4 læsenoter til Forfatterskolens afgangsantologi 2014

1.

Hvert forår modtager en række forfattere en besked om at de er kommet ind på Forfatterskolen og skal starte efter sommerferien. To år efter afsluttes uddannelsen med en udgivelse og en afgangsoplæsning. I den digitale tidsalder er det blevet nemmere at undersøge hvad den nye elev har (fået) publiceret inden de starter. Og med antologien får offentligheden et indblik i et begyndende forfatterskab.
Antologien er et vidnesbyrd om at den og den forfatter har gået på Forfatterskolen et givent år, og teksterne er et udvalg af hvad forfatterne senest (måske?) har arbejdet med. Hvert år synes jeg, at det er svært at pege på ligheder mellem forfatterne, der afslutter deres forløb. Har de og hvordan har de præget hinanden i de to år de har gået sammen, læst hinandens tekster, talt om klassikere og ny litteratur (inklusiv den prægning der må komme fra de to andre årgange, som de også har gået med et år)?
Det er måske uvæsentligt for teksten i sig selv, for læsningen som Pablo Llambías omtaler i forordet. Men er det også uvæsentligt for forfatterskabet, for kontekst, for at forstå hvad der ligger til grund og for vejen der til, er processen uvæsentlig?
 
 
2.

Da jeg begynder på Reimar Torkil Juuls bidrag “Kæmper på jorden” med undertitlen tæxter, bliver jeg stærkt irriteret over de meget korte sætninger (2-5 ord), men trækkes samtidig ind i tekstens univers.

“Jeg slår kolbøtter. Jeg slår ikke kolbøtter. Jeg er nøgen. Jeg er ikke nøgen.”

Hvad skal jeg tro (som læser)? Er han nøgen? Eller hun? Jeg oplever det som potentiale i eksistensen. Jeg læser det også som en trinvis erkendelse. Men det er nok mest af alt bare en tidsmæssig forskydning: at først er jeg nøgen. Derefter har personen taget tøj på og kan sige, jeg er ikke nøgen. Som hurtige klip i en film, hvor vi får registreringen af situationen. Det er effektivt: med afsæt i få ord får jeg plads til at se scenerne for mig. Samtidig er det også en anelse skizofrent og passer godt til stemningen i teksten. Jeg siger for lidt om teksten og siger det for mildt. Giv ham nogle flere sider, jeg synes det er et pissefedt bidrag!
 
 
3.

Hvis jeg nævner nogen fra antologien, skal jeg så nævne alle. Nej. Men jeg vil også gerne fremhæve Signe Gjessings bidrag. Hendes skrift udvider sprogets potentiale, eller viser, at det kan strækkes endnu mere. Det er vildt og smukt på samme tid. Et blandt mange citerbare linjer:

“ingen, ingen må beskære dit rosenhost, kun anvise roserne/ deres pladser yderst på din eksistens.// Du hører udsagn skulpteret i verdens selvværd,”

I sin afsøgen af universet er jeget ikke nævnt; der er poetiske definitioner (f.eks. “verden, et påskud for ikke at kunne komme videre”), og der er samme gode kvaliteter, som jeg læser hos f.eks. Ursula Andkjær Olsen, uden at jeg på nogen måde vil reducere min oplevelse til at der skulle være tale om en epigon.
 
 
4.

Da jeg læser de første digte af August Bovin Boberg, synes jeg de er pyntede eller stærkt poetiserede. Hør f.eks.

“Med det sølvblå havs lighterlyserøde krusninger ser jeg mit bortvendte spejlbillede i de gyldne marmoreringer i løvet over mig.”

Men da jeg vender tilbage et par dage senere forekommer billederne mig mere forgøglede eller hårde eller fokuserede i at skrive et billede. Jeg tænker, at det er et æstetisk valg at bevæge sig tæt op ad det kitschede, og Bovin Bobergs anvendelse af tillægsordene splitter mig holdningsmæssigt. For der er også en frihed i teksterne, det er som om de bevæger sig frit og frejdigt. F.eks. i stykket om den lille dreng med skovlen, der først skal grav et hul i dansegulvet. Og på næste linje (side) følges op af “Bagefter kan vi skovle mundende ud af vores hoveder.”
Lars Bukdahl skriver på Litteratursiden, “at læse en debutant skal være som at debutere som læser”. Hvis originalitet er det ypperste (hvilket jeg synes!), så er det et ambitiøst krav til de begyndende forfatterskaber. Men det er også et sundt krav til læseren (mig), når jeg skal læse nye tekster. Altså, et krav blandt flere.
 
 
Forfatterskolens afgangsantologi 2014. Basilisk (2014)

 

Tag dig sammen, internet (tre kommentarer)

1.
I Standard har Martin Glaz Serup og Thomas Hvid Kromann skrevet om den litterære blog [via kornkammer]. Jeg har ikke læst artiklen og håber den er god. Og jeg synes det er godt, at et af de større danske tidsskrifter (i abonnenter, rækkevidde og prestige) giver plads til den slags. Men hvorfor kan vi ikke læse om internettets bidrag til den litterære scene på internettet? Ikke denne artikel, den er hvor den er, men helt generelt: Hvorfor er der ikke flere, der sætter en dagsorden, der ikke er afhængig af trykte medier. Tag dig sammen, internet.
 
 
2.
Lars Bukdahl skriver på sin blog, at han hader, at digte optaget i Hvedekorn går igen i forfatternes egne bøger. Jeg undres over holdningen. Som redaktør af Slagtryk, der som Hvedekorn trykker digte og kortprosa, ser jeg meget gerne, at digtene lever videre i andre sammenhænge efterfølgende. Det er måske mere almindeligt for (lyrik)udgivelser fra f.eks. USA, Tyskland (og England?). Men hvor jeg dog glædes ved tidsskriftets mulighed som mellemstation, både for forfatter og for tekst, der kan udvikle sig fra publicering til publicering. At bliver begavet med flere versioner af samme tekst, what’s not to like?

Forklaringen kommer Lars Bukdahl selv med: at han foretrækker, at digtet kun står et sted. Det er feinschmeckeren, der taler; det er den dedikerede læser, det er eliten, der vil have noget ud af sine anstrengelser, sin litterære kapital. Jeg anerkender, at det er et legitimt argument. Men det er også snævert og ekskluderende og med til at fastholde nichen som niche, eliten som elite. Og det ville nok også betyde, at forfatterne ville holde længere på teksterne og måske slet ikke sende dem ind i håbet om at få dem udgivet i et værk?
 
 
3.
Når Lars Bukdahl anklager Promenadens skribenter for at undergrave Forfatterskolens jubilæumsskrift ved at ligge et par bidrag ud på Promenaden er det en – i mine øjne – klassisk misforståelse, der både fandtes hos pladeselskaber for 10 år siden og findes hos forlag i dag. For der er intet undergravene; der er tale om fire ud af fyrre bidrag. Artiklerne når ud til flere læsere, og en andel af disse vil få lyst til at købe Festskriftet, enten fordi de vil læse artiklen i et bogformat eller er blevet interesseret hele antologien.

Men kritikken kommer måske på grund af noget helt andet: at Lars Bukdahl som vanligt er på tværs og hellere vil læse, dem der ikke har bidraget, end dem der har?
Festskriftet for Forfatterskolens 25 års jubilæum kan købes her: http://basilisk.dk/bog/FS25.htm

Rocío Cerón: Oplæsning på Forfatterskolen

Først så vi et par film, der mindede mig lidt om 80er kunst, byens larm og det fremmedgjorte individ i et politisk og globalt samfund. Måske skal jeg gøre opmærksom på, at jeg ikke forstår et ord spansk, men jeg har en forkærlighed for at høre digtere med et andet modersmål eller kulturel baggrund end den vesteuropæiske.

Og som Rocío Cerón plæderede efter oplæsningen, så er sproget mere end ordet. Ordet har krop og efter at have holdt et frivilligt eksil fra sit performative forfatterskab fra 1997 til 2003, så begyndt hun igen at inddrage auditive og visuelle elementer i sin digtning, fordi “der manglede ligesom noget”.

Efter filmene læste Rocío Cerón op fra “13 måder at bebo et hjørne”, hvor Pablo Llambias indledte med den danske oversættelse af teksterne, der er oversat af Thomas Boberg / Morten Søndergaard. Det er nogle virkelig fine tekster og efter meget hurtigt at have bladret i den svenske oversættelse af “Tiento”, der er udkommet forlaget Aura Latina, så lader det til at Rocío Cerón har en helt usædvanlig poetisk tone. Her er et af digtene fra oplæsningen:

Knoglede vinkler, former og skrænter hvor ritualet stammer fra. Hvem er bange for luften? Hvor der er en revne. Skinnende dør. Stilleben, tobaksrøg. Korsveje. Et digt er en limefrugt en skuddag en 31 marts et tankemønster en fyrreskov. Stille reserver markerer tærsklen. Luft, fyldte lunger. Ilt for at forsyne omgivelserne. Nærhed af hud mod vinden. Bur.

Rocío Cerón læste op på Forfatterskolen den 22. marts 2012.