Hvor er det godt at være i en redaktion

Der er en håndfuld bidrag, der er blevet sendt til Slagtryk, hvor jeg efterfølgende har tvivlet på om det var korrekt at redaktionen afviste dem. Lasse henviste mig for en uge siden til et interview med Poul Borum, hvor Poul Borum fortælle, at han havde rost Vita Andersen for nogle digte, som hun havde fået trykt i Fælleden. Hun replicerede, at Poul / Hvedekorn ellers havde afvist dem. En redaktørs lod? Hvad gør man? Skal man hellere trykke flere eller færre, kan man lade tvivlen komme det indsendte til gode?

I disse tilfælde er det godt at have en redaktion, hvor baggrund, referenceramme og smag er forskellig. Og det glæder mig at de to andre stod fast på en udgivelse i Slagtryk, der lyder “Når ting tyve tyngde / når luft gør noget / (…)”. Teksten var lukket land for mig, men set ud fra kommentarerne efterfølgende, så var det ganske rigtigt set. Jeg synes ikke, at jeg kan være large og publicere flere eller ekstra forsigtig og publicere færre tekster i Slagtryk. Jeg vil ramme præcis de tekster, som jeg synes skal ud.

Og nu må jeg så bare håbe, at især ene, hvor jeg fortrød afvisningen sidste år, sender ind igen. Hun havde det i sig.