Cecilie Lolk Hjort: Paranoiadigt

“Angst er blot et andet ord for brandøvelse”. “Paranoia er blot et andet ord for sikkerhedssele”. Og sådan trækker udgivelsen paranoiadigt dig ind i mørket, ind til angst, selvdestruktion og paranoia. Holder du andre på afstand? Ved du hvad der sker om lidt? Har du allerede forudset alle potentielle ulykker?

Idag udkommer Cecilie Lolk Hjorts bogobjekt “Paranoiadigt” på Weltscherz. Værket er formgivet som et bogobjekt, der består af en æske med en tekst klippet op i enkelte linjer. Inde i æsken findes et link til en hjemmeside, hvor der er adgang til teksten i sin helhed, en video og lydfil med oplæsning og en tekstgenerator, der vælger tilfældige linjer fra digtet.

Værket koster 75 kroner og du sparer porto frem til jul, så står du og mangler en mandelgave eller adventsgade, så skriv til mig eller gå i Møllegades boghandel eller Korridor.

Udgivelsen var oprindeligt et ønske fra mig til Cecilie om at lave et værk, hvor hun skrev en monolog om angst uden at knytte negativt ladede ord til det og fremførte den på video. Æsken er Cecilies udvidede fortolkning og du kan vælge mellem syv farver til dit eksemplar.

Cecilie Lolk Hjort har udgivelser på Forlaget Spring, Forlaget Nulpunkt og i diverse tidsskrifter og antologier. I efteråret 2013 har hun optrådt som hovednavn på Vild med Ord i Århus og på Slagtryk Festival med en oplæsningsperformance.

Paranoiadigt er Weltscherz syvende udgivelse i 2013. Til næste år venter en poetisk kortfilm og lydpoesi på vinyl. Det glæder jeg mig også til, men i første omgang er jeg stolt over at have udgivet Cecilie Lolk Hjort første digtsamling, der ovenikøbet er formgivet så fint og originalt.

Cecilie Lolk Hjort: Paranoiadigt. Weltscherz (2013)

PS: følg LIVE STREAM fra release i aften på http://weltscherz.dk/cecilielolkhjort/
 

Femtende note fra mit arbejdsbord (Paranoiadigt undervejs)

Senere idag sætter jeg mig sammen med Cecilie og samler de ca. 60 eksemplarer, som vi har planlagt at lave af Paranoiadigt.

Cecilie Lolk Hjort gav mig i julen 2012 en gave bestående af, at jeg kunne ønske mig et værk af hende, som jeg definerede rammerne på. Jeg synes det var interessant, både fordi jeg har en kritisk holdning til dele af Cecilies forfatterskab, og fordi jeg samtidig synes at “Smeltede appelsiner” (Ordkide nr 8) er en af mine yndlingstekster, at Noahs Ark er en god digtsamling, samt – med redaktionen i Slagtryk – allerede at have publiceret hende flere gange.

Jeg mødte Cecilie til Arden Digtfestival for 11 år siden og vi har lært hinanden bedre at kende især de sidste to år. Mine overvejelser gik på hvordan jeg skulle udfordre hendes kunstneriske praksis. Det endte med, at jeg ønskede mig noget, der ville fortsætte med at trække hende i retning af en performativitet. Noget hun selv havde talt en del om og havde tænkt sig at opsøge. Så jeg skrev følgende til hende:

  • Jeg ønsker mig en monolog, der kredser om PARANOIA og eller ANGST.
  • Jeg ønsker mig monologen fremført og optaget på video.
  • Benspændet bliver, at du ikke må bruge negativt ladede ord i relation til PARANOIA og ANGST.

Cecilie responderede med henvisning til Jørgen Leth (og en ven omtalte mig også som Lars von Trier). Men skulle den praksis forbeholdt de to; er det ikke set før, at forfattere imellem har talt sammen og fået hinanden (eller den ene den anden) ud på et overdrev / spor.

En lørdag morgen i juni modtog jeg en pakke med posten. Den var fra Cecilie og jeg fandt en grøn æske og indeni papirstrimler med tekst, samt et link til en hjemmeside. På hjemmesiden fandtes en video, en lydfil og teksten i sin helhed. Jeg lyttede til oplæsningen, wow, sikke et stort arbejde at gøre for en julegave kun til mig.

Jeg vurderede efter et par dage, at værket var for godt til kun at findes i ét eksemplar. Selvom elementet af gave/ dedikation ikke vil genfindes hos nye læsere, så rummer værket flotte Cecilie Lolk Hjort-træk f.eks. i billeddannelsen. Så Cecilie og jeg er blevet enige om at udgive det på Weltscherz med nogle tilretninger og den 26. november ser værket dagens lys (kommer til at kunne købes via Korridor, Møllegades boghandel og også direkte fra mig). Og Cecilie laver nok en LIVE streaming med oplæsning og interview på udgivelsesdagen. Links følger.