Optimism is the sleazy sales pitch of western globalization

I en fantastisk butik i Berlin (Do you read me?!) købte jeg tre numre af tidsskriftet Mono.Kultur. Jeg kendte det ikke i forvejen, og valgte det egentlig på grund af forsiden (Dave Eggers præger nr 25), grafiske tekster (nr 12 lignede konkretpoesi) og endelig på grund af titlen på nummer 39 “The arrogance of optimism”.

Tidsskriftet viser sig at være baseret på interviews med ret kendte personligheder. Ud over Eggers, så har Marina Abramovic, Gus Van Sant, Brian Eno, Kim Gordon, Chris Ware, etc. deltaget.

Det næstnyeste nummer (nr 39) er med producer, DJ med mere Terre Thaemlitz, der har et imponerende syn på tingene. Noget af det vilde ved folk, der har levet i det jeg vil opleve som udkanten af en kultur eller social sammenhæng, men for vedkommende selv selvfølgelig har været i et centrum, kan være de argumenter og det perspektiv de kan ligge på tingene. Jeg føler nærmest, at det er ny poesi. Det er primært de sidste sider i tidsskriftet, der rykker på den vilde måde og lever op til det politiske statement i titlen. Ellers er jeg lettere irriteret over den arrogance Thaemlitz selv lægger for dagen. Jeg vil gerne citere lidt:

It (optimism) is divinely Evangelical and American, and entwined with contemporary capitalism.

(…)

Optimism, dreams, hope … these are ideological weapons wielded for domination time and again. They are that opium of the masses. They soothe and sustain us through the insufferable, thereby sustaining the insufferable. They help us disengage from the present and focus on fantasies of times to come. Good times. Happy times. Ultimately heaven on earth. No thanks. I already know at that party I’d be another staff member, DJing music while the victors schmooze and congratulate each other in their newfound comforts… I already do it all the time, and it sucks.

(…)

The problem with optimism-based organizing is that it often presumes happiness is a lifestyle choice and sustainable (..) That is a fucked up presumption and the cause for much suffering against the self and others. For me, optimism should only be used in moderation, like drugs. Our Western post-industrial cultures keep us addicted to hope, and that addiction facilitates and fuels their Evangeical spread around the world. Optimism is the sleazy sales pitch of western globlization.

Terra Theamlitz “The arrogance of optimism”. Mono.Kultur no 39 (2015)