Simon Grotrian: Barde under skyerne

Simon Grotrians digtning kan være hermetisk lukkede tekster, men også bestå af krystalklare sætninger. Her for nyligt købte jeg ‘Barde under skyerne’ i Møllegades Boghandel og allerede i andet digt møde jeg de to formidable linjer “klokken er det samme / hele dagen”.

Hvert digt har god plads på siden. Der er luft til kanten og mellem linjerne. Omslaget er flot rødt med titel og forfatter i hvid. ‘Barde under skyerne’ forekommer mig særlig stærk i sin udvælgelse. Samlingen består af 19 karakteristiske digte og et par er betitlet danske forfatternavne.
 
 

ANDERSEN

En tåre svajer
lige midt i havet
og dit eventyr er veloplagt
den halve fisk

på sjælens flanke hviler turbulenserne

en krukke folder livet ud i vifter
kald på svanerne
med næb som store tragte

og når klokkerne pendulforsigtigt
skrider over øjenlåget

nejer dette korthus

lakmusprøven.

 
 
Simon Grotrian: Barde under skyerne. Engum Sogn Musik, 2010.

Skjul ansigtet i hænder, ikke hænderne på ryggen

Hvad du kaster i ilden
bliver ikke til ild;

hvad du trækker op af havet
gør ikke havet til mindre hav;

kroppen er konstitueret
sålænge du ikke ved hvad
du vil have istedet.
 
 
Det er ilden, der bøjer
spørgsmål
til sorte svaner,

svaner svømmer i havet
som spørgsmål
og stikker desillusioneret
til bølgerne,
mens deres pentagramfødder
vinker til mit sprogs
gemmesteder
som kommaer
i en alt for dyb
sætningskonstruktion.
 
 
Det er ikke mængden af vand i ørerne
der holder torsken i live;

det er ikke antallet af kameler jeg sluger
men hvor mange du tilbereder;

du har jo allerede regnet ud
hvor mange knive
du skal stikke i ryggen på mig
før jeg får vinger.
 
 
 
* * *
Teksten er et remix af Jeg beskytter mig selv ved at skjule mit ansigt i mine hænder. Mellemregningerne i processen er i denne omgang undladt og måske er teksten i midten vokset ud af originalteksten, således at den slet ikke har plads her.

Jeg beskytter mig selv ved at skjule mit ansigt i mine hænder

Hvad du kaster i ilden bliver ikke til ild
havet lugter ikke af fisk
kroppen er konstitueret

Med brændende fingre
går jeg gennem natten
og forvandler dit spørgsmål
til en sort svane

Alle gemmesteder i mine ord
kan graves ud med et komma

Stik mig i ryggen
for anden gang
så knivene kan være vinger
der løfter mig op
 
 
 
* * *

I en upubliceret tekst fra 2005 skriver Rasmus Halling Nielsen sig ind på billedet en kniv som en vinge. Jeg har desværre ikke originalen længere.