Louise Juhl Dalsgaard: Om Arktiske Heste

I 2013 vandt Louise Juhl Dalsgaard førsteprisen på 10.000 kroner i en konkurrence om “Bedste erotiske digt” på litteraturfestivalen Ordkraft. Blandt dommeren var bl.a sexologiprofessor Christian Graugaard og forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen. Nu indgår det digt i Om Arktiske Heste, der i dag udgives som film og tekst på Weltscherz.

Pre-release og premiere fandt sted i biografen i Huset i Magstræde i København i starten af marts. Den 11. og 12. april bliver kortfilmen vist i henholdsvis Ålborg til Ordkraft og Århus på Godsbanen til Litteraturens dag.

Værket er oprindeligt lavet til en performance på Slagtryk Festival i oktober ’13. Start og slutning er rettet en anelse til, men ellers fremstår Om Arktiske Heste som oprindeligt fremført. Louise havde oprindelig sendt redaktionen lydfilerne på de 13 digte værket består af og beskrevet en ide til en simpel billedside. Billedsiden udviklede sig sidenhen og der opstod også et par ideer til et performativt sideben.

Udover Louise selv, så har Jeppe Brøndum Hansen stået for lydoptagelse og Michael Christensen stået for klipning og teknik. Det gør det til en ret lille produktion og DIY ånden matcher noget af det, som Weltscherz også står for.

Godt 40-50 publikummer så en lørdag i oktober Om Arktiske Heste og jeg har sidenhen valgt at udgive værket, fordi jeg synes Louises skrift, når hun er bedst, både formår at være privat i sin tone, og kommer med humor, når hun inddrager sange og temaer fra barndommen. Idag er kortfilmen gjort gratis tilgængeligt via weltscherz.dk/louisejuhldalsgaard/ og jeg håber du giver dig tid til at se det en af dagene.

I pressemeddelelsen har jeg skrevet, at Om Arktiske Heste kredser om følelsesmæssige og kropsligt erotiske grænser. Digtet handler om behov og begær og forventninger og der er både håb og sorg. Og det er mit håb, at publikum bliver rørt – og for forfatteres vedkommende bliver inspireret af formen.
 
 
Louise Juhl Dalsgaard: Om Arktiske Heste. Weltscherz (2014)

Trailer for ny udgivelse på Weltscherz

Jeg er klar over, at der sker mange forskellige litteratur-relaterede ting i København idag. KBH Læser er i fuld gang. ØK afholder oplæsning på Mayhem. Baand festival er i Literaturhaus. IKK. Og så er der pre-release og præmiere på visningen af Louise Juhl Dalsgaards “Om Arktiske Heste” i biografen i Huset i Magstræde.

 
Her er et lille facebookevent for pre-release og filmpræmieren idag: https://www.facebook.com/events/681237411914743

Og den 18. marts er det mig så en glæde at udgivelsen kommer officielt – i video og tekst på weltscherz.dk/louisejuhldalsgaard.

Kortfilmen kredser om både mor/barn relationen, såvel som omkring berøringen mellem mand/ kvinde. Billedsiden er enkel, men også direkte – især når Louise taler direkte ind i kameraet. Billedsiden er intim – specielt når Louise ligger på gulvet og knuger en seng af stof. Teksten består af 13 digte og udgør sammen med videoen værket. Der findes et tredje lag – det performative – som ved andre lejligheder kan udspille sig ved fremvisninger. Men værket står i Weltscherz-udgivelsen for sig selv. Og jeg er på mange måder glad for at kunne præsentere en anden poesi, endnu en “ny” stemme i den litteratur, der udgives lige nu.

Louise Juhl Dalsgaard har tidligere udgivet i Jorinde&Joringels serie (2012) og er særdeles aktiv på sin blog. Jeg har tidligere interviewet hende til Forfatterforeningens “Røde sofa”, der er tilgængeligt på Den2Radio. Og for nyligt var hun i Radio 24/7 og talte med Kristian Ditlev Jensen om et manuskript, der var blevet afvist på større forlag.

Nittende note fra mit arbejdsbord (Om en poetisk kortfilm)

Da Slagtryk afholdt sin festival i 2013 ledte vi efter et sted, der kunne give særlige omgivelser til de optrædende. Vi ville give mulighed for at scenen var mere end en ølkasse, som forfatteren kunne stille sig op på. Og med et ‘Open Call‘ ville vi vise, at festivalen ønskede at rumme mere end oplæsning. Ikke at der er noget galt med oplæsning af tekster, tværtimod, det kan være herligt. Men i redaktionen havde vi talt om at give mere plads til de tværæstetiske værker.

Et af de værker, som vi fik tilsendt, var egentlig ufærdigt. Louise Juhl Dalsgaard havde sendt en lydside og beskrev sin ide om en billedside. Vi antog “Om Arktiske Heste” til festivalen i forventning til at det kunne blive godt på baggrund af det fremsendte materiale, men selvfølgelig også med en usikkerhed om endelige resultat. Undervejs i processen tilføjede Louise også et performativt element med en relativ simpel og dog virkningsfuld tilstedeværelse.

Personligt synes jeg, at det lykkedes rigtig godt, og nu udgiver jeg den lettere redigerede version med forlaget Weltscherz ud fra et ønske om at sprede værket til flere end dem, som var gået på kælderscenen på Slagtryk Festival i oktober sidste år.

For mig handler “Om Arktiske Heste” om adskillelsen mellem to personer – det være sig elskende (du/ jeg) eller familiært (mor/ barn). Forfatteren vil også fremhæve et andet og mere præcist perspektiv, og det vil jeg vende tilbage til i forbindelse med en blogpost ved udgivelsen.

Og nu glæder jeg mig bare over, at Weltscherz udgiver sin første kortfilm. Og selvom det på en måde er lidt fjollet, at jeg bevæger mig ud i et format, hvor jeg ikke kender (film)miljøet i Danmark (for f.eks. at råbe anmelderstaben op), så synes jeg også det ville være dumt at afskære mig selv fra at udgive et værk, som jeg synes sætter noget på spil.

Første visning sker den 6. marts til FILM SLAM på Huset i Magstræde, hvor “Om Arktiske Heste” vises sammen med andre kortfilm. Og der er reception [link] inden da i foyercafeen til Biografen i Huset i Magstræde.

Se teaser fra “Om Arktiske Heste” på Weltscherz: http://weltscherz.dk/louisejuhldalsgaard/

Teaser for Slagtryk Festival

Igår var jeg i Radio24syv på vegne af Slagtryks redaktion. Anne-Sophie B. Mortensen læste op af en serie digte om barndom og jeg forsøgte at få taletid omkring de emner, som jeg synes er relevante for Slagtryk festival, der løber af stablen på CaféTeatret i morgen:
http://arkiv.radio24syv.dk/video/8782959/ak-24syv-10-10-2013-2 [lidt i starten og ca. fra 4:20]

En enkelt historie fik jeg ikke med, nemlig at der ved sådan en festival er mulighed for at lave “talentspotting”. Joachim Lykke Andersen, der også er redaktør på Slagtryk, fortalte mig hvordan han på Vallekilde Højskole i februar til en HUF oplæsning med revl og krat havde hørt Yahya Hassan læse op – der var blevet “øredøvende stille”. [Hør P4 udsendelse fra i februar]

Op til festivalen lavede Slagtryk to videoer med henholdsvis K-R-E-A (og de pensionerede zoo-chimpanser):

og Anne-Sophie B Mortensen:

Louise Juhl Dalsgaard kommer med en uropførelse af Arktiske Heste og har selv lavet denne teaser:

Og det har Frank Langmack også:

Programmet på Slagtryk Festival er et udsnit af den store scene af upcoming forfattere, som udgiver i tidsskrifter, på nettet eller mindre formelt på tværs af genrer og institutioner. Med over 30 indslag håber vi at kunne skabe en festivalstemning, hvor folk må rundt på scenerne for at opleve det nyeste: Nogle indtræder i nye konstellationer, nogen læser op af udgivet materiale, og nogen præsenterer helt nye tekster.

Se hele programmet her i PDF: http://www.slagtryk.dk/wp-content/uploads/2013/sf/program.pdf
og her (lavet af Joachim) til din smartphone: http://korturl.dk/bmn