PUBLICERING: Online

INDLEDNING: Der er mange væsensforskelle ved at trykke Online eller Print. Den ene form er ikke partout bedre end den anden, men i forhold til respektive værker og kontekster, giver en publiceringsform mere mening end en anden.

DEFINITION: Jeg kalder det Online, når jeg tænker på ebøger, applikationer, internet og kalder det Print, når jeg tænker på et fysisk format.

PRÆMIS: Mit daglige arbejde er poesien, kortprosaen, den smalle litteratur, men nedenstående gælder også anden primær eller sekundær litteratur.

PERSPEKTIV: Min kontekst er Online, selvom Print ikke har været uden forandringer de seneste år. Nedenstående punkter burde måske også forklares i dybden med eksempler, men jeg har valgt oversigtsformen med den hensigt, at nå hele vejen rundt.

VÆRDI: Print udgivelser opfattes og værdisættes højere end Online, en udligning er måske undervejs.

ØKONOMI: Online publicering har potentielt lave omkostninger i forhold til produktion og distribution. Omvendt har det hidtil vist sig svært for de fleste at tjene på Online publiceringer.

DECENTRALICERING: Bevægelsen mod Online er også en frigørelse fra historiske institutioner. Nye monopoler er dog under opbygning.

VIRAL EFFEKT: Spredning kan være hurtig og massiv i volumen i Online medier. Men der findes ingen manual for hvordan det virale hit skabes.

AKTUEL: Ny information og viden kan erstatte gammel. Det kan føre til rettelser med det samme, men det kan også betyde, at dokumentation for tidligere opfattelser / udtalelser slettes.

ADGANG: Online åbner for en lettere adgang til publicering, hvilket medfører større konkurrence blandt de mange. Den manglende økonomisk barriere betyder skærpede behov for legitimering og anerkendelse i forhold til blivende opmærksomhed.

BEVARING: Der er større usikkerhed og manglende forståelse for bevaring af materiale, der ligger tilgængeligt Online.

HASTIGHED: Der er kortere fra deadline til publicering. Med det opskruede tempo udfordres begrebet om aktualitet. Hvornår er noget ikke længere nyt? Begrebet deadline udfordres, da publiceringen Online måske ikke er afhængig af ekstern distribution, produktion eller andre bidrag for at blive bragt.

GEOGRAFI: Online er i mindre grad indskrænket af geografisk tilhørsforhold. Adskillelsen af tid og rum har eksisteret med brevet, radio og TV, men aldrig så gennemgribende som Online.

TEKSTMÆSSIG BEGRÆSNING: Online er pr definition ikke begrænset af antal ord eller tegn. Dette kan både medføre større fleksibilitet og derved bedre udgivelser, såvel som dovenskab og mindre redigering, hvilket kan give en ufærdig sjusket publicering.

REDAKTION: Både Print og Online kræver redaktionel tid og faglighed. Den tekniske bistand er ligeledes i begge tilfælde påkrævet.

KONTROL: Forfatteren og udgiveren har potentielt mindre kontrol med læsningen af værket ved tekster publiceret Online som følge af teksten forskellige formatering i forskelligt udstyr (mobil, styresystem, browser) og metode (f.eks. RSS).

VÆRKBEGREB: Online tilbyder en ny ramme, der let kan udfordre værkbegreb i forhold til forfattere, enhed (hvornår er det afsluttet?). Denne rammer er ikke unik for Online, men nemmere at håndtere end i Print format.

INTERAKTION: Afstanden mellem læser og forfatter synes mindsket Online, hvilket f.eks. giver mulighed for direkte feedback. Kan læserens fortolkning af værket også betragtes som interaktion, inkluderes Print i forhold til interaktion – men afstanden minimeres ikke, tværtimod.

RELATIONER: Links binder bidrag, diskussioner med mere sammen. Den tertiære litteratur er gjort nemmere at holde opdateret.

SØGNING: Online publiceringer er på grund af teknik lettere at søge igennem på ord eller sætninger, ligeledes er definitioner og termer potentielt lettere tilgængelige ved opslag.

NAVIGATION: Print er stadig foretrukket i forhold til anvendelse, navigation og læseoplevelse opfattes i højere grad sværere online.

PERFORMANCE: Muligheder for adfærds- og anvendelsesanalyser via data er omfangsrige og tilgængelige når det kommer til Online.

MARKEDSFØRING: Når det ligger fremme/ sendes, er Print publiceringen en markedsføring i sig selv. Ved Online er der fordele i forhold til målrettet at nå den rette person.

LINEÆR FORSTÅELSE: Online udfordrer den lineære tankegang, som kendes fra Print.

KONCENTRATION: Online er der en tendens til at scanne tekst (og billeder) frem for at læse den. Er der Online også flere distraktioner såsom Facebook, email, etc.?

BOGMÆRKER: Det er muligt at lave bogmærker Online såvel som Print. Massedeling er mulig Online.

COPYRIGHT: Samme regler gælder Print og Online – og for anonyme publiceringer.

MELLEMREGNING: At publicere eller påstå andre publicerer Online på grund af økonomi er at misforstå kontekst, struktur og konsekvens.

If you think of the internet as a medium of distribution, you are 100% wrong. People are the medium of the internet, they are the ones who pass things along. The internet is infected with humanity.
– David Weinberger: The network of everything.

SIMULERING, stiml, stimulation, lalalation!

siden hvornår har jeg haft muligheden for at træde et skridt tilbage og to skridt frem,
hvem tænker at jeg danser,
jeg simulerer
bølgerne i havet,
jeg træder vande så det skummer,
væddeløbsheste,
må jeg være fri,
jeg beder om et glas vand og takseres for at underspille min introduktion, mit ærinde, hvem siger jeg har et ærinde, man har altid et ærinde, ikke at have et ærinde er en politisk handling, en doktrin til samfundsnedstyrtelse, bestyrtet,
samfundsbestyrer, jeg går ind for upersonlig overvågning,
en anonym registrering af ikke-personhenførbare data,
at blive klogere, smartere, overleve, ikke
med fødderne plantet i nakken på gennemsnittet,
det er at grave sin egen grav, nej, ikke
med hænderne om tungen,
tændernes klapren når først det bliver koldt bliver det min ukuelige nærdødsovervejelse, en teoretisk diskussion før det er for sent, før det bliver alvor,
taler du endelig om et væddeløb
med konsekvenser ved at blive oppe hele natten
og forberede sig på sin egen død,
mørket, der tænger ind under neglene,
som kradsede jeg lidt på min skygge
for at udslette mine spor
på Internettet,
samfundet
kender min skolegang, mine tandlægebesøg,
min far kender ikke engang mine modermærker, sådan er vi forbundet
i en relation blandt flere relationer,
relationen, der i en lang tid
siden fødsel
har været en simulering af adskillelse fra ophavet,
igen at skille sæd fra æg, at skabe en afstand,
et mellemrum mellem hun og han, hvor jeg kan simulere ikke-personhenførbare handlinger,
stimulere min relation
handling
og identitet
ved at spille tiden ud som det første kort og trække nye
i et forsøg på at samle en port af muligheder,
lærlingen med flækket ansigt,
et ansigt af grin og gråd, det hele, jeg er der, jeg gentager
hvad du allerede har gjort,
du er min tørst,
hold mig for munden, så jeg kan drikke af din gavmildhed,
stimuleringen er til at få øje på, resultatet er noget vi tænker os til,