Jonas Rolsted: Flex Death

Over ti ‘kapitler’ giver Jonas Rolsted et varieret vidnesbyrd med sine lyriske passager, iagttagelser i korte sætninger og længere overvejelser over hverdagens møder med mennesker (piger, arbejdsliv, familie). Teksterne i Flex Death er inddelt i nummererede afsnit, der måske kan forstås som de intervaller, som han skriver, at musikken og litteraturen undersøger.

Kompositionen er stram uden at være rigid. Den giver en fin bevægelse ind i bogen, som så aftager på samme vis – måske fra midten, hvor Perpetuas optegnelser fra sit fængsel er anvendt. I den midterste del er prosaen mest flydende og sammenhængende, mens det lyriske fylder mest i de yderste kapitler.

Tue Andersen Nexø har skrevet en fin anmeldelse i Information, hvor han blandt andet henviser til nogle af de gode lyriske passager.

Jeg vil gerne citere afsnit 24 i kapitel 3.

En ting som jeg synes er karakteristisk for flere af de kolleger som er alkoholikere – og som jeg også keder fra min familie – er en tendens til at iscenesætte sig som offer, som lidende. Først ytret som tilbøjelighed til forskellig slags selvpineri, at påtage sig meget mere arbejde end de andre, hos den enkelte borger at udføre langt mere arbejde end rimeligt og nødvendigt er, til fester og arrangementer, med smerten malet i ansigtet, at melde sig til forberedelse og oprydning ‘selv om jeg skal meget tidligt op næste dag’, ved enhver given lejlighed at bringe ofre. Siden ytret ved mere eller mindre subtilt at lade omverdenen vide og mærke hvilke navnløse lidelser og krænkelser dagen har budt – hvortil kollegerne – nytteløst – påpeger at vedkommende jo strengt taget ikke havde behøvet at påtage sig så meget. Og endnu siden – ved at gå rundt i en tilstand hvor vedkommende virker som om hun er på sammenbruddets rand – og måske virkelig er det – og i denne tilstand presset til det yderste – at være nådesløst ubehagelig over for sig selv og andre.

Jonas Rolsted: Flex Death. Gyldendal (2012)

Disclaimer: Forfatteren er en god bekendt/ ven.

Jeg går mod døden

Jeg går mod døden
med ryggen til mine forældre
min bror, min søster

jeg bærer ingen børn
jeg kender min forpligtelse
jeg venter ikke min fremtid

det går for langsomt,
der er for få der taler
der er for mange der taler
i munden på hinanden
kom hjem

til den hvide mand
jeg er den sidste hvide mand
med hatten i hånden

jeg står ved, står side om side
med tiden som jeg ser den

i Europa sætter vi tiden frem
og tilbage år efter år
og de undrer sig i Amerika
tænker, at vi gør det
for at opretholde murene omkring fortet

i Europa ansætter vi Indere
til at gøre det manuelle arbejde
og de undrer sig i Asien

Jesus var Guds kød og blod, vil vi
da hellere være den varme luft fra
Kong Fuzis bløde hat

i Europa
er den hvide mand begyndt at gå med hat
den skal han snart lægge foran sig
på fortovet ved siden af sin skygge

det kommer ikke til at regne med penge,
det bliver tørt som i Afrika
sulten bliver en sandstorm
der får håret til at falde af

der er ingen førstfødte
jeg er den sidstfødte

det er de mange stemmer
der holder lyset igang
mens mørket nærmer sig
som en skygge
der klæber til mine fødder
som den kiste jeg en dag
bliver begravet i

jeg står sider om sider.