Personligt brev til Lasse, 1.maj 2006

Nørrebro, 1. maj 2006.

Kære Lasse,

jeg plukker jordbær i mit skæg og kigger over tosomhedens stakit. Tiden er måske lineær, men menneskets rotation om egen akse skaber en hældning lig klodens. Herved bliver det ikke et spørgsmål om at kunne se til verdens ende for at forfølge sit mål, men en beslutning om at sætte sine ben i rette vinkel mod jorden i forhold til venner og bekendtes vindstød.

Den døde kriger er blot søvnig, kommer det hviskende fra pigens spinkle læber. Og det er lige så løgn, som det er banalt at påstå, at livets progression ikke er ækvivalent alderens. Det kan siges metaforisk: omtrent når teenageårene ophører, holder kroppen op med at vokse i højden, mens tyngden fortsat tager til. Nogle mener, at det er årsagen til den øgede risiko for at sidde fast i samværets mudder.

Jeg stiller mig i vinduet og panorerer hen over de sovende bygninger. Der er lagt et hvidt lagen på hver eneste stjerne og beslutningen om aldrig at få børn forekommer både som et fængsel jeg kan sætte til salg og som en drivkraft til at fortsætte. Jeg behøver intet barn for at agere fader, jeg behøver intet stakit for at kalde noget mit.

På samme måde vil min profession komme til at fungere tvekønnet. Som et vokslys, der skifter mellem flydende og størknet. Det vil være med et ønske om altid at favne flammen, men aldrig formå at kunne holde om vægen. Men uanset om mine spring over mudderet vil forblive biseksuelle, så vil jeg plante kys i hvælvingen i en søgen efter tilfredshed. Jeg er trods min afstand til mennesket et menneske.

Pigen med de spinkle læber deler sig og bliver til en pige og en dreng – som deler sig i flere piger og drenge. I diskussioner er det nødvendigt at have den største tunge, men alene med sig selv forekommer demokratiet at være en ligning med seks milliarder ubekendte. Det regner i min stue og du har munden fuld af slud.

Lasse, når du strækker din lange krop for at se over bakken hvorfra vindstødene kommer og rejser dig på tåspidserne for efterfølgende at dreje rundt om din egen akse, så vil centrifugalkraften være stærkere. Denne lærdom har jeg overført på fremtiden med den konsekvens at indsatsen øger underholdningen samtidig med at risikoen hæmmer mine bevægelser. Denne angst håber jeg, når du åbner dette brev, at have overvundet.

Konstant at tillempe den vinkel hvor benene møder jorden og længes efter at få erindringen brændemærket under tungen, aldrig at kaste et nyvasket håndklæde i ringen eller stålsætte fordrageligheden på bekostning af grundlæggende idealer. Bygningerne krydser gaden som kontinenter forsvinder når kort foldes sammen.

Der ligger en kriger på jorden. Under ham ligger en hel hær af undskyldninger for ikke at blive liggende; han ved bare ikke hvilken der er stærk nok til at holde ham oprejst.

Kærlig hilsen
Erik

Jeg går mod døden

Jeg går mod døden
med ryggen til mine forældre
min bror, min søster

jeg bærer ingen børn
jeg kender min forpligtelse
jeg venter ikke min fremtid

det går for langsomt,
der er for få der taler
der er for mange der taler
i munden på hinanden
kom hjem

til den hvide mand
jeg er den sidste hvide mand
med hatten i hånden

jeg står ved, står side om side
med tiden som jeg ser den

i Europa sætter vi tiden frem
og tilbage år efter år
og de undrer sig i Amerika
tænker, at vi gør det
for at opretholde murene omkring fortet

i Europa ansætter vi Indere
til at gøre det manuelle arbejde
og de undrer sig i Asien

Jesus var Guds kød og blod, vil vi
da hellere være den varme luft fra
Kong Fuzis bløde hat

i Europa
er den hvide mand begyndt at gå med hat
den skal han snart lægge foran sig
på fortovet ved siden af sin skygge

det kommer ikke til at regne med penge,
det bliver tørt som i Afrika
sulten bliver en sandstorm
der får håret til at falde af

der er ingen førstfødte
jeg er den sidstfødte

det er de mange stemmer
der holder lyset igang
mens mørket nærmer sig
som en skygge
der klæber til mine fødder
som den kiste jeg en dag
bliver begravet i

jeg står sider om sider.

Ilden tager ikke fat

bevægelsen frem i tiden er
med skygge uden ophav
i munden ligger et anker uden skib
vinden lyder som 1984
eller rettere 1985
et år for sent
i både lys og mørke
bruger kroppen som kompas
i både luft og på jord

ilden tager ikke fat

bevæger jeg mig i blinde
i frygt for hvad der var og
hvad der kommer
bevæger jeg
alt omkring mig hurtigere og hurtigere