Trettende note fra mit arbejdsbord (pga en omtale)

Lars Bukdahl skriver i denne uge i Weekendavisen og gentager på sin blog, at det står sløjt til med netpoesi og nedsabler i den forbindelse Weltscherz udgivelserne. Tak for omtalen.

Det ærgrer mig som redaktør og med tanke på forfatterne, at Bukdahl skærer så forskellige udgivelser over en kam. Selvfølgelig er hans holdning kun en blandt flere. Og jeg accepterer præmissen, at det er vigtigt at prominente personer peger på områder, hvor der sker eller kunne ske noget, uanset kvalifikationer eller grundighed.

For hvis flere interesserer sig for og aktivt gør en indsats omkring poesien på nettet, så er det min opfattelse, at det vil være til gavn for litteraturen på nettet, på tryk og i levende oplæsning; altså for forfattere, publikum og litteraturen i sig selv. Når flere mødes omkring projekter, hjælper hinanden ud i verden med nye udgivelser, interesserer sig for hvad skriften kan i nye processer og hvad udgivelser kan i nye klæder, så vil mangfoldigheden, kvaliteten og eksperimenterne blomstre ved siden af den øgede kvantitet.

Og med den øgede nysgerrighed, bevidstgørelse og viden, så vil det ikke være uklart i Bukdahls kommentar, hvornår han taler om poesi på nettet (Olivia Nordenhoff) og om netpoesi (Afsnit P), således at Slagtryk i højere grad blev placeret i den første boldgade (poesi på nettet) og udgivelser på Weltscherz til dags dato i højere grad i den anden (netpoesi).

Med Slagtryk har redaktionen valgt en sikker og solid tilgang. Med Weltscherz har jeg valgt en legende tilgang for at prøve ting af: ting sker ikke af sig selv. At bevæge sig på nyt land vil resultere i fejlskud i nogens øjne. Men jeg tror, at vi sammen langsomt flytter os. Vi oplever ikke, at vi er så få, som Lars Bukdahl får det til at fremstå i WA. Og samtidig vil jeg understrege en nødvendighed af, at netpoesi bliver anmeldt og fortolket ud fra et udvidet litteratursyn eller større vidensfelt, hvor nettets og f.eks. sociale mediers karakteristika og derved følgende betydningsdannelser tages med i kontekstualiseringen og forståelsen af poesien. Læs f.eks. Simon Biggs “Remediating the Social”. Uden faglig viden om internettet kan det blive konservativt og fejlbehæftet at anmelde og bedømme værker.

Det forklarer måske Anne Marie Mais nøgterne beskrivelse af litteraturen på nettet (herunder blogs) i Hvor litteraturen finder sted, og det skyldes givetvis også en professionel ydmyghed i forhold det for hende nye felt.

Jeg har en vision om, at vi ved siden af flere værker og den øgede forfattertilstede- og nærværelse, via en lidt mere positiv attitude også ville få nogen til at programmere en brugerskabt litteraturkalender til at holde os opdateret om de mange arrangementer der findes (især i København) og nogle ville måske gå sammen om at lave en dynamisk litteraturside, der går ud over LitteraturNus fokus udelukkende på anmeldelser.

No hard feelings – igår aftes skrev jeg til Lars Bukdahl og Caspar Eric, at jeg gerne tilbyder min assistance til at installere et plugin til deres “alle de blogs vi har“, således at den ikke bliver en statisk linksamling a la 1999, men et levende og brugervenligt site – hvor vi kan se, hvilke blogs der har nye indlæg og hvilke der ikke har – og derved øge andelen af læsere og fordybelsen i netop disse blogs.

Måske er det ikke lige det de har brug for hjælp til, måske kommer der noget andet i stand. Jeg vil ligeledes opfordre andre til at hjælpe hinanden med at komme ud over rampen. I har alle en unik mulighed til at forme og skabe en fremtid.

Kronstork: Antologi 2010

På mange måder stritter Antologi 2010, som så mange andre antologier. Forfatterne er ikke en homogen gruppe. Men den er godt sat sammen, godt kurateret af Helle Eeg og Lars-Emil Woetmann og de har haft et fantastisk materiale at arbejde med. Og derfor virker den på mange måde så komplet og sammenhængende alligevel.

I forordet kipper redaktionen på hatten for antologierne i det forrige århundrede og det er ikke for meget at drage paralleller til “Eksempler 1968”. Mange af de forfattere jeg læser i Antologien er så hamrende dygtige og de vil også om 10, 20 og 50 år blive læst på samme måde som forfatterne i “Eksempler”.

“Flyt jeg, forbilleder / I har stillet jer der hvor jeg skulle stå” ~Theis Ørntoft.

Lars Bukdahl kommenterede udgivelsen i Weekendavisen og spørger på sin blog, hvorfor Antologien bestod af nyt materiale fra forfatterne i stedet for at lave en samling af deres bedste. Men hvad nu hvis det er deres bedste tekster? For mig er forfatterne i sig selv et opsamlingsheat. Og deres antal værker taget i betragtning er det måske meget naturligt at fortsætte skriften i stedet for at dvæle?

“Jeg bevæger mig i et spejl, der ikke vil tage ende.” ~Zoltan Ará

Tue Andersen Nexø fremhæver i Information de kvindelige bidrag med trodsige kroppe og begær. Men jeg må indrømme, at jeg læser noget andet. Det er ikke selve den seksuelle akt, der er mest interessant. Er det ikke langt mere et spørgsmål om en identitet, der naturligt favner livets tilværelse; mødet med sig selv og andre?

“(…) nå, men herren tyggede på tyggegummi, og jeg kom til at tænke på, om mit savl mon stadig figurerede i hans system, hvor længe man i det hele taget kan forvente der går, før fremmede kropsvæsker er endeligt udskilt, om de løber lige igennem, eller om de blandes med det, der var i forvejen (…)” ~Asta Olivia Nordenhof

I virkeligheden har jeg lyst til at citere nærmest samtlige bidragsydere fra Antologien. Det gør jeg ikke. Men her et par linjer fra Sigurd Buch Kristensen:

Jeg læser sabotage (fra 2010) af Janus
Kodal, hvor sætningen, En sol der gør
alt omkring sig okkult, bliver ved med at jage
gennem min krop, som en fisk i havet, ja-
ger føde, ikke i, men gennem et massivt,
totalt eller fuldstændigt uoverskueligt felt.
Forbindelserne mellem tanke og krop
synes uendelige.

Antologi 2010 er netop kommet i andet oplag og kan bestilles på Kronstorks hjemmeside for 150 kroner. Min varmeste anbefaling.

Disclaimer: Jeg drikker øl med den ene redaktør og kender flere af bidragsydere privat.