Læsesteder (genoptrykt)

Denne tekst er tidligere bragt som en redaktionel opsamling i Slagtryk tilbage i september 2019.

De første år jeg redigerede Slagtryk boede jeg på Birkedommervej. Min stationære computer stod på et aflangt spisebord og blev flyttet frem og tilbage alt efter hvor mange mennesker der var til spisning eller fest. Her sad jeg ofte i de sene aftentimer efter at have været på arbejde i Søborg og læste de bidrag der kom ind. Og fulgte de blogs der var aktive. Jeg var altid alene, når jeg læste og mine udbrud kunne sagtens være opløftede og højlydte, når jeg synes vi havde fået noget ind af særlig kvalitet. Enkelte bidrag husker jeg bedre end andre – “Sølvmadder” var en af de tekster vi havde været ude og spørge til efter at have fundet den på en blog. Det gjorde vi de første par måneder indtil vi var udbredt nok til at bidragene kom ind i tilstrækkelig grad. Nogen svarede aldrig tilbage, andre gjorde og på den måde fik vi både bidrag af Simon GrotrianJulie Sten-Knudsen og Peter Højrup.

Senere boede jeg på færre kvadratmeter på Vesterbro med min kæreste. Efter nogle måneder købte jeg en bærbar computer, som var nemmere at pakke væk fra vores delte skrivebord. Da vi fik vores første barn blev skrivebordet til et puslebord og jeg fandt en plads i en lænestol med ryggen til verden udenfor. Min kæreste syntes at computeren havde ryggen til hende indenfor, fordi hun ikke kunne se hvad der skete omme på min side. På en måde forsøgte jeg måske at skabe mit eget rum for læsningen. I den tid lavede vi også en del videoer i den lejlighed. Særligt husker jeg Lars Emil Foders – både fordi Guitar er så velkomponeret, men også fordi han sidder i den stol jeg normalt læste bidrag i, og svarer på spørgsmål. Det lys forbinder jeg med Slesvigsgade. Og det lys og den latter Tina My Ljørring Pedersen havde lige den dag hendes video blev skudt.

Mit eget rum for læsning blev endnu mindre, da jeg for halvandet år siden flyttede til Ny Hammersholt. Her blev min læsning udvidet til en daglig togtur til Nørreport station og tilbage igen. Telefonen var egentlig god nok og så længe jeg kunne sidde ned, så kunne jeg godt synke væk i et øjebliks læsning. Men det var kun et øjeblik, sjældent mere end 2-3 bidrag af gangen – og derfor også et andet flow. Omvendt kom der i en periode flere bidrag på video, som jeg ikke havde bedste forudsætninger for at se i S-toget. Så der kom en forskydning fra åbning af email til oplevelse af bidraget, en forventning der fik lov til at bygge sig lidt op. Tilgængeligheden havde ellers aldrig været en problemstilling, jeg havde altid tænkt, at jeg havde adgang til alle bidrag altid.

Året som læsende

I Kronstork har vi spurgt de forfattere, der har udgivet en bog på Kronstork i årets løb, om deres år som læsende. Jeg har også selv bidraget i kraft af min rolle som redaktør. Abonner på vores nyhedsmail for at følge med i hvad der sker hos Kronstork. Her er hvad jeg skrev:

Årets første mindeværdige LÆSEoplevelse var ”the lonely letters” af Ashon T. Crawley, hvor han i en af de første tekster skriver om den andens blik, sit blik på den andens blik, den andens der både bliver hængende på ham / hans krop (og nu i hans tanker og skrift), men som også undviger (kæresten er med). Sidenhen har jeg læst flere gode bøger og nævner jeg nogle, så glemmer jeg andre. Men et tema er dog gået igen, har udvidet min ide om hvad det vil sige at læse og at skrive om at læse.

Moyra Davey “The problem of reading” stiller flere spørgsmål end hun besvarer men det er måske også nok:

“What does it mean to spend a good part of one’s life alone in front of a book? And if this is our choice, how are we to go about it?”

Kate Zambreno “To Write as if Already Dead” overvejer hvem det egentlig er forbeholdt at skrive og hvor mange hun som digter egentlig når ud til. Og om privilegiet at kunne gøre det for få eller netop ikke uden finansiel understøttelse – eller ved at være nødsaget til at arbejde for at have tid til at skrive men derfor også have mindre tid til at skrive.

Og så Mikkel Thykier “Omveje til Mississippi” der på nysgerrig, poetisk og ærlig vis undersøger hvordan vi går til en bog vi ikke før har læst og hvordan vi allerede inden læsning er præget af vores bevidste og ubevidste overvejelser og oplevelser. Han forholder sig kun til en klassiker, men hans metodiske overvejelser kan snildt overføres.

I løbet af året er der både de bøger jeg gerne vil have fat i og de bøger der står på AT LÆSE-hylden, som trækker i mig. Og så er der bøgerne jeg har læst, som sætter sig i mig, fordi jeg enten overvejer at skrive et par noter til dem og derfor lader den ligge fremme eller som stilles med ryggen mod stuen. Og så er der menneskerne som jeg taler med om disse og andre bøger – og hvad der sker rundt om bøgerne. På den måde er det at være LÆSENDE for mig både en tilstand og en bevægelse. Det optager meget tid og plads. Mere end jeg ville tro, når jeg sidder helt opslugt af et lovende manuskript – eller bare kradser i overfladen på en ny roman af Jan Kjærstad.

Noter fra Autor Chap I

Seks nordiske forfattere skriver om at skrive i Autor Chap I udgivet af det svenske forlag Autor i 2018.

Anledningen er egentlig at Autor Chap III (om forlæggeri) udkommer og det fik mig ned i Møllegades Boghandel for at erhverve mig de foregående 2 i serien. Mine forventninger var egentlig små da jeg påbegyndte læsningen, men i de seks bøger har jeg sat flere æselører, fordi forfatternes ord kan bruges i redaktionelle sammenhænge, hvor jeg møder skrivende talent. Nedenstående er først og fremmest noter til mig selv (og dig der læser med):

Burcu Sahin: Älskade syskon (side 10-11)

“Jag önskar att jag kunde skriva mer om litteratur istället för rasism, om kärlek istället för fattigdom, vilken mat vi ska äta istället för hur vi ska ha råd att äta den. Vi har inte valt våra namn och att skriva om migration och könsidentitet och sexualitet och rasism är nödvändigtvis ett politiskt ställningstagande, men det har blivit det i en litterär offentlighet som reducerar avvikande kroppar till politiska talespersoner.”

Jeg synes citatet kunne stoppe her, men nogle væsentlige detaljer om engagement og ansvar går tabt, så derfor:

“Vi bär på dessa erfarenheter redan innan vi kommer till litteraturen, vilket innebär att allt detta kommer att göra sig synligt i texterna vi skriver. Vi härbärgerar intet bare våra dikter och all kunskap som föregår och efterträder dem, utan också rasismen och sexismen som villkorar läsningarna av dem i offentligheten. Vi blir lästa som oförmögna att arbeta med narrativa och formmässiga val. Vi blir lästa utifrån fantasin om det vi har upplevt och inte utifrån det vi har konstruerat. Det är inte vi som utplånar ideologin för identitetens skull, det är offentligheten som gör det. Därför är det inte enbart vår uppfigt att diskutera relationen mellan det politiska och litterära, utan våra vita kollegors, de som kallar sig våra allierade.”

Ida Marie Hede: Jeg tænker tit over, om Ilvan og Darcy blev født ud af mine øjenhuler, efter at jeg kortvarigt havde fjernet øjeæblet, eller om de blev født ud af min røv (side 10)

“Om den tekst, jeg skriver og udgiver: Ligesom mennesker er den heller ikke fri. Den modereres og beskæres og skrumper og udvider sig generøst i mødet med sin omverden. Den må give slip på idéen om at krænke og provokere, at holde sig for sikker, at være for udspekuleret. Den må lære af sine fejl og tage sig sammen. Den har et ansvar; en sensibilitet, en hårdhed; den kan snitte og blødgøre og forpurre og henføre.”

Det lyder jo egentlig pænt og ordentligt, hvorfor jeg også må citere mere, da Ida Marie Hede langtfra plæderer for at hendes egen skrift skulle være ordentlig (fra side 13):

“Tekstens lille sabotage af helhed og autoritet har interesseret mig lige siden, nej interesserede mig også før.”

Anne-Louise Bosmann: Jeg kan godt genkende mit ansigt, når jeg ser det, men jeg tror ikke på, at det er sådan jeg ser ud (side 15)

“Det, der fylder mest i min digtning, er ikke ønsket om at slå hul på isen – at komme ind under huden, snarere er det et fokus på isen og verden set gennem fremmedheden. Jeg lærer ingenting om verden eller mig selv, men gennem digtningen kommer jeg til tåls med at være i den og i mig. Digtene skulle gerne være som isbjerge, hvor kun det synlige findes i teksten, og resten vokser i læseren.”

Jila Mossaed: Att andas ord i skogen (side 16)

“Att lämna Hafez dikter med alla sina kvittrande näktergalar och rosenträdgårdar och gå mot mörka // främmande skogar för att förnimma nya ljud, skuggor och skönheter blev mina första steg. // Med tiden ersätter koltrasten näktergalen.”

Sigbjörn Skåden: Landskap, minne, raseri (side 17)

“Oftest har science fiction-litteraturen stilt spørgsmålet: Hva er teknologi i framtida og hvordan vil den påvirke livene våre? Spørgsmålet vi må stille oss nå er: Hva er natur i framtida og hvordan vil den påvirke livene våre?”

Hvilket han så på en måde foregriber som tendens.
Og for at fuldende listen har jeg også valgt et citat fra den sidste bog:

Henrika Ringbom: En halv meter ovanför marken (side 21):

“I den japanska teceremonin ska det som väger lätt se tungt ut, och det tunga verka lätt. Vispen av bambu sänks mot sänks mot teskålen som vägde den flera kilo och järnkitteln lyfts av elden som var den lätt som en fjäder.”