Trappe Tusind: Nr 9

Jeg tror, at det er første gang jeg omtaler Trappe Tusind på min blog – en enkelt gang har jeg i en kommentar til et af mine indlæg henvist til nr 5. Og det er sådan ca det, til trods for at jeg altid skimmer bladet og læser et enkelt eller to bidrag.

Nr. 9 udkom i midten af september og Trappe Tusinds hjemmeside er endnu ikke opdateret. På et tidspunkt kan du dér læse nummeret som PDF, men indtil da er det til at finde i tryk i enkelte københavnske boghandlere.

En tredjedel af nummeret har jeg ikke læst. Den del er artikler om Dostojevskijs Kældermennesket, Kirkegaards Gjentagelsen og Brutalisme i arkitekturen (den tager jeg måske senere!). Og det vidner om tidsskriftets akademiske tilhørsforhold og jeg finder den formidling prisværdig.

I hvad jeg har læst, fandt jeg en smuk (sikkert intenderet) sammenhæng mellem Nina Kocks artikel om Tao Lin, Mira Gonzalez digte og Ursula Andkjærs bidrag i form af et langdigt/ essay. Forbindelsen mellem Tao Lin og Mira Gonzalez er mere åbenlys. Forholdet omkring “jeg” og “du” og særligt den gensidige repræsentation som forklares i Nina Kocks artikel forbereder én på læsningen af Gonzalez. Og Andkjær Olsens behandling af (blandt andet) patos og ironi sætter det (jeg og du) i et yderligere perspektiv. Og den efterfølgende artikel om H Press, med henvisningen til den flotte forside og bagsiden på nummeret, hænger som en krog (og agerer omslag) på de forrige artikler, f.eks. fordi samtalen blandt andet handler om chapbooks, et udgivelsesformat der er tæt knyttet til alt.lit og f.eks. Mira Gonzalez. Og jeg ser ligeledes at oversættelsen af Christian Krachts 1995 udgivelse ‘Faserland’, som et bevidst redaktionelt valg i forhold til alt.lit og emne / litterært interessefelt hos blandt andet de to Trappe Tusind redaktører Caspar Eric og Johannes Fogtmann.

Det forekommer mig en anelse konstrueret at Nina Kock skriver om Tao Lin og Cindy Sherman i samme artikel. Og det er med til at mudre hvad det egentlige sigte med artiklen er. Men jeg blev klogere og kunne ved læsningen fornemme, at det er længe siden jeg har gået på uni. Så cadeau for at bringe flere ting i spil og flette det sammen; der var ikke noget jeg følte grund til at skimme eller springe let og elegant henover.

Og så er det fedt, at Trappe Tusind introducerer den 21 årige alt.lit stjerne Mira Gonzalez. Digtene af Mira Gonzalez er ‘grimme’ i deres natur, men interessante, fordi de rummer spring mellem linjer og associationer, som vores tanker og hjerneaktivitet: Det banale i Gonzalez digte har den egenskab på mig, at de virker lidt kiksede eller måske upassende. I overskridelsen af intimsfæren (eller bare det private) bliver teksterne på den måde ‘ærlige’ eller skal i det mindste opfattes som ærlige. Men det er en helt anden snak. Redaktør Caspar Eric har givetvis en lang finger med i oversættelsen (det står ingen steder?). Og det skal blive spændende om der vil være mere i den dur i kommende numre med samme redaktion.

Trappe Tusind: Nr 9. Trappe Tusind (2013).

Reklamer

Steve Roggenbuck: LIVE MY LIEF

“Back in my grandfathers days they didn’t have YOLO. We have YOLO.”
citat fra “make something beautiful before you are dead”

Jeg kan godt have en ting for tekst, der ikke er alt for artig, tekst, der lader sproget gøre noget magisk. Nogle gange kan det være noget meget simpelt. Nogle gange skal der en crazy fyr som Steve Roggenbuck til. Henvisning til personen har jeg nok fået via en blogpost af Caspar Eric, og så er jeg ellers langsomt gået på opdagelse i hans mange videoer og det har kulmineret her i december.

Nogle få gange minder Steve Roggenbuck mig om Fred. En lille irriterende unge, der er blevet enormt populær på at fare rundt og råbe op. Men for det meste, så er Roggenbucks punchlines den reneste poesi, hans forklaringer holder vand og hans vision lige ned ad min boldgade. Han kredser om internettet, sex, venskab og kærlighed. Han referencer er sjove, indforståede og præget af blogosfæren (reddit, memes, mm).

En af hans finere øjeblikke er for mig en lidt nyere video, hvor han i den grad bevæger sig ind i emo-land: Put your dead things in me, I have a room in me.
– med en agressiv, nærmest satanisk tilgang til et “du”, hvor det handler om døden (eller noget der repræsenterer døden eller noget der afsluttes) og med en privatsfære der er åbnet helt op og følelserne helt ude. Eksempler på ting, der får teksten til at hænge sammen: “Make me cough rain, girls” + “Put your dead things into me like the rain”.

Steve Roggenbuck er fortaler for, at alt er litteratur [video]. Det er jeg ikke, men jeg er helt enig, når han i en anden video taler om, at kunst handler om at lave værdisystemer (belief systems), “memeplex, brands, discourse, culture” og senere i videoen fortsætter han med at tale om, at det gælder om at være i strømmen, at være i det store indholdsmonster [mit ord, red (sic!)], som findes i et facebook nyhedsfeed, de nyeste youtube videoer, de seneste tweets eller i din blogreader.

“Sleep with me until we are birds at the end of the world.”

Mere behøver jeg ikke. Denne linje af Steve Roggenbuck. Om det står i en digtsamling, er en linje på din twitterprofil retweetet fra en eller anden, eller noget du siger til mig i telefonen inden jeg siger godnat.

Vil du vide mere om Steve Roggenbuck, så læs f.eks. via Knowyourmeme og følg ham fra hans hjemmeside http://www.livemylief.com/ og mange profiler omkring på nettet.

Og vil du kende lidt til noget af baggrunden for denne bevægelse han udspringer fra, kan du måske have gavn af at høre denne 20 minutter korte podcast om Flarf Poetry af Ben Abraham.

Antologi 50K [red. Caspar Eric]

Internettet er noget gavmildt noget. På tre-fire dage har Caspar Eric samlet en antologi på 75 sider til download fra sin blog i anledningen af, at den har haft 50.000 sidevisninger. I en blogpost noterer han udgangspunktet for en antologi, hvor han lader sine læsere tale.

Samlingen minder mig meget om et tidsskrift pga de store spring mellem bidrag – i indhold, kvalitet, måske også form, humor og sigte. Og hænger alligevel den sammen ved at bringe tekster, der kommer fra nye stemmer, de yngre / yngste i litteraturen (sammen med enkelte ældre).

Jeg ved ikke om det er passende at fremhæve nogle bidrag fremfor andre, men jeg finder glæde ved Nanna Damsgaard-Larsen, Axel Aaro, Maria Dønvang og Caspar Erics bidrag. Og ikke mindste Johan Klokhøjs brev / historie, der starter således:

“Jeg skriver disse linjer i de sidste timer af min vagt på alarmcentralen. Natten har været overraskende rolig, der har ikke været udpræget brug for min hjælp. Menneskerne klarer opgaverne selv. De har ikke haft brug for os, for ambulancer, politi, brandbiler. De passer godt på hinanden, samler de faldne op fra fortovene og giver hinanden plastre på, når det er nødvendigt. De sørger for ikke at begå kriminalitet. Folk kan klare sig selv, Caspar, når bare de vil. Når bare de bærer mobiltelefonen som sikkerhed i deres lommer, evigt messende vores telefonnummer i deres indre. Telefonerne kan huske de tre cifre, der udgør centralens berøringspunkt med verden, skulle menneskerne få brug for nummeret en dag.”

Du kan downloade antologien ’50K’ fra http://caspareric.wordpress.com/2012/10/22/50k/. Den fylder latterlige 230 MB. Pyt. Jeg ønsker mig Bettina Christoffersens originale tegning med de to fugle.
 
 
’50K [red. Caspar Eric]’. FRAGMENTER MOD ET KULTURELT ARKIV (2012).