Forfatternes breve. To citater og et ønske.

Er forfatternes brevudvekslinger interessante? I forhold til at give indsigt i de omstændigheder, som værkerne er blevet skabt under? Som litterær form?

MyArchive på Det Kongelige Bibliotek indsamler forfatteres digitale breve (inkl vedhæftninger) ved at forfatterne uploader deres materiale til deponering og donation.

Jeg blev opmærksom på tjenesten i en artikel af Johanne Mygind i Weekendavisen (Uge 13 / Ideer). Et af de interessante kommentarer kommer fra Kristian Jensen fra The British Library:

Det er altid et problem, at institutioner samler til fremtiden ud fra fortidens ideer om, hvem der er tidens største forfattere og kunstnere. Her ved vi erfaringsmæssigt, at eftertiden ofte interesserer sig for nogle helt andre. Det problem var ikke helt så stort, da vi stadig arbejde med papir, fordi forfatterens private arkiver som regel stadig fandtes i en eller anden form. Måske var der nogle i samtiden, som havde indset, hvor vigtige kunstnere de var;

Hvilke forfattere tænker selv på at henvende sig? Hvilket materiale vil forfatteren uploade og hvad vil forfatteren undlade? Hvad med private korrespondancer på Facebook? Og hvad med de åbne på Facebook, Twitter, Instagram?

Hele spørgsmålet om hvordan vi behandler privatpersonen efter sin død i forhold til et almenkulturelt sigte set i forhold til personers forskellige reaktion i form af frygt, mistænkelighed, tvivl eller ligegyldighed, når det kommer til at blive overvåget. Sammenblandingen af privatliv (sandhedsvidnet) og kunstpraksis kan blive interessant i flere henseender.

     *

Endnu har jeg ikke ikke læst Subrosa af Mikkel Thykier. Louise Juhl gjorde mig opmærksom på et interview fra januar, hvor han er citeret for at sige følgende om breve (i kursiv intervieweren, Ask Hansen):

I det øjeblik korrespondancen bliver offentliggjort, gør det de litterære læsere til vidner snarere end deltagere. Når andre læser det, brevforfatterne har skrevet, svarer det til at se et ansigt i profil, mens de involverede ser hinanden i øjnene.

– Hvad er så meningen med at udgive brevvekslinger, hvis man ikke kan dele intimiteten?

Det at skrive et brev er mere værd end f.eks. et digt, fordi der opstår en usikkerhed i forhold til den, brevet er adresseret til. Svarer vedkommende, og hvad svarer vedkommende i så fald? Man kan sammenligne det med forelskelsen. Man er selv intet og den anden alt. På den måde er der en enorm bevægelse væk fra en selv mod en anden.

     *

I Slagtryk publicerer vi i april måned breve. Som litterær form. Det er overrasker mig ikke, at de fleste breve, som vi har fået tilsendt, fremstår konventionelle. Men det ærgrer mig nok lidt, at så få har tænkt på at sende flere konversationer og ikke kun ét brev – og at der ikke er flere der har arbejdet kollektivt. I det hele taget ville jeg gerne se flere kollektive bidrag i materialet Slagtryk får tilsendt.

Advertisements

Udgivet af

Scherz

Født 1978. Bor i København V, Danmark.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s