Hvor er det godt at være i en redaktion

Der er en håndfuld bidrag, der er blevet sendt til Slagtryk, hvor jeg efterfølgende har tvivlet på om det var korrekt at redaktionen afviste dem. Lasse henviste mig for en uge siden til et interview med Poul Borum, hvor Poul Borum fortælle, at han havde rost Vita Andersen for nogle digte, som hun havde fået trykt i Fælleden. Hun replicerede, at Poul / Hvedekorn ellers havde afvist dem. En redaktørs lod? Hvad gør man? Skal man hellere trykke flere eller færre, kan man lade tvivlen komme det indsendte til gode?

I disse tilfælde er det godt at have en redaktion, hvor baggrund, referenceramme og smag er forskellig. Og det glæder mig at de to andre stod fast på en udgivelse i Slagtryk, der lyder “Når ting tyve tyngde / når luft gør noget / (…)”. Teksten var lukket land for mig, men set ud fra kommentarerne efterfølgende, så var det ganske rigtigt set. Jeg synes ikke, at jeg kan være large og publicere flere eller ekstra forsigtig og publicere færre tekster i Slagtryk. Jeg vil ramme præcis de tekster, som jeg synes skal ud.

Og nu må jeg så bare håbe, at især ene, hvor jeg fortrød afvisningen sidste år, sender ind igen. Hun havde det i sig.

Reklamer

Udgivet af

Scherz

Født 1978. Bor i København V, Danmark.

13 thoughts on “Hvor er det godt at være i en redaktion”

    1. Vedkommende er anledning til mit indlæg, men jeg vil mere end at gå bodsgang, når jeg skriver om min tilfredshed over at være i en redaktion, hvor vi kan gå i dialog med hinanden og have tillid til hinandens vurderinger.
      Og så er det iøvrigt en privat sag at sende ind til Slagtryk og det forbliver en privat sag, såfremt vedkommende ikke bliver trykt.

  1. Jeg har stor respekt for din tvivl og dine fortrydelser. For at du tillader dig selv at vakle.

    Like til nyt design på bloggen! Jeg tror egentlig, uden at have opdaget det dengang, at jeg efterhånden trængte til en mangel på grønt herinde.

  2. Hvad havde hun i sig? Og, hvem siger, hun ikke stadig HAR det?
    Jeg forstår virkelig ikke hele den diskussion omkring publicering – af mere eller mindre anerkendte redaktioner – hvorfor er det så vigtigt? Hvorfor vigtigt for den skrivende, og hvorfor for dig (og andre i redaktioner)? Hvis man vil dele sine tekster, er der i dag så mange måder at gøre det på, og handler det i virkeligheden om anerkendelse af digteren af etablerede kredse, ja så står jeg da helt af. Det må skuda aldrig blive derfor, man skriver… desuden, måske har hun ikke rigtigt vidst, hvad hun ville med det, da hun indsendte. Jeg har selv engang indsendt noget til Lars Bukdahls Hvedekorn, som blev afvist, og jeg gjorde det mest af alt, fordi nogen sagde, jeg burde. Bagefter tænkte jeg “fuck det, men fede råd, han gav” og skrev videre, men jeg kunne ikke drømme om at sende noget til Hvedekorn igen, hvorfor skulle jeg? På en måde fik jeg jo, hvad jeg (ikke vidste, jeg) kom efter: Svar, og samtidig, som sagt, var indsendelsen foranlediget af et skub udefra, i modsætning til at være noget, jeg selv havde en klar forestilling om, hvad jeg ville med. Hurra for Facebook og blogs, siger jeg bare. De længe leve.

    1. Jeg er personligt stor tilhænger af blogs og hvad der ellers findes af personlige flader og saloner. Og ja, litteraturen er blevet så tilgængelig, at den kan komme ud, uden at det nødvendigvis er i et tidsskrift eller lignende, uden at det er igennem en instans og uden at det skal ‘godkendes’.
      MEN, og skyd mig hvis det lyder perverst, jeg synes klart, at der er noget tilfredsstillende i at sende tekster ind til et tidsskrift og få dem ‘trykt’, så længe man er bevidst om, at en afvisning eller godkendelse, ikke er svarende til at hele verden elsker/hader det man skriver. Tidsskriftet kan noget en blog ikke kan, den har en anden autoritet og når nemmere og hurtigere ud til mange flere mennesker. I et tidsskrift bliver teksten et produkt, som folk kan tage fat i og forholde sig til, her er bloggen meget mere dynamisk og diffus. (En anden diskussion er så, hvorvidt Slagtryk kunne ses som det tidsskrift, med dens konstante aktivitet, der går bloggen mest i møde)
      Og fuck janteloven, selvfølgelig er det da sjovt/rart/nice at se sit navn andre steder end der, hvor man selv har skrevet det, hvad enten det så er i Hvedekorn, Slagtryk, Victor’s etc.

      På den note, synes jeg også kun, at det er rart at få indblik i den menneskelige side af processen. Selvfølgelig er der en smag, en linje af en art, og den kræver nok, at man ind imellem træffer valg uden at ville. Tak for link til Borum-interview, god læsning.

      1. Tidsskriftet når ganske givet hurtigere ud til en anden KREDS af mennesker, deri er jeg enig, men ikke nødvendigvis flere, vil jeg vove at påstå.

        Og mht. nicenessen i at se sit navn andre steder… tja, “man” har det nok forskelligt med den slags – personligt synes jeg fx. det er rart at blive læst, altså at det, jeg skriver, bliver læst – og fuck the rest, altså det med navnet. Hvem som helst kan finde dét på Krak. Anyways.

    2. Jeg refererer tilbage i tiden og valgte derfor datidsformen “havde” uanset hvordan det ser ud idag for vedkommende.
      Jeg er ikke uenig med dig omkring blogs og om at du må skrive af andre årsager end det at blive anerkendt. Fordelen ved et tidsskrift er andelen af interesserede læsere. Tidsskriftet kan derfor ses som en distributionskanal til at nå ud til en større (og/eller ny) gruppe læsere. For selvom der er en glæde ved at skrive i sig selv, så er der også en glæde ved at blive læst.

    3. “handler det i virkeligheden om anerkendelse af digteren af etablerede kredse, ja så står jeg da helt af. Det må skuda aldrig blive derfor, man skriver” Hvorfor ikke? Må det heller ikke være ét af flere mål med at skrive?

  3. Du har ret, “Cecilie”, MAN må skrive med lige nøjagtigt de mål, man nu har. Jeg mente “jeg”, og “kun” (før “derfor”) hvilket jeg hermed præciserer: Hvis JEG skriver med det mål alene, bliver det noget c-r-a-p – jeg vover så blot (også) den påstand, at det samme kunne tænkes at gøre sig gældende for andre (skrivende).

    1. Njah, du vover jo både påstanden at det gælder for andre skrivende, og at hvis man har det mål, har man ikke samtidig nogle andre. Jeg kan ikke se grunden til at antage nogen af delene.

  4. En interessant diskussion synes jeg.

    Jeg må indrømme, at jeg er en sucker for berømmelse, selv i vort lille land. Jeg har ingen direkte klar køreplan, men jeg vil gerne blive kendt og berømt og feteret.

    Jeg har valgt at skrive, fordi det er nemt. Man kan sidde hjemme, eller for den sags skyld ude, men hjemme er nu nemt.

    Jeg må da indrømme, at jeg også finder fornøjelse ved det, men det er vistnok sekundært.

    Indtil videre er det mest noget hø, det jeg har skrevet, men jeg satser på at formkurven er for opadgående.

    Hvad er endemålet? Ja, der er jo mulighederne for at få en tekst i diverse tidsskrifter, selvom de udkommer i relativt få eksemplarer. Selvfølgelig kunne man også prøve at skrive til Ud & Se, der når lidt bredere ud. Men endemålet? Det må være at ryge på finansloven for nogle kortere tekster. Jeg magter ikke at tænke i romaner, det er simpelthen for stort et projekt.

    Jeg håber bestemt på at ende som digter en dag, så smider jeg nok masken i bar glæde.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s