Det her sted

Det er når lyset slukkes
eller solen går væk bag en sky
Vi har vandet der reflekterer
og øjne der er stået op i gry

Her falder ingen skygger
ingen silhuetter eller melodi
Vi har gulvet der gynger
og sangerinder der gør det forbi

Sted finder hvile og tid
som tømmer havet i nat
Vi har tabt alle tøjler
og tanker slægter i smat

Noter til ‘gode råd når du starter et mikroforlag’

Forlaget Harpyie deltog i Kulturen på P1 i mandags i anledningen af deres offentliggjørelse at de lukker ved udgangen af året og her kom de med vigtige punkter, det ville være godt at være bevidst om, når man kaster sig ud i mikroforlæggerbranchen. Her er mine noter til disse råd:

1) Gå ind i forlæggeriet med en stor pose guld:
Harpyie sagde: “Det koster penge at lave penge“

Helt sikkert. Og selvom bogbranchen kan være en lukket fest, så er det også en åben scene, hvor du ikke behøver særlig meget startkapital for at komme igang.
Det koster ikke noget, at få 10 (eller efterfølgende 100) ISBN numre fra Dansk ISBN-kontor.
Du skal have en plan med trykkeri. Du kan skele til OVBIDAT, der printer og syer deres hæfter, men også har bøger, der sendes til trykkeri. Kronstork bruger Toptryk, der er i den billige ende af skalaen. Hvordan skal dine bøger se ud?
Og så skal du overveje om de bøger du udgiver er kommercielle og derfor skal kunne købes hos alle landets boghandlere eller om du laver småtryk, der skal sælges i udvalgte boghandlere og ved events / evt. egen hjemmeside. Småtryk kræver dit eget fodarbejde og du kommer næppe til at tjene mange penge. Førstnævnte kræver en adgang til Bogportalen og i den forbindelse ville jeg anbefale, at dit lager findes hos enten DBK eller Dafolo og derfor en kontrakt med en af dem.

2) Begræns din forlagspraksis eller kast dig helt ud i det:
Harpyie sagde: “at de både har haft fuldtidsjobs ved siden af og satset på flere ting i deres liv samtidigt“.

Hvis du vil kaste dig helt ud i det, så overvej hvor lidt du kan leve for og hvilke typer freelance-jobs du kan lave den første tid, indtil forlaget giver tilstrækkelig med overskud til at du kan aflønnes. Til den tid vil du ikke længere være et mikroforlag. 🙂 Begrænsninger kan også være et fokus. Den ene ide kan hurtigt afføde den næste. Men hvorfor har du i første omgang startet forlaget og hvor meget kan du bære? At kende sin begrænsning er også at værne om det du laver og styrke den bæredygtighed.

3) Invester ikke på professionalisme hvis du driver forlaget i de sene nattetimer.
Harpyie sagde: “at de nok har manglet at fortælle samarbejdspartnere at de arbejdede i ydertimer (…) og havde andre arbejder ud over forlæggeriet.”

Really? Jeg tænker det er tilstrækkeligt at gøre sine forfattere/ nærmeste kontakter opmærksom på det. Resten af verden behøver ikke vide det, for de behøver ikke AF DEN GRUND underkende eller undervurdere forlaget, dets forfattere og deres bøger. Forlæggerne bag Harpiye besidder de bedste evner til at finde og udvikle bøger. Og jeg ser sådan set også en hel del andre mikroforlagsforlæggere arbejde professionelt – altså som mere end en hobby også selvom det ikke er deres fuldtidsarbejde / -indtægt.

4) Udgiv bøger når du ikke kan lade være
Harpyie sagde: “at de fortryder intet og ville gøre det igen.“

Yes. Eller start et tidsskrift.

I radioudsendelsen sagde Harpiyerne også en række andre ting, herunder at der også følger bøvl og bureaukrati i forhold til at drive en virksomhed. Det skal du nok også være opmærksom på – og om virksomhedsformen skal være enkeltmandsvirksomhed, ApS eller måske en forening?

Noter fra Autor Chap III

Seks nordiske forlæggere skriver om at være forlægger i Autor Chap III udgivet af det svenske forlag Autor i 2022.

Jeg læste de seks hæfter væsentlig hurtigere end både Autor Chap I og II – det rørte virkelig noget i mig, men måske er jeg mere irriteret og frustreret end godt er – mere om det senere. For udgivelsen i sig selv er god og relevant.

Nedenstående er først og fremmest noter til mig selv (og dig der læser med):

Sara Ehnholm Hielm / Förlaget: “Ödesnatten är inte här än” (side 17)

“Förläggeri är det möjligas konst. En verksomhet som är konstigt immun mot perfektionisme och höga ideal, alltid bevarar element av slump och praktisk beräkning, alltid har både författarena och läsarna i åtanke. Börsen och katedralen, karusellen och gungorna, litteratur som bön och underhållning, allt det där. Jag tycker om hur en utgivningslista mejslas fram via varv på varv av urval, genom att anta och refusera, läsa och uppmunstra och kritisera och redigera texter. Göra så bra det går. Listan blir till böcker, som utgör litteraturen, som är bland det enda avsiktliga vi människor gjort som kan bli bestående: att det går att komma nära en röst om hur det är att vara människa i en annan tid, ett annat rum.”

Jakob Kaae / Aska förlag: “Tröst och rastlöshet” (side 16)

“Än så länge sker det mesta av försäljningen via Adlibris. De enda bokhandlarna i Sverige som jag garanterat vet säljer mina titlar är Söderbokhandeln i Stockholm och Majornas Böcker & Kaffe i Göteborg. Det är som det är. De flesta bokhandlarna verkar behöva medias bekräftelse för att ta in en bok i sitt sortiment. Och in på kultursidorna når jag bara undantagsvis.

Det är synd eftersom min lojalitet ligger hos dem, inte hos nätbokhandlarna.”

Per Bergström och Thomas Alm / Rámus: “Läs spelet, sök ytor” (side 18)

“Som utgivare av översatt poesi och kvalitetslitteratur är författarbesöken med uppläsningar och samtal ett sätt at nå ut med våra böcker, för författarna att möta såväl en existerande som potentiell läsekrets, och där också en betydande försäljning av de gästande författarna kan ske. Samtidigt är det viktigsta i vårt arbete att de texter vi publicerar når ut och förekommer i ett offentligt samtal och diskuteras. Med besöken ökar också möjligheten för böckerna att uppmärksammas och bli omskrivna. Det är också vid dessa litterära sammankomster som diskussionen om litteratur och vad som definierar den uppstår.”

Tidligere kommer Bergström og Alm iøvrigt ind på sænkningen af bogmomsen (side 12-13), hvilket er et særdeles interessant bidrag til diskussionen om det samme skal gøres i Danmark.

“Samma år som vi på Rámus gav ut vår första titel sänktes bokmomsen från 25% till 6%. Motiveringen till detta var att öka läsandet, mångfaldiga läsningen och att fler böcker och författarskap skulle läsas. Resultatet blev troligen en ökad läsning då den svenska bokförsäljningen kom til att peaka och de två nästföljande åren ökade bokförsäljningen med 80%. Dock ökade inte mångfalden, och försälningen av översatt litteratur förblev densamma.”

Ingeri Engelstad/ Forlaget Oktober: “Store forventninger” (side 7)

“Det var harde diskusjoner mellom markedsavdelingen og redaktsjonen om vi skulle begynne å ha forlagsnavnet på bøkenes rygg, markedsavdelingen mente det var en vigtig markering av forlaget, redaksjonen var imot alle former for merkevarebyggning og mente litteraturen alltid måtte komme foran forlaget, det var den som skulle løftes fram og markeres.”
(…)
Det var inspirerende å få være med på å stake ut en kurs og formuere det som skulle være forlagets indre kompass. I stragidokumentet som ble skrevet etter det møtet står det blant annet: “I en tid med økt kommersialisering og tendens til kortsiktig satsning på det spektakulære må vi fortsette i den kritiske tradisjonen, ha rom for og fremelske den nødvendige litteraturen som skriver konvensjonene i stykker.””

Dan Andersen/ Bonnier Norsk Forlag: (side 13)

“Jeg er med deg til Oslo sentrum hvor det ene kulturarrangementet avløser det andre
med de samme jævla deltagerne med de samme jævla arrangørerne
med den samme jævla ølen og over de samme jævlaa bordene
med de samme jævla stolene mot de samme jævla rasshølene
med de samme jævla brillene på de samme jævla nesene
med de samme jævle New Balance-skoene med den samme jævla fascinashonen
som skal være et uttryck for den samme jævla friheten man leste om i køkene
som nesten ikke skrives mer
som nesten ikke kan skrives mer
av mangel på vrange forfattere
av mangel på vrange redaktører
av mangle på vrange forlettere som nekter å møte opp før kl. 12″

Johanne Bille och Sidsel Andersen/ Harpyie: “Et harpyieformet forlagshus” (side 16)

“Den måde, vi går til et værk på, kræver en stor grad af dedikation og tid og penge. Vi betaler alle samarbejdspartnere fair honorarer, der er ingen vennestjenester på Harpyie, og det er den første hæmsko for, at vi ikke kan udgive alle de potentielle Harpyiebøger, der lander hos os.

Det er dog ikke den største. Den største af dem alle er, at vi er særdeles selektive med, hvad vi vælger at kaste os over. Lysten (hvis ikke vanviddet) driver værket på Harpyie, vi henter ingen løn i forlaget og arbejder udelukkende i vores fritid efter vores fuldtidsjos. Derfor skal bøgerne være mere end vare gode, før vi udgiver dem.”

Noter fra Autor Chap II

Seks nordiske oversættere skriver om at oversætte i Autor Chap II udgivet af det svenske forlag Autor i 2020.

De seks hæfter tog længere tid at fordybe sig i end Autor Chap I, måske fordi oversættelse er ikke min hjemmebane på samme måde som poetikken. Og så tilbyder hæfterne langt flere facetter og nuancer end den klassiske “oversæt ord for ord” vs “oversæt mening til mening”, hvilket gjorde det MEGET interessant at læse med.

Nedenstående er først og fremmest noter til mig selv (og dig der læser med):

Anna Jansson: Dyrka, dyrka upp (side 10)

“Att lära sig ett annat språk än sitt modersmål är att inse att språk finns. När man lär sig ett främmande språk framträder ens eget språk som fenomen. En följeslagare uppenbarar sig, en som har funnits där hela tiden. Det är skrämmande hämmande.”

(side 16)

“Platsen i texten består av ord. Texten äger rum i språket. Vem äger rummet och vad heter det? Det har ett namn. Jag viskar det, jag är viskaren. Jeg smyger genom det, jag är smygaren. Anna irrealis. Linnea borealis. Anna Linnea Förgätmigej.”

Jennifer Hayashida: Översättaren som arkiv / Arkiv som översätter (side 22)

“Within the paradigm of translator-as-archivist, the project of critical archive-buidling – that is, analytical and self-reflective translation – must also foster dissent and intervention. The translator-achivist (…) does not have the luxury of presuming to be a neutral or unbiased figure. The status of the archive should be continuously called into question by the materials it contains, which need to destabilize and interrogate translational narratives – narratives which frequently align with binaristic stories of the nation, of developed and underdeveloped, of first and third worlds, of “justice,” “rights,” and “freedom.” “

Judyta Preis & Jørgen Herman Monrad: “Küss die Hand!…” (side 12)

“På hjørnet af Ungargasse og Invalidenstraße slutter vi os en dag til en lille flok. Det er den engelsk-østrigske lyriker Peter Waterhouses studiekreds (…) Og her [Café Am Heumarkt] vil man så tale om Melina. Eller måske rettere tie. Ja, eller måske rettere tie, mens man sidder ved et stort bord i det brune baglokale og stirrer på de fotokopierede sider fra bogen, som hr. Waterhouse har taget med og uddelt. Man vil lytte til kagevitrinens summen. Man vil lade den gamle tjener i den hvide kittel servere soda zitron og soda himbeer. Man vil lade minutterne gå. (…)”

Patricia Fjellgren: Hijven domtoe mov vaajmosne / Det känns bra i mitt hjärta (side 9)

“Översättning till sydsamiska handlar först och främst om att förstå vilken värld vi kliver in i och vilken värld vi lämnar. Olika språk bär på olika världar, vilket blir tydligt för mig när jag översätter från svenska til sydsamiska. Den samiska världen finns i naturen och i relationen till den.”

Jean-Baptiste Coursaud: “Du er ein heilt annan” (side 8)

“Hvordan løser man i oversettelsen det vanskelige? Om det å oversette bra og ikke dårlig er evnen til å kunn gjengi på sitt eget språk og på en helt naturlig måte fremmedheten som finnes i det fremmede litterære og / eller poetiske språket, da forutsetter påstanden at leseren ikke engang merker at dette er blitt oversatt, noe som i sin tur forutsetter at oversetteren har maktet å gripe leseren i en diktningsløgn (og ikke en livsløgn, ibsensk eller ej!) ved å la ham / henne tro at dette litterære og / eller poetiske språk et blitt skrevet på sitt eget språk, noe som igjen forutsetter at en god oversettelse i seg selv må være en diktningsløgn, idet den lar leseren tro at den fremmede forfatteren har denne stemmen og denne stilen på sitt eget språk, noe som til syvende og sist forutsetter at oversetteren må helt inn i diktningsløgnen og søke inn i sitt eget litterære og / eller poetiske språk etter tilsvarende litterære stemmer og stiler, hvis man underveis i oversettelsesprosessen ikke finner stemmen og stilen som forfatteren ville hatt hvis én hadde skrevet direkte på det oversatte språket.”

Shadi Angelina Bazeghi: “Hvilken tinde hvilket højdepunkt?” (side 6)

“Du husker poesien, smerten, akacieklasernes brud. Du husker, at du har beskæftiget dig med hendes forfatterskab gennem hele dit fucked up liv. Gennem krig ogflugt og eksil, du husker, alle søvnløse nætter og dage, hvor du spekulerede over, hvordan det er muligt at oversætte det forughske billedsprog – som Forugh har udviklet i forlængelse af en tusindårig poesitradition – til et sprog, der ikke rummer de samme muligheder for sanselige abstraktioner. Du husker, nætter og dage, år efter år, hvor du arbejdede på at opfinde et tilsverende formsprog på dansk, som ikke virker kunstigt eller anstrengt, men som flyder let og elegant , og samtidig bærer lige så tunge klaser af betydning med sig… Du husker at have tilsidesat dig selv og din egen skrift, du husker, hvor udmattet du var derefter, tømt for ord, tømt for billeder, tømt for energi ovenpå at have skabt en forbindelse mellem uforenelige størrelser, du husker.”

Om at give min tekst en krop

1.

“Tak for tilsendelsen af dit manuskript. Vi kan desværre ikke påtage os udgivelsen af det.”
Forlaget Basilisk, Februar 2012.

Egentlig er jeg lettet over afslaget. Det er 8-10 år siden, at jeg har sendt et manuskript til et forlag, først fordi jeg ikke havde noget at præsentere og siden, fordi jeg ikke ville præsentere noget. Præsentere, som i at præsentere gevær?

Påny stiller jeg mig selv spørgsmålet: Hvorfor er det, at jeg skal udgive en bog. Har jeg overhovedet begreb om mit værk, et værk. Er det afsluttet, hænger det sammen, hvad siger det. Der mangler ikke gode bøger, hvorfor ikke anbefale at læse Olga R, Bjørn R eller R Halling i stedet?

2.

Lige siden jeg renskrev en tekst på min mors elektroniske skrivemaskine tilbage i ’98 har jeg været forfatter. Det indser jeg nu. Jeg debuterede i Hvedekorn for 10 år siden og siden har min uskyld været væk. Selvom jeg højlydt har påstået, at det var de andre, der var forfatterne, de dygtige, så har jeg fortsat lagt arm med sproget. Mit eget sprog?

Det er hverken mit sprog og det er ikke afsluttet, endeligt. Jeg har ikke tænkt færdigt, skrevet færdigt. Det bekræfter andres tekster mig i, noterne fra andre forfattere. Og disse mellemregninger fængsler mig, får mig til at kende mig selv i deres tilstedeværelse. F.eks.:

“Alligevel hjælper det at rykke rundt i dens layout, i Word. Den klæder sig langsomt på, eller vænner sig til sin nøgenhed.”
Lea Løppenthin på Fugleskolen

“Det vildeste er, at du hvert øjeblik kan skrive det bedste digt du nogensinde har skrevet.”
Peter-Clement Woetmann på Nye steder, nye hjem

3.

“Det er, som om bogen er en form for møntenhed og derfor har de samme behov som en mønt for en prægning eller et portræt til at sikre identiteten af mønten og dens ubrudte enhed, dens individualitet, og dens værdi.”
Mikkel Thykier i Entre (Anblik, 2009)

Hvorfor har jeg dette ønske om at manifestere min skrift i en bog. Hvorfor lade min skrift stå med ryggen ud mod stuen, hvorfor ikke lade mine tekster gå fra skærm til skærm. Er det gruppedynamikken, et ønske om at tale med samme muligheder som andre forfattere. Er det institutionernes krav om bogudgivelser, deres syn på hvad et forfatterskab indebærer af formelle forpligtelser, rituelle handlinger?

Hvad har ændret sig siden jeg stiller spørgsmål ved mine seneste års praksis. Taler min samling af tekster sammen som et værk, der mangler en materialisering for at være fuldbyrdet. Eller tvivler jeg på mit eget udtryk, teksternes nuværende, tilfældige vej ud i en begrænset offentlighed. Kan jeg investere min krop i litteraturen, er jeg selv den bedste eksponent for mine tekster, udtalen?

4.

“Someone worked really hard to make the language just right, just the way they wanted it. They were so sure of it that they printed it in ink, on paper. A screen always feels like we could delete that, change that, move it around. So for a literature-crazed person like me, it’s just not permanent enough.”
Jonathan Franzen, The Telegraph, 5. februar, 2012.

Jeg forstår godt Franzens udgangspunkt, men efter min overbevisning er bogen en flygtig enhed, nok at betragte som et værk, men dødt. For at have en levende litteratur, må teksterne leve i det forgængelige og med det omskiftelige som præmis.

Jeg tænker: Vær ikke bange for den manglende kontrol, vær ikke bange for det manglende ejerskab, vær ikke bange for den manglende destination, lad teksterne være mere end dig, lad teksterne være mere end tekster, lad teksterne være litteratur uden grænser.

Indlægget var oprindelig trykt den 05.02.2012 på u-u-u-u-u.net

En kommentar lød:

Jeg bør vel lige for god ordens skyld tilføje, at citatet herover fra min blog har sin oprindelse fra en samtale med Morten Søndergaard. Og det er altså Morten, der engang har sagt ordene om, at det fede, det vildeste, at det smukke er, at man hvert øjeblik kan skrive det bedste digt, man nogensinde har skrevet.

dbh
Peter-Clement