Simon Grotrian: Den androgyne lufthavn

Papiret er glat på en tarvelig måde. Teksterne er grimt sat op i word, men dog konsekvent. Så kunstneren Leif Dræby må have en mening med at udgive Simon Grotrian som han gør. Teksterne er som altid stærke i deres syntaks og billeder, og hvis det ikke fanger ved første øjekast, så må man give det en chance mere på et senere tidspunkt. Teksterne er ikke nær så eksplicit religiøse, og teksterne ligger sig mere op af Grotrians digte end f.eks. de seneste salme og bønneudgivelser.

Dette blev en fingerbro
 
 
Lad Gud kun
 
asfaltere såret
 
 
værdig poesi har skyllet disse kloder
 
ind i mine ærmer
 
 
det er alt og intet
 
med en kasse æg imellem
 
sorgen eksploderer
 
 
lad os døbe
 
for på himlen flyver hønsegårde
 
varme smæld og minder.

 
Simon Grotrian: Den androgyne lufthavn. Dræby (2012).

Reklamer

Udgivet af

Scherz

Født 1978. Bor i København V, Danmark.

5 meninger om “Simon Grotrian: Den androgyne lufthavn”

  1. Jeg synes selv, opsætningen og layoutet er ret lækkert, og jeg har intet imod det. Men det kan vel være en smagssag. Det skal jeg ikke gøre mig klog på. Både samlingen, som hæfte, og digtene går fint i spænd, for mit vedkommende (:

    Jeg vil anbefale samlingen til enhver derude! Den er lækker at have mellem hænderne! Hæftet føles som silke mellem hænderne. Det er en følelse, enhver er forundt at føle. Desuden er digtene noget af det skarpeste, der er blevet skrevet og udgivet, ud over Grotrians andre samlinger, de seneste 10 – 15 år.

    P.S.

    Har der overhovedet været noget hjerteblod i det, der har været skrevet de sidste 10 – 15 år inden for dansk poesi? Nej, herfra. Et klart nej! Det har været en suppedas af ligegyldighed.

    Det er så min generelle holdning (:

  2. Jeg synes en del digte, der er blevet udgivet de seneste år, har emmet af stiløvelse eller formeksperimenter, systemdigtning eller været ironiske på den ene eller anden måde. Det er som at være vidne til en intellektuelt gemmeleg, hvor folk forsøger at grave sig ned i jorden med en masse ligegyldige systemer, eksperimenter og/eller ironiske udsagn. Det har gennemsyret overgrunden og ned i undergrunden med sin ligegyldighedssyre. Hvad er der i vejen med at skrive ud fra sig selv med underbevidstheden/følelser som drivkraft? Være nærværende i det, man skriver, og samtidig få hevet nogle smukke udtryk op af hatten for NETOP at UDTRYKKE sig selv. Det er det, Simon Grotrian gør fuldstændigt overdådigt. De yngre digtere burde bruge ham som et klart inspirationskilde for deres egen skrift og blande det op med resten af de fantastiske digtere fra litteraturhistorien. Gustaf Munch-Petersen, F.P. Jac, Michael Strunge, Broby-Johansen (hold kæft, der er nerve i Blod!), Nordbrandts debut, Jens August Schade osv. osv. Man kunne også tage et smut til Norge og hive Tor Ulven, Terje Dragseth frem. Eller gå tilbage til Rimbaud, Trakl, Baudelaire mm.

    Hvorfor SKAL poesi være så kedelig at læse? Og hvorfor findes der disse formeksperimenterende, stilØVelseerede, sysmtedigtende tendenser inden for nyere dansk poesi? For ikke at tale om den ironi, der har været pustet så meget op, at den for længst har sprængt sin mening i stykker. Kan man citere Thies Ørntoft for noget, han inderligt mener i Yeahsuiten? I så fald er han ikke min type menneske.

    Hvis man skal tale om lyspunkter, så vil jeg pege på Peter-Clement Woetmann og Katinka My Jones, fordi de netop går ind og bruger patos (som om det var forbudt?). Til gengæld synes jeg, at Mit indre pompeii er lidt af en sproglig ørkenvandring, hvor de bedste linjer er dem, han har hugget fra Strunge (endda uden at sige, at han har lånt dem, det er aldrig fedt). Det er som om, han aldrig formår (eller vil/tør) gennembryde sig selv sprogligt og hoste resultatet ud på papiret. Digtene virker en anelse uinspirerede og løse i koderne. Katinka My Jones har skrevet nogle digte med mere nerve, et større nærvær, men efter at have læst Havet er sort, kysten er hvid samt Sølv, tænker man, at hun sagtens kunne have sprængt sig selv og sproget i langt højere grad, end hun gør. Det virker tilbageholdende. Poesien kunne stikke langt, langt dybere. Poesien skal ikke være en glød. Poesien skal være en eksplosion, man doserer med finesse gennem linjerne. Hvert udtryk eksploderer da på ny i læseren. Uden eksplosionen, i første omgang, ingen poesi.

    Det er godt, vi har Grotrian som en isbryder inden for poesien. Han viser vejen, imens de fleste nyere digtere famler i mørket med deres nonsens som farvelade mod navlen. Det har ingen brug for. Det er kedeligt at læse. Det er ikke nærværende. Det er udtryk for hjernen i stedet for hjertet, og den bedste poesi sidder i halsen, fordi den netop er mellem hjertet og hjernen!

    Lad mig til sidst citere Strunge fra Ud af Natten:

    Ny Ordre

    Spørgsmålet er
    om poesien skal gennembryde lydmuren
    eller
    om piloten skal lade sig skyde ud med katapult
    og lande med faldskærmen på ryggen og tuschpennen i hånden
    og se en røgsøjle dét sted
    hvor han kunne være blevet dræbt?

    Gennembryd den mur
    – og spring SÅ ud!

    P.S.

    Jeg synes stadig formatet på Den androgyne lufthavn er eminent!

    1. Ovenstående har du skrevet igen og igen det sidste år eller mere. Vil du ikke spare mig for din evindelige heksejagt, der bunder i manglende empatisk læsning og situationsfornemmelse. I så fald vil jeg med glæde forholde mig til din propaganda for Grotrian.

      Dræbys udgivelse minder om et stilehæfte. Det er ikke kun et spørgsmål om smag, det er også et spørgsmål om håndværk, når vi skal tale om formgivningen af en bog.

      Teksterne derimod indeholder spændende billeddannelser. Et digt fra et tilfældigt opslag slutter med “mens de spiller på rygradens fløjte / med vinkende duer”.
      Jeg elsker den måde Grotrian kan se. Her hvordan rygsøjlen kunne ligne en fløjte, hvis den var formgivet hul / med huller. Og med vinkende duer, hvor blidt – men på samme tid, hvilken dominans / magt over duerne.
      Hvem henviser “de” til? Er det “stråler af sol” nævnt i forrige afsnit. Eller er det de ikke-benævnte engle, der altid er tilstede – nøjagtig som Gud altid kan gøre hvad han vil (spille på rygraden)?

  3. Jeg tror, man er nødsaget til at være kritisk, når man læser digte, og danne sig sin egen subjektive mening om, hvad der står. Hvis man altid læser for “empatisk”, så kan selv de digte, jeg skrev som 14-årig, blive indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Digte er sprogkunst, men også et håndværk, og jeg vurderer dem efter, om sproget slår gnister og kaster skygge på en og samme tid. Samt om de er nærværende, vedkommende og dygtigt udført. Jeg synes, som sagt, at poesien de sidste 10 – 15 år er gået i tomgang, når det kommer til dette sproglige og personlige nærvær. Det er min egen vurdering. Desuden vil jeg mene, at jeg læser digte på en meget hengiven og begejstret måde, men jeg stiller mig ikke tilfreds med tomhedsroderi og svage udtryk, der burde strammes gevaldigt op.

    Jeg tror, at når man, som nærmest den eneste, ønsker at kritisere de nuværende tilstande inden for poesien, og anmeldere, aviser/medier, digtere og læsere alle har sat guldmedaljer på en poesi, jeg ikke synes er særlig spændende, så vil man altid blive opfattet som en, der mangler “situationsfornemmelse”. (Jeg er ikke ligefrem inviteret til festen, vel?) Men kritikken skal frem. Den eksisterer absolut ingen steder. Ikke i nogen aviser er der blevet skrevet kritisk om den poesi, der er blevet skrevet de sidste 10 – 15 år, selv om der er mange, mange ting, man kan stille sig utilfreds med. Nogen er nødsaget til at komme med kritikken. Nogen er nødsaget til at bryde tavsheden og stille højere krav. Hvert fald som en holdningsmæssig modvægt og/eller mulighed. Alsidighed frem for alt.

    Det er heller ikke ment som, at hvad der er blevet skrevet de sidste 10 – 15 år ikke skal være der. Selvfølgelig skal bøgerne være der! Men det er på tide med en modreaktion. Et massivt opgør mod det. Og det er jeg fanebærer for. Jeg folder drømmens faner ud!

  4. Desuden er det vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke har noget personligt imod nogen af de digtere, jeg kritiserer, og man skal ikke tage det som et personligt angreb. Jeg retter skudsalven mod ordene, poesien, digtene. Tendenserne. Hvilket navn, der står på bøgerne, er jeg ret ligeglad med. Jeg ser på teksterne. Altid.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s